Flyttefilosoferen

Mors pige og fars datter

Nogle dage forstår jeg bare overhovedet ikke, at Antagonisten og jeg nogensinde har kunnet være kærester og få et barn sammen. Vi er simpelthen så forskellige! Han er til høj musik, spontanitet, eksperimenteren og har sjældent ro i lang nok tid til at kunne sidde stille. Jeg er til fred og ro, stabilitet, forudsigelighed og har det allerbedst hjemme på sofaen under plaiden, kun i selskab med en kop kaffe og en god bog (hej hej, der dukkede Preben lige op for en kort bemærkning, hva?). Hvordan vi to nogensinde har tænkt: “Hey, jeg har det! Vi skal sgu da bo sammen og have børn og alt muligt!” er mig en gåde. Men hvorom alting er, var det jo så det vi gjorde, og resultatet var vores smukke og dejlige Filosof.

Det der så bliver konsekvensen af at få et barn med et menneske, der er væsensforskelligt for én selv, er jo så at barnet uundgåeligt bliver lidt af en ambivalent type, halvt Preben og halvt rock’n’roll… Og så hjælper det jo heller ikke på det hele at have to adresser. Det stakkels delebarn er komplet skizofrent. Hun lever i to vidt forskellige verdener med to værelser, to tøjskabe, to regelsæt, to madplaner, to hårshampooer, to hjem. Og det er bare den praktiske del. Hvad der er endnu mere skizo er de to komplet forskellige kulturer, hun skifter mellem. Hos far tager de i Tivoli og på Bakken og i legeland og besøger farmor i Jylland og leger med venner. Hos mor er vi bare hjemme hele weekenden, har nattøj på fra vi står op til vi går i seng, lægger puslespil, læser bøger og sover til middag. Det må være meget forvirrende. Men på nogle punkter er det også meget godt. Forældre kan jo hver især noget forskelligt, og det er nu også meget rart at han kan give hende noget, som jeg aldrig ville kunne – og omvendt. Jeg hader fx Tivoli, bare spørg Preben, hans hentehår kommer helt ud af kurs bare ved tanken.

Når Filosoffen har været hos sin far i weekenden, er det altid med blandede følelser, at jeg tager imod hende. Så er hun nemlig helt anderledes. Hun har noget fremmed tøj på. Hun dufter anderledes. Hun taler anderledes. Hun griner anderledes og af nogle andre ting. Hun laver nogle helt andre ansigtsudtryk end hun plejer. Selv om det kun er to dage siden at jeg så hende sidst, er det alligevel som at sidde med et fremmed barn på skødet. Hun er ikke min pige, hun er sin fars datter.
Det er jo som sådan helt naturligt. Selvfølgelig er der en del af hende, der er far og en del af hende, der er mor. Og heldigvis er hun allermest bare sig selv! Men alle børn har jo nogle personlighedstræk og noget adfærd, der stammer fra henholdsvis den ene eller den anden forælder. Hos et delebarn bliver disse træk bare fremhævet ekstra meget afhængigt af hvem barnet er hos. Hun tilpasser sig miljøet hun er i som en kamæleon i en jungle.

Når hun så skifter miljø, tager det altid lige lidt tid for hende at skifte farve. Så jeg har lige fars datter på besøg en dags tid eller to inden mors pige dukker op. Klart nok, med den heftige kontrast i de to miljøer hun bebor.
Faktisk tror jeg nærmest ikke at Antagonisten og jeg har noget som helst til fælles ud over barnet. Vi kan være så rygende uenige om alt – politik, menneskelige værdier, opdragelse, ja jeg husker endda en gang, mens vi stadig var gift, hvor vi måtte bede Facebook-vennerne om hjælp, fordi vi ikke kunne blive enige om, hvilken farve denne håndvask var:

ha%cc%8andvask

Så I kan nok se, hvilket niveau vi snakker… “Den er da gul!”, “Nej den er grøn!”, “Nahaj!”, “Joho!”. #udenforpædagogiskrækkevidde.

På trods af forskellighederne samarbejder vi sådan set overraskende godt. Og én ting kan vi i hvert fald blive enige om: Filosoffen er the shit! Og der er ikke nogen, der skal komme og sige noget andet! Så da jeg i går blev ringet op af fru F.Lueknepper fra skolen, fordi de gerne ville forlænge vores skole-hjem-samtale med 15 minutter grundet Filosoffens dårlige opførsel den sidste tid, var Antagonisten og jeg rørende enige om, hvad der var på færde.

Det der er på færde, er at Filosoffen så meget skal skifte skole! Skolen har fået stemplet hende som obsternasig og nu ser de alt, hvad hun gør, med de briller på. Et eksempel på hendes såkaldt dårlige opførsel var, at hun sad og tegnede (med blyant) på sit bord. Da læreren så sagde, at det måtte hun ikke, sagde hun: “Men jeg kan jo bare viske det ud bagefter”. Ja puha, mage til uopdragent barn. Har næsten lyst til at lave en hurtig statistik over, hvor mange voksne der har tegnet på deres borde som små, uden at være endt i ungdomsfængsel, men tværtimod er blevet til helt almindelige pæne mennesker med fuldtidsjobs og alt muligt.
Indtil nu har jeg faktisk være meget underdanig og autoritetstro over for skolen, jeg har vendt det hele indad og funderet meget over, hvor jeg har fejlet i opdragelsen og bebrejdet skilsmissen og alt muligt andet. Indtil jeg blev ringet op af F.Lueknepper, der harmdirrende fortalte om, hvor slemt hun opførte sig ved at tegne på bordet. Så begyndte det at dæmre for mig, at alt muligvis ikke er min skyld, at der ikke er tale om forfejlet opdragelse. At der faktisk nærmere kan være tale om en skole med tvivlsomme pædagogiske metoder.

Nå, men da jeg så ringede til Antagonisten for at udtrykke min frustration, var han helt rolig og vi fik en rigtig god snak om, hvad vi skulle sige og gøre til samtalen. Og vi var fuldstændigt enige! Så nok er vi så forskellige, som man overhovedet kan være, som hund og kat, som nat og dag – men vi er i hvert fald helt enige om én ting: Nobody puts (our) baby in the corner!

   

6 kommentarer

  • Julie

    Hvordan er de andre børn i den skole, hvis man bliver peget ud for at tegne på bordet med en blyant??! Enten har læreren meget, meget travlt hvis der skal ringes hjem, hver gang sådan noget sker – eller også er de andre børn seriøst helt vildt autoritært opdraget ? Haha I vores børnehave har vi fået at vide, at vi gerne må opdrage vores barn til at være lidt mere vild og gøre oprør en gang i mellem 🙂 Børnemagt nu!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Skilsmissemor

      Jeg tror måske det er en kombination… Har hørt fra andre forældre, at de også bliver kontaktet i tide og utide, men jeg tror så også, at skolen bare er vant til sådan nogle vildt autoritært-opdragede børn, der sidder stiller og lytter koncentreret, fordi de ellers får stuearrest derhjemme… Det bliver altså et nej tak herfra!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det lyder som det rette med et skoleskift.
    Held og lykke med det

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nu tør jeg næsten ikke sige, at vasken da (tydeligvis!) er gul! Hvilket hold er jeg så på??
    Og så tror jeg, du har ret – det bliver helt sikkert rigtig godt med et skoleskift! Glæder mig til at høre, hvordan Preben takler skole-hjem-samtalen;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Skilsmissemor

      Hahaha, den er gul! Antagonisten er farveblind, så han syntes den så grøn ud… Men så kan man jo diskutere, hvem der egentlig har “ret” og om farvespektret i det hele taget er noget, man kan sige rigtigt eller forkert om 😛

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Flyttefilosoferen