Siden sidst #5

Nå, så gik der igen hundrede år. Jeg håber på at med sommeren kommer ferie, med ferien kommer roen, og med roen kommer indlæg i prosaform, så bloggen ikke ender med at være en endeløs række af dagbogsnotater i punktopstilling… Anyways, her kommer den sidste punktopstilling inden sommeren, siden sidst:

  • har jeg afleveret opgave i Makro-sociolingvistik! Virkelig dejligt at aflevere, men har for en gangs skyld ingen anelse om, om jeg har gjort det rigtigt. Plejer ellers at være en habil opgaveskriver, men ovenpå min forsømmelse af studiet det sidste semester har jeg ikke den fjerneste anelse om, om jeg har fået winget mig igennem uden at lærer og censor opdager, at jeg ikke aner hvad jeg taler om, eller om det skinner voldsomt igennem. Det må tiden og karakteren vise!
  • har jeg været til sommerfest med Filosoffens klasse. Hvis man spørger en introvert som mig, er klassefester noget af det mest angstprovokerende man overhovedet kan forestille sig! Mange timers small talk med fremmede børns fremmede forældre tilsat bål og selskabslege, det kan nærmest ikke blive meget værre. Men det gik, på trods af anfald af kvalme og svimmelhed og en ubændig trang til at melde afbud fik vi slæbt os af sted. Og det var egentlig meget hyggeligt og nu har jeg langt om længe fået sat nogle ansigter på alle de dér mennesker Filosoffen fabler om til hverdag.
  • har jeg været i Norge og tolke en konference om terminologi. Virkelig nørdet! Meget talen om hvordan man taler om at tale. Og så på “nordisk”, som de kalder det. Altså hvor ingen rigtigt forstår hinanden: Danskerne forstår ikke svenskerne, og nordmændende og svenskerne forstår ikke danskerne, og islændingene og grønlænderne forstår måske danskerne, men ingen forstår dem, og finnerne forstår bare slet ingenting. Men gud forbyde da at nogen skulle tale engelsk, så vi forstår hinanden! Nul! Det er en nordisk konference, blev der sagt!
  • har Filosoffen på vejen hjem fra klassefest gennem skoven fået et stik af en art, som jeg i bedste ravnemor-stil irriteret fik affærdiget med et halvt blik og et: “Hvis det klør, så klø igen!”. Den slags får man jo ikke lov til at hvæse ustraffet, så træder Nemesis nemlig til! Efter et par timer var stikket hævet til appelsinstørrelse og dagen efter hendes lår på størrelse med mit…
  • har Filosoffen og Optimisten så måttet en tur til lægen og få penicillin alt imens jeg rendte rundt i de norske fjelde og tolkede meta-snak. De klarede dog det hele i stiv arm, Filosoffen virkede endda til at synes det var lidt luksus sådan at have et hævet lår: hun fik lov at blive hjemme fra skole, hun fik en bamse og hun fik lov til at se store mængder tv, så alt i alt var det lille fede lår egentlig givet meget godt ud, skulle hun mene…
  • var mor her dog ikke helt så kålhøgen… Jeg lå søvnløs i de norske fjelde mens min datter muligvis var blevet stukket af en skorpion (ja ja, det var hun nok ikke, vel, men det virkede utroligt sandsynligt mens jeg lå dér midt om natten på hotellet i angstens sved, det hele virkede bare så surrealistisk, hvorfor er her så varmt og så alligevel så koldt, er I klar over at der aldrig bliver mørkt i Norge om sommeren?? #febrilskmumlen).
  • er der ikke sket en skid på renoveringsfronten. Kulminerende med en håndværker, der skulle komme og lave noget arbejde for os, men så gik igen uden at lave noget. Elsker bare logikken bag det: “Jeg har det! Lad mig køre 80 km på motorvej for at kigge lidt på nogle dørkarme og så gå igen, dét er da den mest effektive måde at bruge min tid på!” #klaphat
  • har jeg været helt apatisk lammet af alt for meget at lave det sidste lange stykke tid med opgave, renovering, arbejde og familie. Note til mig selv: Stop med at køre dig selv så hårdt! Der er alligevel ingen der klapper.
    Så jeg har brugt de sidste par fridage på at være skiftevis apatisk og stortudende. Bonus for Optimisten. Men han tager det som altid med oprejst pande, ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden ham!
  • har jeg fået svar fra universitetet på min dispensationsansøgning. De gav mig så dispensation til noget andet end det jeg havde søgt. Universitetet længe leve. Men altså nu er jeg jo et stædigt asen… Så det lod jeg mig ikke slå ud af! I stedet gik jeg i gang med at finde et kursus næste semester, der skulle opfylde det ene meget vigtige kriterie: at have så lidt undervisning som muligt, så det kan passe ind i puslespillet med de to jobs jeg så også lige skal jonglere med ved siden af. Og det lykkedes! Så nu har jeg fået min vilje og kan få lov til at gøre det hele på én gang! Jeg er dog ikke helt sikker på at der er timer nok i døgnet, men det må tiden vise. Og ellers har jeg en Plan B.
  • har jeg råbt af min mor i telefonen, fordi min far tilsyneladende bare er startet forfra, som om han aldrig har været lige ved at dø af sit misbrug. Men jeg råbte ikke af min far, jeg råbte af min mor, fordi hun bare accepterer det. Jeg vidste det allerede dengang han var syg, hvor hun sagde at hvis han overlevede, skulle der andre boller på suppen! Hun nægtede at vende tilbage til det liv! Nu gør hun det så alligevel. Og jeg vidste det godt, allerede dengang hun sagde det. Jeg vidste at det ville komme til at ske og en lille del af mig håbede at han ikke ville overleve, så hun og jeg ikke skulle konfronteres med at hun, de, faldt tilbage i det samme mønster. Men det gjorde hun, de. Så jeg råbte. Midt på Vesterbrogade. Som om det hjalp.
  • har jeg været oppe at skændes med min chef. Det var ikke videre rart. Jeg har forsøgt at efterleve et af mine Tuba-mål, som er “at være en lille smule til besvær hver dag”, som et af de andre gruppemedlemmer så fint udtrykte det. Det handler om at turde at bede om noget fra andre, at turde at udtrykke sit eget behov – uden at undskylde og uden at undertrykke, bare udtrykke helt neutralt. Det resulterede så i at jeg fik en besked fra min chef, hvor han klandrede mig for at være “fjendtlig i min kommunikation”. Suk. Naturligvis gjorde det mig rigtig ked af det først, men bagefter har jeg tænkt en del over det hele. Og jeg vil ikke undskylde! Jeg vil ikke undskylde for at være mig, at sætte en grænse eller udtrykke et behov på en neutral måde. Det er lissom det hele øvelsen har gået ud på, og det skal ikke ødelægges af en vranten chef. Sgu. Så det vil jeg fortælle ham i morgen, når jeg skal til MUS-samtale. På en høflig, assertiv, ikke-fjendtlig måde, naturligvis.
  • har jeg været til Triumph-lagersalg 300 meter fra mit hjem! Hvem sagde at Espergærde ikke havde noget at byde på? Men jeg var der så tilsyneladende sammen med hele resten af Nordsjællands kvindelige befolkning… Endte med at stå i kø i tre timer, der var mindst 40 grader derinde og ingen form for struktur, Preben var ganske ude af sig selv! Men billigt var det, det var det hele værd!
  • er jeg blevet ramt af den velkendte ensomhedsfølelse, den dér følelse, der nok kommer af den dysfunktionelle familie og bla bla, men som lige dukker op til overfladen for at hilse på indimellem. Følelsen af at være helt uden netværk. Altså jeg har jo heldigvis min Optimist! Og han er meget vigtig! Men det føles lidt som om netværket kun består af ham og Filosoffen. Og Filosoffen tæller ikke engang rigtigt med, børn skal ikke agere netværk for deres forældre. I går da jeg sad på altanen og tog sommeren ind grublede jeg over det. Og så fik jeg den dér gamle børnesang på hjernen: “Vi er ikke rigtigt voksne, vi er ikke rigtigt børn, vi er både og og hverken midt imellem, vi’ for unge til at elske og for gamle til at slås, der er ingen der har rigtig brug for os”. For gammel til at gå i byen med mine yngste venner, for ung til at tale om pensionsopsparing og realkreditlån med mine ældste venner. Det begynder at gå op for mig, hvorfor mine forældre var så meget imod at jeg blev gravid i en ung alder. Men det nytter jo ikke noget at tænke på det nu. Man ligger som man har redt, og nu sidder jeg i saksen, som min mor sagde engang.
  • har jeg brugt 300 norske kroner på et puslespil med heste-selfies-motiv. Jep, det er et ord. Jeg har købt det, fordi jeg forventer at det bliver regnvejr i de tre ugers sommerferie jeg har med Filosoffen. Og dermed håber jeg at bruge omvendt psykologi mod vejret: Hvis jeg forbereder mig på at det bliver dårligt, skal det nok blive godt! Men nu har jeg måske jinxet det ved at skrive det her… Hader i øvrigt overtro. Og ironi.
  • har jeg taget alle de kilo, jeg tabte ved min “renovere-amok-uden-pauser-og-udelukkende-leve-af-chokoladekiks”-kur, på igen. And then some. Så øllene og isene skal nok begrænses henover sommeren, hvis ikke jeg skal bruge hele det mørke efterår på at være på rodfrugtkur. Så vil jeg alligevel hellere være på jordbær-og-friske-ærter-kur.
  • ser jeg frem til at bruge hele uge 26 og 30 på at forske! To hele uger hvor jeg ikke skal andet end at fokusere på projektet! Det bliver en del anderledes end det seneste år, hvor jeg har presset forskning (aka mine eksamensopgaver) ind et sted mellem fuldtidsjob, renovering og familieliv – nu er forskning det eneste jeg skal i to hele uger, og så får jeg endda penge for det! Jeg kan drikke kaffe og spise frokost lige når jeg vil, jeg skal ikke stå til rådighed for nogen andre end mig selv! Jeg kan endda lægge et par brikker i heste-selfie-puslespillet indimellem! Ok, der fik jeg vist lige officielt stemplet mig selv som komplet utjekket. What ever, jeg står ved det!

    rav-14763-wm

    Billedet er lånt fra hyggeonkel.dk. Det kan åbenbart også fås her i Danmark til ca en tredjedel af hvad jeg gav i Norge… oh well…

Jeg tror på et liv før døden

Så er jeg i mit filosofiske hjørne igen. Måske fordi jeg er stresset for øjeblikket med opgaveskrivning og renovering (så mega smart at bruge tiden på at skrive blogindlæg i stedet…), måske fordi det dér Tuba-forløb sætter vildt mange tanker i gang om alt muligt, måske bare fordi…

Jeg sidder her og tænker. Hvad er egentlig meningen med det hele? Jeg ved det ikke. Men jeg ved hvad der gør mig glad! Det gør tid med dem jeg holder af, sol, is, øl, gode bøger, sex, at gå i seng og stå op når jeg vil, at lave kreative ting, at spise god mad, at høre fuglene synge og vinden i træerne, at se på havet. Heldigvis er der mange af disse ting i mit liv. Men ikke nok! Og så hørte jeg denne her sang i radioen forleden (aner naturligvis ikke hvem der sang den eller om den var ny eller gammel), men teksten ramte mig lige i solar plexus: “Jeg tror på et liv før døden”. Først grinede jeg lidt over ordspillet. Så fik jeg det helt dårligt. Shit mand, hvad er det jeg laver? Hvad er det VI laver?? Pisker rundt for at udnytte hvert eneste øjeblik optimalt, multitasker for ikke at lade noget tid gå til spilde, tager mig selv i at blive irriteret, hvis jeg ikke har noget at lave mens pastaen koger! Jeg blev smadder sur i morges over at toget var forsinket ti minutter, for “så kunne jeg jo have nået at redde sengen og gå ned med skraldet i stedet for at stå her og spilde tiden på stationen!” Seriøst?! Hvad laver jeg?

Jeg råber af mit barn, fordi hun ikke er hurtig nok til at tage tøj på og jeg skælder min kæreste ud, fordi han ikke udnytter sin dag hundrede procent optimalt! Hvad laver han på Facebook, når han kunne have malet et panel?! Jeg planlægger min dag ned til mindste detalje, helt ned på minuttet! Spørg mig hvad jeg skal mellem 14 og 14.30 i dag, og jeg kan fortælle dig det! Jeg køber tyggegummi i lange baner for at modvirke kæbespændinger, i stedet for at tænke over hvorfor jeg mon har kæbespændinger hele tiden! Hvad laver jeg??

Jeg vil også tro på et liv før døden! Men tvivlen nager, hvor er beviset da for det liv? Er det et liv, når jeg 90% af tiden laver noget, jeg ikke har lyst til? Når jeg det meste af tiden bare går og venter på at tiden skal gå, venter på…hvad det nu end er jeg venter på, er det et liv? Eller er jeg bare mega ego-tripper, forkælet Millennial-enebarns-møgunge der forventer at livet skal være sjovt hele tiden? Skal jeg bare holde min fede kæft med al det brok og være glad for at jeg overhovedet har et arbejde, et barn, en kæreste, en lejlighed at renovere?? Eller kan jeg tillade mig at tro på et liv før døden?

Jeg er egentlig stor fan af hele den dér Scarlett O’Hara-ting med at tænke over tingene i morgen. Men lige her og nu føler jeg at der burde blive tænkt over det NU! Min veninde sagde noget klogt til mig forleden. Jeg sagde noget med at jeg ikke havde tid lige nu til at starte min egen virksomhed op, jeg vil gerne have ordentligt tid til det, til at sætte mig ned og tænke over hvordan det eventuelt skulle gøres og hvordan der skulle reklameres og networkes. Men som hun så sagde helt køligt: “Jamen så længe du render rundt i hamsterhjulet får du jo aldrig tid – og var hele pointen med det ikke at få mere tid?” Øhh, jo… Kan godt se paradokset: Jeg har for travlt og ville ønske jeg havde mere tid, så når jeg får tid vil jeg sætte mig ned og tænke over hvordan jeg får mere tid…Ha!

Så jeg tror ikke der skal tænkes i morgen, jeg tror der skal tænkes NU. For tiden er sgu da forpulet dyrebar! Ikke fordi man skal nå at redde seng eller gå ned med skrald, men fordi man skal LEVE! NU! Ikke i morgen eller når man har tid, NU!

Så kunne man sige alt muligt om at være vokset op i en dysfunktionel familie og derfor have et sygeligt kontrolbehov, man kunne sige noget med forsvarsmekanismer, der sørger for at fylde tiden ud med arbejde, så man ikke kan mærke hvordan man har det. Men man kunne også sige noget om mod. Om ikke at turde at tage springet, ikke at turde at tænke uden for boksen, uden for hamsterhjulet. Hvad er der mon uden for hjulet, uden for buret? Hvad vil der ske, hvis man springer af?

Jeg ved det ikke. Men det er nu der skal tænkes over det, NU, ikke i morgen!

Siden sidst #4

Nu sidder jeg her, på en eller anden cafe, fordi jeg har mellemtimer. Og hvilken glimrende lejlighed til at opsummere de sidste par uger, mens jeg nedsvælger min skinny-latte med dobbeltshot (mellemtimer er dyre).  Egentlig burde jeg skrive opgave eller noget andet fornuftigt, men kan ikke samle mine tanker og der er kun en halv time til jeg skal afsted til næste opgave, så here goes, siden sidst:

  • er vi blevet (næsten) færdige med renovering! Nu mangler der kun paneler, fodlister og den slags skønhedsting. Og så lige det lille værelse/kontoret, men det tæller jeg ikke rigtigt med i mine egne beregninger, fordi Optimisten mere eller mindre har annekteret det og proklameret det som “sit område” (selv om han hårdnakket påstår at det skal bruges af alle, men han har lissom allerede skræmt mig væk ved at sige ting som “hæve-sænke-bord” og “kontorstol med armlæn”. Men det er også helt fint, han kan bare slå sig løs med at justere borde og andet godt, så sidder jeg bare på nogle af alle de andre kvadratmeter vi pludselig har, muhaha!)
  • har jeg haft dejligt dame-besøg af hele Kusseklubben, med overnatning og det hele!
  • er jeg startet på projekt “panik-skrivning af eksamensopgave”. Indtil videre har jeg totalt styr på panikken og lidt mindre på opgaven, men så er jeg da nærmest halvvejs!
  • har jeg købt sådan en hænge-stols-ting til altanen! Glæder mig mega meget til at skulle sidde (#gynge) i den hele sommeren!
  • er jeg blevet optaget på kandidatuddannelsen i lingvistik! Og det ville jeg ellers være mega mega glad for, hvis ikke det var fordi jeg
  • har fået tilbudt at varetage et forskningsprojekt for Danske Døves Landsforbund. Mega fed mulighed, men efter en hurtig beregning af timer i døgnet sammenholdt med tidsforbrug på forskningsprojekt, arbejde, studie og familie gik det ikke helt op, så derfor
  • har snakket med min chef om at gå ned i tid efter sommerferien og han gav grønt lys! Og det er jo også mega fedt, men så er der lige det med studiet… Fremdriftsreformen, eller fremdrifts-svinet, som jeg kalder den, betyder jo at man ikke længere bare sådan lige kan sammensætte sit studie som man vil eller tage halve semestre og den slags gøgl. Nej, nu har jakkesættene på Christiansborg, der selv gik direkte fra gymnasiet til universitetet og aldrig har skullet jonglere både job, barn og studie samtidig, besluttet at alle de døgenigte, der ikke kan bo hjemme hos mor og studere 24 timer i døgnet, skal tage sig sammen og gennemføre studiet efter reglerne og helst på to minutter, tak! Så derfor
  • har jeg snakket med studievejledningen om måske at søge om dispensation til at bruge projektet som erstatning for et fag, så timerne i døgnet bedre kan gå op med arbejdsmængden. Men det er tilsyneladende ikke bare lige noget man gør, det er so last decade at tage ansvar for sit eget studie, åbenbart… Preben var allerede irriteret, da vi kom ind til studievejledningen og mødte Studievejleder-Barbie, der med sine store plirrende øjne sagde at “hun lissom blev helt stresset over at jeg stod op mens vi snakkede og at hun altså ikke lige havde så godt styr på den nye studieordning, også fordi hun jo lissom læste dansk, så hun vidste ikke lige så meget om lingvistik lissom”. Ok, lissom. Jamen så never mind.
  • har jeg ringet til en anden studievejleder, der heller ikke vidste noget og derfor henviste mig videre, så derfor
  • har jeg sendt en mail til studielederen (seriøst?! vi skal op på det plan for at få et svar?), der viste sig at være Studieleder-Ken – hans første bud var at kigge i studieordningen… Nej, en god ide altså! Det havde jeg ikke tænkt på selv! Preben fik ham sat på plads og det endte med at Ken henviste mig til at sende en ansøgning til studienævnet (vi skulle åbenbart endnu højere op)…
  • …så det har jeg gjort. Jesus altså. Preben og jeg er da bestemt glade for systemer, bevares. Nogle gange endda systemer bare for systemernes skyld. Men det her er altså lidt for meget af det gode, selv for Preben. Nu står det hele så og falder på om jeg får dispensation. Gør jeg ikke det, må jeg svare nej. Hvilket er virkelig fjollet og virkelig irriterende. Kryds alt hvis I kan for mig!
  • havde jeg på en eller anden måde fået påtaget mig opgaven at køre en mini-bus 300km gennem de finske skove sammen med mine (gravide!) kolleger. Men det gik super fint og jeg kan nu tilføje habil mini-buschauffør til mit cv.
  • har jeg, som man måske kunne regne ud fra forrige punkt, været på firmaudflugt til Mumis hjemland.
  • har jeg været i palju (finsk form for hottub, red.), iført filthat. Det gør man åbenbart i Finland…
  • har jeg spist både rensdyr og smagt miintu, der er en finsk form for mentol-shot. Den smagte lidt af mundskyl.
  • har jeg spist så meget sushi fra den lokale sushi-restaurant, at de åbenbart fik ondt af os og gav os et permanent rabatkort… Ved ikke helt om det er fedt eller bekymrende…

Nyt med nyt på

Tingene er så småt ved at falde på plads i vores nye rede i smukke dejlige Espergærde. Vi har nu både bordplade og håndvask og opvaskemaskine og jeg skal komme efter dig, det er det rene luksus! Så skulle man jo tro, at hun var tilfreds, hende Fru “Jeg-vil-bo-i-Espergærde-og-have-en-kæmpe-lejlighed-og-det-kan-kun-gå-for-langsomt”, men naturligvis er det hele ikke rosenrødt af den grund, nej nej, det skulle jo nødig blive for nemt, det liv.

Nu hvor byggestøvet har lagt sig, er der nemlig plads og tid til at mærke efter hvordan vi har det. Og vi har det nyt. Hverken dårligt eller godt, bare nyt. Og ingen i husstanden takler forandringer brandgodt.

Optimisten er, surpise surprise, den mest rolige af os. Men han begynder at være træt. Træt af at renovere og træt af at skulle bære os andre igennem hysteriske anfald og hvad vi ellers byder ham. Og det kan man vel ikke rigtigt klandre ham for.

Filosoffen er også ved siden af sig selv. Fredag aften havde hun et mindre sammenbrud, fordi alting var mærkeligt. Vi havde glemt at købe slik til Disneysjov og vi spiste først aftensmad kl. 19.30, fordi vi havde haft håndværkere og i øvrigt var i fuld sving med renovering af badeværelse. Så det i sig selv var ret nyt og anderledes. Da hun så nægtede at lægge sig til at sove med mindre hun måtte sove inde hos os, blev jeg irriteret på hende og det hele endte i den velkendte hårdknude, hvor hun sad og snøftede på mit skød og jeg gned mig i ansigtet i resigneret frustration. Så er det godt jeg har min Optimist. Han kom og satte sig ved siden af os og gav os et kram og spurgte hvad der var galt. Så fik han den offensive version fra mig og den defensive fra hende. Han afslog også kærligt hendes krav om at sove inde hos os, men sagde at vi i stedet kunne ligge inde i sengen sammen allesammen i morgen tidlig og spise morgenmad sammen? Og så brød hun helt sammen og hulkede at Optimisten “jo aldrig er hjemme om morgenen længereeeeeeeeeee!” (han tager tidligere afsted om morgenen til hverdag nu end han gjorde, da vi boede i Nordvest, red.)
Da faldt tiøren! Det gik op for mig, at hun har det svært fordi det hele er nyt. Det er jo ikke bare lejligheden, men hele vores tilværelse, der er under genopbygning! Ikke nok med at vi er flyttet og hun har skiftet skole og alle rutinerne er blevet brudt op, så er hendes far også flyttet til Nordjylland, først hos farmor og nu i eget hus og samværet er blevet forkortet med en dag. Og så for at det ikke skal være løgn er far og bonusmor gået fra hinanden og Filosoffen er derfor usikker på om hun nogensinde ser bonusmor og lillebror igen. Av. Det er godt nok også mange forandringer at skulle klare, når man kun er 7 år! Pludselig giver det hele meget mere mening. Det giver også mening, hvorfor hun pludselig er helt vildt Optimist-pattet – hun krammer ham hele tiden og vil have ham inddraget i alt hvad vi laver. Det totalt hyggeligt, men også virkelig klart, hun er jo bange for at han også pludselig forsvinder, ligesom bonusmor.

Og så er der mig. Jeg har det heller ikke for smart i øjeblikket. Jeg føler også at hele mit liv er under rekonstruktion! Nyt hjem, ny by, nye mennesker at forholde sig til, nye rutiner, der skal opbygges. Derudover er der mit arbejde, som der skal ske noget med inden længe. Hvad, kan jeg ikke fortælle om endnu, men der er også en forandring på vej. Og så er der oven i hatten også lige Tuba, der forrykker hele min livshistorie, så min barndom pludselig bliver sat i et helt nyt lys. Det er nyt med nyt på, og på trods af at (næsten) alle forandringerne er til det bedre, er Preben og jeg som bekendt bare ikke lige mestre i at tilpasse os forandringer. Så vi afslår fnysende, når Optimisten foreslår en hyggelig aktivitet, bare af princip! For det skulle jo nødigt hedde sig at man gik og hyggede sig her midt i alt det nye, det har vi virkelig ikke overskud til! #han-burde-få-en-præmie

Men det går jo ikke, det her. Så jeg har besluttet mig for at lade være. Med at hidse mig op, med at gå i panik, med at prøve at kontrollere alting. Det skal stoppe nu. Inden jeg skræmmer Optimisten væk og gør Filosoffen endnu mere usikker på alting ved at piske en stemning op. Så jeg tager det heeeeeelt roligt #tic, og tager mig en kop te #tic. Det hele skal nok gå. Det SKAL det.

Siden sidst #3

Jeg har egentlig en masse ting på hjerte, men jeg kan ikke rigtigt få samling på det hele, så i stedet får I nu et punktoplægs-puslespil, så kan det være det giver lidt ro i mit hoved – og måske giver mening for jer også?

Siden sidst:

  • har jeg spist rigtig mad af ægte service!
  • har jeg stadig ingen bordplade, ej heller en fungerende opvaskemaskine, ergo…
  • …har jeg vasket op i badekaret.
  • har Antagonisten og jeg været til skole-hjem-samtale på Filosoffens skole – og det var bare den bedste oplevelse! Lærerne talte direkte til Filosoffen på en kærlig og pædagogisk måde. Det var så behageligt at være der, så allerede dér var der en kæmpe forskel fra den gamle skole! Men derudover var det også som om de talte om et helt andet barn! På den gamle skole havde de et indtryk af en vild, uregerlig, grænsesøgende, irriterende unge. På den nye skole sagde de på intet tidspunkt noget om, hvad hun ER, kun noget om hvad hun GØR. Og de ting hun gør – såsom at læse bedre end hvad der forventes af alderen, at have sluppet børnestavningen stort set, at arbejde godt i timerne, at være vellidt af sine klassekammerater og i det hele taget at være blevet godt integreret i den nye klasse, “som om hun altid havde været der” – giver et fuldkommen anderledes billede af det helt samme barn! Det gjorde mig på én gang virkelig lettet og virkelig ked af det. Lettet over, at hun klarer det godt og trives på den nye skole, og at de voksne er ordentlige! Og ked af det over, hvad hun nåede at opleve fra de voksne på den gamle skole, en stempling i en grad tenderende til voksenmobning! Jeg er rystet over at den form for opførsel skulle komme fra voksne, læreruddannede mennesker!
  • har jeg med held været “sure mor” (min venindes universelle betegnelse for at stå fast og ikke lade sig kue af undertrykkende typer) op til flere gange: Over for taksatoren, der først ikke ville komme og fjerne den gamle mands ting, over for den gamle udlejer, der ikke ville give os det depositum tilbage og over for banken, der ikke ville give os den rente, de havde lovet os. Det var indtil sure mor kom på banen, så kom der sgu andre boller på suppen! (Har i øvrigt aldrig rigtig forstået det udtryk…altså er der nogen boller, der er bedre end andre boller at få på suppen? Jeg bryder mig faktisk hverken om kød- eller melboller, så måske mit udtryk burde være: “så kom der ingen boller på suppen…”)
  • er vi blevet 120 flyttekasser fattigere, og har dermed fået frigivet en hel ekstra kvadratmeter inde i stuen! Ikke fordi vi ikke holdt af vores fine flyttekassetårn, men det blokerede lissom bare for udsigten fra sofaen…
  • har fået penge tilbage i skat og de brænder for vildt i lommen på mig! Nu begynder alt det sjove ved at være flyttet!
  • har jeg faktisk fået set nogle venner UDEN at det involverede malerarbejde eller andet renoveringsrelateret. Skal også ses med min elskede veninde i dag og med en anden elsket veninde på mandag, jeg glæder mig som et lille barn!
  • er alting sprunget ud og jeg hørte lærken forleden, det er helt fantastisk!
  • har jeg seriøst forsømt mit studie, som i at jeg knapt har læst en tredjedel af hvad vi skulle og kun har været til ca. halvdelen af undervisningsgangene, hvor jeg i øvrigt er gået ca. en time før tid hver gang for at kunne nå at hente Filosoffen. Bliver spændende om jeg består. Men eksamensformen er en fri skriftlig opgave, der skal afleveres om under to måneder og jeg har endnu ikke indsamlet empiri, så der er jo rigeligt med tid til at gå i panik i endnu…
  • har jeg i øvrigt søgt ind på kandidatuddannelsen som fuldtidsstuderende fra næste semester. Mange ting skal dog lige falde på plads: Optimisten skal helst forlænges eller have et andet arbejde for at det økonomisk kan løbe rundt og jeg skal have afklaret min jobsituation – kan ikke arbejde fuld tid og studere på fuld tid også, så noget skal gøres. Men den tid, den sorg.
  • har vi modtaget to pakker affaldsposer i vores postkasse… I don’t get it… Er det universet, der forsøger at sige, at vi har for meget lort? Er det postbuddet, der har lavet en fejl? Er det viceværten, der mener vi bør bruge nogle andre affaldsposer, end dem vi bruger? Er det en aprilsnar? Men ok, måske er det bare universet, der siger: “Træt og deprimeret? Tag et par affaldsposer!” Jamen så tak, da.
  • har jeg formået at glemme Filosoffens madpakke derhjemme på bordet og efterlade en brugers ur, som jeg havde lånt under tolkningen, i en teatersal.
  • har det dér terapi i Tuba vist gjort mig lidt omtåget og ved siden af mig selv…
  • har jeg været genforenet med min Tuba-gruppe til almindelig gruppeterapi. Meget mærkeligt at sidde dér sammen med dem allesammen igen, nu i helt andre og mere hverdagsagtige rammer. Føltes lidt som det dér mareridt, hvor man opdager at man har glemt at tage bukser på i skole. Meget syret. Havde virkelig ikke lyst til at åbne den kuffert igen allerede. Jeg er sikker på, at det nok skal blive rigtig godt, men det er altså ret hårdt at skulle åbne og lukke kufferten hele tiden. Er bange for at hængslerne går i stykker!
  • har jeg arbejdet – i det små! – med mit terapi-mål, som jeg ved nærmere eftertanke har udvidet en smule. Jeg tror ikke kun mit problem handler om hjælp, det handler også om bare generelt at udtrykke, hvad mit behov er. Uanset om behovet er hjælp, omsorg eller opmærksomhed, så føles det fysisk ubehageligt at bede om det, især fra dem der er tæt på. Så mit første lille skridt var at fortælle min veninde, at jeg ville blive rigtig glad hvis hun ville sove hos mig, når jeg skal holde indflytter-festmiddag for Kusseklubben. Det var lidt svært, men også rigtig rart at sige det. Og da det først var sagt, blev jeg nærmest helt lettet, næsten som et fysisk tryk, der forsvandt! Babysteps, men dog steps. Så mon ikke det hele nok skal gå?
Jeg elsker Sarah's scribbles. Find hende på FB!

Jeg elsker Sarah’s scribbles. Find hende på FB!

Older posts