Så er jeg her, landet efter nogle intense ugers afvikling af ansættelsesforhold og opstart af egen virksomhed. Det har været noget af en rutsjebanetur af følelser den sidste måneds tid.

Afskeden i mit gamle firma blev desværre ikke helt som jeg kunne have ønsket mig. Der var åbenbart flere følelser blandet ind fra begge sider end jeg lige havde regnet med. Jeg havde forestillet mig en afsked som når et kæresteforhold slutter på den gode og ordentlige måde. Hvor man forinden har sat sig ned og kigget hinanden i øjnene og er blevet enige om, at man ikke har de samme følelser for hinanden længere, at man er gledet fra hinanden, vil forskellige ting.
Realiteten så noget anderledes ud. Der var gråd og vrede og irrationel opførsel, som havde der været en affære eller nogen var blevet droppet.

Jeg vil ikke pege fingre – vi havde begge følelser i klemme, gjorde begge dumme ting for at såre hinanden. Men nu står jeg så på den anden side og føler mest af alt bare…frihed. På mange måder er der klare paralleller til min skilsmisse. Det er så hårdt at erkende, at alt det gode der engang var ikke er mere. At alt det man havde drømt om og håbet på ikke blev. At der stadig er så meget kærlighed, men at det ikke er nok. Så man må give op, give slip. Der er skyldfølelse, tvivl, skam. Har jeg nu taget den rigtige beslutning, hvorfor kunne det ikke fungere, kunne jeg have kæmpet mere, hårdere, kunne jeg have gjort noget anderledes?

Men størst er skyldfølelsen over at have taget beslutningen, givet op, givet slip – og så føle sig så uendeligt fri bagefter. Mulighederne føles pludselig uendelige, luften er friskere, himlen er klarere. Eller også er jeg bare nyforelsket. I mit nye liv.

Jeg laver jo egentlig nøjagtig det samme som før. Jeg transporterer mig, tolker, skriver under, administrerer, sparrer med kolleger. Men følelsen er anderledes. Det hele er mere simpelt og ukompliceret, på en eller anden måde. Jeg tror det er fordi der ikke længere er nogen der siger at jeg skal. Ud over mig selv og min bankkonto. Det føles på en eller anden måde enormt autentisk. Som 2017-udgaven af at skyde en hjort eller fange en fisk. Selvforsynende.

Det lyder sikkert virkelig dumt, men det er først nu gået op for mig at jeg selv kan bestemme ting. Fx om jeg vil være lønmodtager eller ej, om jeg vil gå på pension som 65-årig eller før eller senere, om jeg vil på barsel eller ej. Jeg har altid tænkt at ”sådan er det jo bare, det skal alle”. Men det er nu gået op for mig, at det bestemmer jeg vel egentlig selv. Naturligvis er jeg nødt til at kunne betale mine regninger og få noget at spise. Men hvordan jeg får pengene til disse ting er min egen sag. Jeg behøver ikke at følge en skabelon. This is brand new information! Og det føles virkelig frigørende!

Lige pt skal jeg dog også forsørge Optimisten og Filosoffen, da Optimisten er blevet arbejdsløs fra 1/9 hvor hans vikariat udløb. Så det er selvfølgelig ikke så frigørende. Jeg knokler også stadig som altid (og der er stadig ikke nogen der klapper, så ved ikke lige hvor meget jeg har lært…) – nu med både eget firma, kandidatuddannelse og konsulentjob. Men det føles godt! Det føles travlt på den gode måde, min tid er udfyldt med ting jeg virkelig godt kan lide at lave. Og det var jo egentlig bare målet.

Jeg er ikke naiv. Jeg ved det også bliver hårdt og svært nogle gange, jeg ved ikke engang om jeg kan leve af det på sigt. Jeg ved ikke engang om jeg kan betale min skat eller terminerne til tiden. Men det underlige er at jeg ikke er bekymret eller nervøs. Det sværeste var at tage springet. Alt derefter er bare frihed.