At være mor når man er særligt sensitiv

Jeg bryder mig egentlig ikke så meget om den betegnelse, “særligt sensitiv”. Udtalt med addentalt s og affrikalt t (sssærligt sssensssitsiv). Det er nok bare sådan noget indgroet Jantelov i mig, der siger, at man ikke skal henlede opmærksomheden på det, hvis man er anderledes end de andre.

Men hvorom alting er, så er det det, jeg er. Særligt sensitiv altså. Jeg bryder mig ikke om høje lyde, kraftige lugte (heller ikke de gode), pludselige og hurtige bevægelser i min nærhed, tøj der strammer eller klør, at svede eller fryse og jeg bliver konstant forstyrret af min egen krop, der føler behov for at give mig besked om selv de mindste og mest ligegyldige ting, der foregår inden i den. Får hovedpine af hårbøjler og stramme hestehaler og går sjældent med neglelak, da jeg oplever det som om mine negle bliver tungere af det… Ja, wow – jeg er godt nok en lille, sart trunte, hva? Bare ved at skrive det her, får jeg lyst til at give mig selv en lammer og råbe: “Så slap dog af!”

Men jeg kan desværre ikke vælge at slå det fra. Jeg får sanseindtrykkene hamret ind med 120 i timen uden noget filter til at fjerne de ligegyldige eller uhensigtsmæssige indtryk. Efter en gennemsnitlig dag er jeg helt slidt op og kan næsten være på grådens rand, hvis der er en motorcykel, der gasser op i krydset lige udenfor.

Nogle gange tænker jeg på, om det måske også er derfor jeg trives så glimrende med en døv kæreste – han er nemlig ret så stille. Ikke når han tømmer opvaskemaskine dog… Men ellers. Han har heller ikke behov for at have lyd på hverken computer eller tv. Eller for at høre musik. Det er ret så nice. Da jeg var barn elskede jeg også at komme hjemme hos mine bedsteforældre – fordi der ikke foregik noget som helst. Der var så stille, at man kun kunne høre pendulet på deres bornholmerur svinge og min morfars avis rasle. Det var det bedste i verden.

Til gengæld kan det være noget af en udfordring at have et barn, hvis man er “sssærligt ssssenssitsiv”. Det er ret svært at undgå høje lyde, kraftige lugte eller pludselige bevægelser, når man har med børn at gøre… Især hvis man, som jeg, er blevet velsignet med et meget aktivt og udadvendt barn. Herhjemme står den på MGP-dance-offs med legekammeraterne, hvor-mange-gange-tror-du-jeg-kan-i-træk-sjipning, hulahopringsshow, dukkevognsræs og et konstant vandfald af ord fra den lille, hjerteformede mund: “Moar, hvor mange tror du jeg kan tælle til? 1,2,3,4,5,6,7,8,9…”, “Mor, hvad spiser bævere egentlig?”, “Kender du denne her: Jeg kan en sang, der kan drive dig til vanvid, jeg kan en sang…”, “Så sagde Onkel Reje, at han bedre kunne lide lakridsmønter”, “Jeg gad godt at have en puddel, men ikke sådan en kongepuddel, de er altså lidt store i det, syn’s du ik’ mor? Jeg kan bedre lide de små, men jeg kan også godt lide en Chihuahua…”.

Det er så mega dejligt, at hun gerne vil snakke med mig! Og jeg ved godt, at jeg bare skal sætte pris på, at hun stadig er i en alder, hvor hun gider at være sammen med sin mor. Men nogle dage er jeg bare så træt. Udmattet efter en lang dag med alverdens indtryk, der bare er fræset ind i hjernebarken uden nogen form for sortering. Så er min eneste tanke bare: