Mistrivsels-misèren

Mit barn trives ikke. I skolen i hvert fald.

Hun laver ballade i timerne, har svært ved at koncentrere sig, svarer lærerne igen og er alt i alt, det jeg ellers ville kalde for en møgunge, når hun er ovre på skolen. Det er bare ikke sådan jeg har opdraget hende og det er ikke sådan hun er herhjemme. Så hvad fanden er det så, der får hende til at opføre sig sådan?

Hun går på kristen friskole. Ikke fordi vi er specielt troende (eller jo, jeg tror på Kaffeguden, der hjælper mig med at stå op hver morgen), men fordi alternativet ville være den distriktsskole vi er tilknyttet, som er blevet ranket som Danmarks værste skole i flere år. Så det blev et nej herfra og et ja til privatskole.

På mange måder er det totalt imod mine øvrige værdier – jeg tror på velfærdssamfundet og på de ydelser den tilbyder, herunder Folkeskolen. Jeg tror på, at det er vigtigt at være i en klasse, hvor børnene kommer fra alle mulige baggrunde, så barnet oplever flest mulige typer af mennesker. Men der er også grænser for, hvad jeg vil lægge barn til. Antagonisten og jeg var derfor rørende enige om, at hun ikke skulle gå på en skole, hvor der var 4 spor pr. årgang og 3 forskellige SFO’er tilknyttet og desuden med et ry for at have et stort antal ballademagere, der manglede respekt for lærerne og som flyttede fokus fra læring over på opdragelse. Så måtte kristen friskole immervæk være bedre.

Men nu tror jeg så, at vi, i vores iver efter at skærme Filosoffen mod ballademagere og elever i tusindtal, i stedet er kommet til at placere hende i et miljø, hvor det så er hende, der bliver ballademageren. Alting er jo relativt, og i forhold til sine 17 klassekammerater, der spontant bryder ud i salmesang til børnefødselsdagene og alle har vandkæmmet hår, ja så er hun da klart en ballademager. Hun er ikke udpræget autoritetstro og hun er ikke opdraget til kæft, trit og retning. Hun er ikke vant til at få skældud, for herhjemme kan vi sagtens løse problemer og indgyde respekt uden at hæve stemmen. Og så er hun et reflekteret barn, der ikke bare tager alt hvad voksne siger for gode varer. Sådan har hun altid været! Selv som 2-årig kunne hun hæve det ene øjenbryn og kritisk spørge ind til rigtigheden af, at man ikke kunne spise pandekager til aftensmad.

Og nu er det så hende, der er urostifteren, den der flytter fokus fra læring til opdragelse. #notonmywatch
Optimisten har foreslået, at jeg tager over på skolen og overværer undervisningen en dag, for at se, hvad der egentlig foregår.

Det jeg tror, der foregår, er, at det er mit barns måde at reagere på forandringerne, der ligger i at være begyndt i 1.klasse. Der er mere ansvar og mere stillesiddende klasseundervisning end der var i 0.klasse, og det skal hun lige bruge lidt tid til at fordøje. Der er også nye lærere at forholde sig til og stoffet er blevet sværere end i 0. Men shit det er svært at skulle håndtere, når skolen lægger det ud som om hun har massive adfærdsmæssige problemer.

Samtidig har jeg det endnu mere stramt med det, fordi jeg aldrig selv har været sådan. Jeg var en mønsterelev, da jeg var barn. Jeg elskede skolen og at lære, jeg sugede alting til mig og jeg var aldrig den, der opfordrede til ballade. Muligvis på grund af min alkoholiserede far – man bliver sjovt nok så medgørlig og lydig, når man ved, at familien har nok at se til på andre områder. Men det gør det bare ekstra svært for mig at forstå hende og sætte mig ind i, hvad der sker inden i hende, når hun opfører sig på den måde ovre i skolen.

Naturligvis vender jeg den indad og tænker, at jeg må have fejlet et sted i min opdragelse af hende. Måske er det skilsmissen, måske er det min nye familie, måske er det fars nye familie. Måske er det bare sådan hun er. Men uanset grunden er det noget, jeg er nødt til at håndtere. Pis. Jeg hader at være korrekte mor. Med korrekte mor mener jeg hende dér typen, der overværer sin datters undervisning og skriver yderst velformulerede mails til lærerne på forældreintra. For det skulle jo nødigt hedde sig! Er kommet til et punkt, hvor jeg endog redder hendes hår og sørger for at hendes strømper matcher, for ellers har de bare det at udsætte på os! Ingen slinger i valsen, ingen huller i skoene og ingen uspidsede blyanter i hendes penalhus, kan jeg godt love jer! It’s frickin exhausting.