Ud i det blå!

Optimisten og jeg har forpligtet os over for hinanden på den næstmest bindende måde der findes – vi har købt fast ejendom sammen (gisp og Edvard Munch-skrig). Det er en ret så stor ting – faktisk kan den slags forpligtelse kun overgås af at få børn sammen. Indtil videre har jeg det dog forbløffende godt med det, hvilket er ret så sigende. Dengang jeg købte hus med Antagonisten, var der hele tiden en lille del af mig, der var i panik og allerede begyndte at finde symbolske nødudgange.

Men denne gang har jeg komplet ro i maven. Den slags store forandringer i mit liv plejer at resultere i hyperventilering og prikker for øjnene, men niks – der er kun hvid støj og sommerfugle derinde. Er fuldstændig rolig over at skulle til at køre med tog hele tiden og blive til Tykke Provinsmor, som min veninde siger.

Det har fået en blandet modtagelse i omgangskredsen. Forventeligt nok har vi stået til forhør hos både mine og Optimistens forældre – har vi nu tænkt på ejendomsskatten? Hvad med pendlerkort, bliver det ikke dyrt? Kan vi nu klare det økonomisk, hvis én af os bliver arbejdsløs? Ja, jo og det håber jeg da! Men man ved det jo aldrig… Livet er fyldt med frie fald, der ender mere eller mindre godt.

Sjovt nok har vi fået den mest uforbeholdne støtte til projektet fra de mest uventede steder! Nogle af vores lidt mere perifere venner tilbød os at låne 40.000 til udbetalingen og min chef tilbød mig at optage et medarbejderlån i firmaet! Meget uventet, men jeg blev helt varm om hjertet og føler mig meget heldig over at have dem i mit liv!

Andre venner har været mere forbeholdne over for beslutningen. Opfører sig som om jeg flytter til Sri Lanka og aldrig skal se dem igen. Eller spørger, om vi da har familie dér, siden vi har valgt Espergærde? Som om man aldrig kunne drømme om at flytte uden for Storkøbenhavn med mindre resten af ens æt bor der. Det spørger man sgu da ikke folk om, hvis de flytter til Greve eller Hvidovre… “Nå, har du da familie i Greve?”

På nogle måder er Espergærde da også komplet grebet ud af luften. Nej, vi har ikke familie i Espergærde og nej, indtil for ca 3 måneder siden anede jeg nærmest ikke at byen eksisterede. Men der er dejligt og grønt og fredeligt. Filosoffen vil kunne gå i skole selv, vil kunne cykle rundt på de lukkede stisystemer og vil kunne lege med sine venner uden fare for at blive kørt ned, stjålet eller det der er værre. Der er ikke vejarbejde overalt, man skal ikke zigzagge som en forskræmt hare i billygter for at kunne komme fremad på fortovet. Der er hverken motorcykeltræf eller demoer uden for vinduerne i alle døgnets timer. Så allerede dér…

Jeg vælger at tolke vennernes forbehold som kærligt ment, da de formodentlig synes det er ærgerligt, at jeg flytter længere væk. Men som jeg skrev i mit indlæg forleden, er det alligevel småt med kontakten til vennerne efterhånden. De er alle i gang med deres næste livsfase – børn, hus, arbejde, ny kæreste og det skal de jo bare have lov til. Og det her er så MIN nye livsfase, mit nye kapitel. Jeg kan jo ikke blive boende i hamsterburet i Nordvest bare for at kunne være tæt på, når veninderne har tid til at drikke kaffe en gang i kvartalet.

Men det er da klart, at det ER en stor beslutning! Jeg har boet her i lejligheden i NV i mange år, først med Antagonisten og Filosoffen, så alene med Filosoffen og for halvandet år siden flyttede Optimisten så ind. Der er sket ufatteligt meget i denne lejlighed – hvis væggene kunne tale, ville de fortælle om tårer og latter, råben og skrigen og smækken med døre, dybe samtaler og ligegyldige Netflix-serier. Om scener fra et dårligt ægteskab og kampen for at få et nyt forhold til at fungere med delebarn og hele molevitten. De har været kulisse til mangt og meget, men nu er det på tide at skifte kulissen ud. Mere skov og strand og susen i træerne, mindre udrykning, vejarbejde og møl i væggene. Det er en stor, men meget rigtig beslutning. Så afsted med mig, ud i det blå kun med klip-klapper på! En helt ny begyndelse – jeg kan slet ikke vente!