Storfamilie og stolthed

Noget om at være idealist

Jeg er idealist. Jeg lever mit liv ret så meget ud fra principper og idealer, men kan ikke helt finde ud af om det er godt eller skidt. Nogle gange er det i hvert fald skidt, for jeg har inden for de sidste par måneder været ved at lægge afstand til hele to gode veninder på grund af mine principper.

Det var faktisk min bruger, af alle mennesker, der henledte min opmærksomhed på, at jeg var i risiko for at miste min veninde på grund af mine principper. Av. Min far har altid været utroligt idealistisk og jeg har altid hadet ham for det og aldrig forstået, hvordan man kan stå så stejlt og hellere ville holde på sine principper end på sine venner. Senere blev jeg kærester med Antagonisten, der også er et meget principfast menneske. (Muligvis så den ene ting, vi har til fælles…) Jeg bandede ofte ham og hans idealer langt væk!

Og nu står jeg der så selv. Den ene del af mig skriger, at alt hvad der foregår er så meget imod mine principper og værdier, at det nærmest gør ondt! Jeg får det næsten fysisk dårlig af at skulle være i situationen uden at kunne sige fra, gribe ind, overbevise dem allesammen! En anden del af mig forsøger at være rummelig og favne dem og deres følelser – et andet af mine principper i øvrigt, som jeg så tilsyneladende har svært ved selv at overholde…

I det hele taget er idealisme et stærkt tema i mit liv. Jeg stemmer altid ud fra ideologi og ikke ud fra enkeltsager eller på hvem der nu er populære for tiden. Jeg udfører mit arbejde ud fra mine idealer om, hvad en god tolk er. Og jeg opdrager mit barn ud fra nogle idealer, det jeg mener der skaber et selvstændigt, sundt og lykkeligt menneske. Næsten alt hvad jeg gør er af princip. Men det er jo nok også derfor, at jeg altid har haft tendens til spiseforstyrrelser og nu lider af OCD… Det falder mig utroligt nemt at følge principper, om så det gælder et princip om ikke at spise kulhydrater eller et princip om at vaske hænder 7 gange. Same shit. I respond well to limits, som Miranda fra Sex and the City siger.

Når man ser det fra denne vinkel, er principper og idealer entydigt noget lort.
Men nogle gange er det også meget godt. Fx lærer jeg hele tiden noget nyt, jeg forbedrer mig konstant som tolk, som mor og som menneske ved hele tiden at stræbe højere og være idealistisk. Det har også hjulpet mig i mange situationer, fx til at tage svære beslutninger. Beslutninger bliver meget nemmere at tage, hvis man har et sæt foruddefinerede principper at rette sig efter. Principperne har desuden givet mig meget viljestyrke til at kunne gennemføre mange ting. Det har været det, der har presset mig videre og længere.
Og så kan man også sige, at jeg da i hvert fald altid er meget tydelig. Man ved i det mindste hvor man har mig – nemlig lige derovre i hjørnet med korslagte arme og underlæben fremskudt, holdende på mit princip. Suk.

Så jeg kan altså ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg skal synes. Er det godt eller skidt at være principfast? Og se nu der, selv her leder jeg efter et princip til at guide mig i om det er godt eller skidt at have principper! Jesus altså! Og alt imens jeg så sidder her i hjørnet og er principfast og leder efter et godt princip, der kan støtte mine tanker om principper, er festen slut og de andre er gået hjem. Sådan, Preben. 1-0 til dig, der fik du da lige vist dem, hva?
xgeko

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Storfamilie og stolthed