Siden sidst #3

Teenagevisdom og kærlighed

Brace yourselves, for nu bliver det vammelt! De typer, der let får kvalme af kærlighedsudbrud skal klikke væk nu. Preben er allerede skredet med et fnys, da han fandt ud af hvad emnet var for dette indlæg, så det er altså dér vi er, nu et I advaret!

Nå. Forleden dag skulle jeg lave en billedvæg til vores fine nye stue. Så jeg rodede rundt i nogle kasser med billedrammer. Fummelfingret som jeg er, tabte jeg selvfølgelig en ramme på gulvet, hvorpå ryg og glas røg fra hinanden med et klonk. Jeg bandede for mig selv og med øjet på klem samlede jeg rammen op for at se om glasset var gået i stykker. Det var det ikke, men jeg opdagede noget andet, noget forunderligt: Bag billedet havde der ligget en seddel gemt, helt gulnet af års ophold klemt inde i mørket. Jeg foldede nysgerrigt papiret ud og så til min overraskelse min egen håndskrift. Jeg var noget perpleks, da jeg ingen som helst erindring havde om at have lagt et stykke papir ind bag en billedramme. Det mystiske papir viste sig at være mit teenage-jeg, der i slut-halvfemserne fra mørket i teenageværelset med de røde vægge og de sorte gardiner, til lugten af røgelse og lyden af Enya (godt Preben er gået!), i al sin hormonelle visdom og sikkert ramt af kærestesorg, havde forfattet en liste over alle de fortryllende egenskaber, min drømmefyr skulle besidde. Hvor herre bevares, fnøs Preben, men jeg syntes det var enormt nuttet, så jeg gik i gang med at læse listen (og i øvrigt respekt til mit teenage-jeg, der allerede dengang udviste overlegne evner inden for planlægning og organisering ved at skrive en liste, lister er awesome #ocd-i-en-tidlig-alder).

Til min store forbavselse viste det sig, at mini-me sgu havde haft fat i noget: listen viste sig nemlig punkt for punkt nærmest at være en beskrivelse af…min kære Optimist! Shit mand, det løb mig næsten koldt ned af ryggen, tænk sig at jeg har vidst det hele tiden, hvad jeg ledte efter, hvad der ville gøre mig glad.

Men det forklarer så også noget andet: nemlig den følelse jeg hele tiden har haft af at Optimisten bare lissom passede ind, som en puslespilsbrik. Ikke sådan én man forsøger at mase ned fordi den da ligner lidt den rigtige form og farve, nej mere som den dér brik man lige tog i forbifarten og så viser det sig at være lige dén man ledte efter.

Mine teenage-skriblerier forklarer også hvorfor jeg har elsket Optimisten lige fra jeg så ham første gang. Det var d.3/12 2010, det sneede og jeg havde en grå uldkjole på. Min nye klassekammerat på tolkeuddannelsen havde spurgt om jeg ville med til julearrangement i Absalon, som er en ungdomsklub for døve. Jeg gad egentlig ikke rigtigt at tage afsted. På det tidspunkt boede jeg sammen med Antagonisten og Filosoffen var kun halvandet år, så jeg ville egentlig gerne bare blive hjemme sammen med familien. Men noget trak i mig, så jeg tog afsted. Jeg syntes det var top-akavet at komme ind i Absalon som de eneste to hørende, og jeg følte at alle gloede på os. Men min studiekammerat kendte nogle fyre, så vi satte os sammen med dem. Pludselig kom han ind. Han havde en blå sweather på. Han var meget, meget pæn, syntes jeg. Og havde en helt fantastisk udstråling. Det var som om der var noget over ham, kunne ikke sætte en finger på hvad det var, men jeg havde det nærmest som om vi allerede kendte hinanden. Vi snakkede ikke rigtigt sammen den aften, jeg sad mest bare og kiggede på ham og på hans virkelig pæne hænder, der sagde virkelig pæne ting.

Jeg har altid været en kyniker, der på ingen måde har troet på det dér med kærlighed ved første blik, men det her er nok det tætteste man kan komme på det. Jeg kendte på dette tidspunkt ikke til dybden af mine egne følelser, jeg tænkte bare at han var en pæn og usædvanligt sympatisk fyr, som en eller anden kvinde ville være meget heldig at få en dag. Men jeg var jo gift. Og mor. Så det var jo ikke mig. Men han var godt nok sympatisk. Og pæn.

Det må have været mit teenage-selv, der prikkede til mig den aften. Huskede mig på hvad jeg engang ledte efter. Meget vand skulle dog løbe under broen først, inden det blev mig, der blev den heldige kvinde i hans liv, men teenage-Tinne tøvede ikke et sekund, hun havde nemlig lavet en liste.

Så her har I ham, min kæreste Optimist, min elsker, min ven, min støtte, mit anker, nu på listeform, lige som jeg kan lide det:

img_3564

Han opfylder det hele, måske lige bortset fra det med at være musikalsk, men der er han lissom lovligt undskyldt… Jeg elsker ham – mere end sushi og is og søvn, tilsammen!, og det er faktisk ikke så lidt endda.

 

   

4 kommentarer

  • Musikeren

    Jeg hader sushi, men elsker is. Og elsker dig! og jer.. og jeres kærlighed <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor fantastisk at finde sådan en seddel, og hvor er du heldig at du har fundet ham.
    kh Rikke

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Nårh:-)
    Ja, han er dejlig ham din mand.
    Hvis jeg havde haft en lignende liste ville der sikkert stå: langhåret, politisk, vegetar, går på bare fødder, har piercinger, læser feministisk litteratur, har samf på højniveau.. og så alle de søde ting selvfølgelig;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Siden sidst #3