Noget om at være idealist

Helikopterperspektivet

Hvordan ved man, om man er en god mor? Det er tusindkroners-spørgsmålet i øjeblikket. Jeg synes der er så mange mommy-bloggere, der får det hele til at lyde så mega nemt og naturligt. Det er det ikke for mig, for mig er det pisse svært. Det er nok det sværeste jeg nogensinde har skullet mestre og jeg føler mig altid, altid utilstrækkelig og usikker på om jeg gør en skid rigtigt.

Vi var til møde i torsdags på Filosoffens skole. Antagonisten kunne ikke deltage, da han var i England på barsel. Fair nok, når man lige har fået en baby med en englænder. I stedet var Optimisten med – plus en tolk, selvfølgelig. Sikke en oplevelse. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over den. Sjældent har jeg mærket så megen uvilje og stædighed!

Det hele bekræftede bare de tanker jeg havde haft i forvejen: at skolen har en tvivlsom pædagogik. Eller – den havde sikkert været super god, hvis vi levede i 1950’erne… Et par udpluk fra samtalen: “Hun gør jo tydeligvis alle disse ting bevidst“. “Det er svært at straffe en hel klasse på én gang“. Og sagt direkte til barnet: “Så må du prøve at opføre dig ordentligt, så vi kan få lov til at vise dig, at vi godt kan lide dig.” Disse udsagn, lagt sammen med offentlige ydmygelser, såsom at få skrevet sit navn på tavlen, hvis man skal ud at tisse i timen, at blive sendt på gangen/kontoret, hvis man har tegnet på bordet og så lige toppet med en plakat, der hænger inde i klasselokalet, hvorpå der står Vi holder hænder og fødder foran os giver ligesom et fint helhedsindtryk af den skole. Vi er kun lige et spanskrør og en pomadefrisure fra Det Forsømte Forår.

Imens samtalen stod på og i dagene efter har jeg været et stort virvar af følelser igennem. Fra sorg til vrede til foragt til frustration til magtesløshed og så tilbage igen i et langt loop. Samtidig har jeg virkelig forsøgt at se det hele udefra. Er jeg i virkeligheden én af de dér sygt dominerende og irriterende mødre, der overfuser lærerne, fordi den lille sveske ikke bliver opvartet i hoved og mås…? Er jeg sådan en helikopterforælder, der forventer og forlanger, at alle forstår mit barns heeeelt særlige behov? Eller er hun i virkeligheden bare dårligt opdraget? Jeg aner det ikke!

Som jeg før har bekendt herinde, så har dét med, hvordan man anerkender barnets følelser og samtidig sætter grænser, altid været lidt af et mysterie for mig, og netop derfor har jeg brugt virkelig lang tid på at læse bøger om det. Efter at have læst virkelig meget lort, stødte jeg på Fie Hørby og Jesper Juul. Og pludselig fandt jeg noget, der gav virkelig meget mening for mig! Det handlede om at være en tydelig voksen, der sætter grænser, men uden at skælde ud eller udøve magt. Og jo, det kan man godt og nej, det handler ikke om at give barnet lov til alt. Så det har været min opdragelsesstrategi lige siden. Er det “det rigtige”? Jeg aner det ikke!

Det jeg ved er, at jeg kan respektere mig selv OG mit barn, når opdragelsesstilen er sådan. Og langt de fleste gange går livet i hamsterhjulet rimeligt smertefrit på denne måde for alles vedkommende. Men det er da pisse svært! Når klokken er 17.15 på en gennemsnitlig tirsdag og madlavning, badning og putning truer i horisonten, kan det være såre vanskeligt at efterleve en sådan opdragelsesstil, hvis ungen samtidig er overtræt og sulten og nægter at slukke for fjernsynet, når man beder om det… Så ville den nemmeste løsning da klart være at råbe, skælde ud eller at give efter. Og naturligvis ryger der da også et par finker af panden indimellem herhjemme. Men oftest bliver finkerne pænt på deres plads og vi går alle fra situationen med værdigheden og respekten for hinanden i behold. Betyder det så, at det er sundt og rigtigt? Jeg aner det ikke!

Måske burde jeg have skældt noget mere ud, været mere hård. Så kunne hun muligvis nemmere have indordnet sig i den sorte skole. Så ville hun muligvis ikke mistrives nu. Eller hvad? Jeg aner det ikke!

Det jeg med sikkerhed ved er, at min datter mistrives. Og det skal hun ikke! Så nu har jeg kontaktet skolen i Espergærde for at spørge, om hun kan starte deroppe like now! Det kan hun heldigvis godt. Så nu skal helikoptermor her til at lease en bil og pendle mellem Espergærde og København hver morgen og eftermiddag. Er det godt? Det må tiden vise.

helikopter

   

5 kommentarer

  • Joan

    Når du skriver, at “oftest bliver finkerne pænt på deres plads og vi går alle fra situationen med værdigheden og respekten for hinanden i behold”, så tænker jeg, at det er faktisk lige nøjagtig sådan du ved, at det er det rigtige. For man ved det vel kun ud fra, om det fungerer i praksis og samtidig rummer de værdier man gerne vil præge sine børn med…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fedt, fedt, FEDT at det kunne lade sig gøre at rykke hende nu! Jeg håber, at det bliver rigtig godt for jer alle sammen. Mest for hende, naturligvis, men jeg synes også, at du fortjener at kunne parkere et par af mor-bekymringerne for en stund. Du gør det godt, Tinne!!:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uha, det lyder ikke rart i hendes (gamle) skole. Jeg krydser fingre for at hun falder godt til på den nye 🙂

    Vi oplevede noget lignende med min ældste datter og flyttede hende til en anden skole da jeg til en skolehjemsamtale oplevede at klasselæreren sagde, direkte henvendt til min datter, at hun skulle holde op med at være sådan et problem. Dét ville jeg simpelthen ikke finde mig i.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Skilsmissemor

      Ej nej, det var da også noget frygteligt noget at sige til et barn! Jeg begriber ikke hvordan man kan have sådan en menneskesyn og så som lærer oven i købet! Tak fordi du krydser fingre, jeg krydser også alt hvad der krydses kan!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Noget om at være idealist