En introverts Corona-bekendelser

I disse dage diskuteres der meget på sociale medier, i pressen og blandt venner og familie angående oplukningen af Danmark. Mange udtrykker frustration over at det går for langsomt. At det er så hårdt at blive ved med at være forment adgang til kram, sportsaktiviteter, fester, restaurantbesøg, koncerter. Og se nu op Sverige! De har gjort alle de ting hele tiden! Det vil vi også!

Og så er der introverte mig (os?). På nogle punkter har jeg været heldigt stillet i forhold til så mange andre, fordi mit liv på mange måder ikke ville have været stort anderledes uden Corona. Jeg vasker mere hænder, bevares, men jeg bruger størstedelen af min tid på at skrive speciale og hjemmepasse barn. Og det ville have været nøjagtig lige sådan uden Corona.  Men samtidig så er jeg måske også lidt heldigt stillet ved at være som jeg er, introvert OG “særligt sensitiv”.
For jeg savner faktisk ikke rigtigt så meget fra før Corona. Jeg savner fx ikke at kramme folk. Overhovedet. Altså jeg er selvfølgelig virkelig glad for at have Optimisten, Filosoffen og Lillen at kramme i min hverdag! Men udover dem, har jeg ikke vildt meget behov for at kramme. Jeg går ikke til eller interesserer mig for sport (bryder mig ikke om konkurrencer eller fysisk udfoldelse sammen med andre). Jeg hader koncerter (synes musikken er for høj og jeg interesserer mig egentlig ikke rigtigt for musik.) Jeg er ikke super glad for fester (bryder mig ikke så meget om at være eller at andre er fulde, tak alkoholiker-far). Jeg bryder mig ikke om at gå ud på restaurant eller bar (der er for meget larm, for dårligt indeklima og jeg kan ikke lide fremmede mennesker). Så alt i alt har Corona-lockdown ikke som sådan givet mig andre gener end tørre hænder.

Så jeg ved det måske klinger hult når jeg siger det her, men kunne vi ikke godt skrue ned for klynke-retorikken over ikke at kunne gøre præcis hvad der passer os?

Jeg forstår godt hvis nogen måske, efter at jeg har fortalt ovenstående om min egen oplevelse af Corona-lockdown, føler at det er meget nemt for mig at have denne holdning, når nu jeg ikke savner særligt meget af det vi er forment adgang til. Men i mine øjne er det simpelthen det vildeste i-lands problem at vi ikke kan følge vores umiddelbare lyster her og nu! Vores stat laver nogle regler for os så vi ikke bliver syge og dør, og gudhjælpemig om de ikke også betaler os for at blive hjemme og passe på os selv – og så brokker vi os over at vi ikke kan tage på Roskilde?? Jeg kan mærke at der bliver trykket på en knap et sted hos mig. En slags overfølsomhed over for forkæletheds-knap. Når folk taler om dalende livskvalitet, så bliver jeg altså lidt stram i betrækket. Jeg anerkender at det er en stor begrænsning af vores adfærd i forhold til før, og at det kan være svært at håndtere. Men jeg synes egentlig at det er ok at forlange behovsudsættelse i mere end to minutter, når der er en global pandemi.

Jeg tager mig til hovedet over demonstrationer i USA og Tyskland, hvor de “kræver deres frihed tilbage!” (og i øvrigt til samme demonstration står som sild i en tønde, flooot). Altså friheden til hvad? At blive smittet og dø? Eller til at smitte andre? Til at overbebyrde sundhedssystemet?

Jeg siger ikke at man aldrig må kritisere magthaverne eller deres beslutninger, slet ikke! Det er bestemt sundt og godt at have en debat. Men jeg kan mærke at jeg er træt af folk der skal brokke sig over ikke at måtte leve som de plejer når der er en global pandemi. Det.kan.vi.ikke. Slut. Tør øjnene og tage en kiks! (Men vask lige hænder først, ik?) Og mens vi spiser kiks (hver for sig), kan vi forlyste os med denne fantastiske video fra DR3, som så fint viser hvad der sker hvis folk ikke kan behovsudsætte:

I disse Corona-tider

(Klip til to år senere: Et nyt barn er kommet til (Lillen, 14 mdr), der er på ingen måde påbegyndt en PhD, ej heller planer om det længere, i gang med at skrive speciale om en særlig slags mundbevægelser i dansk tegnsprog, selvstændig virksomhed som tolk kører fint, dog en del hæmmet af at Lillen ikke har kunnet få vuggestueplads før 1/5. Således opdateret, lad os komme til det jeg har på hjerte – der skulle åbenbart en global krise til at jeg kunne finde blogskrivningslysten frem igen.)

Lockdown-perioden med hjemmeskoling af 10-årig og hjemmepasning af 1-årig i tal:

Antal syge kærester i isolation på kontoret: 1

Antal raske børn, der har været syge: 2

Antal muligheder for at gå udendørs ergo: 0

Antal gange i kø til matematikfessor: 8

Antal forbandelser over ikke at kunne finde rundt på Aula og Meebook (det navn kommer der et særskilt indlæg om!): 26

Antal kopper kaffe lavet: 32

Antal kopper kaffe drukket varm: 4

Antal Duplo-klodser trådt på: 3

Antal arve-iPhone 8’ere lovet til den 10-årige hvis der ikke brokkes over lektier i hele lockdown-perioden: 1

Antal sider skrevet på speciale: 0

Antal kager bagt og spist: 2

Antal fyldte vasketøjskurve: 3

Antal tøjvaske: 0

Antal opkald til giftlinjen på grund af 1-årigs indtagelse af et stykke gammelt penalhus: 1

Antal sandkasser købt i desperation over ikke at kunne komme udenfor i solskinnet: 1

Antal brandsår på den 1-årige: 1

Antal hudafskrabninger på den 1-årige: 1

Antal håndvaske: 1.677.833

Antal ildrøde, sprukne og blødende hænder: 2

Antal tolkeopgaver: 0

Antal kroner i kassen: 0

Antal panikanfald over ingen indtægt at have i en periode af uvis længde: 4

Antal Netflix-serier set: 0 (hvem fanden har tid til det?!)

Antal afspilninger af “Tango-kat”: 22

Antal flitsbuer over ikke at måtte komme ud/få flere snacks/spise penalhus/slikke på fjernbetjening/(indsæt selv urimeligt ønske): 83

Antal angstanfald hos mor: 7

Antal beskeder fra centerchef om at børn der ikke logger på Meebook dagligt får noteret fravær: 1
(seriøst, må man det?! Burde det ikke være på listen over Corona-relaterede forbrydelser og udløse en bøde eller fængselsstraf?? Hun har tydeligvis ikke selv børn.)

Antal grådanfald efter børnenes puttetid: 3

Antal dage til det her er slut: ………

 

Det hele på én gang

Jeg har så meget på hjerte at det måske i virkeligheden burde udkomme i flere indlæg, men lige nu ligger det hele ovenpå hinanden i lag, eller nærmere i et stort net, filtret ind i hinanden, så jeg ikke ved hvor det ene ender og det andet begynder. Så her kommer det hele, på én gang.Jeg arbejder på min (arbejds)identitet i øjeblikket.

Beslutningen om at sige ja tak til phd’en har naturligvis en betydning for hvordan jeg opfatter mit arbejde som tolk. Og selvfølgelig har uroen på tolkemarkedet også en effekt.  Det ene øjeblik begræder jeg dybt at skulle omstille mig fra tolke-identitet til akademiker-identitet og det næste øjeblik kan jeg slet ikke vente med at kaste mig over mit nye arbejdsliv.

Jeg befinder mig på nogle punkter virkelig godt i rollen som tolk: Jeg elsker selve puslespillet i oversættelsen fra det ene sprog til det andet, jeg elsker at komme ud og opleve ting jeg ellers aldrig ville have oplevet, jeg elsker at få ny og overraskende viden om og indsigt i andre menneskers liv på en måde jeg ellers aldrig ville have fået. Men samtidig er det så benhårdt at arbejde med mennesker. Der er ikke plads til at have en dårlig dag. Der er ingen stabilitet eller forudsigelighed; jeg ved sjældent hvordan den næste uge eller endda dag eller time kommer til at se ud – aflysninger, ændringer, nye bestillinger gør det hele til et stort kaos af uforudsigelighed. Og så er der hele relationsarbejdet: Det kræver en helt særlig balance mellem at investere nok af sig selv i arbejdet så brugeren føler sig tryg, men ikke at investere så meget at man mister sig selv. Og jeg må ærligt indrømme at jeg ikke styrer den balancegang særligt godt. Jeg gør nærmest vold på mig selv hver gang jeg på ny omstiller mig til en ny bruger med et nyt behov. Hvis jeg har en dårlig dag er der ingen kære mor: På med smilet og indlevelsen. Og jeg er pisse god til det! Men jeg hader det. Når jeg kommer hjem føler jeg mig indimellem beskidt, brugt, udkørt. Jeg har investeret hele mig og så lige 10% ekstra i opgaven – og nu er der så ingenting tilbage til familien. Eller mig selv!

Så jeg glæder mig til at blive kontormus, der mest bare skal sidde bag en skærm, have en fast arbejdsplads, som ligger det samme sted altid, hvor jeg ved hvor kaffen står og hvor mit næste måltid skal komme fra. Hvor det er tilladt at have en dårlig dag, hvor man ikke behøver at smile og konversere, hvor mit arbejde ikke er 100% styret af et andet menneskes behov. Det bliver nice. Nu er der kun et år og nogle måneder til.

Men selv om jeg efterhånden er ok afklaret med det kommende jobskifte, er det hårdt. Det første man bliver spurgt om, når man møder nye mennesker er “Nå, hvad laver du så?”. Ens arbejde er så stor en del af ens identitet, at man ikke engang siger: “Jeg arbejder med [tegnsprogstolkning]”, man siger: “Jeg er [tegnsprogstolk]”. Man er i høj grad sit arbejde. Så at skifte arbejdsområde er noget af en forandring! Det er ikke bare et spørgsmål om hvad jeg udfylder mine dagtimer med, det er et spørgsmål om hvem jeg er. Det er et hamskifte. Og min tegnsprogstolke-ham sidder ret stramt, så det er ikke bare lige sådan at vrikke den af mig.

Al denne (arbejds)identitetskrise resulterer naturligvis i en god omgang angst. Så den arbejder jeg også lige lidt med i øjeblikket, med varierende succes. Gider egentlig ikke rigtigt at gøre et stort nummer ud af det, men nu er det da i hvert fald nævnt.

Og så er der Filosoffen, der er blevet tween over night. Hendes udstråling har ændret sig, hendes manerer, måde at tale på, selv hendes bevægelser er anderledes og mere voksne. Lige indtil de ikke er og hun kravler op på mit skød og maser næsen ned i min hals. Eller smider sig i en flitsbue på gulvet fordi hun ikke må se mere tv. Jeg ser til med stor forundring. Hvad sker der dog med min lille pige?? Hun er nok bare i gang med at udvikle sig fra lille til stor pige, og hendes ham er måske, ligesom min, også ret svær at få af. Men du godeste, et cirkus. Hendes reaktion på livets store forandringer er jo (surprise, surprise) angst, ligesom hendes mødrene ophav. Så det har vi også arbejdet en del med på det sidste. Det er sådan en hønen eller ægget-situation. Får hun mon angst, fordi jeg har det, eller får jeg angst fordi hun har det? Eller er der ingen sammenhæng?
Jeg ved det ikke, men i hvert fald er hendes angst nu på et niveau hvor Optimisten og jeg ikke længere kan tackle det alene. Så vi er i gang med at undersøge behandlingstilbud til børn med angst – og samtidig i gang med at omlægge madbudgettet for at finde ud af hvordan vi lige mønstrer 15-20.000 kr. til et behandlingsforløb. Det ustabile tolkemarked og det svingende udbud af opgaver hjælper ikke just på det. Begynder at overveje det dér sugardating, det skulle efter sigende give meget godt…

Men bortset fra det har jeg det egentlig meget godt. Er glad for mit praktikforløb hos Dansk Sprognævn. Tager et spændende fag på uni (kriminallingvistik – næsten som at være detektiv, bare nu med sprog). Vi har fået lavet nogle forbedringer i lejligheden, der fungerer virkelig godt – det er som om man altid lige skal bo et sted et stykke tid før man helt kan se og mærke hvad der fungerer og hvad der ikke gør. Ser en  hel del til min veninde, der også lige er gået selvstændig som tolk, så det er virkelig rart at have én at sparre, filosofere og drikke kaffe med – i disse tider med babyboom i omgangskredsen, hvor voksenkontakt med andre end Optimisten har været en mangelvare.

Så konkluderende kan man sige at der da vist er nok at se til i det her liv. Jeg kunne også snildt have skrevet om Sprognævnets udflytning til Bogense, min holdning til OK18, mit arbejde i tolkeforeningen Skopos med at formulere inputs til den kommende omstrukturering af tolkemarkedet, at jeg har afleveret den endelige artikel til DDL og nu skal i gang med at forberede den tilhørende konference i Hamborg til maj. Jeg går ikke ned på ting at tage mig til i hver fald. Jeg har også læst en masse skønlitterære bøger de sidste par måneder, men den største oplevelse er klart Leonora Christina Skovs “Den der lever stille”. Læs den!

Og med denne anbefaling var det vist det hele. Så god Påske til jer! Over and out.

Tabu, siger du? Hell no!

Tabuer gør mig edderspændt rasende! Lige meget hvad det er, stort eller småt, fra psykisk sygdom til kønsbehåring, hvis du siger til mig at jeg ikke må tale om det, bliver jeg simpelthen så arrig!

Det er jo egentlig ikke så underligt at jeg har det sådan. Som barn af en alkoholiker var det nemlig det altoverskyggende tema: “Du må ikke snakke med nogen om det”. I min familie lå alle de uudtalte ting som et tykt tæppe hen over det hele, så det var helt svært at trække vejret. Vi måtte ikke tale om at far drak, slet ikke til fremmede men heller ikke indbyrdes. Vi måtte ikke tale om at være kede af det. Vi måtte ikke tale om at det var svært og hårdt og uretfærdigt, når jeg ikke kunne have venner med hjem fordi far var fuld. Vi måtte ikke tale om at det var pinligt, når far var fuld til skole-hjem-samtalen. Vi måtte ikke tale om at det var svært, når min fødselsdag/juleaften/[indsæt selv vigtig begivenhed] blev aflyst eller bare ødelagt af at far var fuld. Vi måtte ikke tale om ting, der kunne gøre far ked af det, så han ville drikke sig fuld. Min opvækst var kort sagt én lang perlerække af tabuer og usagte ting. Jeg har aldrig fået lov til at få luft for de ting der bekymrede mig, gjorde mig vred eller ked af det eller bange.

Nu er jeg voksen. Men når nogen siger til mig at der er noget jeg ikke må tale om, bliver jeg 5 år igen. Jeg.kan.ikke.have.det. Jeg overvældes af en enorm vrede, nærmest raseri og jeg får lyst til at råbe og skrige og tude uretfærdigheden for de sidste 33 år ud!

Så det giver altså vældig god mening at jeg reagerer som jeg gør, når noget bliver stemplet som tabu. Men efter at have analyseret mig selv og “holdt mig på min egen banehalvdel”, vil jeg gerne lige spørge sådan helt uden følelsesudbrud og med brug af vores sunde fornuft: Bliver noget nogensinde bedre af at man ikke taler om det? Nej.
Jeg ved godt fra min egen og Filosoffens angstbehandling, at nogle ting (angst) helst ikke skal “vandes” for meget, for så gror angsten bare større og større. Så langt er jeg med: Jo mere man taler om noget, jo større bliver emnet også.

Men betyder det så at angst eller andre lignende svære emner så bare skal ties ihjel og aldrig bør tales om? Nej! Havde kvinder fået stemmeret, hvis ingen havde turdet at tale om kvinders rettigheder? Havde LGBT-folket fået rettigheder og anerkendelse, hvis der aldrig var Pride-parade? Var raceadskillelsen blevet ophævet i USA, hvis Rosa Parks bare havde holdt sin kæft og flyttet sig i bussen? Nej! Det kan godt være at visse ting ikke bliver bedre af at man taler om dem, men én ting er i hvert fald hundrede procent sikkert: Hvis man aldrig taler om det, kan man være helt sikker på  at intet bliver bedre!

Nu er det naturligvis ikke store samfundsemner som kvindefrigørelse og racediskrimination der fylder i min hverdag. Men jeg har flere gange i mit arbejdsliv oplevet at få “mundkurv” på inden for et eller andet emne, oftest hvis jeg har ønsket at udtrykke frustration eller bekymring over noget. Og det er dét, der virkelig kan få mig op i det røde felt! Faktisk så meget, at jeg har forladt to arbejdspladser delvist på grund af det. Jeg er med på at man gerne må holde igen med brok og negative tanker og lade være med at opildne til en dårlig stemning på arbejdspladsen. Men at man ikke må tale om ting, der er svære eller hårde, det rammer direkte ned i mine blødende sår fra barndommen – og så i øvrigt i min lidt for veludviklede retfærdighedssans.

Det var vist dagens ‘øf’.

Antennebarn og tegnsprogstolk

For jer, der ikke lige er beriget med en alkoholiseret far og et terapiforløb med dertil hørende vokabular, vil jeg gerne præcisere hvad jeg mener med “antennebarn”. Et antennebarn er et barn, der er vokset op i en familie, hvor der konstant er behov for at have “antennerne ude”, hele tiden fornemme rummet, stemningen og menneskene. Hele tiden prøve at aflæse om der er en katastrofe på vej, et skænderi under opsejling, nogen der ikke har det godt.

Sådan én er jeg. Jeg er faktisk så vant til at aflæse og mærke andre menneskers følelser, at jeg ikke kan mærke mine egne. Det har jeg aldrig lært. Jeg er i stedet som en kamæleon, der instinktivt fornemmer mine omgivelser og straks tilpasser mig.

Det er både en velsignelse og en forbandelse. Det gode er at jeg ofte får at vide at jeg har sådan et behageligt væsen og er så god til at passe ind i alle situationer som tolk. Problemet med det er jo bare at det ikke er mig de taler om, det er den tilpassede version af mig. Indimellem bliver jeg i tvivl om, om der overhovedet findes et “rigtigt” mig? En anden ting er også, at alt det antennepejling simpelthen gør mig så træt. Det tager så sindssygt meget energi fra mig hele tiden at have mærke de andre og være på. At være “omgængelig og behagelig” hele tiden.

Set i det lys er det virkelig dumt at arbejde som tegnsprogstolk. Faktisk i det hele taget at arbejde med mennesker… Og nu oven i købet som selvstændig, der kræver networking i en helt anden kaliber end før! Man kan selvfølgelig sige at det burde jeg nok have indset for lang tid siden. Men jeg havde kun set den positive side af at være helt alene i min egen virksomhed: En af grundene til at jeg gerne ville være selvstændig, er mit kæmpe behov for at være usynlig.

There, I said it! Jeg vil bare så utroligt gerne gemme mig og ikke behøve at forholde mig til nogens krav og forventninger. Jeg vil så nødigt være til besvær. (Sagde hende, der har en blog og gerne taler meget og længe…). Jeg ved godt det virker lidt paradoksalt. Men hele min opvækst har succeskriterie nr 1 altid været ikke at blive bemærket. Ikke lave ballade i skolen, ikke at kræve for meget opmærksomhed, ikke være til besvær. Det var der ikke plads til, for den rolle var allerede besat af min far. Så jeg var sådan et “behageligt og omgængeligt barn”, som de sagde.

Så jeg troede at hvis jeg nu bare blev selvstændig tolk, ville jeg ikke behøve at forholde mig så meget til andre mennesker. Kolleger, chefer, koordinatorer, samarbejdspartnere, brugere. At der ville være færre mennesker at mærke og forholde mig til hele tiden. Og det er der da også. Men nu skal jeg så i stedet networke. Mingle. Med mere eller mindre fremmede mennesker. “Skabe mig et navn”. I en verden hvor alle kender alle. Og hvor forholdet til samarbejdspartnerne er af en helt anden nødvendighed end før. Gisp.

Så jeg googler, lige i øjeblikket. “Jobs uden menneskelig kontakt”. “Arbejde man kan lave derhjemme”. Jeg begynder at overveje at slå mig ned som hundekrog, mon ikke det giver meget godt?