Ting jeg er ked af i øjeblikket

Antennebarn og tegnsprogstolk

For jer, der ikke lige er beriget med en alkoholiseret far og et terapiforløb med dertil hørende vokabular, vil jeg gerne præcisere hvad jeg mener med “antennebarn”. Et antennebarn er et barn, der er vokset op i en familie, hvor der konstant er behov for at have “antennerne ude”, hele tiden fornemme rummet, stemningen og menneskene. Hele tiden prøve at aflæse om der er en katastrofe på vej, et skænderi under opsejling, nogen der ikke har det godt.

Sådan én er jeg. Jeg er faktisk så vant til at aflæse og mærke andre menneskers følelser, at jeg ikke kan mærke mine egne. Det har jeg aldrig lært. Jeg er i stedet som en kamæleon, der instinktivt fornemmer mine omgivelser og straks tilpasser mig.

Det er både en velsignelse og en forbandelse. Det gode er at jeg ofte får at vide at jeg har sådan et behageligt væsen og er så god til at passe ind i alle situationer som tolk. Problemet med det er jo bare at det ikke er mig de taler om, det er den tilpassede version af mig. Indimellem bliver jeg i tvivl om, om der overhovedet findes et “rigtigt” mig? En anden ting er også, at alt det antennepejling simpelthen gør mig så træt. Det tager så sindssygt meget energi fra mig hele tiden at have mærke de andre og være på. At være “omgængelig og behagelig” hele tiden.

Set i det lys er det virkelig dumt at arbejde som tegnsprogstolk. Faktisk i det hele taget at arbejde med mennesker… Og nu oven i købet som selvstændig, der kræver networking i en helt anden kaliber end før! Man kan selvfølgelig sige at det burde jeg nok have indset for lang tid siden. Men jeg havde kun set den positive side af at være helt alene i min egen virksomhed: En af grundene til at jeg gerne ville være selvstændig, er mit kæmpe behov for at være usynlig.

There, I said it! Jeg vil bare så utroligt gerne gemme mig og ikke behøve at forholde mig til nogens krav og forventninger. Jeg vil så nødigt være til besvær. (Sagde hende, der har en blog og gerne taler meget og længe…). Jeg ved godt det virker lidt paradoksalt. Men hele min opvækst har succeskriterie nr 1 altid været ikke at blive bemærket. Ikke lave ballade i skolen, ikke at kræve for meget opmærksomhed, ikke være til besvær. Det var der ikke plads til, for den rolle var allerede besat af min far. Så jeg var sådan et “behageligt og omgængeligt barn”, som de sagde.

Så jeg troede at hvis jeg nu bare blev selvstændig tolk, ville jeg ikke behøve at forholde mig så meget til andre mennesker. Kolleger, chefer, koordinatorer, samarbejdspartnere, brugere. At der ville være færre mennesker at mærke og forholde mig til hele tiden. Og det er der da også. Men nu skal jeg så i stedet networke. Mingle. Med mere eller mindre fremmede mennesker. “Skabe mig et navn”. I en verden hvor alle kender alle. Og hvor forholdet til samarbejdspartnerne er af en helt anden nødvendighed end før. Gisp.

Så jeg googler, lige i øjeblikket. “Jobs uden menneskelig kontakt”. “Arbejde man kan lave derhjemme”. Jeg begynder at overveje at slå mig ned som hundekrog, mon ikke det giver meget godt?

 

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ting jeg er ked af i øjeblikket