Helikopterperspektivet

Hvordan ved man, om man er en god mor? Det er tusindkroners-spørgsmålet i øjeblikket. Jeg synes der er så mange mommy-bloggere, der får det hele til at lyde så mega nemt og naturligt. Det er det ikke for mig, for mig er det pisse svært. Det er nok det sværeste jeg nogensinde har skullet mestre og jeg føler mig altid, altid utilstrækkelig og usikker på om jeg gør en skid rigtigt.

Vi var til møde i torsdags på Filosoffens skole. Antagonisten kunne ikke deltage, da han var i England på barsel. Fair nok, når man lige har fået en baby med en englænder. I stedet var Optimisten med – plus en tolk, selvfølgelig. Sikke en oplevelse. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over den. Sjældent har jeg mærket så megen uvilje og stædighed!

Det hele bekræftede bare de tanker jeg havde haft i forvejen: at skolen har en tvivlsom pædagogik. Eller – den havde sikkert været super god, hvis vi levede i 1950’erne… Et par udpluk fra samtalen: “Hun gør jo tydeligvis alle disse ting bevidst“. “Det er svært at straffe en hel klasse på én gang“. Og sagt direkte til barnet: “Så må du prøve at opføre dig ordentligt, så vi kan få lov til at vise dig, at vi godt kan lide dig.” Disse udsagn, lagt sammen med offentlige ydmygelser, såsom at få skrevet sit navn på tavlen, hvis man skal ud at tisse i timen, at blive sendt på gangen/kontoret, hvis man har tegnet på bordet og så lige toppet med en plakat, der hænger inde i klasselokalet, hvorpå der står Vi holder hænder og fødder foran os giver ligesom et fint helhedsindtryk af den skole. Vi er kun lige et spanskrør og en pomadefrisure fra Det Forsømte Forår.

Imens samtalen stod på og i dagene efter har jeg været et stort virvar af følelser igennem. Fra sorg til vrede til foragt til frustration til magtesløshed og så tilbage igen i et langt loop. Samtidig har jeg virkelig forsøgt at se det hele udefra. Er jeg i virkeligheden én af de dér sygt dominerende og irriterende mødre, der overfuser lærerne, fordi den lille sveske ikke bliver opvartet i hoved og mås…? Er jeg sådan en helikopterforælder, der forventer og forlanger, at alle forstår mit barns heeeelt særlige behov? Eller er hun i virkeligheden bare dårligt opdraget? Jeg aner det ikke!

Som jeg før har bekendt herinde, så har dét med, hvordan man anerkender barnets følelser og samtidig sætter grænser, altid været lidt af et mysterie for mig, og netop derfor har jeg brugt virkelig lang tid på at læse bøger om det. Efter at have læst virkelig meget lort, stødte jeg på Fie Hørby og Jesper Juul. Og pludselig fandt jeg noget, der gav virkelig meget mening for mig! Det handlede om at være en tydelig voksen, der sætter grænser, men uden at skælde ud eller udøve magt. Og jo, det kan man godt og nej, det handler ikke om at give barnet lov til alt. Så det har været min opdragelsesstrategi lige siden. Er det “det rigtige”? Jeg aner det ikke!

Det jeg ved er, at jeg kan respektere mig selv OG mit barn, når opdragelsesstilen er sådan. Og langt de fleste gange går livet i hamsterhjulet rimeligt smertefrit på denne måde for alles vedkommende. Men det er da pisse svært! Når klokken er 17.15 på en gennemsnitlig tirsdag og madlavning, badning og putning truer i horisonten, kan det være såre vanskeligt at efterleve en sådan opdragelsesstil, hvis ungen samtidig er overtræt og sulten og nægter at slukke for fjernsynet, når man beder om det… Så ville den nemmeste løsning da klart være at råbe, skælde ud eller at give efter. Og naturligvis ryger der da også et par finker af panden indimellem herhjemme. Men oftest bliver finkerne pænt på deres plads og vi går alle fra situationen med værdigheden og respekten for hinanden i behold. Betyder det så, at det er sundt og rigtigt? Jeg aner det ikke!

Måske burde jeg have skældt noget mere ud, været mere hård. Så kunne hun muligvis nemmere have indordnet sig i den sorte skole. Så ville hun muligvis ikke mistrives nu. Eller hvad? Jeg aner det ikke!

Det jeg med sikkerhed ved er, at min datter mistrives. Og det skal hun ikke! Så nu har jeg kontaktet skolen i Espergærde for at spørge, om hun kan starte deroppe like now! Det kan hun heldigvis godt. Så nu skal helikoptermor her til at lease en bil og pendle mellem Espergærde og København hver morgen og eftermiddag. Er det godt? Det må tiden vise.

helikopter

Noget om at være idealist

Jeg er idealist. Jeg lever mit liv ret så meget ud fra principper og idealer, men kan ikke helt finde ud af om det er godt eller skidt. Nogle gange er det i hvert fald skidt, for jeg har inden for de sidste par måneder været ved at lægge afstand til hele to gode veninder på grund af mine principper.

Det var faktisk min bruger, af alle mennesker, der henledte min opmærksomhed på, at jeg var i risiko for at miste min veninde på grund af mine principper. Av. Min far har altid været utroligt idealistisk og jeg har altid hadet ham for det og aldrig forstået, hvordan man kan stå så stejlt og hellere ville holde på sine principper end på sine venner. Senere blev jeg kærester med Antagonisten, der også er et meget principfast menneske. (Muligvis så den ene ting, vi har til fælles…) Jeg bandede ofte ham og hans idealer langt væk!

Og nu står jeg der så selv. Den ene del af mig skriger, at alt hvad der foregår er så meget imod mine principper og værdier, at det nærmest gør ondt! Jeg får det næsten fysisk dårlig af at skulle være i situationen uden at kunne sige fra, gribe ind, overbevise dem allesammen! En anden del af mig forsøger at være rummelig og favne dem og deres følelser – et andet af mine principper i øvrigt, som jeg så tilsyneladende har svært ved selv at overholde…

I det hele taget er idealisme et stærkt tema i mit liv. Jeg stemmer altid ud fra ideologi og ikke ud fra enkeltsager eller på hvem der nu er populære for tiden. Jeg udfører mit arbejde ud fra mine idealer om, hvad en god tolk er. Og jeg opdrager mit barn ud fra nogle idealer, det jeg mener der skaber et selvstændigt, sundt og lykkeligt menneske. Næsten alt hvad jeg gør er af princip. Men det er jo nok også derfor, at jeg altid har haft tendens til spiseforstyrrelser og nu lider af OCD… Det falder mig utroligt nemt at følge principper, om så det gælder et princip om ikke at spise kulhydrater eller et princip om at vaske hænder 7 gange. Same shit. I respond well to limits, som Miranda fra Sex and the City siger.

Når man ser det fra denne vinkel, er principper og idealer entydigt noget lort.
Men nogle gange er det også meget godt. Fx lærer jeg hele tiden noget nyt, jeg forbedrer mig konstant som tolk, som mor og som menneske ved hele tiden at stræbe højere og være idealistisk. Det har også hjulpet mig i mange situationer, fx til at tage svære beslutninger. Beslutninger bliver meget nemmere at tage, hvis man har et sæt foruddefinerede principper at rette sig efter. Principperne har desuden givet mig meget viljestyrke til at kunne gennemføre mange ting. Det har været det, der har presset mig videre og længere.
Og så kan man også sige, at jeg da i hvert fald altid er meget tydelig. Man ved i det mindste hvor man har mig – nemlig lige derovre i hjørnet med korslagte arme og underlæben fremskudt, holdende på mit princip. Suk.

Så jeg kan altså ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg skal synes. Er det godt eller skidt at være principfast? Og se nu der, selv her leder jeg efter et princip til at guide mig i om det er godt eller skidt at have principper! Jesus altså! Og alt imens jeg så sidder her i hjørnet og er principfast og leder efter et godt princip, der kan støtte mine tanker om principper, er festen slut og de andre er gået hjem. Sådan, Preben. 1-0 til dig, der fik du da lige vist dem, hva?
xgeko

Storfamilie og stolthed

Nogle gange er det ret fantastisk at være en del af en storfamilie med delebørn og eks-mænd og hele baduljen.

I går nat blev Filosoffen storesøster. Hendes far har fået en lille fin dreng. Så Antagonisten ringede os op på Facetime i går for at vise os vidunderet, som indtil videre bliver kaldt for Bob (efter Dylan). Han er lille og fin og rynket, og jeg elsker ham allerede. Fordi han er min datters lillebror og min eks-mands søn. Vildt nok alligevel. Troede ikke jeg kunne være så sentimental, der kan man bare se. Jeg fik også en god samtale med Antagonisten kæreste om, hvordan fødslen var gået (jeg fik lov til at se hende i den mest sårbare situation, liggende med sin nyfødte dreng på brystet) og jeg følte mig meget inkluderet og velkommen i denne intime situation på en virkelig fin måde.

Og så da jeg lige troede, at jeg havde nået topmålet af samhørighed i storfamilien, skrev min eks-svigermor til mig…! Jep, hende der plejer at hade mig som pesten og knapt kan nedlade sig til at ytre et ord i min nærhed. Men hun sendte mig et billede af en kanin. Virkelig underligt i første omgang… Men så gav det mening, da hun bagefter skrev, at hun kender én, der forærer kaninunger væk. Og da hun ved at Filosoffen er blevet lovet en kanin, når vi flytter, ville hun lige høre om vi ville have den. Jeg svarede så, at vi ikke kunne overtage den lige nu, men hvis den kunne bo hos dem indtil 1/3, ville vi gerne have den. “Det kan vi da sagtens finde ud af” lød svaret.

Jeg tør næsten ikke at bevæge mig. Er bange for at jinxe denne fantastiske følelse af at være en del af noget fint. En familie, der gennem tiden har været splittet af had og sorg, men som nu lige så stille er ved at hele. Jeg er sikker på det er Bobs skyld. Den lille, fine sveske, der er kommet til verden midt i denne kolde og mørke måned, tilsyneladende medbringende guld, røgelse og myrraskær. Halleluja, halleluja!
Dét var der sgu ingen visemænd, der havde set komme.

Mors pige og fars datter

Nogle dage forstår jeg bare overhovedet ikke, at Antagonisten og jeg nogensinde har kunnet være kærester og få et barn sammen. Vi er simpelthen så forskellige! Han er til høj musik, spontanitet, eksperimenteren og har sjældent ro i lang nok tid til at kunne sidde stille. Jeg er til fred og ro, stabilitet, forudsigelighed og har det allerbedst hjemme på sofaen under plaiden, kun i selskab med en kop kaffe og en god bog (hej hej, der dukkede Preben lige op for en kort bemærkning, hva?). Hvordan vi to nogensinde har tænkt: “Hey, jeg har det! Vi skal sgu da bo sammen og have børn og alt muligt!” er mig en gåde. Men hvorom alting er, var det jo så det vi gjorde, og resultatet var vores smukke og dejlige Filosof.

Det der så bliver konsekvensen af at få et barn med et menneske, der er væsensforskelligt for én selv, er jo så at barnet uundgåeligt bliver lidt af en ambivalent type, halvt Preben og halvt rock’n’roll… Og så hjælper det jo heller ikke på det hele at have to adresser. Det stakkels delebarn er komplet skizofrent. Hun lever i to vidt forskellige verdener med to værelser, to tøjskabe, to regelsæt, to madplaner, to hårshampooer, to hjem. Og det er bare den praktiske del. Hvad der er endnu mere skizo er de to komplet forskellige kulturer, hun skifter mellem. Hos far tager de i Tivoli og på Bakken og i legeland og besøger farmor i Jylland og leger med venner. Hos mor er vi bare hjemme hele weekenden, har nattøj på fra vi står op til vi går i seng, lægger puslespil, læser bøger og sover til middag. Det må være meget forvirrende. Men på nogle punkter er det også meget godt. Forældre kan jo hver især noget forskelligt, og det er nu også meget rart at han kan give hende noget, som jeg aldrig ville kunne – og omvendt. Jeg hader fx Tivoli, bare spørg Preben, hans hentehår kommer helt ud af kurs bare ved tanken.

Når Filosoffen har været hos sin far i weekenden, er det altid med blandede følelser, at jeg tager imod hende. Så er hun nemlig helt anderledes. Hun har noget fremmed tøj på. Hun dufter anderledes. Hun taler anderledes. Hun griner anderledes og af nogle andre ting. Hun laver nogle helt andre ansigtsudtryk end hun plejer. Selv om det kun er to dage siden at jeg så hende sidst, er det alligevel som at sidde med et fremmed barn på skødet. Hun er ikke min pige, hun er sin fars datter.
Det er jo som sådan helt naturligt. Selvfølgelig er der en del af hende, der er far og en del af hende, der er mor. Og heldigvis er hun allermest bare sig selv! Men alle børn har jo nogle personlighedstræk og noget adfærd, der stammer fra henholdsvis den ene eller den anden forælder. Hos et delebarn bliver disse træk bare fremhævet ekstra meget afhængigt af hvem barnet er hos. Hun tilpasser sig miljøet hun er i som en kamæleon i en jungle.

Når hun så skifter miljø, tager det altid lige lidt tid for hende at skifte farve. Så jeg har lige fars datter på besøg en dags tid eller to inden mors pige dukker op. Klart nok, med den heftige kontrast i de to miljøer hun bebor.
Faktisk tror jeg nærmest ikke at Antagonisten og jeg har noget som helst til fælles ud over barnet. Vi kan være så rygende uenige om alt – politik, menneskelige værdier, opdragelse, ja jeg husker endda en gang, mens vi stadig var gift, hvor vi måtte bede Facebook-vennerne om hjælp, fordi vi ikke kunne blive enige om, hvilken farve denne håndvask var:

ha%cc%8andvask

Så I kan nok se, hvilket niveau vi snakker… “Den er da gul!”, “Nej den er grøn!”, “Nahaj!”, “Joho!”. #udenforpædagogiskrækkevidde.

På trods af forskellighederne samarbejder vi sådan set overraskende godt. Og én ting kan vi i hvert fald blive enige om: Filosoffen er the shit! Og der er ikke nogen, der skal komme og sige noget andet! Så da jeg i går blev ringet op af fru F.Lueknepper fra skolen, fordi de gerne ville forlænge vores skole-hjem-samtale med 15 minutter grundet Filosoffens dårlige opførsel den sidste tid, var Antagonisten og jeg rørende enige om, hvad der var på færde.

Det der er på færde, er at Filosoffen så meget skal skifte skole! Skolen har fået stemplet hende som obsternasig og nu ser de alt, hvad hun gør, med de briller på. Et eksempel på hendes såkaldt dårlige opførsel var, at hun sad og tegnede (med blyant) på sit bord. Da læreren så sagde, at det måtte hun ikke, sagde hun: “Men jeg kan jo bare viske det ud bagefter”. Ja puha, mage til uopdragent barn. Har næsten lyst til at lave en hurtig statistik over, hvor mange voksne der har tegnet på deres borde som små, uden at være endt i ungdomsfængsel, men tværtimod er blevet til helt almindelige pæne mennesker med fuldtidsjobs og alt muligt.
Indtil nu har jeg faktisk være meget underdanig og autoritetstro over for skolen, jeg har vendt det hele indad og funderet meget over, hvor jeg har fejlet i opdragelsen og bebrejdet skilsmissen og alt muligt andet. Indtil jeg blev ringet op af F.Lueknepper, der harmdirrende fortalte om, hvor slemt hun opførte sig ved at tegne på bordet. Så begyndte det at dæmre for mig, at alt muligvis ikke er min skyld, at der ikke er tale om forfejlet opdragelse. At der faktisk nærmere kan være tale om en skole med tvivlsomme pædagogiske metoder.

Nå, men da jeg så ringede til Antagonisten for at udtrykke min frustration, var han helt rolig og vi fik en rigtig god snak om, hvad vi skulle sige og gøre til samtalen. Og vi var fuldstændigt enige! Så nok er vi så forskellige, som man overhovedet kan være, som hund og kat, som nat og dag – men vi er i hvert fald helt enige om én ting: Nobody puts (our) baby in the corner!

Flyttefilosoferen

Ting jeg glæder mig til, når vi flytter:

  • At jeg ikke længere kan høre naboens barn køre rundt med sin gåvogn. Det er meget hyggeligt, men altså nu har vi hørt det, han kan gå, det er flot, now hush little baby
  • At jeg til gengæld kan høre vinden suse i træerne. Det er ren zen.
  • At jeg kan gå en tur ved stranden sådan en vinterdag som i dag og blive rusket godt og grundigt igennem af vinden, så kinderne bliver helt røde og varme bagefter.
  • At køre med tog til og fra arbejde. Ja, tro det eller lad være, men shit hvor jeg glæder mig til at have en halv times fred før og efter arbejde hver dag!
  • At kunne følge Filosoffen til en fritidsaktivitet – på cykel!
  • At kunne bygge snemand lige uden for vores vinduer.
  • At have udsigt til noget grønt! Herfra hvor jeg sidder nu – kan jeg intet som helst se, da det er bælgmørkt kl fucking 17! – men hvis ikke der var, ville jeg kunne se et kæmpestort vægmaleri af en kvinde i en form for omfavnelse med en måge med underteksten: “WHEN WILL I GET LAID?”. Meget kunstnerisk-underligt. Har altid været lidt bekymret for damen. Er hun mon til fugle? Har hun haft en ulykkelig barndom? Ingen ved det. Glæder mig til at kigge ind i en trækrone i stedet.
  • At mit barn går i en almindelig folkeskole. Jeg er slet ikke rummelig nok til en kristen friskole.
  • At have en altan, der er stor nok til, at man kan gå ud på den og rent faktisk lukke døren uden at skulle have det ene ben ud over kanten eller ofre sin stol for det.
  • At få spisekøkken. Der er jo et rend uden lige frem og tilbage mellem køkken og stue blot for at indtage en skål havregryn med mælk! Fremover vil jeg indtage alle måltider siddende på en stol direkte under køleskabet. Så kan jeg lige læne mig til siden og smide tallerkenen i opvaskeren bagefter. Det bliver pisse godt.
  • At eje mit eget hjem! – sammen med Optimisten dog, som har forbløffende mange holdninger til, hvordan det skal indrettes, hvad er nu det?
  • At føle mig som sådan en voksen én, der går til generalforsamling i sin ejerforening. Så så man lige mig spørge ind til revisorpåtegningen og det fremsatte vedtægtsændringsforslag! Ok det gør jeg så nok ikke, der kommer sikkert til at være en ny sæson af en eller anden serie, jeg hellere vil bruge min onsdag aften på. But still!
  • At kunne sende Filosoffen udenfor og løbe krudtet af, når hun kl 19.10 på en almindelig tirsdag aften pisker rundt i stuen som en flue om en lampe (hvad sker der i øvrigt for det, hvorfor er lamper bare the shit for en flue at fise rundt om??). Så vil jeg med den største fornøjelse sige: “Løb og andre former for atletiske udfoldelser foregår på de dertil egnede udendørsarealer!”
  • At bo i stuen! Hold nu kæft hvor har jeg stået mange gange nede på gaden og opdaget, at vi har glemt Filosoffens hue eller vanter. Det har hver gang kostet en tur i H&M alene fordi jeg simpelthen ikke magtede at vade op til 4.sal igen for at hente dem! Så allerede dér kommer jeg jo til at spare en hel del ved at flytte – I skal bare se, om et år har vi råd til at rejse en uge sydpå for alle de penge, jeg ikke længere bruger på ting jeg ikke gider at hente oppe i det høje!
  • Ikke at kunne mærke trafikkens vibrationer i gulvet eller kunne høre 66’eren åbne og lukke dørene hvert 10. minut.
  • At få et gæsteværelse/kontor/opbevaring af ubestemmeligt inventar (shhh, det sidste ved Opstimisten ikke noget om, han tror vist bare han skal have sig et kontor med en virkelig behagelig kontorstol med armlæn og et hæve-sænkebord. Tsk, tsk! Han bliver klogere…)
  • At sidde i min virkelig upraktiske, men utroligt flotte lænestol i hjørnet af den nye stue og kigge ud på træerne og buskene og nyde at være til. Og måske skrive et blogindlæg. Hvis jeg kan løsrive mig fra trækronen.

    billede

    En skitsebog fra Tiger, som jeg tydeligvis burde eje…

Older posts