Forleden tolkede jeg på en uddannelse, hvor emnet for undervisningen var socialt netværk. De studerende skulle lave en tegning af deres eget sociale netværk som en slags spindelvæv med de nærmeste relationer inde i midten og de mere perifere, ja ude i periferien. Det gav mig noget at tænke over – over mit eget sociale netværk og hvem der er i det.
Jeg er ikke som sådan en enormt social type. Faktisk tværtimod er jeg nok nærmere ret så introvert og vil helst undgå fremmede mennesker og dertil hørende smalltalk. Jeg ønsker ikke en kæmpe bekendtskabskreds, der skal passes hele tiden, men jeg vil gerne have få, meget tætte venner. Dem som jeg kalder for min selvvalgte familie. Og det er egentlig også lykkedes mig meget godt i mine unge år (siger jeg, og lyder som om jeg er 80…), men her i 30’erne holder det altså lidt hårdere.

Alle har jo fået børn eller fuldtidsjobs eller begge dele, så deres tid er naturligvis begrænset. Og det er jo også fair nok, det samme har jeg jo selv, men det er problematisk, når man som jeg ikke trives så godt med de perifere venskaber. For problemet er nu, at jeg ser mine venner forholdsvist sjældent. Og når vi så endelig ses, er der jo en million ting, der skal tales om – og ærlig talt bliver det mest til en slags opremsning af, hvad vi hver især har lavet i de sidste to måneder i stedet for reelt nærvær. Og så er det, at jeg går hen og bliver mundlam – eller…mundlam bliver jeg sgu nok aldrig, men tilbageholdende er måske nærmere det rigtige ord. For jeg orker det næsten ikke; at skulle opdatere dem. Jeg vil gerne gå i dybden med en følelse eller en tanke, men først er jeg nødt til at fortælle hele forhistorien – og det kan jeg næsten ikke overskue. Så hellere bare stene Netflix med Optimisten derhjemme, det ved man da hvad er…

Derudover synes jeg, at samværet med vennerne i 30’erne mest er begyndt at handle om at fortælle succeshistorier til hinanden. Hvornår skete det lige? Da vi var yngre havde vi ingen problemer med at græde snot over for hinanden, hvis kæresten var træls eller tandpastatuben tom. Men nu handler det hele om at være tjekket – på den totalt uperfekte, tilfældigt lækre, tilfældigt-cool-bare -fordi-jeg-er-født-sådan-og slet-ikke-fordi-jeg-anstrenger-mig-måden. Jeg så forleden et afsnit af Girls, hvor Marnie og Hannah (som er de to hovedpersoner, til jer der ikke har set den. Men se den lige!) begge har haft en virkelig lortedag, men da de taler i telefon sammen om aftenen lyver begge og siger at dagen har været helt fantastisk. Hvorfor gør de det? Måske fordi de, i disse selviscenesættende tider, gerne vil virke som om de har styr på det hele. Eller måske bare fordi de simpelthen ikke orker. At fortælle det hele og, mest af alt, at skulle forholde sig til venindens holdninger og tanker om det hele.

Men uanset hvad, så er dette opskriften på ensomhed. Det giver en følelse af, at spindelvævet er snævret ind til kun den inderste sekskant. Jeg føler mig ikke ensom sammen med Filosoffen og Optimisten, men de er (undskyld, elskede familie) ikke nok. Jeg har også brug for andre input, jeg har brug for at blive spejlet i min hverdag og snakke om, hvordan vi alle får det her hamsterhjul til at rulle uden at gå i selvsving og falde af. Jeg har brug for nogle flere lag af sekskanter, der kan fortælle mig, at jeg ikke er den eneste, der kæmper. At jeg ikke er den eneste, der har svært ved at leve op til tilfældigt-lækker-og-god-mor-på-den-afslappede-og-uanstrengte-måde.

Jeg har jo heldigvis min Kusseklub, sammen med bl.a. Fruen og tre andre dejlige damer. Forleden lagde den ene af Kusserne et indlæg fra Lortemor ind i vores fælles Whats app-gruppe. Indlægget handler om at række ud når man har brug for hjælp. Det affødte en samtale derinde om at være sikkerhedsnet for hinanden, når man falder. Vi var alle enige om, at selvfølgelig vil vi gerne hjælpe hinanden og vil altid stå klar, hvis nogen rækker ud! Men det interessante er bare, at ingen af os gør det, rækker ud. På trods af at vi alle for tiden faktisk befinder os i større eller mindre grader af livskrise. Alligevel er der ingen af os, der beder de andre om hjælp. Hvorfor? Er det angsten for, at de andre dømmer? Er det fordi vi ikke vil være til besvær? Er det fordi der er andre, tættere, relationer, der hjælper i stedet? Jeg ved det ikke, men jeg synes det er ærgerligt at vi ikke bruger hinanden noget mere.
Når der aldrig er nogen, der rækker ud, fodrer det også ensomheden. Men hvad værre er, det fodrer følelsen af at være den eneste, som har brug for hjælp. Hvilket hæmmer modet til at bede om det. Og så har vi her en lukket ensomhedscirkel.

Jeg ved ikke om ensomheden måske bare er et grundvilkår, når man er vokset op i en dysfunktionel familie, specielt som enebarn, men i hvert fald rammer den hårdere, når både den biologiske og den selvvalgte familie er fraværende. Jeg har nemlig altid drømt om at have en familie, altså ikke bare sådan en mor-far-børn-familie, men et helt spindelvæv af familie. Som man holder påskefrokoster og jul og ferier sammen med. Jeg har forgæves forsøgt at få min selvvalgte familie med på idéen om fælles ferier og julefrokoster og kontinuerlig deltagelse og støtte i hinandens liv, men de har jo alle deres eget spindelvæv og egne forestillinger om, hvordan ferier skal holdes og hvem der skal holde dem i hånden, når de skal til tandlægen.

Så jeg er kommet frem til at jeg nok snart må i gang med at producere nogle flere børn. Så kan den inderste sekskant i det mindste blive udvidet lidt. Og så har jeg fået et tilbud fra TUBA (terapitilbud til børn af alkoholikere) om at komme med i en terapigruppe, hvor man sammen med andre voksne børn fra dysfunktionelle familier kan bearbejde den der forpulede ensomhed. Og hvem ved, i en gruppe af folk, der alle savner familier, kan jeg måske finde nogen, der har lyst til at agere sekskant i mit spindelvæv?

Det er noget jeg går rundt og spørger mig selv om lige for tiden. Åh så dyb, I know… Men sagen er, at jeg går rundt med sådan en følelse af, at det hele er lidt komisk og fjollet. Lad mig uddybe:

Mit seneste indlæg handlede om vrede og om hvordan man håndterer den. Og tak for de søde og omsorgsfulde kommentarer herinde i øvrigt, de er alle taget til efterretning!
Men det der slog mig, da jeg lå under dynen om aftenen og for gud ved hvilken gang ikke kunne falde til ro, var at det hele jo i virkeligheden handler om følelsen af ikke at slå til. Hvorfor bliver jeg så vred over min datters vrede og “utaknemmelighed”? Det er til dels fordi jeg bliver frustreret over ikke at kunne hjælpe hende og opfylde hendes behov (jeg kan ikke fjerne hendes angst og jeg kan jo heller ikke så godt melde hende ud af skolen), men mest af alt er det fordi der hele tiden er det dér arbejde, der prikker mig på skulderen og vil have opmærksomhed. Jeg bliver vred, fordi jeg allerede ikke kan overskue morgendagen i hamsterhjulet med et barn, der modarbejder rutinen. Jeg bliver vred, fordi barnets forventninger og arbejdets forventninger clasher. Jeg bliver vred, fordi jeg er presset.

Det hele blev så tydeligt for mig i den periode, hvor jeg var sygemeldt og brugte al tiden, mens Filosoffen var i skole, på at glo op i skyerne. Når jeg så hentede hende havde jeg vildt meget overskud! Jeg kunne hente hende tidligt og jeg kunne bage boller og lege gemmeleg og jeg skal komme efter dig. Men det bedste af det hele var, at der bare var ro. Vi var slet ikke uvenner på noget tidspunkt! Var det så fordi jeg gav hende lov til alt? Nej på ingen måde! Reglerne var nøjagtig de samme som de plejer – måske stillede jeg endda flere krav end normalt! Og hvorfor så det? Fordi jeg havde tid og overskud til at tage kampene! Jeg lod mig ikke stresse om morgenen, når hun ikke ville tage tøj på, for jeg skulle ikke selv af sted og på arbejde og tænke over madpakke og transport og forberedelse og alt muligt. Jeg blev ikke stresset om eftermiddagen over lektierne, der skulle laves eller bøgerne, der skulle læses – for vi havde jo masser af tid til at nå det hele. Og om aftenen stressede jeg heller ikke, når hun ikke ville tage nattøj på eller sove, for jeg hungrede ikke efter frihed og voksentid, sådan som jeg gør når jeg har været på arbejde hele dagen.

Hverdagen i hamsterhjulet med et job, der presser mig hele tiden, gør mig til sure, trætte underskudsmor, der bliver vred, når barnet ikke bare jubler af glæde over alting, udfører sine pligter uden at kny og i øvrigt tier stille når de voksne taler (findes sådan et barn egentlig??). Jeg bliver hende, der giver lov til ekstra iPad-tid, fordi jeg ikke orker konflikten. Jeg bliver hende, der selv tager ud af bordet og smider vasketøjet i vasketøjskurven, fordi det går hurtigere at gøre det selv end at tage kampen med barnet. Jeg bliver hende, der hvæser: “Hvad NU?!” når barnet står ud af sin seng for at få en krammer og jeg bliver hende, der skriver vrede indlæg over, hvorfor barnet ikke bare kan være lidt taknemmelig for alt det jeg gør for hende, altså! #martyrietsglæder

Er det så meningen med livet monstro? At kæmpe sig igennem ugen kun holdt oppe af udsigten til weekend? At stå op hver dag og gøre noget, der gør én vred og ked af det? Eller er det bare en smule fjollet og meningsløst, det hele?

Alternativet til hamsterhjulet må sgu da findes derude. Fx et mere fleksibelt arbejde, hvor jeg selv bestemmer. Men konsekvensen af et mere fleksibelt arbejde vil naturligvis være en noget anden økonomi end den, jeg er vant til. Men som min veninde og jeg i går snakkede om: Hvad er egentlig vigtigst? Er det at have en god økonomi, der gør det muligt at flygte til varme lande 6 uger om året, eller er det vigtigst at have en hverdag, hvor man har det rart og ikke har behov for flugt? Det er der jo nok ikke ét svar på, men for mig er hverdagen altså vigtigere. Jeg vil da bestemt gerne rejse og drikke latte og spise sushi hele tiden, men ikke hvis det skal være på bekostning af min hverdag. For når alt kommer til alt, er dét de allerfleste dage. 6 uger i de varme lande om året er dejligt, men jeg vil hellere have det rart i de resterende 46 uger herhjemme i kolde Danmark. Men hvordan jeg så opnår det, må tiden vise. Nu skal vi lige flytte først, hvilket sluger både ferie og penge til sushi, så foreløbig må det blive ved tanken. Men den er der, hele tiden under overfladen, drømmen om en hverdag, hvor jeg ikke er stresset og træt og passivt aggressive underskudsmor. Måske en dag!

Jeg har det virkelig stramt med utaknemmelighed. Uanset hvor mange forståelige følelser der kan ligge bag, hader jeg når folk er utaknemmelige. Det er ikke fordi jeg forventer en æresport eller en bund af palmeblade lagt ud foran mig som tak for min indsats. Men jeg forventer sgu heller ikke at blive mødt af utak. Utak er verdens løn siger man – ja eller bare moderskabets løn, måske.

Det er noget af det svære ved at have børn, synes jeg. Mage til utaknemmeligt job skal man lede længe efter. Man kan hoppe og springe og gøre sig tanker herfra og i al evighed om den lille podes liv og velbefindende, og det man får tilbage er oftest ingenting eller – værre endnu – utaknemmelighed.

Filosoffen har det som bekendt virkelig svært i øjeblikket med alle de forandringer der sker i hendes liv. Det forstås. Men nu snakker hun konstant om, hvor forfærdelig hendes nye skole er og at hun aldrig nogensinde vil i skole igen og at hendes liv, basically, stinker. Og det er naturligvis virkelig træls at have det sådan. Og hun er et barn, der ikke kan styre sine egne følelser. Og hun er min datter, så hvad havde jeg regnet med. Men JESUS! Jeg går amok! Jeg får lyst til at vise hende billeder af afrikanske børn med fluer i øjnene og malaria for lige at få banket lidt perspektiv ind i hende!

Hun har jo nu fundet ud af, at jeg ikke bøjer mig for tårer eller klager over ondt i maven. Jeg står fast, hun SKAL i skole. Så hendes (angsts) nye strategi er at være provokerende og ganske enkelt nægte. Og det tænder mig fuldstændigt af! Tårer kan jeg klare og forholde mig til, men vrede og obsternasighed rummer jeg virkelig dårligt! Det er tilsyneladende min akilleshæl, den eneste følelse jeg virkelig ikke kan magte.

Måske fordi min egen barndom er blevet brugt på at fortrænge og fornægte al den vrede, jeg har haft mod min far og hans alkoholmisbrug. Det er altid blevet pakket væk, så snart han blev ædru igen – så måtte vi ikke længere være vrede, så skulle vi bare være glade og taknemmelige for, at han nu ikke var fuld længere. En endeløs række af uforløst vrede. #mentalcase
Det har så åbenbart resulteret i, at jeg som voksen har svært ved at håndtere den vrede. Det er blevet en af mine skyggesider, en følelse jeg anser for at være tabu og meget forkert – siger de kloge.

Super. Nu har jeg så konstateret, at det er én af mine skyggesider. Og hva’ så?? Jeg synes stadig mit barn er fucking irriterende og utaknemmelig, når hun stiller sig på bagbenene og nægter at tage i skole. Efter alt det vi var igennem med den gamle skole, hvor jeg rendte til møder og blev overfuset af træls typer og vi endte med at tage en drastisk beslutning om at flytte hende til en skole 40 km væk og køre hende frem og tilbage hver dag… “Så det var ikke lige den hvide t-shirt, hva? Jamen naturligvis, min skat, så finder vi da bare en anden skole vi kan fragte dig til og fra hver dag, det skal du slet ikke tænke på! Jeg havde da ikke andre ting at tage mig til alligevel…” sagde moren med slet skjult passivt aggressivt tonefald…

Ja ja, jeg ved det godt: Hun har det svært, det er hendes måde at reagere på, bla bla bla. Men nogle gange ville det bare være rart, hvis hun bare et øjeblik, et lillebitte øjeblik, ville anerkende hvor meget jeg gør for hende. Hvor mange tanker i løbet af en dag, der handler om hendes velbefindende. Hvor mange resurser og hvor meget tid, der bliver brugt på hende. Bare et lillebitte fucking øjeblik. Så jeg ikke følte mig så pisse åndssvag, som forpulede Sisyfos!

Bare rolig, ingen behøver at ringe til kommunen eller noget – hun bliver skam rummet og hun bliver hverken udsat for billeder af sultne børn eller passivt aggressive martyr-mor (ok måske lidt det sidste…). Men det holder sgu hårdt! Angst er jeg med på, I know that bitch, men vrede…… Anger management søges! Hvis nogen derude har gode forslag til, hvordan man rummer både sin egen og sit barns vrede på en hensigtsmæssig måde, tages disse imod med kyshånd! For her holder det altså virkelig hårdt.

Den jubeloptimisme, jeg gav udtryk for i sidste indlæg angående 2017’s herligheder er nu forduftet som dug for solen. 2017 har været lidt af en kælling allerede, synes jeg… Altså vi snakker ikke dødelig sygdom eller kærestesorger eller økonomisk ruin – bare sådan helt almindelig livstræthed.

Vi lagde lige hårdt ud med at få et stenslag i forruden på den bil, min veninde så gavmildt har lånt til mig. Stenslag kan man jo ikke gøre for, men synes alligevel det er lidt pinligt at aflevere en bil til hende med en revne på 40 cm henover forruden. Så jeg har brugt størstedelen af denne uge på at ringe til værksteder og forsikringsselskaber med den ene hånd, mens jeg har passet mit arbejde og koordineret håndværkere med den anden. Resultatet er blevet en aftale på tirsdag i næste uge, hvor jeg skal sidde på et værksted i Brøndby og blomstre i to timer, mens de skifter ruden. Nå ja, og så koster det lige hvad der svarer til måske ikke økonomisk ruin, så da økonomisk faldefærdig rønne… Svin.

Men hvad værre er, så er Filosoffens angst blomstret op i fuld flor! Det er jo ikke så underligt med alle de skift hun skal forholde sig til lige nu: Ny skole, snarlig flytning fra hendes barndomshjem og så er der også lige far, der er flyttet til Nordjylland, aka Nordpolen. Hun er så så ked af, at far bor så langt væk nu. Og over at der nu igen bliver skåret i samværet med far på grund af en beslutning han har taget for sit eget liv. Nu hedder ordningen 12-2, den startede som 9-5, så klart at hun føler et stort savn og tomrum.
Oven i dette reagerer hun så også nu på skoleskiftet. Jeg vidste godt det ville komme, men pyh hvor er det alligevel hårdt at stå i det. Hun er ked af det hver morgen og klager over ondt i maven og siger hun ikke vil i skole. Men til forskel fra den anden skole, er den nye virkelig god. De voksne er super pædagogiske og der er en rar stemning, Filosoffen har fået nye venner og skal allerede på sin anden legeaftale på tirsdag, så jeg ved at det nok skal blive fint. Lige nu er det hele bare nyt og stort og skræmmende.

Heldigvis er hun er virkelig sej pige, der kan klare lidt af hvert. Meget sejere end sin mor, der render rundt som i trance over manglende søvn og bekymringer. Min morfar plejede at kalde min mormor for Frau Sorge, fordi hun altid bekymrede sig om alt i hele verden. Det er så mig nu! Jeg ved, at jeg skal rumme Filosoffens følelser, men samtidig stå fast og være hundrede procent konsekvent over for hende, for det sidste et barn med angst har brug for, er at mærke usikkerhed hos sine forældre! Jeg skal på ingen måde bekræfte hende i, at der er noget at være bange for, og derfor skal skal skal jeg holde fast i, at hun skal i skole uanset hvor meget hun klager over ondt i maven og græder. Men shit, hvor er det pisse hårdt! Jeg har bare lyst til at tage hende i mine arme og løbe min vej! Væk fra det dumme liv i hamsterhjulet, ud på en ødegård et eller andet sted, hvor vi kan være selvforsynende og selvundervisende og selvtilstrækkelige.

Men det kan jeg jo ikke. Eller hvad? Jeg må indrømme, at jeg begynder at tænke den slags tanker, når jeg for hundredesyttende gang forsøger at forklare min chef, hvorfor jeg ikke bare kan smide alt hvad jeg har i hænderne for mit arbejdes skyld. Det kan og vil jeg simpelthen ikke! Så jeg begynder igen at tænke i alternativer. Måske er ødegården lige i overkanten, men hvis man nu skar ned på sine omkostninger, sådan gevaldigt ned, så kunne man måske…måske…springe ud i det, det dér med at være selvstændig, sin egen herre, uafhængig, selvtilstrækkelig. Måske en dag, snart…

Sådan her på årets allerførste dag må det være tid til at se tilbage på 2016 og evaluere lidt. Og så skal der et par nytårsforsætter på bordet!

2016 var et skodår. Det ved alle. Tjek selv Facebook, det skorter ikke på videoer og memes, der harcelerer over 2016’s rædsomhed: Alle de store kunstnere døde, amerikanerne valgte en sindssyg reality-stjerne til præsident, polerne smelter og jeg skal komme efter dig. For mig var 2016 da også på mange måder et lorteår. 2016 var året hvor:

• Filosoffen fik angst for første gang
• Jeg var sygemeldt med depression/stress
• Optimisten fik afslag på at få 37 timers tolkebevilling, hvilket indskrænkede hans jobmuligheder gevaldigt
• Jeg fik afslag på at komme ind på kandidatuddannelsen i dansk
• Jeg på det nærmeste blev vanvittig i sommervarmen i Hamsterburet i NV over vejarbejdet udenfor og i desperation gik i gang med at søge efter boliger uden for byen
• Jeg skulle gå ned i løn
• Jeg opdagede, at Filosoffen ikke trivedes på sin gamle skole
• Min far blev så syg, at alle troede han skulle dø
• Antagonisten flyttede til Nordjylland

Men 2016 var også året hvor:

• Vi fik Filosoffens angst behandlet
• Optimisten fik et vikariat, der så blev forlænget – og forlænget igen
• Jeg fandt ud af, hvorfor jeg selv gik rundt og havde angst hele tiden
• Vi havde en fantastisk sommerferie på Castberggård familiehøjskole
• Vi købte en lejlighed i Espergærde
• Jeg startede en blog!
• Jeg startede på kandidatuddannelsen i lingvistik
• Jeg genopdagede glæden ved mit arbejde
• Filosoffen skiftede skole
• Min far overlevede

Så i virkeligheden ville det være uretfærdigt at kalde hele året for et lorteår. For når det hele opstilles på denne måde, kan man pludselig se nogle mønstre, man ellers ikke ville have set! (Bær over med mig, jeg har tilbragt 5 dage begravet i opgaveskrivning og er nu blevet virkelig ferm til at opstille ting i punktform og derudfra opdage mønstre…).
For hvis ikke Filosoffen havde haft angst ville jeg aldrig have lært hende så meget bedre at kende, som jeg har gjort igennem dette år. Vi er blevet meget tættere knyttet end vi før har været og det har været en hård men virkelig tilfredsstillende kamp at få hende på fode igen. Og hvis ikke jeg havde kendt hende så godt som jeg gør nu, havde jeg ikke opdaget hvor svært hun havde det på sin gamle skole. Og hvis ikke jeg selv havde haft angst, ville jeg ikke have fundet ud af, at jeg i virkeligheden havde det virkelig skidt på mit arbejde. Og hvis ikke jeg var blevet sygemeldt, ville jeg ikke have erkendt, at det jeg havde brug for, var at læse videre og dermed tage styring over min jobsituation. Og hvis jeg ikke var blevet afvist på kandidatuddannelsen i dansk ville jeg ikke have startet på kandidaten i lingvistik, hvilket jeg nu er virkelig glad for. #lingolove. Og hvis jeg ikke var startet på lingvistik ville jeg ikke have genfundet glæden ved mit arbejde, for nu hvor jeg ikke har alle mine æg i én kurv kan jeg meget bedre håndtere, når arbejdet nogle gange er svært. Og sådan kunne jeg blive ved.

For her på årets først dag er jeg sgu egentlig ret opfyldt af optimisme. Der er intet der er så skidt at det ikke er godt for noget. Eller måske er Preben bare gået kold for i dag. Og måske er jeg bare virkelig glad for at være blevet færdig med min opgave (15 sider på 5 dage, jeg gjorde det sgu!)… Men uanset hvad: 2017 bliver et fedt år, jeg kan mærke det! Lige om lidt får vi nøglerne til vores egen lejlighed i skønne, grønne Espergærde, hvor jeg skal sidde i min flotte, men ergonomisk uhensigtsmæssige, stol med benene oppe og kigge ud på fuglene og træerne og drikke kaffe. Jeg skal forhåbentlig starte på faget Makro-sociolingvistik til februar og lære en masse nye spændende ting. Jeg skal kysse min kæreste hver dag og føle taknemmelighed over, at han er min. Og jeg skal kramme mit barn og sætte pris på den korte tid, der er tilbage inden hun ikke gider at blive krammet hele tiden mere. Og jeg skal ae vores nye kanin, der lige er flyttet ind hos os i dag. Hun hedder Nini og er den nutteste kanin jeg nogensinde har mødt. Det kan sgu ikke gå helt galt.

Filosoffen og Nini