Når tæerne ikke kan flettes

Mor, (bonus)far og delebarn #2

Da jeg blev skilt tænkte jeg primært på, hvor hårdt det ville blive for mig, for Optimisten og for Antagonisten – for os, der var en familie og nu skulle stoppe med at være det. Men jeg havde ikke tænkt så meget over, hvordan det en dag ville være at starte en ny familie op.

Da Optimisten og jeg så blev kærester, forsøgte vi at gøre det hele på den “rigtige” måde, sådan som bøgerne sagde vi skulle gøre – for naturligvis havde jeg lige læst et par bøger eller 6 om det, det skulle da nødigt hedde sig… Ligesom jeg gjorde, da jeg fik hund – bare lige for at skimme de mest kendte teorier på området, man er vel akademiker… Nå, men akademikeren her havde altså sat sig grundigt ind i hvordan “man” gør, når “man” vil lykkes med en sammenbragt familie! Jeg havde læst, at det er vigtigt at introducere det nye element (her: Optimisten) langsomt og forsigtigt og respektere barnets grænser. Så Optimisten og Filosoffen mødte hinanden, da vi havde været kærester i 10 måneder. Nogle få timer første gang, og så trappede vi lige så stille op frem til vi nåede til overnatningsstadiet og et år og 5 måneder senere flyttede han så ind.

Vi var sgu rimeligt godt tilfredse med den proces, hvis vi selv skulle sige det! Lige efter bogen! Men det viste sig så også at være den nemmeste del af hele processen.

Der er altså ret så stor forskel på at flytte sammen som par uden barn og så på at starte en sammenbragt familie. Der er ikke meget romantik og kiggen hinanden dybt i øjnene i stearinlysets skær over det skulle jeg hilse at sige. Det er mere en form for militærøvelse, hvor man træner udholdenhed og styrke i ti graders frost med våde støvler og til lyden af hundeglam.

Heldigvis var det også pænt uromantisk, da Antagonisten og jeg i sin tid flyttede sammen. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg sad klar i vores nye fælles lejlighed iklædt silkekimono og intet andet, mens jeg ventede på, at han kom tilbage efter at have afleveret flyttebilen. Jeg havde været kreativ og lavet lysestager af sølvpapir og smurt os nogle madder, som jeg havde rettet an på en flyttekasse sammen med de tændte stearinlys – ret så romantisk, hvis jeg selv skal sige det. Men da han kom tilbage var han så træt, at han gik direkte i seng. Jeg spiste begge madder og fik stearin ned af mit nøgne lår. Velkommen til livet som samboende…

Nå, men så det var altså ikke dette sammenligningsgrundlag, der gjorde Optimistens og min sammenflytning lidet romantisk. Det var mere at det af hensyn til barnet måtte foregå sådan lidt hurtigt og effektivt med knapt så meget kiggen hinanden i øjnene og en del mere applaus, når barnet pakkede en julemandslysestage ned.

Da selve flytningen så var overstået tænkte vi, at nu skulle vi “bare” lære at bo sammen allesammen. Når et par uden børn flytter sammen, skal man lige lære hinanden rigtigt at kende, opdage hinandens dårlige vaner og nye irriterende sider, man ikke kendte til før. Alt det skal man naturligvis også i den sammenbragte familie – bare nu akkompagneret af et barn i krise, der klynger sig hysterisk til sin biologiske forælder og ønsker den nye familie ud hvor peberet gror.

Så tænkte vi jo, at det måtte være noget med at respektere hinandens grænser og kommunikere og sådan nogle ting, så skulle det hele nok gå. Hun skulle bare lige have lidt tid til at fordøje det hele og vænne sig til den nye situation. Jo. Any day now. Nu er der snart gået to år, og det begynder så småt at blive nemmere. Men det er stadig en balancegang. Intet kommer af sig selv, det hele er hårdt arbejde.

Ofte føler jeg mig som en lus mellem to negle – neglene being Optimisten og Filosoffen. Jeg ser det oftest som min opgave at forsvare den ene over for den anden. Jeg føler mig lidt ligesom de dér cirkusartister, der skal holde to tallerkener i gang, mens de roterer på pinde. Små fjollede hændelser i hverdagen, hvor jeg pludselig befinder mig i midten som en slags mægler – eller tolk, for det gør jo heller ikke sagen nemmere, at Filosoffen og Optimisten heller ikke taler samme sprog. Og indimellem brokker de sig over hinanden til mig, hvis de synes den anden er urimelig eller irriterende. Det kan være virkelig hårdt at skulle lægge øre til kritik af den ene elskede fra den anden elskede. Men samtidig er det jo også virkelig vigtigt at give plads – til alle følelserne, også de mindre pæne. Nogle gange ville jeg bare ønske, at det ikke var mig, der var i midten, lusen, den der får tallerkenerne til at spinne. For det slider, både på mig og forholdet og familien. Der er dage, hvor jeg er træt og følelsesmæssigt udmattet, hvor jeg tænker på, hvad fanden jeg dog har rodet mig ud i.

Andre gange, som forleden eftermiddag, går Filosoffen ud i køkkenet og hælder nogle nødder op i en lille skål – “Jeg tænkte, at I også gerne ville have” og siger derefter, på tegnsprog, at vi skal sætte os ind i sofaen, hvor hun resolut maser sig ned imellem os, så hun kan have hovedet i Optimistens armhule og benene på mit skød. Så tænker jeg, at det hele nok skal gå alligevel.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Når tæerne ikke kan flettes