The best of times, the worst of times

Bær lige over med mig et øjeblik, for her kommer et lille uddrag fra Charles Dickens: It was the best of times, it was the worst of times, it was the age of wisdom, it was the age of foolishness, it was the epoch of belief, it was the epoch of incredulity, it was the season of Light, it was the season of Darkness, it was the spring of hope, it was the winter of despair, we had everything before us, we had nothing before us, we were all going direct to Heaven, we were all going direct the other way […]  (fra The Tale of Two Cities, 1859)

Sådan føles de fleste dage af mit moderskab. Enten eller. Sort eller hvidt. De vildeste følelser af kærlighed og lykke, de mørkeste følelser at fortvivlelse og magtesløshed. Det ene øjeblik på toppen af verden, badet i succesoplevelser, det næste øjeblik helt nede i et sort hul uden nogen tro på fremtiden. Hvem sagde bipolær?

Her kommer to eksempler på mit barns opførsel inden for de sidste to uger, der stritter i hver sin retning:

Vi har som bekendt lige impulskøbt en lejlighed til et millionbeløb og har derfor ikke sådan super mange penge til resten af måneden. Efter at have overført pengene til udbetalingen havde vi sådan ca. 137 kr til mad og diverse frem til 1/10 (dvs. 3 ugers madbudget for 137 kr, alligevel en anelse stramt). Så det har været et rent festfyrværkeri af havregryn og tørt rugbrød, kan I tro. (Til gengæld ejer vi en lejlighed! Eller…Om 30 år gør vi… But still!)

Da jeg forleden kom over på skolen for at hente Filosoffen var det 25 grader og sol – i september! I sig selv helt fantastisk! Det mente Filosoffen også – så hun gik straks i gang med at plage om is. Og jeg har selv et ret blødt punkt for is, så jeg var fuld af sympati. Men desværre var sympati så også det eneste mine lommer var fulde af – at bruge nogle af de 137 kr på is ville nok ikke være økonomisk forsvarligt, så jeg måtte sige nej. Det tog Filosoffen ikke så pænt – man er vel 7 år og træt efter en lang dag. Så jeg foreslog hende at hun kunne bruge sine egne lommepenge på is. Det syntes hun var en glimrende ide, så hun fik straks Optimisten med på at gå ned i Netto og købe is for den hundredkroneseddel hun havde fået til sin fødselsdag af oldemor. Da de kom tilbage delte hun stolt ud af isene – og gav så i øvrigt resten af pengene til os. “Det er synd at I ikke har nogen penge, så I må gerne få resten”

I det øjeblik følte jeg mig som verdens bedste mor! Jeg var fandeme lykkedes med min opdragelse! Mit moderhjerte svulmede af stolthed over de gode værdier hun har!

Og så var der i går. Hvor jeg blev ringet op af moren til tvillingerne fra Filosoffens klasse, fordi hun havde overværet hvordan tvillingerne og Filosoffen havde mobbet og holdt en anden pige udenfor. Fuck. Shit hvor blev jeg gal! Jeg tror aldrig, jeg har været så vred på hende før! Heldigt for hende at hun sov, da jeg fik opkaldet, for hvis hun havde været vågen, tror jeg sgu jeg havde givet hende en røvfuld! Og heldigt for hende, at hun har en sød og kærlig bonusfar, der fik mig beroliget og kunne udfylde rollen som Good Cop, da vi så i morges skulle tage en snak med hende om det.

Lige så stolt jeg var forleden, lige så forstemt er jeg nu.

Jeg ved godt, at det hele er ganske almindelig børneadfærd. At alt i verden ikke kan tilskrives mig alene (hverken den gode eller den dårlige adfærd). Børn er født med deres egen personlighed og jeg har gennem de sidste 7 år måttet sande, at det sgu ikke er en ren tavle man modtager ved fødslen, som man så kan doodle til med hvad man ønsker. De har deres egen vilje og egne karaktertræk, uagtet mors og fars gode eller dårlige gener og opdragelse. Jeg ved, at det hele er mere nuanceret og at alt ikke skal opfattes som succes eller fiasko, som sort eller hvidt, som direct to Heaven eller direct the other way.

Men det er nu engang sådan moderskabet føles for mig. The best of times, the worst of times.