Far, mor og delebarn #1

Jeg tror jeg kunne skrive flere romaner om det at have et delebarn. Det er noget særdeles.

Lige efter skilsmissen handlede det mest bare om at få det hele til at glide, en ny hverdag, alene med et barn, der var i dyb sorg over, at mor og far ikke var kærester mere. Pyha. Det sværeste overhovedet var at rumme alle de følelser. Mine egne følelser var det mindste problem! Først og fremmest skulle jeg rumme Filosoffens følelser. Jeg havde lyst til at skrige, hver gang hun spurgte, hvorfor jeg ikke gad at være kærester med far mere eller hvornår far flyttede hjem igen. Alle de raserianfald hun fik, alle de gange hun græd over, at hendes strømpe sad fast på foden eller havregrøden var blevet kold (altså alle de ekstra gange hun gjorde det… Jeg plejede at kalde timen efter afhentning for happy hour: almindelig lorte-børneadfærd, bare dobbelt-op). Jeg vidste jo godt, hvor det alt sammen kom fra, men mest af alt havde jeg bare lyst til at holde mig for ørerne og skråle “Mariehønen Evigglad” indtil hun var færdig med at være ked af det over det, jeg jo godt vidste, at jeg selv havde gjort ved hende. Men det har jeg læst et sted ikke er acceptabel mor-adfærd, så jeg gjorde i stedet som alle bøgerne sagde: Jeg lyttede, jeg lod hende snakke og græde og skrige. Og så snart hun var blevet lagt i seng om aftenen, spiste jeg en liter is og græd, så snot og is stod ud til alle sider. Jep, det var en awesome periode.

Men det var ikke kun Filosoffens følelser, der skulle rummes. Det var også Antagonistens. Han var vred. Fair nok, han var blevet kastet ud i en skilsmisse, han ikke selv havde ønsket. Så jeg modtog mangen sur sms eller mail, hvor jeg hver gang måtte veje mine ord på en guldvægt for ikke at optrappe konflikten. “Tænk på barnet, tænk på samarbejdet” messede jeg for mig selv, hver gang der tikkede en overfusende sms ind. Og jeg påtog mig skylden for alt! Både for de ting, der med rimelighed kunne tilskrives mig (som fx skilsmissen, samværsfordelingen) og for de ting, der ikke lige umiddelbart kunne tilskrives mig (som fx al modgang, Antagonisten oplevede).

Men tiden sårer alle læger, som man siger. Heldigvis står der ikke SKYLDIG i panden på mig mere (som I kan se nedenfor). Og Antagonisten og jeg har med tiden opnået et…ja, jeg har næsten lyst til at sige venskab. I hvert fald kan vi grine af og elske vores barn sammen, så langt så godt!

Jeg er med tiden også blevet bedre til at rumme Filosoffens følelser. Men det skærer stadig i hjertet, når hun græder, fordi hun savner sin far. Eller når hun kommer hjem og har tegnet en tegning af et hus, og foran står hun med sin far og med en masse kaniner, katte, hunde, heste og fugle (ja, hun er ret glad for dyr… Hun har også sagt med overbevisning i stemmen, at hun vil være dyrlæge, når hun bliver stor! Og med hendes viljestyrke (som hun på ingen måde har arvet fra sin mor…), skal hun nok blive det! Ved bare ikke lige om hun helt har indset, at hun skal bruge ret meget tid på at have armen inde i røven på en ko… Men hey, thumbs up for at have et sejere mål i livet end at vinde X-factor eller blive Danmarks næste Topmodel…).

Jeg ville bare virkelig ønske, at hun også ville tegne en lille tegning af os og lejligheden i NV. Bare en lille én. Forleden dag, da jeg kom til at grynte et eller andet surt efter hun havde forherliget sin far med vanlig omhu, sagde hun: “Bliver du sådan lidt jaloux, lidt ligesom jeg bliver på Optimisten nogle gange?” Wow, sikke en vild refleksion fra så lille et menneske! Og det er jo lige i øjet! Jeg er mega jaloux! Jeg ved godt med min fornuft, at det ikke er en konkurrence om at være den bedste forælder… Far og mor kan noget helt forskelligt og Filosoffen skal så meget have lov til at forgude sin far, lige så meget som så mange andre små piger gør. Men come on, jeg er sgu da også meget sej?!

I hvert fald bruger jeg virkelig meget tid og energi og tankevirksomhed på at være en god mor for hende. Og jeg kan godt indimellem føle mig en anelse udmattet, når jeg i en lang periode er stået op kl.6 for at bage boller til morgenmad og har trodset tyngdeloven og trafikreglerne for at hente hende før kl.16 hver dag og har meldt mig til det forpulede forældreråd og har udholdt sirenen, når reglerne om fjernsynstid ikke behager prinsessen, og når jeg har stået helt smurt ind i mel og tomatsovs, fordi vi har lavet vores egen pizza (man er vel pædagogisk og økologisk og andre politisk korrekte -isk’er) – og når så frustrationen og trætheden har nået et højdepunkt, siger hun lige: “Far har sagt, at jeg må få en hest, når vi flytter til Jylland! Jeg savner far, hvornår skal jeg hjem til ham igen?”

Bare kald mig Sisyfos. “They see me rollin, they hatin…”.

Og så i går putter hun sig ind til mig og siger, at min mave skal snakke (det er en ting, vi har – jeg lader som om min mave snakker, laver min stemme om og, ja for at sige det ligeud: den opfører sig som et lille svin) og da vi har grinet af, siger hun: “Du er verdens bedste mor”. Årh. Så kan jeg godt lige klare et par ture mere med stenen…

IMG_2867

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *