Prebens novemberfrustrationer

Preben synes at november er op ad bakke. Som Henrik Nordbrandt siger: “Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.” November synes uendelig. Og fyldt med frustrationer:

  • Vintertid.
    Preben begriber ikke hvorfor de morgenfriske typer skal have en halv times ekstra lys om morgenen i to uger eller hvor meget det nu kan blive til inden jorden officielt er udenfor solens rækkevidde, mens os, der ikke går i seng med fuglene derimod skal sidde med sammenknebne øjne i stearinlysets skær i vores prime time!
  • Juleting.
    Preben mener, at der er en detailhandel og en del andre juleliderlige mennesker, der skulle tage et ekstra kig i kalenderen. Den skriver NOVEMBER! Hvorfor skal der altid tages forskud? Alle juletingene er jo nærmest udsolgt eller sat ned i pris før første søndag i advent! For at gøre plads til påskepynten, vel sagtens! Og så undrer man sig over at stress er blevet en folksygdom… Og beder os alle om at være mere mindful’e, være til stede i nuet, ikke altid tænke på fremtiden…ja det er sgu lidt svært når julepynten på gågaden allerede er hængt op 1/11!
  • Valgplakater.
    Én ting er, at de er til fare for trafiksikkerheden! Noget andet er, at de fleste af dem ligner dårlige pasfotos, og er flankeret med det ene tåbelige valgslogan efter det andet. ”Flere varme hænder”. Pft! Jamen så tag da et par vanter på hvis du fryser, det er da ikke noget at køre en valgkampagne på! Næ, hvis nogen ville stille op med løftet om at få Kystbanen til at køre til tiden og få ham ovre i nr. 16 til fjerne sin campingvogn, så man rent faktisk har udsyn når man skal ud af indkørslen, så ville han få Prebens stemme med det samme!
  • Black Friday.
    En dag, hvor alle styrter frådende ud i horder for at købe noget, der sandsynligvis var billigere i går. Butikkerne må have en fest med at fuppe alle de mennesker, der tror de kan spare hundrede kroner på julegaverne bare fordi der står ”Black Friday-kup” på skiltet. Det er sikkert de samme mennesker, der tager færgen over for at købe billige øl i Tyskland, hvor herre bevares.
  • Kulde.
    Preben troede at vi var blevet enige om at have en mild vinter i år. Han venter faktisk stadig på den dér sommer der skulle komme… Så han nægter at tage varmt tøj på. Selv om der er rim på græsset om morgenen.
  • Forkølelse.
    Muligvis et resultat af punktet før. Men det gider Preben ikke at tale om lige nu.
  • Kål. Og rodfrugter.
    November måned er højsæson for alle de væmmelige grøntsager, ifølge Preben. Det var sikkert fint i middelalderen som tilbehør til den tørsaltede fisk eller hvad man nu ellers spiste af uhyrligheder dengang, af mangel på bedre. Men hvorfor man i 2017 stadig skal trækkes med den slags, begriber han ikke. Bare fordi de er der, behøver man jo ikke at spise dem! Man spiser jo heller ikke fluer og hvepse bare fordi de er over det hele om sommeren, vel?
  • Juleøl.
    Den smager jo objektivt set dårligt, mener Preben. At den har en nuttet reklame fra 70’erne, en fin etiket og først må drikkes kl.23.59 på den første fredag efter Trinitatis eller hvad fanden det nu er, ændrer altså ikke på at den smager af rævepis.
  • Movember.
    Stop det. Find en anden og mere klædelig måde at støtte kampen mod kræft på. Overskæg hører til i 70’erne og der må det gerne blive. Det klæder jo ingen! Hvis man kommer til uforvarende at gå en tur i byen i november, bliver man straks konfronteret med dette rædsomme fænomen. Øjeblikkeligt hører man ”YMCA” for sit indre øre – og minder én om at man skal have undersøgt, hvordan man får bugt med dræbersnegle. Det gør på ingen måde november til en mere æstetisk eller behagelig måned ifølge Preben.
  • Deadlines.
    Preben synes, at den krop han er fanget i har alt for travlt. Hele tiden. Med alle mulige deadlines. ”Artikler mig her og eksamensopgaver mig dér.” Hvornår får vi et øjebliks ro?? Til at pleje forkølelsen og spise en blomme i madeira under en plaid på sofaen for eksempel! Ja, Preben spørger bare.
    Stakkels Preben, det holder hårdt for tiden.

    cale

#Taskeindholdsparadoks

Hvad der burde være i min taske:

  • Håndcreme
  • Læbepomade
  • Bind
  • Kuglepen
  • Paraply
  • Vandflaske
  • Tyggegummi
  • Müslibar eller andet hurtig energi
  • Plaster
  • Håndsprit
  • Ekstra kontaktlinser

Hvad der i virkeligheden er i min taske:

  • Kvitteringer fra Netto
  • Plastikposer fra mine madpakker de sidste par uger
  • 5-6 poselukkere
  • Papirer fra ting jeg har tolket, gerne krøllet sammen til ukendelighed
  • Et navneskilt fra den seneste konference jeg har tolket
  • Rådden frugt
  • Min bærbare, dog gerne løbet tør for strøm
  • Dele af noget hækletøj, der engang er faldet ud af hækletøjsposen
  • Et af Filosoffens viskelædere
  • Løse Gajoler
  • Rigelige mængder sand

Teenagevisdom og kærlighed

Brace yourselves, for nu bliver det vammelt! De typer, der let får kvalme af kærlighedsudbrud skal klikke væk nu. Preben er allerede skredet med et fnys, da han fandt ud af hvad emnet var for dette indlæg, så det er altså dér vi er, nu et I advaret!

Nå. Forleden dag skulle jeg lave en billedvæg til vores fine nye stue. Så jeg rodede rundt i nogle kasser med billedrammer. Fummelfingret som jeg er, tabte jeg selvfølgelig en ramme på gulvet, hvorpå ryg og glas røg fra hinanden med et klonk. Jeg bandede for mig selv og med øjet på klem samlede jeg rammen op for at se om glasset var gået i stykker. Det var det ikke, men jeg opdagede noget andet, noget forunderligt: Bag billedet havde der ligget en seddel gemt, helt gulnet af års ophold klemt inde i mørket. Jeg foldede nysgerrigt papiret ud og så til min overraskelse min egen håndskrift. Jeg var noget perpleks, da jeg ingen som helst erindring havde om at have lagt et stykke papir ind bag en billedramme. Det mystiske papir viste sig at være mit teenage-jeg, der i slut-halvfemserne fra mørket i teenageværelset med de røde vægge og de sorte gardiner, til lugten af røgelse og lyden af Enya (godt Preben er gået!), i al sin hormonelle visdom og sikkert ramt af kærestesorg, havde forfattet en liste over alle de fortryllende egenskaber, min drømmefyr skulle besidde. Hvor herre bevares, fnøs Preben, men jeg syntes det var enormt nuttet, så jeg gik i gang med at læse listen (og i øvrigt respekt til mit teenage-jeg, der allerede dengang udviste overlegne evner inden for planlægning og organisering ved at skrive en liste, lister er awesome #ocd-i-en-tidlig-alder).

Til min store forbavselse viste det sig, at mini-me sgu havde haft fat i noget: listen viste sig nemlig punkt for punkt nærmest at være en beskrivelse af…min kære Optimist! Shit mand, det løb mig næsten koldt ned af ryggen, tænk sig at jeg har vidst det hele tiden, hvad jeg ledte efter, hvad der ville gøre mig glad.

Men det forklarer så også noget andet: nemlig den følelse jeg hele tiden har haft af at Optimisten bare lissom passede ind, som en puslespilsbrik. Ikke sådan én man forsøger at mase ned fordi den da ligner lidt den rigtige form og farve, nej mere som den dér brik man lige tog i forbifarten og så viser det sig at være lige dén man ledte efter.

Mine teenage-skriblerier forklarer også hvorfor jeg har elsket Optimisten lige fra jeg så ham første gang. Det var d.3/12 2010, det sneede og jeg havde en grå uldkjole på. Min nye klassekammerat på tolkeuddannelsen havde spurgt om jeg ville med til julearrangement i Absalon, som er en ungdomsklub for døve. Jeg gad egentlig ikke rigtigt at tage afsted. På det tidspunkt boede jeg sammen med Antagonisten og Filosoffen var kun halvandet år, så jeg ville egentlig gerne bare blive hjemme sammen med familien. Men noget trak i mig, så jeg tog afsted. Jeg syntes det var top-akavet at komme ind i Absalon som de eneste to hørende, og jeg følte at alle gloede på os. Men min studiekammerat kendte nogle fyre, så vi satte os sammen med dem. Pludselig kom han ind. Han havde en blå sweather på. Han var meget, meget pæn, syntes jeg. Og havde en helt fantastisk udstråling. Det var som om der var noget over ham, kunne ikke sætte en finger på hvad det var, men jeg havde det nærmest som om vi allerede kendte hinanden. Vi snakkede ikke rigtigt sammen den aften, jeg sad mest bare og kiggede på ham og på hans virkelig pæne hænder, der sagde virkelig pæne ting.

Jeg har altid været en kyniker, der på ingen måde har troet på det dér med kærlighed ved første blik, men det her er nok det tætteste man kan komme på det. Jeg kendte på dette tidspunkt ikke til dybden af mine egne følelser, jeg tænkte bare at han var en pæn og usædvanligt sympatisk fyr, som en eller anden kvinde ville være meget heldig at få en dag. Men jeg var jo gift. Og mor. Så det var jo ikke mig. Men han var godt nok sympatisk. Og pæn.

Det må have været mit teenage-selv, der prikkede til mig den aften. Huskede mig på hvad jeg engang ledte efter. Meget vand skulle dog løbe under broen først, inden det blev mig, der blev den heldige kvinde i hans liv, men teenage-Tinne tøvede ikke et sekund, hun havde nemlig lavet en liste.

Så her har I ham, min kæreste Optimist, min elsker, min ven, min støtte, mit anker, nu på listeform, lige som jeg kan lide det:

img_3564

Han opfylder det hele, måske lige bortset fra det med at være musikalsk, men der er han lissom lovligt undskyldt… Jeg elsker ham – mere end sushi og is og søvn, tilsammen!, og det er faktisk ikke så lidt endda.

 

Siden sidst #3

Jeg har egentlig en masse ting på hjerte, men jeg kan ikke rigtigt få samling på det hele, så i stedet får I nu et punktoplægs-puslespil, så kan det være det giver lidt ro i mit hoved – og måske giver mening for jer også?

Siden sidst:

  • har jeg spist rigtig mad af ægte service!
  • har jeg stadig ingen bordplade, ej heller en fungerende opvaskemaskine, ergo…
  • …har jeg vasket op i badekaret.
  • har Antagonisten og jeg været til skole-hjem-samtale på Filosoffens skole – og det var bare den bedste oplevelse! Lærerne talte direkte til Filosoffen på en kærlig og pædagogisk måde. Det var så behageligt at være der, så allerede dér var der en kæmpe forskel fra den gamle skole! Men derudover var det også som om de talte om et helt andet barn! På den gamle skole havde de et indtryk af en vild, uregerlig, grænsesøgende, irriterende unge. På den nye skole sagde de på intet tidspunkt noget om, hvad hun ER, kun noget om hvad hun GØR. Og de ting hun gør – såsom at læse bedre end hvad der forventes af alderen, at have sluppet børnestavningen stort set, at arbejde godt i timerne, at være vellidt af sine klassekammerater og i det hele taget at være blevet godt integreret i den nye klasse, “som om hun altid havde været der” – giver et fuldkommen anderledes billede af det helt samme barn! Det gjorde mig på én gang virkelig lettet og virkelig ked af det. Lettet over, at hun klarer det godt og trives på den nye skole, og at de voksne er ordentlige! Og ked af det over, hvad hun nåede at opleve fra de voksne på den gamle skole, en stempling i en grad tenderende til voksenmobning! Jeg er rystet over at den form for opførsel skulle komme fra voksne, læreruddannede mennesker!
  • har jeg med held været “sure mor” (min venindes universelle betegnelse for at stå fast og ikke lade sig kue af undertrykkende typer) op til flere gange: Over for taksatoren, der først ikke ville komme og fjerne den gamle mands ting, over for den gamle udlejer, der ikke ville give os det depositum tilbage og over for banken, der ikke ville give os den rente, de havde lovet os. Det var indtil sure mor kom på banen, så kom der sgu andre boller på suppen! (Har i øvrigt aldrig rigtig forstået det udtryk…altså er der nogen boller, der er bedre end andre boller at få på suppen? Jeg bryder mig faktisk hverken om kød- eller melboller, så måske mit udtryk burde være: “så kom der ingen boller på suppen…”)
  • er vi blevet 120 flyttekasser fattigere, og har dermed fået frigivet en hel ekstra kvadratmeter inde i stuen! Ikke fordi vi ikke holdt af vores fine flyttekassetårn, men det blokerede lissom bare for udsigten fra sofaen…
  • har fået penge tilbage i skat og de brænder for vildt i lommen på mig! Nu begynder alt det sjove ved at være flyttet!
  • har jeg faktisk fået set nogle venner UDEN at det involverede malerarbejde eller andet renoveringsrelateret. Skal også ses med min elskede veninde i dag og med en anden elsket veninde på mandag, jeg glæder mig som et lille barn!
  • er alting sprunget ud og jeg hørte lærken forleden, det er helt fantastisk!
  • har jeg seriøst forsømt mit studie, som i at jeg knapt har læst en tredjedel af hvad vi skulle og kun har været til ca. halvdelen af undervisningsgangene, hvor jeg i øvrigt er gået ca. en time før tid hver gang for at kunne nå at hente Filosoffen. Bliver spændende om jeg består. Men eksamensformen er en fri skriftlig opgave, der skal afleveres om under to måneder og jeg har endnu ikke indsamlet empiri, så der er jo rigeligt med tid til at gå i panik i endnu…
  • har jeg i øvrigt søgt ind på kandidatuddannelsen som fuldtidsstuderende fra næste semester. Mange ting skal dog lige falde på plads: Optimisten skal helst forlænges eller have et andet arbejde for at det økonomisk kan løbe rundt og jeg skal have afklaret min jobsituation – kan ikke arbejde fuld tid og studere på fuld tid også, så noget skal gøres. Men den tid, den sorg.
  • har vi modtaget to pakker affaldsposer i vores postkasse… I don’t get it… Er det universet, der forsøger at sige, at vi har for meget lort? Er det postbuddet, der har lavet en fejl? Er det viceværten, der mener vi bør bruge nogle andre affaldsposer, end dem vi bruger? Er det en aprilsnar? Men ok, måske er det bare universet, der siger: “Træt og deprimeret? Tag et par affaldsposer!” Jamen så tak, da.
  • har jeg formået at glemme Filosoffens madpakke derhjemme på bordet og efterlade en brugers ur, som jeg havde lånt under tolkningen, i en teatersal.
  • har det dér terapi i Tuba vist gjort mig lidt omtåget og ved siden af mig selv…
  • har jeg været genforenet med min Tuba-gruppe til almindelig gruppeterapi. Meget mærkeligt at sidde dér sammen med dem allesammen igen, nu i helt andre og mere hverdagsagtige rammer. Føltes lidt som det dér mareridt, hvor man opdager at man har glemt at tage bukser på i skole. Meget syret. Havde virkelig ikke lyst til at åbne den kuffert igen allerede. Jeg er sikker på, at det nok skal blive rigtig godt, men det er altså ret hårdt at skulle åbne og lukke kufferten hele tiden. Er bange for at hængslerne går i stykker!
  • har jeg arbejdet – i det små! – med mit terapi-mål, som jeg ved nærmere eftertanke har udvidet en smule. Jeg tror ikke kun mit problem handler om hjælp, det handler også om bare generelt at udtrykke, hvad mit behov er. Uanset om behovet er hjælp, omsorg eller opmærksomhed, så føles det fysisk ubehageligt at bede om det, især fra dem der er tæt på. Så mit første lille skridt var at fortælle min veninde, at jeg ville blive rigtig glad hvis hun ville sove hos mig, når jeg skal holde indflytter-festmiddag for Kusseklubben. Det var lidt svært, men også rigtig rart at sige det. Og da det først var sagt, blev jeg nærmest helt lettet, næsten som et fysisk tryk, der forsvandt! Babysteps, men dog steps. Så mon ikke det hele nok skal gå?
Jeg elsker Sarah's scribbles. Find hende på FB!

Jeg elsker Sarah’s scribbles. Find hende på FB!

Tuba-tømmermænd

Nu sidder jeg her endelig – i mit nye køkken ved det nye, runde spisebord og kigger ud af vinduet på fuglene og træerne, der er ved at få knopper. På minussiden mangler der godt nok stadig lige en bordplade og en håndvask og en kogeplade, for at man kan kalde det et rigtigt køkken, men på plussiden har vi et fungerende køleskab, heureka! Så behøver vi ikke længere at bruge altanen som walk-in-køleskab, ret så nice. Nok er vores nye køleskab ikke så stort, men hvad det ikke har i størrelse, har det i temperatur, kan man sige (tak til min venindes mand for denne morsomhed).

Det hele går fremad, omend i et lidt mere adstadigt tempo end hvad jeg kunne ønske mig. Men jeg er også verdens mest utålmodige menneske, så det siger måske ikke så meget. Jeg ved jeg har sagt det mange gange før, men hold nu kæft hvor jeg glæder mig til at være færdig med det her flytte-hurlumhej og vende tilbage til en nogenlunde stabil hverdag igen. Så Filosoffen kan få et rent håndklæde med til idræt fx eller at det ikke kommer som en overraskelse/katastrofe hver gang hendes computer er løbet tør for strøm, fordi vi ikke ved hvor opladeren er.
For at have overskud til den slags almindelige trivialiteter, skal jeg muligvis igen lige kigge lidt kritisk på min arbejdssituation, men det kan jeg ikke overskue lige nu, det tænker jeg over i morgen, som Scarlet siger i Borte med Blæsten.

Jeg ser også frem til at være færdig med hele flytte-hurlumhejet, fordi jeg er meget træt af at bede folk om hjælp til ting hele tiden uden rigtigt at kunne give tilbage. I hele denne proces er det gået op for mig hvor dårlig jeg er til at bede om hjælp – eller nærmere hvor dårlig jeg er til at tage imod den! Jeg kan slet ikke være i mig selv, når nogen hjælper mig og jeg får katastrofetanker og angst af det, not kidding. Ret så upraktisk, når man lige er flyttet. Muligvis har jeg nogle dårlige oplevelser fra barndommen, der skal bearbejdes. Noget med selvværd og noget med ikke at mene, at man har fortjent at blive hjulpet. Noget med at være vant til at klare alting selv, så menneskelig godhed fra andre føles fremmed og svært. Noget med ikke at ville være til besvær. Så det skal jeg lige arbejde lidt på.

Jeg er netop hjemvendt fra et tre dage langt ophold sammen med den Tuba-gruppe, jeg skal gå i gruppeterapi med frem til november. Det var den vildeste oplevelse, og jeg har endnu svært ved at sætte ord på det. Det var som om der blev sat 8 spejle op foran mig, nærmest alt hvad der kom ud af de andres mund var som at krænge min egen sjæl ud. Jeg vidste ikke om jeg skulle kaste op, græde eller føle lettelse. Jeg har altid gået rundt med sådan en følelse af, at mine oplevelser som barn ikke var så slemme. Min far er jo kun kvartalsdranker (omend hans kvartaler er ret så korte…), så der var også længere perioder i min opvækst, hvor min far ikke drak. Så jeg har altid tænkt at jeg var heldig på en måde, at det ikke var så slemt egentlig. Men konfronteret med alle de andre og deres historier gik det op for mig, at det har været ren og skær overlevelsesstrategi. Et barns måde at overleve i den utryghed der er forbundet ved at vokse op i en dysfunktionel familie. En måde at gøre sin egen historie lidt mere spiselig på. Men den er overhovedet ikke spiselig. Det er overhovedet ikke ok. Intet af det var ok. Og det er sateme en hård én at skulle sluge. At skulle omfortolke hele sin barndom, at skulle indse, erkende, mærke smerten, der blev gemt væk for så mange år siden. Av. Ad. Ah. Jeg ved det ikke. Ambivalent og overvældende, var det.

Nu, vel hjemme igen, kører tankerne stadig på højtryk. Jeg er så træt, så træt. Og har ondt og kvalme og jeg ved ikke hvad. De kalder det for Tuba-tømmermænd: At vende tilbage til den almindelige hverdag igen, at sortere vasketøj og smøre madpakker, mens man står med et åbent, blødende sår. De sagde, at alle følelserne fra dengang ligger samlet i en indre kuffert, der ikke har været åbnet i mange, mange år. Den er helt støvet og hængslerne knirker. I de sidste tre dage har den været tvunget på vid gab og alt er væltet ud i en stor pærevælling. Nu er kunsten så at få samlet det hele sammen og lukket den igen, så jeg kan fungere i en almindelig hverdag. Det holder lidt hårdt, føles lidt som når man skal på ferie og bare ikke har kunnet vælge imellem alle de fine sommerkjoler og man ender med at være nødt til at hoppe ovenpå kufferten for at få den lukket. Jeg hopper og hopper, men den vil ikke rigtigt lukke sig.

Heldigvis har jeg min Optimist. Han sagde i morges, at han gerne ville hjælpe mig med at bære min kuffert. Det var så sødt sagt. Men det skal han ikke, jeg skal lære at bære den selv. Måske få sat nogle hjul under, så jeg kan trække den efter mig eller noget.

Vi skulle sætte nogle mål op for terapien inden vi skiltes. Jeg havde egentlig en million ting, jeg gerne ville “fikse”: mit forhold til mit arbejde, min mor-rolle, forholdet til mine forældre. Men målet blev serveret for mig på et sølvfad. Jeg brød nemlig fuldstændigt sammen, da en anden i gruppen begyndte at tale om hvor svært det var for hende at bede om hjælp. Jeg havde ellers følt mig underligt rolig og afslappet på hele turen. Jeg følte det som sådan en lettelse at tale med ligesindede, at jeg slet ikke følte så meget sorg som de andre gjorde. Men så kom den pludselig galopperende med 180 i timen, da snakken faldt på hjælp. Så det er mit foreløbige mål: At bede om hjælp, når jeg bliver presset og at lære også at kunne tage imod den, uden dårlig samvittighed og uden at føle, at jeg skal betale tifold tilbage. Uden katastrofetanker og angst. At lade være med at skrabe ansvar til mig, der egentlig ikke tilhører mig og lade være med at tro, at jeg skal klare alting selv og at ingen i hele verden kan hjælpe mig.

Og så er der også lige noget med noget selvværd. Men så langt er jeg ikke nået endnu. Det tænker jeg over i morgen.