Må sørge over en skilsmisse, man selv har ønsket?

Et emne jeg for nyligt har talt med min kære svigerfar om. Optimistens far er en klog mand. Han har selv været igennem en skilsmisse, hvor det var ham, der valgte at gå. Ligesom jeg også gjorde. Og forelskede sig hovedkuls i en døv kvinde. Ligesom jeg gjorde. Altså i en døv, ikke en kvinde. (Men hey, jeg skal ikke udelukke noget, havde heller ikke planlagt at forelske mig i en døv… Og hurra for Priden i øvrigt!)

Nå, men samtalen med min svigerfar udsprang egentlig af, at vi talte om at være lykkelige. At være så heldig at have fået en chance til. Men nedenunder lykken over at have fundet en ny kærlighed, ligger der stadig en sorg over det forhold, der ikke gik. Og må man så overhovedet sørge, når nu det var en selv, der valgte at gå?

En kær veninde fortalte mig i dag, at hun og hendes kæreste har valgt at gå fra hinanden. De har en søn på Filosoffens alder og én på vej. Det gjorde mig så ondt, for både dem og for børnene.

Samtidig fik jeg også virkelig dårlig samvittighed! For bare et halvt år siden fortalte hun mig, at hun ventede sig, og da hun var gået, græd jeg. Af misundelse. Bitre tårer over, at mit liv ikke var som hendes. At min familie aldrig bliver hel igen, at jeg aldrig vil kunne opleve den form for kernefamilieforøgelse igen. Selv om det var mig der gik.

Nogle vil måske mene, at det er virkelig navlepillende og ego at tænke sådan – og det er det sgu på mange måder virkelig også! Jeg kunne jo bare have ladet være med at gå, hvis ikke jeg ønskede en brudt familie. Jeg kunne have kæmpet lidt mere, lidt længere, lidt hårdere.

En anden del af mig siger, at det er ok at føle sorg. En sorg over håbet og drømmene og forventningerne til fremtiden, som ikke blev indfriet. At mit barn nu er tvunget ud i en rodløs tilværelse. At vennerne er blevet delt op i “hans” og “mine”.

Og så er der hele den sociale stigmatisering, der ligger i at blive skilt, som mildest talt heller ikke gør hele øvelsen nemmere. Jeg læste en meget interessant artikel her der handler om, at der er en indbygget brist i den måde vi opfatter ægteskabet på i den vestlige verden. Indgåelse af ægteskab skal i det moderne samfund indgås af kærlighed. Arrangerede ægteskaber er et fy-ord! Det er kun for dem med “anden etnisk baggrund” eller andre folk, der bor i huler og slås hele dagen. Næ, ægteskab skal være noget smukt og romantisk, som to voksne mennesker vælger til, baseret på kærlighed. Men hvis de selv samme voksne mennesker holder op med at elske hinanden, er det socialt uacceptabelt at blive skilt – what’s up with that?? Hvis kærligheden er fundamentet for ægteskabet, hvorfor ses der så skævt til forhold, der slutter, når dette fundament skrider?

Jeg tror det er en form for fornægtelse. Lidt lige som når enkelte mødre indimellem pipper lidt om, hvor hårdt det er at være mor – så går der japanske aber i den (- I ved, dem der også findes som Emojiis)! Det gider folk sgu ikke at høre om, det er et faux pas! Det samme er skilsmisser. Det minder folk om, at kærlighed kan forsvinde, at ens nærmeste kan svigte og forråde, løfter kan blive brudt. Og det er der ingen, der har lyst til at vide. De har ikke lyst til at indse, at det er noget der kan ske for alle. Ingen går ind i et ægteskab med den forventning, at de nok bliver skilt en dag – alle tænker: “Det sker ikke for mig”.

Men det gør det altså. For 48,7 % af os i følge statistikkerne. Det er jo næsten halvdelen af alle ægteskaber! Og nu er min veninde så snart også medlem af klubben. Selv om jeg dengang græd misundelsens tårer, ville jeg nu brændende ønske for hende, at hun kunne gå tilbage og få det misundelsesværdige liv igen. Jeg misunder hende i hvert fald på ingen måde det hun nu skal igennem de næste mange mange år. Det er benhårdt og ikke noget jeg ville ønske for min værste fjende. Uanset om man er den, der selv er gået, eller den, der er blevet forladt, er sorgen til stede. Hele tiden, lige under overfladen, lige til at finde frem, når nogen sider: “Åh, så I er…?”

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *