Far, mor og delebarn #1

Jeg tror jeg kunne skrive flere romaner om det at have et delebarn. Det er noget særdeles.

Lige efter skilsmissen handlede det mest bare om at få det hele til at glide, en ny hverdag, alene med et barn, der var i dyb sorg over, at mor og far ikke var kærester mere. Pyha. Det sværeste overhovedet var at rumme alle de følelser. Mine egne følelser var det mindste problem! Først og fremmest skulle jeg rumme Filosoffens følelser. Jeg havde lyst til at skrige, hver gang hun spurgte, hvorfor jeg ikke gad at være kærester med far mere eller hvornår far flyttede hjem igen. Alle de raserianfald hun fik, alle de gange hun græd over, at hendes strømpe sad fast på foden eller havregrøden var blevet kold (altså alle de ekstra gange hun gjorde det… Jeg plejede at kalde timen efter afhentning for happy hour: almindelig lorte-børneadfærd, bare dobbelt-op). Jeg vidste jo godt, hvor det alt sammen kom fra, men mest af alt havde jeg bare lyst til at holde mig for ørerne og skråle “Mariehønen Evigglad” indtil hun var færdig med at være ked af det over det, jeg jo godt vidste, at jeg selv havde gjort ved hende. Men det har jeg læst et sted ikke er acceptabel mor-adfærd, så jeg gjorde i stedet som alle bøgerne sagde: Jeg lyttede, jeg lod hende snakke og græde og skrige. Og så snart hun var blevet lagt i seng om aftenen, spiste jeg en liter is og græd, så snot og is stod ud til alle sider. Jep, det var en awesome periode.

Men det var ikke kun Filosoffens følelser, der skulle rummes. Det var også Antagonistens. Han var vred. Fair nok, han var blevet kastet ud i en skilsmisse, han ikke selv havde ønsket. Så jeg modtog mangen sur sms eller mail, hvor jeg hver gang måtte veje mine ord på en guldvægt for ikke at optrappe konflikten. “Tænk på barnet, tænk på samarbejdet” messede jeg for mig selv, hver gang der tikkede en overfusende sms ind. Og jeg påtog mig skylden for alt! Både for de ting, der med rimelighed kunne tilskrives mig (som fx skilsmissen, samværsfordelingen) og for de ting, der ikke lige umiddelbart kunne tilskrives mig (som fx al modgang, Antagonisten oplevede).

Men tiden sårer alle læger, som man siger. Heldigvis står der ikke SKYLDIG i panden på mig mere (som I kan se nedenfor). Og Antagonisten og jeg har med tiden opnået et…ja, jeg har næsten lyst til at sige venskab. I hvert fald kan vi grine af og elske vores barn sammen, så langt så godt!

Jeg er med tiden også blevet bedre til at rumme Filosoffens følelser. Men det skærer stadig i hjertet, når hun græder, fordi hun savner sin far. Eller når hun kommer hjem og har tegnet en tegning af et hus, og foran står hun med sin far og med en masse kaniner, katte, hunde, heste og fugle (ja, hun er ret glad for dyr… Hun har også sagt med overbevisning i stemmen, at hun vil være dyrlæge, når hun bliver stor! Og med hendes viljestyrke (som hun på ingen måde har arvet fra sin mor…), skal hun nok blive det! Ved bare ikke lige om hun helt har indset, at hun skal bruge ret meget tid på at have armen inde i røven på en ko… Men hey, thumbs up for at have et sejere mål i livet end at vinde X-factor eller blive Danmarks næste Topmodel…).

Jeg ville bare virkelig ønske, at hun også ville tegne en lille tegning af os og lejligheden i NV. Bare en lille én. Forleden dag, da jeg kom til at grynte et eller andet surt efter hun havde forherliget sin far med vanlig omhu, sagde hun: “Bliver du sådan lidt jaloux, lidt ligesom jeg bliver på Optimisten nogle gange?” Wow, sikke en vild refleksion fra så lille et menneske! Og det er jo lige i øjet! Jeg er mega jaloux! Jeg ved godt med min fornuft, at det ikke er en konkurrence om at være den bedste forælder… Far og mor kan noget helt forskelligt og Filosoffen skal så meget have lov til at forgude sin far, lige så meget som så mange andre små piger gør. Men come on, jeg er sgu da også meget sej?!

I hvert fald bruger jeg virkelig meget tid og energi og tankevirksomhed på at være en god mor for hende. Og jeg kan godt indimellem føle mig en anelse udmattet, når jeg i en lang periode er stået op kl.6 for at bage boller til morgenmad og har trodset tyngdeloven og trafikreglerne for at hente hende før kl.16 hver dag og har meldt mig til det forpulede forældreråd og har udholdt sirenen, når reglerne om fjernsynstid ikke behager prinsessen, og når jeg har stået helt smurt ind i mel og tomatsovs, fordi vi har lavet vores egen pizza (man er vel pædagogisk og økologisk og andre politisk korrekte -isk’er) – og når så frustrationen og trætheden har nået et højdepunkt, siger hun lige: “Far har sagt, at jeg må få en hest, når vi flytter til Jylland! Jeg savner far, hvornår skal jeg hjem til ham igen?”

Bare kald mig Sisyfos. “They see me rollin, they hatin…”.

Og så i går putter hun sig ind til mig og siger, at min mave skal snakke (det er en ting, vi har – jeg lader som om min mave snakker, laver min stemme om og, ja for at sige det ligeud: den opfører sig som et lille svin) og da vi har grinet af, siger hun: “Du er verdens bedste mor”. Årh. Så kan jeg godt lige klare et par ture mere med stenen…

IMG_2867

Må sørge over en skilsmisse, man selv har ønsket?

Et emne jeg for nyligt har talt med min kære svigerfar om. Optimistens far er en klog mand. Han har selv været igennem en skilsmisse, hvor det var ham, der valgte at gå. Ligesom jeg også gjorde. Og forelskede sig hovedkuls i en døv kvinde. Ligesom jeg gjorde. Altså i en døv, ikke en kvinde. (Men hey, jeg skal ikke udelukke noget, havde heller ikke planlagt at forelske mig i en døv… Og hurra for Priden i øvrigt!)

Nå, men samtalen med min svigerfar udsprang egentlig af, at vi talte om at være lykkelige. At være så heldig at have fået en chance til. Men nedenunder lykken over at have fundet en ny kærlighed, ligger der stadig en sorg over det forhold, der ikke gik. Og må man så overhovedet sørge, når nu det var en selv, der valgte at gå?

En kær veninde fortalte mig i dag, at hun og hendes kæreste har valgt at gå fra hinanden. De har en søn på Filosoffens alder og én på vej. Det gjorde mig så ondt, for både dem og for børnene.

Samtidig fik jeg også virkelig dårlig samvittighed! For bare et halvt år siden fortalte hun mig, at hun ventede sig, og da hun var gået, græd jeg. Af misundelse. Bitre tårer over, at mit liv ikke var som hendes. At min familie aldrig bliver hel igen, at jeg aldrig vil kunne opleve den form for kernefamilieforøgelse igen. Selv om det var mig der gik.

Nogle vil måske mene, at det er virkelig navlepillende og ego at tænke sådan – og det er det sgu på mange måder virkelig også! Jeg kunne jo bare have ladet være med at gå, hvis ikke jeg ønskede en brudt familie. Jeg kunne have kæmpet lidt mere, lidt længere, lidt hårdere.

En anden del af mig siger, at det er ok at føle sorg. En sorg over håbet og drømmene og forventningerne til fremtiden, som ikke blev indfriet. At mit barn nu er tvunget ud i en rodløs tilværelse. At vennerne er blevet delt op i “hans” og “mine”.

Og så er der hele den sociale stigmatisering, der ligger i at blive skilt, som mildest talt heller ikke gør hele øvelsen nemmere. Jeg læste en meget interessant artikel her der handler om, at der er en indbygget brist i den måde vi opfatter ægteskabet på i den vestlige verden. Indgåelse af ægteskab skal i det moderne samfund indgås af kærlighed. Arrangerede ægteskaber er et fy-ord! Det er kun for dem med “anden etnisk baggrund” eller andre folk, der bor i huler og slås hele dagen. Næ, ægteskab skal være noget smukt og romantisk, som to voksne mennesker vælger til, baseret på kærlighed. Men hvis de selv samme voksne mennesker holder op med at elske hinanden, er det socialt uacceptabelt at blive skilt – what’s up with that?? Hvis kærligheden er fundamentet for ægteskabet, hvorfor ses der så skævt til forhold, der slutter, når dette fundament skrider?

Jeg tror det er en form for fornægtelse. Lidt lige som når enkelte mødre indimellem pipper lidt om, hvor hårdt det er at være mor – så går der japanske aber i den (- I ved, dem der også findes som Emojiis)! Det gider folk sgu ikke at høre om, det er et faux pas! Det samme er skilsmisser. Det minder folk om, at kærlighed kan forsvinde, at ens nærmeste kan svigte og forråde, løfter kan blive brudt. Og det er der ingen, der har lyst til at vide. De har ikke lyst til at indse, at det er noget der kan ske for alle. Ingen går ind i et ægteskab med den forventning, at de nok bliver skilt en dag – alle tænker: “Det sker ikke for mig”.

Men det gør det altså. For 48,7 % af os i følge statistikkerne. Det er jo næsten halvdelen af alle ægteskaber! Og nu er min veninde så snart også medlem af klubben. Selv om jeg dengang græd misundelsens tårer, ville jeg nu brændende ønske for hende, at hun kunne gå tilbage og få det misundelsesværdige liv igen. Jeg misunder hende i hvert fald på ingen måde det hun nu skal igennem de næste mange mange år. Det er benhårdt og ikke noget jeg ville ønske for min værste fjende. Uanset om man er den, der selv er gået, eller den, der er blevet forladt, er sorgen til stede. Hele tiden, lige under overfladen, lige til at finde frem, når nogen sider: “Åh, så I er…?”

Older posts