Jeg tror på et liv før døden

Siden sidst #5

Nå, så gik der igen hundrede år. Jeg håber på at med sommeren kommer ferie, med ferien kommer roen, og med roen kommer indlæg i prosaform, så bloggen ikke ender med at være en endeløs række af dagbogsnotater i punktopstilling… Anyways, her kommer den sidste punktopstilling inden sommeren, siden sidst:

  • har jeg afleveret opgave i Makro-sociolingvistik! Virkelig dejligt at aflevere, men har for en gangs skyld ingen anelse om, om jeg har gjort det rigtigt. Plejer ellers at være en habil opgaveskriver, men ovenpå min forsømmelse af studiet det sidste semester har jeg ikke den fjerneste anelse om, om jeg har fået winget mig igennem uden at lærer og censor opdager, at jeg ikke aner hvad jeg taler om, eller om det skinner voldsomt igennem. Det må tiden og karakteren vise!
  • har jeg været til sommerfest med Filosoffens klasse. Hvis man spørger en introvert som mig, er klassefester noget af det mest angstprovokerende man overhovedet kan forestille sig! Mange timers small talk med fremmede børns fremmede forældre tilsat bål og selskabslege, det kan nærmest ikke blive meget værre. Men det gik, på trods af anfald af kvalme og svimmelhed og en ubændig trang til at melde afbud fik vi slæbt os af sted. Og det var egentlig meget hyggeligt og nu har jeg langt om længe fået sat nogle ansigter på alle de dér mennesker Filosoffen fabler om til hverdag.
  • har jeg været i Norge og tolke en konference om terminologi. Virkelig nørdet! Meget talen om hvordan man taler om at tale. Og så på “nordisk”, som de kalder det. Altså hvor ingen rigtigt forstår hinanden: Danskerne forstår ikke svenskerne, og nordmændende og svenskerne forstår ikke danskerne, og islændingene og grønlænderne forstår måske danskerne, men ingen forstår dem, og finnerne forstår bare slet ingenting. Men gud forbyde da at nogen skulle tale engelsk, så vi forstår hinanden! Nul! Det er en nordisk konference, blev der sagt!
  • har Filosoffen på vejen hjem fra klassefest gennem skoven fået et stik af en art, som jeg i bedste ravnemor-stil irriteret fik affærdiget med et halvt blik og et: “Hvis det klør, så klø igen!”. Den slags får man jo ikke lov til at hvæse ustraffet, så træder Nemesis nemlig til! Efter et par timer var stikket hævet til appelsinstørrelse og dagen efter hendes lår på størrelse med mit…
  • har Filosoffen og Optimisten så måttet en tur til lægen og få penicillin alt imens jeg rendte rundt i de norske fjelde og tolkede meta-snak. De klarede dog det hele i stiv arm, Filosoffen virkede endda til at synes det var lidt luksus sådan at have et hævet lår: hun fik lov at blive hjemme fra skole, hun fik en bamse og hun fik lov til at se store mængder tv, så alt i alt var det lille fede lår egentlig givet meget godt ud, skulle hun mene…
  • var mor her dog ikke helt så kålhøgen… Jeg lå søvnløs i de norske fjelde mens min datter muligvis var blevet stukket af en skorpion (ja ja, det var hun nok ikke, vel, men det virkede utroligt sandsynligt mens jeg lå dér midt om natten på hotellet i angstens sved, det hele virkede bare så surrealistisk, hvorfor er her så varmt og så alligevel så koldt, er I klar over at der aldrig bliver mørkt i Norge om sommeren?? #febrilskmumlen).
  • er der ikke sket en skid på renoveringsfronten. Kulminerende med en håndværker, der skulle komme og lave noget arbejde for os, men så gik igen uden at lave noget. Elsker bare logikken bag det: “Jeg har det! Lad mig køre 80 km på motorvej for at kigge lidt på nogle dørkarme og så gå igen, dét er da den mest effektive måde at bruge min tid på!” #klaphat
  • har jeg været helt apatisk lammet af alt for meget at lave det sidste lange stykke tid med opgave, renovering, arbejde og familie. Note til mig selv: Stop med at køre dig selv så hårdt! Der er alligevel ingen der klapper.
    Så jeg har brugt de sidste par fridage på at være skiftevis apatisk og stortudende. Bonus for Optimisten. Men han tager det som altid med oprejst pande, ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden ham!
  • har jeg fået svar fra universitetet på min dispensationsansøgning. De gav mig så dispensation til noget andet end det jeg havde søgt. Universitetet længe leve. Men altså nu er jeg jo et stædigt asen… Så det lod jeg mig ikke slå ud af! I stedet gik jeg i gang med at finde et kursus næste semester, der skulle opfylde det ene meget vigtige kriterie: at have så lidt undervisning som muligt, så det kan passe ind i puslespillet med de to jobs jeg så også lige skal jonglere med ved siden af. Og det lykkedes! Så nu har jeg fået min vilje og kan få lov til at gøre det hele på én gang! Jeg er dog ikke helt sikker på at der er timer nok i døgnet, men det må tiden vise. Og ellers har jeg en Plan B.
  • har jeg råbt af min mor i telefonen, fordi min far tilsyneladende bare er startet forfra, som om han aldrig har været lige ved at dø af sit misbrug. Men jeg råbte ikke af min far, jeg råbte af min mor, fordi hun bare accepterer det. Jeg vidste det allerede dengang han var syg, hvor hun sagde at hvis han overlevede, skulle der andre boller på suppen! Hun nægtede at vende tilbage til det liv! Nu gør hun det så alligevel. Og jeg vidste det godt, allerede dengang hun sagde det. Jeg vidste at det ville komme til at ske og en lille del af mig håbede at han ikke ville overleve, så hun og jeg ikke skulle konfronteres med at hun, de, faldt tilbage i det samme mønster. Men det gjorde hun, de. Så jeg råbte. Midt på Vesterbrogade. Som om det hjalp.
  • har jeg været oppe at skændes med min chef. Det var ikke videre rart. Jeg har forsøgt at efterleve et af mine Tuba-mål, som er “at være en lille smule til besvær hver dag”, som et af de andre gruppemedlemmer så fint udtrykte det. Det handler om at turde at bede om noget fra andre, at turde at udtrykke sit eget behov – uden at undskylde og uden at undertrykke, bare udtrykke helt neutralt. Det resulterede så i at jeg fik en besked fra min chef, hvor han klandrede mig for at være “fjendtlig i min kommunikation”. Suk. Naturligvis gjorde det mig rigtig ked af det først, men bagefter har jeg tænkt en del over det hele. Og jeg vil ikke undskylde! Jeg vil ikke undskylde for at være mig, at sætte en grænse eller udtrykke et behov på en neutral måde. Det er lissom det hele øvelsen har gået ud på, og det skal ikke ødelægges af en vranten chef. Sgu. Så det vil jeg fortælle ham i morgen, når jeg skal til MUS-samtale. På en høflig, assertiv, ikke-fjendtlig måde, naturligvis.
  • har jeg været til Triumph-lagersalg 300 meter fra mit hjem! Hvem sagde at Espergærde ikke havde noget at byde på? Men jeg var der så tilsyneladende sammen med hele resten af Nordsjællands kvindelige befolkning… Endte med at stå i kø i tre timer, der var mindst 40 grader derinde og ingen form for struktur, Preben var ganske ude af sig selv! Men billigt var det, det var det hele værd!
  • er jeg blevet ramt af den velkendte ensomhedsfølelse, den dér følelse, der nok kommer af den dysfunktionelle familie og bla bla, men som lige dukker op til overfladen for at hilse på indimellem. Følelsen af at være helt uden netværk. Altså jeg har jo heldigvis min Optimist! Og han er meget vigtig! Men det føles lidt som om netværket kun består af ham og Filosoffen. Og Filosoffen tæller ikke engang rigtigt med, børn skal ikke agere netværk for deres forældre. I går da jeg sad på altanen og tog sommeren ind grublede jeg over det. Og så fik jeg den dér gamle børnesang på hjernen: “Vi er ikke rigtigt voksne, vi er ikke rigtigt børn, vi er både og og hverken midt imellem, vi’ for unge til at elske og for gamle til at slås, der er ingen der har rigtig brug for os”. For gammel til at gå i byen med mine yngste venner, for ung til at tale om pensionsopsparing og realkreditlån med mine ældste venner. Det begynder at gå op for mig, hvorfor mine forældre var så meget imod at jeg blev gravid i en ung alder. Men det nytter jo ikke noget at tænke på det nu. Man ligger som man har redt, og nu sidder jeg i saksen, som min mor sagde engang.
  • har jeg brugt 300 norske kroner på et puslespil med heste-selfies-motiv. Jep, det er et ord. Jeg har købt det, fordi jeg forventer at det bliver regnvejr i de tre ugers sommerferie jeg har med Filosoffen. Og dermed håber jeg at bruge omvendt psykologi mod vejret: Hvis jeg forbereder mig på at det bliver dårligt, skal det nok blive godt! Men nu har jeg måske jinxet det ved at skrive det her… Hader i øvrigt overtro. Og ironi.
  • har jeg taget alle de kilo, jeg tabte ved min “renovere-amok-uden-pauser-og-udelukkende-leve-af-chokoladekiks”-kur, på igen. And then some. Så øllene og isene skal nok begrænses henover sommeren, hvis ikke jeg skal bruge hele det mørke efterår på at være på rodfrugtkur. Så vil jeg alligevel hellere være på jordbær-og-friske-ærter-kur.
  • ser jeg frem til at bruge hele uge 26 og 30 på at forske! To hele uger hvor jeg ikke skal andet end at fokusere på projektet! Det bliver en del anderledes end det seneste år, hvor jeg har presset forskning (aka mine eksamensopgaver) ind et sted mellem fuldtidsjob, renovering og familieliv – nu er forskning det eneste jeg skal i to hele uger, og så får jeg endda penge for det! Jeg kan drikke kaffe og spise frokost lige når jeg vil, jeg skal ikke stå til rådighed for nogen andre end mig selv! Jeg kan endda lægge et par brikker i heste-selfie-puslespillet indimellem! Ok, der fik jeg vist lige officielt stemplet mig selv som komplet utjekket. What ever, jeg står ved det!

    rav-14763-wm

    Billedet er lånt fra hyggeonkel.dk. Det kan åbenbart også fås her i Danmark til ca en tredjedel af hvad jeg gav i Norge… oh well…

   

1 kommentar

  • Hanne

    Tak for herligt indlæg. Håber du får en rigtig god sommer 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg tror på et liv før døden