10 mærkelige modediller, Preben ikke forstår

Tuba-tømmermænd

Nu sidder jeg her endelig – i mit nye køkken ved det nye, runde spisebord og kigger ud af vinduet på fuglene og træerne, der er ved at få knopper. På minussiden mangler der godt nok stadig lige en bordplade og en håndvask og en kogeplade, for at man kan kalde det et rigtigt køkken, men på plussiden har vi et fungerende køleskab, heureka! Så behøver vi ikke længere at bruge altanen som walk-in-køleskab, ret så nice. Nok er vores nye køleskab ikke så stort, men hvad det ikke har i størrelse, har det i temperatur, kan man sige (tak til min venindes mand for denne morsomhed).

Det hele går fremad, omend i et lidt mere adstadigt tempo end hvad jeg kunne ønske mig. Men jeg er også verdens mest utålmodige menneske, så det siger måske ikke så meget. Jeg ved jeg har sagt det mange gange før, men hold nu kæft hvor jeg glæder mig til at være færdig med det her flytte-hurlumhej og vende tilbage til en nogenlunde stabil hverdag igen. Så Filosoffen kan få et rent håndklæde med til idræt fx eller at det ikke kommer som en overraskelse/katastrofe hver gang hendes computer er løbet tør for strøm, fordi vi ikke ved hvor opladeren er.
For at have overskud til den slags almindelige trivialiteter, skal jeg muligvis igen lige kigge lidt kritisk på min arbejdssituation, men det kan jeg ikke overskue lige nu, det tænker jeg over i morgen, som Scarlet siger i Borte med Blæsten.

Jeg ser også frem til at være færdig med hele flytte-hurlumhejet, fordi jeg er meget træt af at bede folk om hjælp til ting hele tiden uden rigtigt at kunne give tilbage. I hele denne proces er det gået op for mig hvor dårlig jeg er til at bede om hjælp – eller nærmere hvor dårlig jeg er til at tage imod den! Jeg kan slet ikke være i mig selv, når nogen hjælper mig og jeg får katastrofetanker og angst af det, not kidding. Ret så upraktisk, når man lige er flyttet. Muligvis har jeg nogle dårlige oplevelser fra barndommen, der skal bearbejdes. Noget med selvværd og noget med ikke at mene, at man har fortjent at blive hjulpet. Noget med at være vant til at klare alting selv, så menneskelig godhed fra andre føles fremmed og svært. Noget med ikke at ville være til besvær. Så det skal jeg lige arbejde lidt på.

Jeg er netop hjemvendt fra et tre dage langt ophold sammen med den Tuba-gruppe, jeg skal gå i gruppeterapi med frem til november. Det var den vildeste oplevelse, og jeg har endnu svært ved at sætte ord på det. Det var som om der blev sat 8 spejle op foran mig, nærmest alt hvad der kom ud af de andres mund var som at krænge min egen sjæl ud. Jeg vidste ikke om jeg skulle kaste op, græde eller føle lettelse. Jeg har altid gået rundt med sådan en følelse af, at mine oplevelser som barn ikke var så slemme. Min far er jo kun kvartalsdranker (omend hans kvartaler er ret så korte…), så der var også længere perioder i min opvækst, hvor min far ikke drak. Så jeg har altid tænkt at jeg var heldig på en måde, at det ikke var så slemt egentlig. Men konfronteret med alle de andre og deres historier gik det op for mig, at det har været ren og skær overlevelsesstrategi. Et barns måde at overleve i den utryghed der er forbundet ved at vokse op i en dysfunktionel familie. En måde at gøre sin egen historie lidt mere spiselig på. Men den er overhovedet ikke spiselig. Det er overhovedet ikke ok. Intet af det var ok. Og det er sateme en hård én at skulle sluge. At skulle omfortolke hele sin barndom, at skulle indse, erkende, mærke smerten, der blev gemt væk for så mange år siden. Av. Ad. Ah. Jeg ved det ikke. Ambivalent og overvældende, var det.

Nu, vel hjemme igen, kører tankerne stadig på højtryk. Jeg er så træt, så træt. Og har ondt og kvalme og jeg ved ikke hvad. De kalder det for Tuba-tømmermænd: At vende tilbage til den almindelige hverdag igen, at sortere vasketøj og smøre madpakker, mens man står med et åbent, blødende sår. De sagde, at alle følelserne fra dengang ligger samlet i en indre kuffert, der ikke har været åbnet i mange, mange år. Den er helt støvet og hængslerne knirker. I de sidste tre dage har den været tvunget på vid gab og alt er væltet ud i en stor pærevælling. Nu er kunsten så at få samlet det hele sammen og lukket den igen, så jeg kan fungere i en almindelig hverdag. Det holder lidt hårdt, føles lidt som når man skal på ferie og bare ikke har kunnet vælge imellem alle de fine sommerkjoler og man ender med at være nødt til at hoppe ovenpå kufferten for at få den lukket. Jeg hopper og hopper, men den vil ikke rigtigt lukke sig.

Heldigvis har jeg min Optimist. Han sagde i morges, at han gerne ville hjælpe mig med at bære min kuffert. Det var så sødt sagt. Men det skal han ikke, jeg skal lære at bære den selv. Måske få sat nogle hjul under, så jeg kan trække den efter mig eller noget.

Vi skulle sætte nogle mål op for terapien inden vi skiltes. Jeg havde egentlig en million ting, jeg gerne ville “fikse”: mit forhold til mit arbejde, min mor-rolle, forholdet til mine forældre. Men målet blev serveret for mig på et sølvfad. Jeg brød nemlig fuldstændigt sammen, da en anden i gruppen begyndte at tale om hvor svært det var for hende at bede om hjælp. Jeg havde ellers følt mig underligt rolig og afslappet på hele turen. Jeg følte det som sådan en lettelse at tale med ligesindede, at jeg slet ikke følte så meget sorg som de andre gjorde. Men så kom den pludselig galopperende med 180 i timen, da snakken faldt på hjælp. Så det er mit foreløbige mål: At bede om hjælp, når jeg bliver presset og at lære også at kunne tage imod den, uden dårlig samvittighed og uden at føle, at jeg skal betale tifold tilbage. Uden katastrofetanker og angst. At lade være med at skrabe ansvar til mig, der egentlig ikke tilhører mig og lade være med at tro, at jeg skal klare alting selv og at ingen i hele verden kan hjælpe mig.

Og så er der også lige noget med noget selvværd. Men så langt er jeg ikke nået endnu. Det tænker jeg over i morgen.

   

5 kommentarer

  • Hej. Læste dette indlæg første gange for et par måneder siden og er nu endt her igen. Sidst ramte det mig dybt ned i maven – og denne gang fik jeg endnu et sug, så jeg næsten mistede luften. For hold nu op, hvor jeg kender det. Frygten for at være til besvær, skulle bede om hjælp – skulle gøre sig sårbar. Hellere crashe brutalt under vægten af alt for meget ansvar end at risikere at være lidt til besvær for andre!
    Min mor drak ikke, men hun havde kvartalsvis psykiske nedbrud. Noget, jeg først kan se her næsten tyve år efter mine teenageår. Har altid nedtonet det – for hun var jo ikke rigtig syg og indlagt og den slags. Men så alligevel. Tak for dine ord. Og for at du deler. Det har helt klart givet mig noget at tænke over og arbejde med. Tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Skilsmissemor

      Tak for en sød kommentar! Det glæder mig sådan at nogen kan bruge mine tanker og oplevelser til noget og så føler jeg mig også mindre alene af at høre at andre har kæmpet med noget af det samme, så selv tak! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Er sikker på, at du kommer hel ud på den anden side.
    Håber snart i er på plads, så den del kan stryges af listen.
    kh Rikke

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Joan

    Kender dig jo ikke, men efter endt læsning af dette indlæg er der kun en ting at sige: Hold kæft, hvor er du sej…!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg vil gerne hoppe på din kuffert med dig, så skal du nok få lov at bære den selv bagefter:) Du er et af de sejeste mennesker, jeg kender!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 mærkelige modediller, Preben ikke forstår