Om at være blevet et bedre menneske af at blive mor

Nu hvor det er hjerternes fest og alt det, tænkte jeg at det var på tide med en positiv vinkel på det med moderskabet. Som indlægget sidst mere end antydede, har jeg haft det meget stramt med at blive mor og alt hvad det dermed indebærer. Det har bragt mig mange sorger og frustrationer og det vedbliver med at være mit livs sværeste opgave.

Men, for der er et men, nu vil jeg gerne også fortælle lidt om den positive side af medaljen. Altså ikke så meget om hvor meget jeg elsker mit barn. Den slags har jeg aldrig ment var i offentlighedens interesse, så det vil jeg hellere gemme til rare stunder med hovedpersonen selv. I stedet vil jeg her fortælle, hvordan moderskabet har gjort mig til et bedre menneske.

Før jeg blev mor, var jeg nemlig en lille egoistisk, navlepillende finke. Så er det sagt. Jeg havde utroligt travlt med mig selv og mine egne behov og jeg kunne bryde sammen over presset, hvis vasketøjskurven var fuld eller jeg skulle tidligt op om morgenen. Men efter jeg har fået barn, er der kommet andre boller på suppen. Det at skulle drage omsorg for et andet menneske, er et kæmpemæssigt ansvar. Og det er så utroligt dannende samtidig! Her er nogle ting, der har forbedret mig som menneske, efter jeg er blevet mor:

• Kan (næsten) stå op om morgenen uden at være ved at kaste op af medlidenhed med mig selv.
• Kan (næsten) udsætte mine egne behov. I hvert fald i en time!
• Kan nå at gennemtænke en situation på et splitsekund og fx nå at gribe mælkeglasset inden det tilter eller lave en lynhurtig konsekvensanalyse af Filosoffens vejrmøller, der ganget med antallet af møbler i stuen og divideret med radiussen af hendes benlængde² er lig med katastrofe og en tur på skadestuen.
• Har (næsten) lært at omgås andre mennesker. Fx er jeg efterhånden ved at have lært, hvordan man smalltalker med de andre børns forældre og kan næsten huske børnenes navne også. #tjekkettype
• Har fået en gevaldig selvindsigt. Der er intet, der fordrer selvanalyse, som et skænderi med en 7-årig.
• Er blevet mere tålmodig. Har simpelthen lært mig selv at tælle til ti inden jeg gør noget, jeg fortryder senere.
• Er blevet mere mild og betænksom over for andre.
• Har lært at tale girafsprog – det lykkes ca.60% af tiden. Resten af tiden tæller jeg…
• Har fået mere forståelse for andre (voksne) mennesker – især dem, der opfører sig som en 3-årig, der ikke må få en is.
• Har fået et helt andet forhold til min krop. Efter en fødsel, kan andre smerter godt gå hjem og vugge – intet gør mere ondt end at presse et lille menneske ud af sin tissekone. Og forkølelse er heller ikke længere en sygdom, det har jeg virkelig ikke tid til. Nej næsespray og Strepsils er mine venner. I det hele taget er min selvmedlidenhed blevet minimeret. #hårdførtype
• Har lært at udnytte min tid optimalt! Og med optimalt mener jeg, at jeg har lært at prioritere min tid. En time på sofaen uden afbrydelser skal prioriteres højest, da man aldrig aner, hvornår det sker igen!
• Jeg er blevet mere tilgivende i diskussioner med ignorante og snævertsynede mennesker. Det kan umuligt blive dummere end at diskutere med en 3-årig, om det er smart at have sandaler på i snevejr.
• Jeg har (næsten) lært at slippe min perfektionisme. Perfektionisme og madlavning med et barn er to helt uforenelige størrelser. Champignonerne bliver skåret ud i Picasso-lignende figurer og jødekagerne bliver stukket ud med en tog-form og overhældt med så meget kanelsukker, at kagen ender i 3D. Der er en grund til, at jeg ikke er på Instagram. #grimmad#grimmekager#rodetkøkken#tværmor. Men hey, barnet er stolt og har stadig alle ti fingre. Se hvor u-perfektionistisk og afslappet jeg er!
• Jeg tager ikke mig selv så højtideligt længere. Det kan man jo ikke så godt, når man skal få et barn til at grine. De griner sjældent af Holbergcitater. Så må man ty til fjollede stemmer og pruttelyde. Det clasher lidt med selvhøjtideligheden.
• Min OCD bliver konstant udfordret af at have barn. Alt er kaos, rodet og beskidt. Og hun lever stadig. Så måske er alt ikke så farligt, som min angst vil have mig til at tro.
• Moderskabet har også fået mig til at sætte meget mere pris på ting. Når man har været frarøvet noget i en periode, bliver det så meget desto federe at få det tilbage. Varm kaffe, fx. Søvn. Stilhed. Sex.
• Filosoffens syn på livet har fået mig til at se ting på en anden måde. Altså rigtigt SE dem. Det fantastiske i en vandpyt. En regnorm, der bælter sig afsted. Når månen er synlig om dagen eller når en kage smager virkelig godt. Eller som da hun helt poetisk en dag sagde, mens hun vendte ansigtet op mod den første forårssol det år: “Mmm, det er ligesom kakao”.
• Hun har fået mig til at tænke dybere over livet. Alle de myriader af spørgsmål, der vælter ud af den lille hjerteformede mund hver dag. Om livet og døden og kærligheden og vreden og sorgen og glæden. Så mange store tanker i sådan en lille krop. Hun overrasker mig næsten hver dag med nye, dybe tanker om alt muligt.
• At få barn har givet mig lejlighed til at tænke over min egen barndom. Og tilgive mine forældre for nogle af de ting, de gjorde. De kæmpede og de gjorde deres bedste. Det ved jeg nu.

Ja, det er ikke så lidt moderskabet har givet mig, kan I nok se! Og jeg ville sagtens kunne finde på flere ting! Men nu begynder Preben at røre på sig derinde. For der er grænser for, hvor meget sødsuppe han vil finde sig i på én gang. Så jeg stopper for nu. Nok er jeg mor, men jeg er også Preben, og han skal også have lov at være her. Det er jo trods alt jul.