En boganmeldelse!

Jeg har hermed lige udnævnt mig selv til at være boganmelder. Primært fordi jeg ikke kan lade være! Fordi jeg lige har læst en bog, der virkelig rørte mig. Jeg læser egentlig bøger hele tiden og alle rører mig på en eller anden måde, men det er sjældent at de kommer rigtigt ind under huden på mig. Men det gjorde denne her:

Den handler sjovt nok om en, ja, mor. Om en kvinde, der har det svært med morrollen og som har et mildest talt ambivalent forhold til sit barn. Den er skrevet ud fra morens perspektiv og ud over hende er de øvrige karakterer i bogen kun pigen og faren. Man følger moren fra hun er i fødsel til hun til allersidst selvdestruerer.

Bogen er på mange måder virkelig dyster og det er interessant i sig selv, bogens tema taget i betragtning. Men det, der fangede mig var, at de tanker og følelser, moren har om sig selv, sit barn og sit eget moderskab, nærmest i skræmmende grad ligner mine. Frem til moren tager en helt fatal beslutning, the point of no return (som jeg naturligvis ikke kan afsløre mere om her), ligner det fuldkommen det jeg selv følte, da jeg lige var blevet mor. Det er barskt, grimt og rørende på samme tid. Den skildrer så fint en mors kamp for at finde sig selv i en rolle, hvor hun ikke føler hun passer ind. Hun kæmper med og mod sit intellekt og sin fornuft og forsøger at vinde over de irrationelle, negative følelser. Hele tiden har hun en indre dialog, i konflikt med sig selv, i konflikt med sine egne principper.

Jeg læste bogen på under to timer – den er ret tynd og er let læst. Men jeg slugte den råt, fordi den var så ærlig og så barsk. Jeg har altid ment, at man ikke skal lægge fingrene imellem, når man udtaler sig om noget. Derfor siger jeg også gerne højt, at jeg synes moderskabet i det moderne samfund er noget opreklameret og sukkersødt pis. There you have it. Ikke alle mødre føler naturlig symbiose og spontan samhørighed med barnet. Ikke alle kan identificere sig med at være mor. Nogle kvinder kæmper bare lidt mere med det hele. Denne bog udtrykker det hele råt for usødet og det er så vidunderligt forfriskende! Endelig er der én, der tør at sige det moderne moder- og kvindeideal imod! Der tør at sige, at ikke alle mødre eeeeeeelsker at være mødre eller finder det naturligt eller føler sig kompetente i rollen. At nogle mødre ville ønske, at de i stedet var fædre.

I en tid, hvor de kulturelle køn ellers er under forandring og hvor man frit kan vælge mellem 71 forskellige køn, når man opretter en Facebookprofil, er det besynderligt, at den kulturelle morrolle stadig er fastlåst i et 1950’er ideal om den selvopofrende kvinde, der med glæde og medfødt kompetence tager sig af sit afkom og intet i verden ønsker sig mere. Jeg har selv siddet i mange selskaber og ytret mig om mit ambivalente moderskab og er derefter blevet enten skoset eller – endnu værre – ynket, fordi jeg ikke omfavner morrollen med savlende hengivenhed.
Mange, uden tvivl omsorgsfulde og venligt stemte, veninder har forsøgt at bortforklare mine følelser på mine vegne. Det var nok også fordi jeg var i et dysfunktionelt parforhold, når bare man har fundet den rette er det helt anderledes, sagde de. Eller det var også fordi jeg var meget alene med hende, så bliver det hele meget hårdere. Eller det var også fordi jeg fik barn så tidligt, det hele er meget nemmere, når man er ældre og mere erfaren.
Ja, eller også synes jeg bare ikke det er så fedt? Og det er vel egentlig også helt ok, er det ik?

Nej, det er overhovedet ikke ok for langt de fleste. Ligesom med skilsmisser er mødre, der ikke er ellevilde med at være det, et stort fedt tabu. Ingen har lyst til at erkende, at nogle kvinder ikke bryder sig om moderskabet, for hvis man først erkender det, vil det logiske spørgsmål uvægerligt snige sig ind: “Brød min egen mor sig så heller ikke om at være mor? Og betyder det så, at hun ikke elskede mig?” Men kærlighed til barnet og kærlighed til morrollen bør ingenlunde sidestilles. Man kan sagtens elske sit barn uden at elske sin morrolle! Og det er netop, når folk sætter lighedstegn mellem kærlighed og morrolle, at tabuet opstår og dermed marginaliseringen af de kvinder, der ikke føler sig spejlet i samfundets morideal.

Min eneste anke over for den ellers fantastiske bog er (uden at afsløre for meget), at jeg synes slutningen er lidt abrupt og en kende banal. Jeg synes desværre forfatteren sygeliggør denne mor, der ellers er så befriende rå i sine tanker og følelser. Alt det smukke og grimme, der ligger i skildringen af morens ucensurerede følelser, bliver nærmest nulstillet via denne slutning. Det kammer over og i stedet for at handle om en almindelig kvindes kamp for at finde sig til rette i morrollen, bliver det nærmere til et portræt af en psykisk syg kvinde. Og det er bestemt super spændende og skal også have plads, men jeg synes netop, at der er brug for at fortælle om helt gennemsnitlige kvinders kamp. Det er nemlig ikke kun de, der er psykisk syge eller lider af fødselsdepressioner eller er i et dårligt parforhold osv.osv., der har det svært. Det er også mange, mange andre helt gennemsnitlige mødre, der ikke har bedre eller dårlige vilkår end resten, de har det bare svært med at leve op til samfundets forventninger til en mor. Og det behøver ikke at ende virkelig tragisk og galt, for heri ligger så en indirekte morale eller advarsel om, hvor slemt det kan gå, hvis man ikke elsker at være mor. Og det er en virkelig gammeldags og skidt morale for en ellers virkelig nytænkende og god bog. Jeg ville gerne have haft en alternativ slutning på bogen, der fortalte om, hvordan moren fortsatte og fortsatte sin kamp og måske en dag lærte at omfavne og stå ved sig selv i sin helt perfekte uperfekte, umoderne morrolle.

Når det så er sagt, vil jeg stadig varmt anbefale bogen, til jer der kan tåle mosten. Fordi den er anderledes og interessant og barsk og får én til at tænke og lige mærke efter en gang, om man nu kan være i sin egen morkrop. Køb den! Lån den! Eller læg den under juletræet til en mor-veninde, der egentlig skulle have haft Bogen om barnet. Men denne her vil klart gøre et større indtryk, det garanterer jeg!