Teenagevisdom og kærlighed

Brace yourselves, for nu bliver det vammelt! De typer, der let får kvalme af kærlighedsudbrud skal klikke væk nu. Preben er allerede skredet med et fnys, da han fandt ud af hvad emnet var for dette indlæg, så det er altså dér vi er, nu et I advaret!

Nå. Forleden dag skulle jeg lave en billedvæg til vores fine nye stue. Så jeg rodede rundt i nogle kasser med billedrammer. Fummelfingret som jeg er, tabte jeg selvfølgelig en ramme på gulvet, hvorpå ryg og glas røg fra hinanden med et klonk. Jeg bandede for mig selv og med øjet på klem samlede jeg rammen op for at se om glasset var gået i stykker. Det var det ikke, men jeg opdagede noget andet, noget forunderligt: Bag billedet havde der ligget en seddel gemt, helt gulnet af års ophold klemt inde i mørket. Jeg foldede nysgerrigt papiret ud og så til min overraskelse min egen håndskrift. Jeg var noget perpleks, da jeg ingen som helst erindring havde om at have lagt et stykke papir ind bag en billedramme. Det mystiske papir viste sig at være mit teenage-jeg, der i slut-halvfemserne fra mørket i teenageværelset med de røde vægge og de sorte gardiner, til lugten af røgelse og lyden af Enya (godt Preben er gået!), i al sin hormonelle visdom og sikkert ramt af kærestesorg, havde forfattet en liste over alle de fortryllende egenskaber, min drømmefyr skulle besidde. Hvor herre bevares, fnøs Preben, men jeg syntes det var enormt nuttet, så jeg gik i gang med at læse listen (og i øvrigt respekt til mit teenage-jeg, der allerede dengang udviste overlegne evner inden for planlægning og organisering ved at skrive en liste, lister er awesome #ocd-i-en-tidlig-alder).

Til min store forbavselse viste det sig, at mini-me sgu havde haft fat i noget: listen viste sig nemlig punkt for punkt nærmest at være en beskrivelse af…min kære Optimist! Shit mand, det løb mig næsten koldt ned af ryggen, tænk sig at jeg har vidst det hele tiden, hvad jeg ledte efter, hvad der ville gøre mig glad.

Men det forklarer så også noget andet: nemlig den følelse jeg hele tiden har haft af at Optimisten bare lissom passede ind, som en puslespilsbrik. Ikke sådan én man forsøger at mase ned fordi den da ligner lidt den rigtige form og farve, nej mere som den dér brik man lige tog i forbifarten og så viser det sig at være lige dén man ledte efter.

Mine teenage-skriblerier forklarer også hvorfor jeg har elsket Optimisten lige fra jeg så ham første gang. Det var d.3/12 2010, det sneede og jeg havde en grå uldkjole på. Min nye klassekammerat på tolkeuddannelsen havde spurgt om jeg ville med til julearrangement i Absalon, som er en ungdomsklub for døve. Jeg gad egentlig ikke rigtigt at tage afsted. På det tidspunkt boede jeg sammen med Antagonisten og Filosoffen var kun halvandet år, så jeg ville egentlig gerne bare blive hjemme sammen med familien. Men noget trak i mig, så jeg tog afsted. Jeg syntes det var top-akavet at komme ind i Absalon som de eneste to hørende, og jeg følte at alle gloede på os. Men min studiekammerat kendte nogle fyre, så vi satte os sammen med dem. Pludselig kom han ind. Han havde en blå sweather på. Han var meget, meget pæn, syntes jeg. Og havde en helt fantastisk udstråling. Det var som om der var noget over ham, kunne ikke sætte en finger på hvad det var, men jeg havde det nærmest som om vi allerede kendte hinanden. Vi snakkede ikke rigtigt sammen den aften, jeg sad mest bare og kiggede på ham og på hans virkelig pæne hænder, der sagde virkelig pæne ting.

Jeg har altid været en kyniker, der på ingen måde har troet på det dér med kærlighed ved første blik, men det her er nok det tætteste man kan komme på det. Jeg kendte på dette tidspunkt ikke til dybden af mine egne følelser, jeg tænkte bare at han var en pæn og usædvanligt sympatisk fyr, som en eller anden kvinde ville være meget heldig at få en dag. Men jeg var jo gift. Og mor. Så det var jo ikke mig. Men han var godt nok sympatisk. Og pæn.

Det må have været mit teenage-selv, der prikkede til mig den aften. Huskede mig på hvad jeg engang ledte efter. Meget vand skulle dog løbe under broen først, inden det blev mig, der blev den heldige kvinde i hans liv, men teenage-Tinne tøvede ikke et sekund, hun havde nemlig lavet en liste.

Så her har I ham, min kæreste Optimist, min elsker, min ven, min støtte, mit anker, nu på listeform, lige som jeg kan lide det:

img_3564

Han opfylder det hele, måske lige bortset fra det med at være musikalsk, men der er han lissom lovligt undskyldt… Jeg elsker ham – mere end sushi og is og søvn, tilsammen!, og det er faktisk ikke så lidt endda.

 

Siden sidst #3

Jeg har egentlig en masse ting på hjerte, men jeg kan ikke rigtigt få samling på det hele, så i stedet får I nu et punktoplægs-puslespil, så kan det være det giver lidt ro i mit hoved – og måske giver mening for jer også?

Siden sidst:

  • har jeg spist rigtig mad af ægte service!
  • har jeg stadig ingen bordplade, ej heller en fungerende opvaskemaskine, ergo…
  • …har jeg vasket op i badekaret.
  • har Antagonisten og jeg været til skole-hjem-samtale på Filosoffens skole – og det var bare den bedste oplevelse! Lærerne talte direkte til Filosoffen på en kærlig og pædagogisk måde. Det var så behageligt at være der, så allerede dér var der en kæmpe forskel fra den gamle skole! Men derudover var det også som om de talte om et helt andet barn! På den gamle skole havde de et indtryk af en vild, uregerlig, grænsesøgende, irriterende unge. På den nye skole sagde de på intet tidspunkt noget om, hvad hun ER, kun noget om hvad hun GØR. Og de ting hun gør – såsom at læse bedre end hvad der forventes af alderen, at have sluppet børnestavningen stort set, at arbejde godt i timerne, at være vellidt af sine klassekammerater og i det hele taget at være blevet godt integreret i den nye klasse, “som om hun altid havde været der” – giver et fuldkommen anderledes billede af det helt samme barn! Det gjorde mig på én gang virkelig lettet og virkelig ked af det. Lettet over, at hun klarer det godt og trives på den nye skole, og at de voksne er ordentlige! Og ked af det over, hvad hun nåede at opleve fra de voksne på den gamle skole, en stempling i en grad tenderende til voksenmobning! Jeg er rystet over at den form for opførsel skulle komme fra voksne, læreruddannede mennesker!
  • har jeg med held været “sure mor” (min venindes universelle betegnelse for at stå fast og ikke lade sig kue af undertrykkende typer) op til flere gange: Over for taksatoren, der først ikke ville komme og fjerne den gamle mands ting, over for den gamle udlejer, der ikke ville give os det depositum tilbage og over for banken, der ikke ville give os den rente, de havde lovet os. Det var indtil sure mor kom på banen, så kom der sgu andre boller på suppen! (Har i øvrigt aldrig rigtig forstået det udtryk…altså er der nogen boller, der er bedre end andre boller at få på suppen? Jeg bryder mig faktisk hverken om kød- eller melboller, så måske mit udtryk burde være: “så kom der ingen boller på suppen…”)
  • er vi blevet 120 flyttekasser fattigere, og har dermed fået frigivet en hel ekstra kvadratmeter inde i stuen! Ikke fordi vi ikke holdt af vores fine flyttekassetårn, men det blokerede lissom bare for udsigten fra sofaen…
  • har fået penge tilbage i skat og de brænder for vildt i lommen på mig! Nu begynder alt det sjove ved at være flyttet!
  • har jeg faktisk fået set nogle venner UDEN at det involverede malerarbejde eller andet renoveringsrelateret. Skal også ses med min elskede veninde i dag og med en anden elsket veninde på mandag, jeg glæder mig som et lille barn!
  • er alting sprunget ud og jeg hørte lærken forleden, det er helt fantastisk!
  • har jeg seriøst forsømt mit studie, som i at jeg knapt har læst en tredjedel af hvad vi skulle og kun har været til ca. halvdelen af undervisningsgangene, hvor jeg i øvrigt er gået ca. en time før tid hver gang for at kunne nå at hente Filosoffen. Bliver spændende om jeg består. Men eksamensformen er en fri skriftlig opgave, der skal afleveres om under to måneder og jeg har endnu ikke indsamlet empiri, så der er jo rigeligt med tid til at gå i panik i endnu…
  • har jeg i øvrigt søgt ind på kandidatuddannelsen som fuldtidsstuderende fra næste semester. Mange ting skal dog lige falde på plads: Optimisten skal helst forlænges eller have et andet arbejde for at det økonomisk kan løbe rundt og jeg skal have afklaret min jobsituation – kan ikke arbejde fuld tid og studere på fuld tid også, så noget skal gøres. Men den tid, den sorg.
  • har vi modtaget to pakker affaldsposer i vores postkasse… I don’t get it… Er det universet, der forsøger at sige, at vi har for meget lort? Er det postbuddet, der har lavet en fejl? Er det viceværten, der mener vi bør bruge nogle andre affaldsposer, end dem vi bruger? Er det en aprilsnar? Men ok, måske er det bare universet, der siger: “Træt og deprimeret? Tag et par affaldsposer!” Jamen så tak, da.
  • har jeg formået at glemme Filosoffens madpakke derhjemme på bordet og efterlade en brugers ur, som jeg havde lånt under tolkningen, i en teatersal.
  • har det dér terapi i Tuba vist gjort mig lidt omtåget og ved siden af mig selv…
  • har jeg været genforenet med min Tuba-gruppe til almindelig gruppeterapi. Meget mærkeligt at sidde dér sammen med dem allesammen igen, nu i helt andre og mere hverdagsagtige rammer. Føltes lidt som det dér mareridt, hvor man opdager at man har glemt at tage bukser på i skole. Meget syret. Havde virkelig ikke lyst til at åbne den kuffert igen allerede. Jeg er sikker på, at det nok skal blive rigtig godt, men det er altså ret hårdt at skulle åbne og lukke kufferten hele tiden. Er bange for at hængslerne går i stykker!
  • har jeg arbejdet – i det små! – med mit terapi-mål, som jeg ved nærmere eftertanke har udvidet en smule. Jeg tror ikke kun mit problem handler om hjælp, det handler også om bare generelt at udtrykke, hvad mit behov er. Uanset om behovet er hjælp, omsorg eller opmærksomhed, så føles det fysisk ubehageligt at bede om det, især fra dem der er tæt på. Så mit første lille skridt var at fortælle min veninde, at jeg ville blive rigtig glad hvis hun ville sove hos mig, når jeg skal holde indflytter-festmiddag for Kusseklubben. Det var lidt svært, men også rigtig rart at sige det. Og da det først var sagt, blev jeg nærmest helt lettet, næsten som et fysisk tryk, der forsvandt! Babysteps, men dog steps. Så mon ikke det hele nok skal gå?
Jeg elsker Sarah's scribbles. Find hende på FB!

Jeg elsker Sarah’s scribbles. Find hende på FB!