En introverts Corona-bekendelser

I disse dage diskuteres der meget på sociale medier, i pressen og blandt venner og familie angående oplukningen af Danmark. Mange udtrykker frustration over at det går for langsomt. At det er så hårdt at blive ved med at være forment adgang til kram, sportsaktiviteter, fester, restaurantbesøg, koncerter. Og se nu op Sverige! De har gjort alle de ting hele tiden! Det vil vi også!

Og så er der introverte mig (os?). På nogle punkter har jeg været heldigt stillet i forhold til så mange andre, fordi mit liv på mange måder ikke ville have været stort anderledes uden Corona. Jeg vasker mere hænder, bevares, men jeg bruger størstedelen af min tid på at skrive speciale og hjemmepasse barn. Og det ville have været nøjagtig lige sådan uden Corona.  Men samtidig så er jeg måske også lidt heldigt stillet ved at være som jeg er, introvert OG “særligt sensitiv”.
For jeg savner faktisk ikke rigtigt så meget fra før Corona. Jeg savner fx ikke at kramme folk. Overhovedet. Altså jeg er selvfølgelig virkelig glad for at have Optimisten, Filosoffen og Lillen at kramme i min hverdag! Men udover dem, har jeg ikke vildt meget behov for at kramme. Jeg går ikke til eller interesserer mig for sport (bryder mig ikke om konkurrencer eller fysisk udfoldelse sammen med andre). Jeg hader koncerter (synes musikken er for høj og jeg interesserer mig egentlig ikke rigtigt for musik.) Jeg er ikke super glad for fester (bryder mig ikke så meget om at være eller at andre er fulde, tak alkoholiker-far). Jeg bryder mig ikke om at gå ud på restaurant eller bar (der er for meget larm, for dårligt indeklima og jeg kan ikke lide fremmede mennesker). Så alt i alt har Corona-lockdown ikke som sådan givet mig andre gener end tørre hænder.

Så jeg ved det måske klinger hult når jeg siger det her, men kunne vi ikke godt skrue ned for klynke-retorikken over ikke at kunne gøre præcis hvad der passer os?

Jeg forstår godt hvis nogen måske, efter at jeg har fortalt ovenstående om min egen oplevelse af Corona-lockdown, føler at det er meget nemt for mig at have denne holdning, når nu jeg ikke savner særligt meget af det vi er forment adgang til. Men i mine øjne er det simpelthen det vildeste i-lands problem at vi ikke kan følge vores umiddelbare lyster her og nu! Vores stat laver nogle regler for os så vi ikke bliver syge og dør, og gudhjælpemig om de ikke også betaler os for at blive hjemme og passe på os selv – og så brokker vi os over at vi ikke kan tage på Roskilde?? Jeg kan mærke at der bliver trykket på en knap et sted hos mig. En slags overfølsomhed over for forkæletheds-knap. Når folk taler om dalende livskvalitet, så bliver jeg altså lidt stram i betrækket. Jeg anerkender at det er en stor begrænsning af vores adfærd i forhold til før, og at det kan være svært at håndtere. Men jeg synes egentlig at det er ok at forlange behovsudsættelse i mere end to minutter, når der er en global pandemi.

Jeg tager mig til hovedet over demonstrationer i USA og Tyskland, hvor de “kræver deres frihed tilbage!” (og i øvrigt til samme demonstration står som sild i en tønde, flooot). Altså friheden til hvad? At blive smittet og dø? Eller til at smitte andre? Til at overbebyrde sundhedssystemet?

Jeg siger ikke at man aldrig må kritisere magthaverne eller deres beslutninger, slet ikke! Det er bestemt sundt og godt at have en debat. Men jeg kan mærke at jeg er træt af folk der skal brokke sig over ikke at måtte leve som de plejer når der er en global pandemi. Det.kan.vi.ikke. Slut. Tør øjnene og tage en kiks! (Men vask lige hænder først, ik?) Og mens vi spiser kiks (hver for sig), kan vi forlyste os med denne fantastiske video fra DR3, som så fint viser hvad der sker hvis folk ikke kan behovsudsætte: