Tabuer gør mig edderspændt rasende! Lige meget hvad det er, stort eller småt, fra psykisk sygdom til kønsbehåring, hvis du siger til mig at jeg ikke må tale om det, bliver jeg simpelthen så arrig!

Det er jo egentlig ikke så underligt at jeg har det sådan. Som barn af en alkoholiker var det nemlig det altoverskyggende tema: “Du må ikke snakke med nogen om det”. I min familie lå alle de uudtalte ting som et tykt tæppe hen over det hele, så det var helt svært at trække vejret. Vi måtte ikke tale om at far drak, slet ikke til fremmede men heller ikke indbyrdes. Vi måtte ikke tale om at være kede af det. Vi måtte ikke tale om at det var svært og hårdt og uretfærdigt, når jeg ikke kunne have venner med hjem fordi far var fuld. Vi måtte ikke tale om at det var pinligt, når far var fuld til skole-hjem-samtalen. Vi måtte ikke tale om at det var svært, når min fødselsdag/juleaften/[indsæt selv vigtig begivenhed] blev aflyst eller bare ødelagt af at far var fuld. Vi måtte ikke tale om ting, der kunne gøre far ked af det, så han ville drikke sig fuld. Min opvækst var kort sagt én lang perlerække af tabuer og usagte ting. Jeg har aldrig fået lov til at få luft for de ting der bekymrede mig, gjorde mig vred eller ked af det eller bange.

Nu er jeg voksen. Men når nogen siger til mig at der er noget jeg ikke må tale om, bliver jeg 5 år igen. Jeg.kan.ikke.have.det. Jeg overvældes af en enorm vrede, nærmest raseri og jeg får lyst til at råbe og skrige og tude uretfærdigheden for de sidste 33 år ud!

Så det giver altså vældig god mening at jeg reagerer som jeg gør, når noget bliver stemplet som tabu. Men efter at have analyseret mig selv og “holdt mig på min egen banehalvdel”, vil jeg gerne lige spørge sådan helt uden følelsesudbrud og med brug af vores sunde fornuft: Bliver noget nogensinde bedre af at man ikke taler om det? Nej.
Jeg ved godt fra min egen og Filosoffens angstbehandling, at nogle ting (angst) helst ikke skal “vandes” for meget, for så gror angsten bare større og større. Så langt er jeg med: Jo mere man taler om noget, jo større bliver emnet også.

Men betyder det så at angst eller andre lignende svære emner så bare skal ties ihjel og aldrig bør tales om? Nej! Havde kvinder fået stemmeret, hvis ingen havde turdet at tale om kvinders rettigheder? Havde LGBT-folket fået rettigheder og anerkendelse, hvis der aldrig var Pride-parade? Var raceadskillelsen blevet ophævet i USA, hvis Rosa Parks bare havde holdt sin kæft og flyttet sig i bussen? Nej! Det kan godt være at visse ting ikke bliver bedre af at man taler om dem, men én ting er i hvert fald hundrede procent sikkert: Hvis man aldrig taler om det, kan man være helt sikker på  at intet bliver bedre!

Nu er det naturligvis ikke store samfundsemner som kvindefrigørelse og racediskrimination der fylder i min hverdag. Men jeg har flere gange i mit arbejdsliv oplevet at få “mundkurv” på inden for et eller andet emne, oftest hvis jeg har ønsket at udtrykke frustration eller bekymring over noget. Og det er dét, der virkelig kan få mig op i det røde felt! Faktisk så meget, at jeg har forladt to arbejdspladser delvist på grund af det. Jeg er med på at man gerne må holde igen med brok og negative tanker og lade være med at opildne til en dårlig stemning på arbejdspladsen. Men at man ikke må tale om ting, der er svære eller hårde, det rammer direkte ned i mine blødende sår fra barndommen – og så i øvrigt i min lidt for veludviklede retfærdighedssans.

Det var vist dagens ‘øf’.