Om at have gjort tingene i omvendt rækkefølge

Jeg startede lidt tidligere ud end så mange andre med børn og hus og al den slags.

Antagonisten og jeg købte et hus, en hund, en bil og to kaniner og flyttede til forstaden da jeg var 22 år. To år senere fik vi Filosoffen. Dengang var jeg nærmest den eneste i omgangskredsen med den form for forpligtelser. Nogle ville kalde det overdreven ansvarsfølelse – for mig var det et eventyr, en slags oprør mod mine hippie-forældre og alle deres forventninger til mig og mit liv. Jeg gjorde alting i omvendt rækkefølge – den slagne vej var sgu for kedelig! Hvem har lyst til at se verden, når man kan føde et barn og købe et hus?? Det var nok dannelsesrejse for mig, tænkte jeg.

Men hvorom alting er, så sluttede det eventyr som bekendt rimeligt brat og nedtursagtigt. Og jeg startede et nyt liv med en ny mand og et delebarn og en eks-mand i bagagen.

Fordi jeg er startet forfra, er jeg på en eller anden måde bagud i forhold til mine venner. Jeg er midt i forholdets begyndelse, der hvor man rigtigt lærer hinanden at kende og filer hinandens kanter til. Vi er slet ikke nået til “blive gift og få børn”-fasen endnu. Så jeg føler mig lidt som en 22-årig i en vennekreds af 30-årige.

Men når så de veninder, der har babyer, begynder at snakke om babyrelaterede ting og jeg kigger hen på mit skolebarn, så føler jeg mig pludselig så vældigt foran. De snakker om mos og grød og søvnmangel, men mit hoved er fyldt med forældreintra,  gymnastiktasker og bogbind. Af lektier og læreplaner og legegrupper.

Og på mange måder lever jeg også bare et helt andet liv end dem. Hver anden weekend er jeg “barnløs”. Så kan jeg stene Netflix hele dagen gå i byen eller sove længe eller gøre lige hvad jeg vil! Men der er bare ikke rigtigt nogen at gå i byen med. Alle mine venner er satte, opslugt af familieboblen. Og det skal de så meget have lov til at være! Men der er ikke så meget ved at have weekender uden barn, når der ikke er nogen, der har tid til at hænge ud. Så jeg hænger ud derhjemme – på sofaen med min ven, Netflix. Han er nu også ret lækker. 

Jeg har brugt et stykke tid på at sørge over afslutningen på min ungdom (åh så dramatisk!). Nogle ville måske mene, at ungdommen sluttede, da jeg fik barn, men sådan har det aldrig føltes, fordi alle mine venner ikke har haft børn og fordi jeg aldrig har følt mig så mor-agtig. Men nu da alle de andre er begyndt at bygge redde, kan jeg virkelig mærke det. De har ikke længere tid til at deltage i min navlepilning, de har deres egen navle at pille nu. Mega irriterende.

Så nu sidder jeg altså her med min egen navle og Netflix. Var ret depri over det en overgang, syntes slet ikke jeg var klar til at alle omkring mig blev gift og fik børn (host host dobbeltmoral). De måtte da forstå, at jeg jo lige var blevet skilt og dermed slået tilbage til start, mens de andre var fortsat og havde bygget hus på Rådhuspladsen. Men da jeg lidt tid efter havde fået mit hoved ud af min egen røv kunne jeg godt se, at jeg ligesom ikke så godt kunne sidde dér og vente mere. Vente på at de andre blev skilt færdige med børnefasen af deres familieliv. Men jeg havde ligesom heller ikke så super meget lyst til at følge med og selv lave flere babyer lige nu. So what to do?

Jeg impulskøbte en lejlighed i Espergærde. Det er åbenbart sådan jeg dealer med midtlivskriser – køber fast ejendom. Så krydser jeg bare fingre for, at anden gang er lykkens gang.