En af de morgener

I morges var en af de dér morgener hvor det hele bare ramlede. Det er svært at sætte en finger på, hvad der egentlig gik galt. Vi havde egentlig fin tid til at det vi skulle, så det var ikke sådan en panik-agtig morgen. Alt var godt – lige indtil det ikke var.

Filosoffen ville gerne lave sin egen fletning. Og det er jo bare mega dejligt, at hun har mod på den slags, at øve sig i at gøre noget selv. Men det er måske bare ikke lige 5 minutter inden vi skal ud af døren, at man skal begynde med den slags projekter.

Jeg har lige læst en artikel på nordicparanting.dk om, at det er utroligt vigtigt at man som forælder støtter sit barn og bliver ved med at tro på dem, stole på og forvente, at de nok skal lære det – hvad det nu end er de øver sig på. Men jeg må ærligt indrømme, at min tro svigtede mig her til morgen, når det drejede sig om at lære at flette sig eget hår (en færdighed jeg selv først opnåede som 12-årig og kun efter lang tids banden og svovlen foran spejlet) – og så endda på tid! Så jeg prøvede virkelig at få lagt mit ansigt i de rette folder og finde en hensigtsmæssig måde at sige: “Fucking drop det og lad os komme afsted!”

Så jeg sagde i stedet noget i retning af: “Hvor er det sejt, at du gerne vil øve dig i at lave fletninger! Det skal du helt sikkert nok få lært, men det tager altså lidt tid at lære den slags, så skal vi ikke i stedet øve os, når vi kommer hjem i dag? Så kan du vise mig, hvad du har prøvet og så kan du øve dig videre, når vi har god tid?”

Problemet med den slags pædagogiske tricks er, at min skarpe datter ser LIGE igennem dem. Hun forstår udmærket, at det er min måde at få hende til at få fingeren ud på. Så hun smed sig i en flitsbue på sengen og nægtede at foretage sig andet end at surmule over, at hun ikke kunne lære at flette på to sekunder. #opadbakke

Det hele endte i gråd og hævede stemmer, kulminerende med at jeg råbte af hende, da hun anklagede mig for at have krøllet de papirer, der allerede i forvejen lå i en stor fed bunke krøl nede i hendes taske – fordi jeg formastede mig til at hjælpe med at pakke hendes taske, nu hun selv havde valgt at fokusere sin tid på kamikaze-projektet “Lær-at-flette-dit-hår-med-middelmådig-motorik-på-tid”. Så blev jeg gal. Og så blev hun ked af det. Hader de dage, der starter sådan! Og hader, at føle mig utilstrækkelig som mor, for det er det jeg gør hver gang: Vender den indad og bebrejder mig selv for ikke at være mere overskudsagtig og pædagogisk. For ikke at følge alle de kloge mennesker, der siger, at det aldrig er nødvendigt eller hensigtsmæssigt at råbe. Og så bruger jeg ellers resten af dagen på at filosofere over min morrolle og opdragelse og kærligheden og livet og døden og…….. Hader den slags morgener.

Disse to opsummerer egentlig det hele meget godt:

Begge fra upworthy.com