Tuba-tømmermænd

Siden sidst #3

Jeg har egentlig en masse ting på hjerte, men jeg kan ikke rigtigt få samling på det hele, så i stedet får I nu et punktoplægs-puslespil, så kan det være det giver lidt ro i mit hoved – og måske giver mening for jer også?

Siden sidst:

  • har jeg spist rigtig mad af ægte service!
  • har jeg stadig ingen bordplade, ej heller en fungerende opvaskemaskine, ergo…
  • …har jeg vasket op i badekaret.
  • har Antagonisten og jeg været til skole-hjem-samtale på Filosoffens skole – og det var bare den bedste oplevelse! Lærerne talte direkte til Filosoffen på en kærlig og pædagogisk måde. Det var så behageligt at være der, så allerede dér var der en kæmpe forskel fra den gamle skole! Men derudover var det også som om de talte om et helt andet barn! På den gamle skole havde de et indtryk af en vild, uregerlig, grænsesøgende, irriterende unge. På den nye skole sagde de på intet tidspunkt noget om, hvad hun ER, kun noget om hvad hun GØR. Og de ting hun gør – såsom at læse bedre end hvad der forventes af alderen, at have sluppet børnestavningen stort set, at arbejde godt i timerne, at være vellidt af sine klassekammerater og i det hele taget at være blevet godt integreret i den nye klasse, “som om hun altid havde været der” – giver et fuldkommen anderledes billede af det helt samme barn! Det gjorde mig på én gang virkelig lettet og virkelig ked af det. Lettet over, at hun klarer det godt og trives på den nye skole, og at de voksne er ordentlige! Og ked af det over, hvad hun nåede at opleve fra de voksne på den gamle skole, en stempling i en grad tenderende til voksenmobning! Jeg er rystet over at den form for opførsel skulle komme fra voksne, læreruddannede mennesker!
  • har jeg med held været “sure mor” (min venindes universelle betegnelse for at stå fast og ikke lade sig kue af undertrykkende typer) op til flere gange: Over for taksatoren, der først ikke ville komme og fjerne den gamle mands ting, over for den gamle udlejer, der ikke ville give os det depositum tilbage og over for banken, der ikke ville give os den rente, de havde lovet os. Det var indtil sure mor kom på banen, så kom der sgu andre boller på suppen! (Har i øvrigt aldrig rigtig forstået det udtryk…altså er der nogen boller, der er bedre end andre boller at få på suppen? Jeg bryder mig faktisk hverken om kød- eller melboller, så måske mit udtryk burde være: “så kom der ingen boller på suppen…”)
  • er vi blevet 120 flyttekasser fattigere, og har dermed fået frigivet en hel ekstra kvadratmeter inde i stuen! Ikke fordi vi ikke holdt af vores fine flyttekassetårn, men det blokerede lissom bare for udsigten fra sofaen…
  • har fået penge tilbage i skat og de brænder for vildt i lommen på mig! Nu begynder alt det sjove ved at være flyttet!
  • har jeg faktisk fået set nogle venner UDEN at det involverede malerarbejde eller andet renoveringsrelateret. Skal også ses med min elskede veninde i dag og med en anden elsket veninde på mandag, jeg glæder mig som et lille barn!
  • er alting sprunget ud og jeg hørte lærken forleden, det er helt fantastisk!
  • har jeg seriøst forsømt mit studie, som i at jeg knapt har læst en tredjedel af hvad vi skulle og kun har været til ca. halvdelen af undervisningsgangene, hvor jeg i øvrigt er gået ca. en time før tid hver gang for at kunne nå at hente Filosoffen. Bliver spændende om jeg består. Men eksamensformen er en fri skriftlig opgave, der skal afleveres om under to måneder og jeg har endnu ikke indsamlet empiri, så der er jo rigeligt med tid til at gå i panik i endnu…
  • har jeg i øvrigt søgt ind på kandidatuddannelsen som fuldtidsstuderende fra næste semester. Mange ting skal dog lige falde på plads: Optimisten skal helst forlænges eller have et andet arbejde for at det økonomisk kan løbe rundt og jeg skal have afklaret min jobsituation – kan ikke arbejde fuld tid og studere på fuld tid også, så noget skal gøres. Men den tid, den sorg.
  • har vi modtaget to pakker affaldsposer i vores postkasse… I don’t get it… Er det universet, der forsøger at sige, at vi har for meget lort? Er det postbuddet, der har lavet en fejl? Er det viceværten, der mener vi bør bruge nogle andre affaldsposer, end dem vi bruger? Er det en aprilsnar? Men ok, måske er det bare universet, der siger: “Træt og deprimeret? Tag et par affaldsposer!” Jamen så tak, da.
  • har jeg formået at glemme Filosoffens madpakke derhjemme på bordet og efterlade en brugers ur, som jeg havde lånt under tolkningen, i en teatersal.
  • har det dér terapi i Tuba vist gjort mig lidt omtåget og ved siden af mig selv…
  • har jeg været genforenet med min Tuba-gruppe til almindelig gruppeterapi. Meget mærkeligt at sidde dér sammen med dem allesammen igen, nu i helt andre og mere hverdagsagtige rammer. Føltes lidt som det dér mareridt, hvor man opdager at man har glemt at tage bukser på i skole. Meget syret. Havde virkelig ikke lyst til at åbne den kuffert igen allerede. Jeg er sikker på, at det nok skal blive rigtig godt, men det er altså ret hårdt at skulle åbne og lukke kufferten hele tiden. Er bange for at hængslerne går i stykker!
  • har jeg arbejdet – i det små! – med mit terapi-mål, som jeg ved nærmere eftertanke har udvidet en smule. Jeg tror ikke kun mit problem handler om hjælp, det handler også om bare generelt at udtrykke, hvad mit behov er. Uanset om behovet er hjælp, omsorg eller opmærksomhed, så føles det fysisk ubehageligt at bede om det, især fra dem der er tæt på. Så mit første lille skridt var at fortælle min veninde, at jeg ville blive rigtig glad hvis hun ville sove hos mig, når jeg skal holde indflytter-festmiddag for Kusseklubben. Det var lidt svært, men også rigtig rart at sige det. Og da det først var sagt, blev jeg nærmest helt lettet, næsten som et fysisk tryk, der forsvandt! Babysteps, men dog steps. Så mon ikke det hele nok skal gå?
Jeg elsker Sarah's scribbles. Find hende på FB!

Jeg elsker Sarah’s scribbles. Find hende på FB!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tuba-tømmermænd