Er utaknemmelighed en moders løn?

Jeg har det stramt med utaknemmelige børn. Ikke fordi jeg forventer af min datter at hun skal falde på knæ for mig eller bygge en æresport fordi jeg har født hende, bevares jeg har selv valgt at få hende. Men det kan bare godt gøre lidt ondt, når jeg bruger størstedelen af min energi på at gøre alting godt for hendes skyld og hun så belønner det med at give mig fingeren – følelsesmæssigt i hvert fald.

Måske er det en skilsmisseting? Hun savner sin far, og det kan jeg bestemt ikke fortænke hende i. Han bor meget langt væk og hun ser ham ret sjældent og kun i kort tid af gangen. Og hendes savn synes jeg egentlig selv at jeg rummer rimelig godt. Hvad jeg så rummer mindre godt er hendes forgudelse af alt ved FAR (sagt med rumklang): alt hos far er bedre, sjovere, flottere, vildere – bare sådan ca. 20% bedre. Som fx svømmehallen. Hun havde haft en rigtig god tur i svømmehallen med sin far, så hun ville også gerne i svømmehallen med os. Men da vi så kom, var det jo bare ikke liiiiige den hvide t-shirt, altså det var bare 20% bedre hos far, skulle vi tænke på: vandet var varmere, rutsjebanerne vildere, vipperne højere og selskabet bedre. Og i går aftes sagde hun så til mig, at hun meget hellere vil bo i Jylland hos far, for det er på en gård og det er meget bedre end at bo i lejlighed. Altså ikke fordi hun ikke var glad for mig eller noget, hun var bare lidt gladere for far. Av.

Mit intellekt siger mig, at det er savn i en 8-årig udgave, strippet for hensyn og nuancer og konsekvensberegninger og analyser. Og det er jo kun godt og sundt og sikkert en hel del behageligere bare at sige lige ud hvad man tænker og føler lige her og nu. Men det ændrer ikke på at det sårer mig så uendeligt meget. Én ting er at føle sig valgt fra af sit barn, det gør ondt nok. Noget andet er at få at vide at de livsvalg jeg har truffet, primært for hendes skyld, ikke er gode nok. Det gør ondt OG føles samtidig virkelig uretfærdigt.

Jeg ved godt at det hele kan koges ned til: “Jeg savner far virkelig meget”, men hvor ville jeg dog ønske at det var det hun sagde i stedet for. Og hvor ville jeg ønske at jeg kunne finde ud af at håndtere det på en hensigtsmæssig måde. Det kan jeg ikke. Jeg føler det som om jeg altid gør mit aller allerbedste, anstrenger mig til mit alleryderste, men det er bare aldrig godt nok. Far er altid bedre. Jeg ved jo godt, at det ikke er en konkurrence (hader i øvrigt også konkurrencer, så hvis det rent faktisk var en konkurrence, ville jeg aldrig melde mig til den alligevel…). Og jeg kan og skal aldrig være (ligesom) hendes far. Og hvor er det dog dejligt hun har så godt et forhold ham! Men jeg synes simpelthen det er så svært at håndtere den slags udsagn fra hende på en god måde, der ikke bare sårer hende tilbage eller gør vold på mig selv. I går håndterede jeg det i hvert fald ikke særligt yndefuldt. Fik sagt noget med at hun da var velkommen til at bo hos sin far i stedet for, hvis det var det hun ville. Det var nok ikke lige det hun havde brug for at høre.

Det gav mig bare ubehagelige tilbageblik på min egen barndom, der var en perlerække af hensyntagen til de voksne. “Lad nu være med at gøre din far ked af det” eller “Nu blev han virkelig såret over hvad du sagde, nu begynder han sikkert at drikke igen”. Og jeg husker så tydeligt åget på mine skuldre af at have gjort mine forældre kede af det. Det åg skal min datter ikke bære! Så jeg skal i hvert fald ikke reagere som jeg gjorde i går!

Men hvis jeg skulle have reageret på den “voksne” måde, hvad skulle jeg så have gjort? Hvis jeg bare havde sagt: “Jeg forstår godt du virkelig savner far, det er også en svær situation at være skilsmissebarn” og hvad jeg ellers kunne have kogt suppe på over temaet “dit liv er hårdt”, havde det så været respektfuldt over for mine egne følelser? Lige i øjeblikket er jeg måske også lige lovligt opmærksom på at føle og udtrykke hvad jeg føler – en del af det dér Tuba-terapi. Så måske er jeg den eneste der bruger tid og energi og hjertekvaler på at tænke over den slags ting, men her er lige et par spørgsmål til jer, der måske er mere følelsesmæssigt kloge end mig: Må man overhovedet vise sine børn hvis de sårer én? Eller skal man være klippen, der bare altid tager imod uanset hvad de disker op med? Hvordan er man sårbar over for børn uden at give dem dårlig samvittighed og lægge ansvaret for ens følelser over på dem? Skal man bare suck it up og acceptere at der altid vil være et skævt forhold mellem forælder og barn? Eller er der en god måde at sige: “Skat, jeg blev rigtig ked af det du lige sagde” uden at fucke med deres hoved?

Om at være blevet et bedre menneske af at blive mor

Nu hvor det er hjerternes fest og alt det, tænkte jeg at det var på tide med en positiv vinkel på det med moderskabet. Som indlægget sidst mere end antydede, har jeg haft det meget stramt med at blive mor og alt hvad det dermed indebærer. Det har bragt mig mange sorger og frustrationer og det vedbliver med at være mit livs sværeste opgave.

Men, for der er et men, nu vil jeg gerne også fortælle lidt om den positive side af medaljen. Altså ikke så meget om hvor meget jeg elsker mit barn. Den slags har jeg aldrig ment var i offentlighedens interesse, så det vil jeg hellere gemme til rare stunder med hovedpersonen selv. I stedet vil jeg her fortælle, hvordan moderskabet har gjort mig til et bedre menneske.

Før jeg blev mor, var jeg nemlig en lille egoistisk, navlepillende finke. Så er det sagt. Jeg havde utroligt travlt med mig selv og mine egne behov og jeg kunne bryde sammen over presset, hvis vasketøjskurven var fuld eller jeg skulle tidligt op om morgenen. Men efter jeg har fået barn, er der kommet andre boller på suppen. Det at skulle drage omsorg for et andet menneske, er et kæmpemæssigt ansvar. Og det er så utroligt dannende samtidig! Her er nogle ting, der har forbedret mig som menneske, efter jeg er blevet mor:

  • Kan (næsten) stå op om morgenen uden at være ved at kaste op af medlidenhed med mig selv.
  • Kan (næsten) udsætte mine egne behov. I hvert fald i en time!
  • Kan nå at gennemtænke en situation på et splitsekund og fx nå at gribe mælkeglasset inden det tilter eller lave en lynhurtig konsekvensanalyse af Filosoffens vejrmøller, der ganget med antallet af møbler i stuen og divideret med radiussen af hendes benlængde² er lig med katastrofe og en tur på skadestuen.
  • Har (næsten) lært at omgås andre mennesker. Fx er jeg efterhånden ved at have lært, hvordan man smalltalker med de andre børns forældre og kan næsten huske børnenes navne også. #tjekkettype
  • Har fået en gevaldig selvindsigt. Der er intet, der fordrer selvanalyse, som et skænderi med en 7-årig.
  • Er blevet mere tålmodig. Har simpelthen lært mig selv at tælle til ti inden jeg gør noget, jeg fortryder senere.
  • Er blevet mere mild og betænksom over for andre.
  • Har lært at tale girafsprog – det lykkes ca.60% af tiden. Resten af tiden tæller jeg…
  • Har fået mere forståelse for andre (voksne) mennesker – især dem, der opfører sig som en 3-årig, der ikke må få en is.
  • Har fået et helt andet forhold til min krop. Efter en fødsel, kan andre smerter godt gå hjem og vugge – intet gør mere ondt end at presse et lille menneske ud af sin tissekone. Og forkølelse er heller ikke længere en sygdom, det har jeg virkelig ikke tid til. Nej næsespray og Strepsils er mine venner. I det hele taget er min selvmedlidenhed blevet minimeret. #hårdførtype
  • Har lært at udnytte min tid optimalt! Og med optimalt mener jeg, at jeg har lært at prioritere min tid. En time på sofaen uden afbrydelser skal prioriteres højest, da man aldrig aner, hvornår det sker igen!
  • Jeg er blevet mere tilgivende i diskussioner med ignorante og snævertsynede mennesker. Det kan umuligt blive dummere end at diskutere med en 3-årig, om det er smart at have sandaler på i snevejr.
  • Jeg har (næsten) lært at slippe min perfektionisme. Perfektionisme og madlavning med et barn er to helt uforenelige størrelser. Champignonerne bliver skåret ud i Picasso-lignende figurer og jødekagerne bliver stukket ud med en tog-form og overhældt med så meget kanelsukker, at kagen ender i 3D. Der er en grund til, at jeg ikke er på Instagram. #grimmad#grimmekager#rodetkøkken#tværmor. Men hey, barnet er stolt og har stadig alle ti fingre. Se hvor u-perfektionistisk og afslappet jeg er!
  • Jeg tager ikke mig selv så højtideligt længere. Det kan man jo ikke så godt, når man skal få et barn til at grine. De griner sjældent af Holbergcitater. Så må man ty til fjollede stemmer og pruttelyde. Det clasher lidt med selvhøjtideligheden.
  • Min OCD bliver konstant udfordret af at have barn. Alt er kaos, rodet og beskidt. Og hun lever stadig. Så måske er alt ikke så farligt, som min angst vil have mig til at tro.
  • Moderskabet har også fået mig til at sætte meget mere pris på ting. Når man har været frarøvet noget i en periode, bliver det så meget desto federe at få det tilbage. Varm kaffe, fx. Søvn. Stilhed. Sex.
  • Filosoffens syn på livet har fået mig til at se ting på en anden måde. Altså rigtigt SE dem. Det fantastiske i en vandpyt. En regnorm, der bælter sig afsted. Når månen er synlig om dagen eller når en kage smager virkelig godt. Eller som da hun helt poetisk en dag sagde, mens hun vendte ansigtet op mod den første forårssol det år: “Mmm, det er ligesom kakao”.
  • Hun har fået mig til at tænke dybere over livet. Alle de myriader af spørgsmål, der vælter ud af den lille hjerteformede mund hver dag. Om livet og døden og kærligheden og vreden og sorgen og glæden. Så mange store tanker i sådan en lille krop. Hun overrasker mig næsten hver dag med nye, dybe tanker om alt muligt.
  • At få barn har givet mig lejlighed til at tænke over min egen barndom. Og tilgive mine forældre for nogle af de ting, de gjorde. De kæmpede og de gjorde deres bedste. Det ved jeg nu.

Ja, det er ikke så lidt moderskabet har givet mig, kan I nok se! Og jeg ville sagtens kunne finde på flere ting! Men nu begynder Preben at røre på sig derinde. For der er grænser for, hvor meget sødsuppe han vil finde sig i på én gang. Så jeg stopper for nu. Nok er jeg mor, men jeg er også Preben, og han skal også have lov at være her. Det er jo trods alt jul.

164327

Helikopterperspektivet

Hvordan ved man, om man er en god mor? Det er tusindkroners-spørgsmålet i øjeblikket. Jeg synes der er så mange mommy-bloggere, der får det hele til at lyde så mega nemt og naturligt. Det er det ikke for mig, for mig er det pisse svært. Det er nok det sværeste jeg nogensinde har skullet mestre og jeg føler mig altid, altid utilstrækkelig og usikker på om jeg gør en skid rigtigt.

Vi var til møde i torsdags på Filosoffens skole. Antagonisten kunne ikke deltage, da han var i England på barsel. Fair nok, når man lige har fået en baby med en englænder. I stedet var Optimisten med – plus en tolk, selvfølgelig. Sikke en oplevelse. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over den. Sjældent har jeg mærket så megen uvilje og stædighed!

Det hele bekræftede bare de tanker jeg havde haft i forvejen: at skolen har en tvivlsom pædagogik. Eller – den havde sikkert været super god, hvis vi levede i 1950’erne… Et par udpluk fra samtalen: “Hun gør jo tydeligvis alle disse ting bevidst“. “Det er svært at straffe en hel klasse på én gang“. Og sagt direkte til barnet: “Så må du prøve at opføre dig ordentligt, så vi kan få lov til at vise dig, at vi godt kan lide dig.” Disse udsagn, lagt sammen med offentlige ydmygelser, såsom at få skrevet sit navn på tavlen, hvis man skal ud at tisse i timen, at blive sendt på gangen/kontoret, hvis man har tegnet på bordet og så lige toppet med en plakat, der hænger inde i klasselokalet, hvorpå der står Vi holder hænder og fødder foran os giver ligesom et fint helhedsindtryk af den skole. Vi er kun lige et spanskrør og en pomadefrisure fra Det Forsømte Forår.

Imens samtalen stod på og i dagene efter har jeg været et stort virvar af følelser igennem. Fra sorg til vrede til foragt til frustration til magtesløshed og så tilbage igen i et langt loop. Samtidig har jeg virkelig forsøgt at se det hele udefra. Er jeg i virkeligheden én af de dér sygt dominerende og irriterende mødre, der overfuser lærerne, fordi den lille sveske ikke bliver opvartet i hoved og mås…? Er jeg sådan en helikopterforælder, der forventer og forlanger, at alle forstår mit barns heeeelt særlige behov? Eller er hun i virkeligheden bare dårligt opdraget? Jeg aner det ikke!

Som jeg før har bekendt herinde, så har dét med, hvordan man anerkender barnets følelser og samtidig sætter grænser, altid været lidt af et mysterie for mig, og netop derfor har jeg brugt virkelig lang tid på at læse bøger om det. Efter at have læst virkelig meget lort, stødte jeg på Fie Hørby og Jesper Juul. Og pludselig fandt jeg noget, der gav virkelig meget mening for mig! Det handlede om at være en tydelig voksen, der sætter grænser, men uden at skælde ud eller udøve magt. Og jo, det kan man godt og nej, det handler ikke om at give barnet lov til alt. Så det har været min opdragelsesstrategi lige siden. Er det “det rigtige”? Jeg aner det ikke!

Det jeg ved er, at jeg kan respektere mig selv OG mit barn, når opdragelsesstilen er sådan. Og langt de fleste gange går livet i hamsterhjulet rimeligt smertefrit på denne måde for alles vedkommende. Men det er da pisse svært! Når klokken er 17.15 på en gennemsnitlig tirsdag og madlavning, badning og putning truer i horisonten, kan det være såre vanskeligt at efterleve en sådan opdragelsesstil, hvis ungen samtidig er overtræt og sulten og nægter at slukke for fjernsynet, når man beder om det… Så ville den nemmeste løsning da klart være at råbe, skælde ud eller at give efter. Og naturligvis ryger der da også et par finker af panden indimellem herhjemme. Men oftest bliver finkerne pænt på deres plads og vi går alle fra situationen med værdigheden og respekten for hinanden i behold. Betyder det så, at det er sundt og rigtigt? Jeg aner det ikke!

Måske burde jeg have skældt noget mere ud, været mere hård. Så kunne hun muligvis nemmere have indordnet sig i den sorte skole. Så ville hun muligvis ikke mistrives nu. Eller hvad? Jeg aner det ikke!

Det jeg med sikkerhed ved er, at min datter mistrives. Og det skal hun ikke! Så nu har jeg kontaktet skolen i Espergærde for at spørge, om hun kan starte deroppe like now! Det kan hun heldigvis godt. Så nu skal helikoptermor her til at lease en bil og pendle mellem Espergærde og København hver morgen og eftermiddag. Er det godt? Det må tiden vise.

helikopter

Billigt til salg…

Filosoffen har igen forsøgt at pjække fra undervisningen. (Ynkeligt forsøg i øvrigt, hun har gudskelov ikke forstået, at man rent faktisk skal forlade skolen for ægte at pjække…) Hun låste sig inde på toilettet sammen med to andre piger. Og jeg har fået en reprimande fra læreren på forældreintra. Hader at være forælder! Hvorfor skal jeg have skældud over noget, jeg ikke selv har gjort? #ansvarsforflygtigelse

Så vi har måttet tage “konsekvenssnakken” med barnet. Uacceptabel adfærd = negativ konsekvens. Øv hvor er det voksent og nederen at skulle bruge sin onsdag morgen på det.

morsjov

 

Mit fulde potentiale

I foråret var jeg sygemeldt en måned med stress/depression/indsæt selv psykisk nedtursord. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg slet ikke kunne tænke klart. Min søde chef forsøgte at give mig en lang liste over måder at løse min hamsterhjulstristesse, men jeg kunne ikke engang koncentrere mig om at tage stilling til, hvilken af alle hans gode forslag, der ville være bedst for mig. Inde i mit hoved var der kun en stor pærevælling af tanker og følelser. Så jeg blev sygemeldt.

I de første par uger sad jeg bare i sofaen og gloede ud af vinduet fra Filosoffen var afleveret til hun skulle hentes. Jeg sad og kiggede på skyerne passere forbi og tænkte over livet og lykken – og lidt på chokolade.

Jeg har altid været en fagligt stærk person og trives ved intellektuelle udfordringer. Jeg identificerer mig kraftigt med mit arbejde og finder utroligt meget energi og anerkendelse i at være en dygtig tolk. Da jeg lige var blevet færdiguddannet, kunne jeg derfor næsten ikke få nok af vildere og sværere tolkeopgaver, hvor jeg konstant lå lige i min ‘zone for nærmeste udvikling’. Hele tiden med følelsen af at være ved at nå mit fulde potentiale (- sagt med rumklang og fanfare) #harsetformegetLegoNinjago
Især i perioderne hvor Filosoffen har været hos sin far, har jeg nået et højere stadie af arbejdsrus med overarbejde og udlandsopgaver og møder og jeg skal komme efter dig. Det har virkelig føltes godt og velkendt og rigtigt. Det har ikke bare været fedt, det har været stadiet over.

Når barnet så er kommet hjem igen har jeg hver gang med frustration vendt tilbage til stadiet under. At jonglere både job og barn samtidig er jo ganske umuligt. Ergo blev min konklusion, at problemet måtte være, at jeg var alene med hende. Alt (læs:mit arbejde) ville blive meget nemmere, hvis bare jeg ikke altid var alene om at passe barnet. Så jeg så med stor begejstring frem til at Optimisten skulle flytte ind og lige så stille begynde at hjælpe til med Filosoffen, så jeg uden hæmninger igen kunne kaste mig over mit fantastiske arbejde og nå mit fulde potentiale!
Men det blev bare ikke rigtigt nemmere. Optimisten er en fantastisk bonusfar, der er gået til opgaven med en beundringsværdig tålmodighed og ro. Men på trods af hans store indsats måtte jeg sande, at selv om jeg fik mere mulighed for at arbejde, kunne jeg alligevel ikke lægge lige så meget energi i det, som jeg ønskede. En del af min energi blev hele tiden slugt af alle de gøremål, der er forbundet med at have barn og den grad af nærvær ethvert barn med respekt for sig selv forlanger af sine forældre. Til sidst var de allersidste resurser brugt op og jeg blev sygemeldt.

Og mens jeg så sad dér og tænkte på livet og lykken og chokolade skete der noget interessant. Jeg havde indtil da haft jævnlige perioder uden barn, hvor jeg kunne hellige mig mit arbejde hundrede procent. Men jeg havde aldrig før haft en periode med omvendt fortegn. Intet arbejde, men til gengæld mor for fuld skrue! Nu da jeg var sygemeldt, var det pludselig ingen sag at have et barn! Jeg fik bagt boller og leget gemmeleg og lavet pædagogiske aktiviteter til den helt store guldmedalje. Jeg kastede mig ud i opgaven med liv og sjæl, for muligvis ville jeg kunne opnå mit fulde… Hov vent lige… Og der gik det så lige op for mig, hvad mit problem var: Alt hvad jeg giver mig i kast med, forventer jeg at gøre PERFEKT! #anstrengttype. Det vil sige, at jeg havde rendt rundt med en forventning om at jeg da sagtens kunne passe både barn og arbejde til perfektion. Men det kan man jo så ikke, og så må man låne. Hvis jeg gerne vil gøre noget til perfektion, må jeg prioritere. Sikke noget svin.

Men i virkeligheden er den øvelse ikke så svær når det kommer til stykket. For hvis jeg vælger at fokusere på mit arbejde for at forfølge min Lego-drøm, så er det på bekostning af dyrebar tid og nærvær med min datter. Og hvad skal jeg egentlig bruge mine superkræfter til, når Filosoffen om føje år ikke har tid til at udøse alle sine fine tanker over mig mere? Forhåbentlig har jeg mange gode år tilbage af mit liv til at finde min indre nindroid, når først Filosoffen er blevet teenager og kun beriger os med sit selskab, når hun en gang om ugen dukker op for at få vasket sit tøj.

Så jeg har altså taget et aktivt valg. Om at nedprioritere mit arbejde og opprioritere mit moderskab. Når nu jeg altså skal vælge. Men pyh det er svært. For der er edermame ikke meget nindroid over mine moderevner. Og nogle gange falder jeg alligevel i og går all in på arbejdet. Så må jeg skynde mig at kompensere for det i weekenden. Så i dag har vi samlet kastanjer. Og lagt puslespil. Og lavet æblecrumble-kage. Mens jeg med velbehag på ingen måde er kommet i nærheden af noget potentiale.

collage-2016-10-30