Er utaknemmelighed en moders løn?

Jeg har det stramt med utaknemmelige børn. Ikke fordi jeg forventer af min datter at hun skal falde på knæ for mig eller bygge en æresport fordi jeg har født hende, bevares jeg har selv valgt at få hende. Men det kan bare godt gøre lidt ondt, når jeg bruger størstedelen af min energi på at gøre alting godt for hendes skyld og hun så belønner det med at give mig fingeren – følelsesmæssigt i hvert fald.

Måske er det en skilsmisseting? Hun savner sin far, og det kan jeg bestemt ikke fortænke hende i. Han bor meget langt væk og hun ser ham ret sjældent og kun i kort tid af gangen. Og hendes savn synes jeg egentlig selv at jeg rummer rimelig godt. Hvad jeg så rummer mindre godt er hendes forgudelse af alt ved FAR (sagt med rumklang): alt hos far er bedre, sjovere, flottere, vildere – bare sådan ca. 20% bedre. Som fx svømmehallen. Hun havde haft en rigtig god tur i svømmehallen med sin far, så hun ville også gerne i svømmehallen med os. Men da vi så kom, var det jo bare ikke liiiiige den hvide t-shirt, altså det var bare 20% bedre hos far, skulle vi tænke på: vandet var varmere, rutsjebanerne vildere, vipperne højere og selskabet bedre. Og i går aftes sagde hun så til mig, at hun meget hellere vil bo i Jylland hos far, for det er på en gård og det er meget bedre end at bo i lejlighed. Altså ikke fordi hun ikke var glad for mig eller noget, hun var bare lidt gladere for far. Av.

Mit intellekt siger mig, at det er savn i en 8-årig udgave, strippet for hensyn og nuancer og konsekvensberegninger og analyser. Og det er jo kun godt og sundt og sikkert en hel del behageligere bare at sige lige ud hvad man tænker og føler lige her og nu. Men det ændrer ikke på at det sårer mig så uendeligt meget. Én ting er at føle sig valgt fra af sit barn, det gør ondt nok. Noget andet er at få at vide at de livsvalg jeg har truffet, primært for hendes skyld, ikke er gode nok. Det gør ondt OG føles samtidig virkelig uretfærdigt.

Jeg ved godt at det hele kan koges ned til: “Jeg savner far virkelig meget”, men hvor ville jeg dog ønske at det var det hun sagde i stedet for. Og hvor ville jeg ønske at jeg kunne finde ud af at håndtere det på en hensigtsmæssig måde. Det kan jeg ikke. Jeg føler det som om jeg altid gør mit aller allerbedste, anstrenger mig til mit alleryderste, men det er bare aldrig godt nok. Far er altid bedre. Jeg ved jo godt, at det ikke er en konkurrence (hader i øvrigt også konkurrencer, så hvis det rent faktisk var en konkurrence, ville jeg aldrig melde mig til den alligevel…). Og jeg kan og skal aldrig være (ligesom) hendes far. Og hvor er det dog dejligt hun har så godt et forhold ham! Men jeg synes simpelthen det er så svært at håndtere den slags udsagn fra hende på en god måde, der ikke bare sårer hende tilbage eller gør vold på mig selv. I går håndterede jeg det i hvert fald ikke særligt yndefuldt. Fik sagt noget med at hun da var velkommen til at bo hos sin far i stedet for, hvis det var det hun ville. Det var nok ikke lige det hun havde brug for at høre.

Det gav mig bare ubehagelige tilbageblik på min egen barndom, der var en perlerække af hensyntagen til de voksne. “Lad nu være med at gøre din far ked af det” eller “Nu blev han virkelig såret over hvad du sagde, nu begynder han sikkert at drikke igen”. Og jeg husker så tydeligt åget på mine skuldre af at have gjort mine forældre kede af det. Det åg skal min datter ikke bære! Så jeg skal i hvert fald ikke reagere som jeg gjorde i går!

Men hvis jeg skulle have reageret på den “voksne” måde, hvad skulle jeg så have gjort? Hvis jeg bare havde sagt: “Jeg forstår godt du virkelig savner far, det er også en svær situation at være skilsmissebarn” og hvad jeg ellers kunne have kogt suppe på over temaet “dit liv er hårdt”, havde det så været respektfuldt over for mine egne følelser? Lige i øjeblikket er jeg måske også lige lovligt opmærksom på at føle og udtrykke hvad jeg føler – en del af det dér Tuba-terapi. Så måske er jeg den eneste der bruger tid og energi og hjertekvaler på at tænke over den slags ting, men her er lige et par spørgsmål til jer, der måske er mere følelsesmæssigt kloge end mig: Må man overhovedet vise sine børn hvis de sårer én? Eller skal man være klippen, der bare altid tager imod uanset hvad de disker op med? Hvordan er man sårbar over for børn uden at give dem dårlig samvittighed og lægge ansvaret for ens følelser over på dem? Skal man bare suck it up og acceptere at der altid vil være et skævt forhold mellem forælder og barn? Eller er der en god måde at sige: “Skat, jeg blev rigtig ked af det du lige sagde” uden at fucke med deres hoved?

Mors pige og fars datter

Nogle dage forstår jeg bare overhovedet ikke, at Antagonisten og jeg nogensinde har kunnet være kærester og få et barn sammen. Vi er simpelthen så forskellige! Han er til høj musik, spontanitet, eksperimenteren og har sjældent ro i lang nok tid til at kunne sidde stille. Jeg er til fred og ro, stabilitet, forudsigelighed og har det allerbedst hjemme på sofaen under plaiden, kun i selskab med en kop kaffe og en god bog (hej hej, der dukkede Preben lige op for en kort bemærkning, hva?). Hvordan vi to nogensinde har tænkt: “Hey, jeg har det! Vi skal sgu da bo sammen og have børn og alt muligt!” er mig en gåde. Men hvorom alting er, var det jo så det vi gjorde, og resultatet var vores smukke og dejlige Filosof.

Det der så bliver konsekvensen af at få et barn med et menneske, der er væsensforskelligt for én selv, er jo så at barnet uundgåeligt bliver lidt af en ambivalent type, halvt Preben og halvt rock’n’roll… Og så hjælper det jo heller ikke på det hele at have to adresser. Det stakkels delebarn er komplet skizofrent. Hun lever i to vidt forskellige verdener med to værelser, to tøjskabe, to regelsæt, to madplaner, to hårshampooer, to hjem. Og det er bare den praktiske del. Hvad der er endnu mere skizo er de to komplet forskellige kulturer, hun skifter mellem. Hos far tager de i Tivoli og på Bakken og i legeland og besøger farmor i Jylland og leger med venner. Hos mor er vi bare hjemme hele weekenden, har nattøj på fra vi står op til vi går i seng, lægger puslespil, læser bøger og sover til middag. Det må være meget forvirrende. Men på nogle punkter er det også meget godt. Forældre kan jo hver især noget forskelligt, og det er nu også meget rart at han kan give hende noget, som jeg aldrig ville kunne – og omvendt. Jeg hader fx Tivoli, bare spørg Preben, hans hentehår kommer helt ud af kurs bare ved tanken.

Når Filosoffen har været hos sin far i weekenden, er det altid med blandede følelser, at jeg tager imod hende. Så er hun nemlig helt anderledes. Hun har noget fremmed tøj på. Hun dufter anderledes. Hun taler anderledes. Hun griner anderledes og af nogle andre ting. Hun laver nogle helt andre ansigtsudtryk end hun plejer. Selv om det kun er to dage siden at jeg så hende sidst, er det alligevel som at sidde med et fremmed barn på skødet. Hun er ikke min pige, hun er sin fars datter.
Det er jo som sådan helt naturligt. Selvfølgelig er der en del af hende, der er far og en del af hende, der er mor. Og heldigvis er hun allermest bare sig selv! Men alle børn har jo nogle personlighedstræk og noget adfærd, der stammer fra henholdsvis den ene eller den anden forælder. Hos et delebarn bliver disse træk bare fremhævet ekstra meget afhængigt af hvem barnet er hos. Hun tilpasser sig miljøet hun er i som en kamæleon i en jungle.

Når hun så skifter miljø, tager det altid lige lidt tid for hende at skifte farve. Så jeg har lige fars datter på besøg en dags tid eller to inden mors pige dukker op. Klart nok, med den heftige kontrast i de to miljøer hun bebor.
Faktisk tror jeg nærmest ikke at Antagonisten og jeg har noget som helst til fælles ud over barnet. Vi kan være så rygende uenige om alt – politik, menneskelige værdier, opdragelse, ja jeg husker endda en gang, mens vi stadig var gift, hvor vi måtte bede Facebook-vennerne om hjælp, fordi vi ikke kunne blive enige om, hvilken farve denne håndvask var:

ha%cc%8andvask

Så I kan nok se, hvilket niveau vi snakker… “Den er da gul!”, “Nej den er grøn!”, “Nahaj!”, “Joho!”. #udenforpædagogiskrækkevidde.

På trods af forskellighederne samarbejder vi sådan set overraskende godt. Og én ting kan vi i hvert fald blive enige om: Filosoffen er the shit! Og der er ikke nogen, der skal komme og sige noget andet! Så da jeg i går blev ringet op af fru F.Lueknepper fra skolen, fordi de gerne ville forlænge vores skole-hjem-samtale med 15 minutter grundet Filosoffens dårlige opførsel den sidste tid, var Antagonisten og jeg rørende enige om, hvad der var på færde.

Det der er på færde, er at Filosoffen så meget skal skifte skole! Skolen har fået stemplet hende som obsternasig og nu ser de alt, hvad hun gør, med de briller på. Et eksempel på hendes såkaldt dårlige opførsel var, at hun sad og tegnede (med blyant) på sit bord. Da læreren så sagde, at det måtte hun ikke, sagde hun: “Men jeg kan jo bare viske det ud bagefter”. Ja puha, mage til uopdragent barn. Har næsten lyst til at lave en hurtig statistik over, hvor mange voksne der har tegnet på deres borde som små, uden at være endt i ungdomsfængsel, men tværtimod er blevet til helt almindelige pæne mennesker med fuldtidsjobs og alt muligt.
Indtil nu har jeg faktisk være meget underdanig og autoritetstro over for skolen, jeg har vendt det hele indad og funderet meget over, hvor jeg har fejlet i opdragelsen og bebrejdet skilsmissen og alt muligt andet. Indtil jeg blev ringet op af F.Lueknepper, der harmdirrende fortalte om, hvor slemt hun opførte sig ved at tegne på bordet. Så begyndte det at dæmre for mig, at alt muligvis ikke er min skyld, at der ikke er tale om forfejlet opdragelse. At der faktisk nærmere kan være tale om en skole med tvivlsomme pædagogiske metoder.

Nå, men da jeg så ringede til Antagonisten for at udtrykke min frustration, var han helt rolig og vi fik en rigtig god snak om, hvad vi skulle sige og gøre til samtalen. Og vi var fuldstændigt enige! Så nok er vi så forskellige, som man overhovedet kan være, som hund og kat, som nat og dag – men vi er i hvert fald helt enige om én ting: Nobody puts (our) baby in the corner!

Det, der får min sovs til at skille

Som tegnsprogstolk fungerer man gerne også som ven, psykolog, læge, coach, ernæringsekspert eller hvad nu brugeren ellers har behov for at man er den dag. Forleden fungerede jeg så som skulder, fordi min stakkels bruger havde kærestesorger. Og det var naturligvis virkelig træls og synd for ham, men det gav også mig en mulighed for at være lidt taknemmelig for mit ellers til tider noget kaotiske liv.

Det lyder muligvis utroligt irriterende og positiv psykologi-agtigt, men jeg er simpelthen så taknemmelig for alt det lort jeg har været igennem! For uden alle disse ting, havde jeg aldrig været her, hvor jeg er i dag.

Der var et tidspunkt, lige efter det helt store opgør havde stået mellem Antagonisten og jeg, hvor jeg følte at alt var håbløst og ligegyldigt. Jeg havde mest lyst til bare at lægge mig til at sove og aldrig vågne igen. Alt var så uoverskueligt. At skulle leve med så meget modstand og vrede fra en mand, jeg havde elsket i mange år og som er far til mit barn. At skulle håndtere barnets sorg. At skulle håndtere min egen sorg. At skulle starte helt forfra.

Men nu, hvor jeg er kommet næsten helskindet om på den anden side, ville jeg ikke have været alt det lort foruden! For hold da op, hvor har jeg lært meget. Om mig selv og mine egne grænser, om parforhold og hvad jeg egentlig ønsker at få ud af det her liv.

Og så er der kommet et helt nyt og respektfuldt forhold mellem Antagonisten og mig ud af det. Hvem skulle have troet det? Jeg har da godt nok måttet sluge indtil flere kameler gennem tiden, faktisk begyndte jeg i en periode at identificere mig kraftigt med pytonslangen, som jeg har hørt kan få sin kæbe til at gå af led for at kunne sluge et bytte der er mange gange større end den selv… Men efterhånden som jeg har fået automatiseret kamelslugningsteknikken og tillært mig girafsprog, så er alt faktisk gået hen og blevet ok. Jeg finder mig selv nu i hyggelige samtaler med Antagonisten og vi har udviklet et venskab og forældreskab, som vi aldrig havde, da vi var sammen. Det er ret utroligt, så dårlige vi var til at være kærester og så gode vi nu er til ikke at være det. Til efterårsfest på Filosoffens skole i torsdags hyggede vi os vældigt midt i mylderet af børn og forældre og suppe og græskarlamper – en komplet utænkelig situation, hvis vi havde været der som par! Sært.

Men ud over at være taknemmelig over det nye forhold Antagonisten og jeg har fået til hinanden, er jeg også meget glad for det parforhold jeg er i nu. Man kan sige, at et dysfunktionelt parforhold har gjort mig i stand til at definere, hvad jeg vil og ikke vil. Hvad der gør mig glad, og hvad der bestemt ikke gør. Og derfor kan jeg også med hundrede procent ro i maven sige, at jeg er lykkelig i mit parforhold. Ikke periodevis glad eller med håbet om, at det nok skal gå hvis bare vi lige… Nej, simpelthen bare lykkelig.

Sidst men ikke mindst har min skilsmisse haft en dejlig groundende effekt på mig. Jeg har mange gode ting kørende for mig, men skilsmissen er ridsen i pladen. Eller som min kollega siger, så er skilsmissen det, der får min sovs til at skille (høhø).  Det er træls at have en sovs, der skiller, men det er til gengæld også det, der altid sætter tingene i perspektiv. Man føder sit barn i de vildeste smerter, et smart trick fra naturens side, så man altid kan tænke tilbage på fødslen og tænke: “Ok, det kan umuligt blive værre end det!”, når man sidder kl.3 om natten med en skrigende baby. Således ser jeg også min skilsmisse: Den var vendepunktet i mit liv, der hvor bunden var nået. Så i al min tristesse over delebarn og sammenbragt familie og alt hvad der dertil hører, er der alligevel altid en lille optimistisk jubelidiot inden i mig, der siger, at det umuligt kan blive lige så rædsomt, som dengang.

Og når jeg så sidder dér med min bruger og hans kæresteproblemer, kan jeg lytte og trøste og støtte og samtidig tænke for mig selv, at hvor er det dog skønt, at jeg ikke er dér i mit liv mere. At jeg er kommet igennem, videre, – harder, better, faster, stronger.

Mor, (bonus)far og delebarn #2

Da jeg blev skilt tænkte jeg primært på, hvor hårdt det ville blive for mig, for Optimisten og for Antagonisten – for os, der var en familie og nu skulle stoppe med at være det. Men jeg havde ikke tænkt så meget over, hvordan det en dag ville være at starte en ny familie op.

Da Optimisten og jeg så blev kærester, forsøgte vi at gøre det hele på den “rigtige” måde, sådan som bøgerne sagde vi skulle gøre – for naturligvis havde jeg lige læst et par bøger eller 6 om det, det skulle da nødigt hedde sig… Ligesom jeg gjorde, da jeg fik hund – bare lige for at skimme de mest kendte teorier på området, man er vel akademiker… Nå, men akademikeren her havde altså sat sig grundigt ind i hvordan “man” gør, når “man” vil lykkes med en sammenbragt familie! Jeg havde læst, at det er vigtigt at introducere det nye element (her: Optimisten) langsomt og forsigtigt og respektere barnets grænser. Så Optimisten og Filosoffen mødte hinanden, da vi havde været kærester i 10 måneder. Nogle få timer første gang, og så trappede vi lige så stille op frem til vi nåede til overnatningsstadiet og et år og 5 måneder senere flyttede han så ind.

Vi var sgu rimeligt godt tilfredse med den proces, hvis vi selv skulle sige det! Lige efter bogen! Men det viste sig så også at være den nemmeste del af hele processen.

Der er altså ret så stor forskel på at flytte sammen som par uden barn og så på at starte en sammenbragt familie. Der er ikke meget romantik og kiggen hinanden dybt i øjnene i stearinlysets skær over det skulle jeg hilse at sige. Det er mere en form for militærøvelse, hvor man træner udholdenhed og styrke i ti graders frost med våde støvler og til lyden af hundeglam.

Heldigvis var det også pænt uromantisk, da Antagonisten og jeg i sin tid flyttede sammen. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg sad klar i vores nye fælles lejlighed iklædt silkekimono og intet andet, mens jeg ventede på, at han kom tilbage efter at have afleveret flyttebilen. Jeg havde været kreativ og lavet lysestager af sølvpapir og smurt os nogle madder, som jeg havde rettet an på en flyttekasse sammen med de tændte stearinlys – ret så romantisk, hvis jeg selv skal sige det. Men da han kom tilbage var han så træt, at han gik direkte i seng. Jeg spiste begge madder og fik stearin ned af mit nøgne lår. Velkommen til livet som samboende…

Nå, men så det var altså ikke dette sammenligningsgrundlag, der gjorde Optimistens og min sammenflytning lidet romantisk. Det var mere at det af hensyn til barnet måtte foregå sådan lidt hurtigt og effektivt med knapt så meget kiggen hinanden i øjnene og en del mere applaus, når barnet pakkede en julemandslysestage ned.

Da selve flytningen så var overstået tænkte vi, at nu skulle vi “bare” lære at bo sammen allesammen. Når et par uden børn flytter sammen, skal man lige lære hinanden rigtigt at kende, opdage hinandens dårlige vaner og nye irriterende sider, man ikke kendte til før. Alt det skal man naturligvis også i den sammenbragte familie – bare nu akkompagneret af et barn i krise, der klynger sig hysterisk til sin biologiske forælder og ønsker den nye familie ud hvor peberet gror.

Så tænkte vi jo, at det måtte være noget med at respektere hinandens grænser og kommunikere og sådan nogle ting, så skulle det hele nok gå. Hun skulle bare lige have lidt tid til at fordøje det hele og vænne sig til den nye situation. Jo. Any day now. Nu er der snart gået to år, og det begynder så småt at blive nemmere. Men det er stadig en balancegang. Intet kommer af sig selv, det hele er hårdt arbejde.

Ofte føler jeg mig som en lus mellem to negle – neglene being Optimisten og Filosoffen. Jeg ser det oftest som min opgave at forsvare den ene over for den anden. Jeg føler mig lidt ligesom de dér cirkusartister, der skal holde to tallerkener i gang, mens de roterer på pinde. Små fjollede hændelser i hverdagen, hvor jeg pludselig befinder mig i midten som en slags mægler – eller tolk, for det gør jo heller ikke sagen nemmere, at Filosoffen og Optimisten heller ikke taler samme sprog. Og indimellem brokker de sig over hinanden til mig, hvis de synes den anden er urimelig eller irriterende. Det kan være virkelig hårdt at skulle lægge øre til kritik af den ene elskede fra den anden elskede. Men samtidig er det jo også virkelig vigtigt at give plads – til alle følelserne, også de mindre pæne. Nogle gange ville jeg bare ønske, at det ikke var mig, der var i midten, lusen, den der får tallerkenerne til at spinne. For det slider, både på mig og forholdet og familien. Der er dage, hvor jeg er træt og følelsesmæssigt udmattet, hvor jeg tænker på, hvad fanden jeg dog har rodet mig ud i.

Andre gange, som forleden eftermiddag, går Filosoffen ud i køkkenet og hælder nogle nødder op i en lille skål – “Jeg tænkte, at I også gerne ville have” og siger derefter, på tegnsprog, at vi skal sætte os ind i sofaen, hvor hun resolut maser sig ned imellem os, så hun kan have hovedet i Optimistens armhule og benene på mit skød. Så tænker jeg, at det hele nok skal gå alligevel.

Far, mor og delebarn #1

Jeg tror jeg kunne skrive flere romaner om det at have et delebarn. Det er noget særdeles.

Lige efter skilsmissen handlede det mest bare om at få det hele til at glide, en ny hverdag, alene med et barn, der var i dyb sorg over, at mor og far ikke var kærester mere. Pyha. Det sværeste overhovedet var at rumme alle de følelser. Mine egne følelser var det mindste problem! Først og fremmest skulle jeg rumme Filosoffens følelser. Jeg havde lyst til at skrige, hver gang hun spurgte, hvorfor jeg ikke gad at være kærester med far mere eller hvornår far flyttede hjem igen. Alle de raserianfald hun fik, alle de gange hun græd over, at hendes strømpe sad fast på foden eller havregrøden var blevet kold (altså alle de ekstra gange hun gjorde det… Jeg plejede at kalde timen efter afhentning for happy hour: almindelig lorte-børneadfærd, bare dobbelt-op). Jeg vidste jo godt, hvor det alt sammen kom fra, men mest af alt havde jeg bare lyst til at holde mig for ørerne og skråle “Mariehønen Evigglad” indtil hun var færdig med at være ked af det over det, jeg jo godt vidste, at jeg selv havde gjort ved hende. Men det har jeg læst et sted ikke er acceptabel mor-adfærd, så jeg gjorde i stedet som alle bøgerne sagde: Jeg lyttede, jeg lod hende snakke og græde og skrige. Og så snart hun var blevet lagt i seng om aftenen, spiste jeg en liter is og græd, så snot og is stod ud til alle sider. Jep, det var en awesome periode.

Men det var ikke kun Filosoffens følelser, der skulle rummes. Det var også Antagonistens. Han var vred. Fair nok, han var blevet kastet ud i en skilsmisse, han ikke selv havde ønsket. Så jeg modtog mangen sur sms eller mail, hvor jeg hver gang måtte veje mine ord på en guldvægt for ikke at optrappe konflikten. “Tænk på barnet, tænk på samarbejdet” messede jeg for mig selv, hver gang der tikkede en overfusende sms ind. Og jeg påtog mig skylden for alt! Både for de ting, der med rimelighed kunne tilskrives mig (som fx skilsmissen, samværsfordelingen) og for de ting, der ikke lige umiddelbart kunne tilskrives mig (som fx al modgang, Antagonisten oplevede).

Men tiden sårer alle læger, som man siger. Heldigvis står der ikke SKYLDIG i panden på mig mere (som I kan se nedenfor). Og Antagonisten og jeg har med tiden opnået et…ja, jeg har næsten lyst til at sige venskab. I hvert fald kan vi grine af og elske vores barn sammen, så langt så godt!

Jeg er med tiden også blevet bedre til at rumme Filosoffens følelser. Men det skærer stadig i hjertet, når hun græder, fordi hun savner sin far. Eller når hun kommer hjem og har tegnet en tegning af et hus, og foran står hun med sin far og med en masse kaniner, katte, hunde, heste og fugle (ja, hun er ret glad for dyr… Hun har også sagt med overbevisning i stemmen, at hun vil være dyrlæge, når hun bliver stor! Og med hendes viljestyrke (som hun på ingen måde har arvet fra sin mor…), skal hun nok blive det! Ved bare ikke lige om hun helt har indset, at hun skal bruge ret meget tid på at have armen inde i røven på en ko… Men hey, thumbs up for at have et sejere mål i livet end at vinde X-factor eller blive Danmarks næste Topmodel…).

Jeg ville bare virkelig ønske, at hun også ville tegne en lille tegning af os og lejligheden i NV. Bare en lille én. Forleden dag, da jeg kom til at grynte et eller andet surt efter hun havde forherliget sin far med vanlig omhu, sagde hun: “Bliver du sådan lidt jaloux, lidt ligesom jeg bliver på Optimisten nogle gange?” Wow, sikke en vild refleksion fra så lille et menneske! Og det er jo lige i øjet! Jeg er mega jaloux! Jeg ved godt med min fornuft, at det ikke er en konkurrence om at være den bedste forælder… Far og mor kan noget helt forskelligt og Filosoffen skal så meget have lov til at forgude sin far, lige så meget som så mange andre små piger gør. Men come on, jeg er sgu da også meget sej?!

I hvert fald bruger jeg virkelig meget tid og energi og tankevirksomhed på at være en god mor for hende. Og jeg kan godt indimellem føle mig en anelse udmattet, når jeg i en lang periode er stået op kl.6 for at bage boller til morgenmad og har trodset tyngdeloven og trafikreglerne for at hente hende før kl.16 hver dag og har meldt mig til det forpulede forældreråd og har udholdt sirenen, når reglerne om fjernsynstid ikke behager prinsessen, og når jeg har stået helt smurt ind i mel og tomatsovs, fordi vi har lavet vores egen pizza (man er vel pædagogisk og økologisk og andre politisk korrekte -isk’er) – og når så frustrationen og trætheden har nået et højdepunkt, siger hun lige: “Far har sagt, at jeg må få en hest, når vi flytter til Jylland! Jeg savner far, hvornår skal jeg hjem til ham igen?”

Bare kald mig Sisyfos. “They see me rollin, they hatin…”.

Og så i går putter hun sig ind til mig og siger, at min mave skal snakke (det er en ting, vi har – jeg lader som om min mave snakker, laver min stemme om og, ja for at sige det ligeud: den opfører sig som et lille svin) og da vi har grinet af, siger hun: “Du er verdens bedste mor”. Årh. Så kan jeg godt lige klare et par ture mere med stenen…

IMG_2867

Older posts