Happy f*ing birthday, min skat

Fødselsdage er en bitch. Når man er skilt altså.

Filosoffen har fødselsdag lige om snart. Og fødselsdagsfest skal der til. Men hvert år når tiden sig nærmer, skal jeg lige tage en dyb indånding og finde mit sødeste smil frem. For nu skal det store slag stå: Hvem skal holde fødselsdagen? Og hvem har hende på DAGEN?

Filosoffen er hos sin far i weekender i de lige uger, og dette år falder hendes fødselsdag så på en mandag efter en lige weekend. Pis. Så Antagonisten får morgenen, hvor der skal synges sang og spises boller med flag i. Men jeg kan da sætte et lille flag i min skyr og spæde min kaffe op med Gammeldansk og så bliver min morgen også super fin da…

I år har Antagonisten så proklameret, at han vil holde fødselsdagEN. Det vil sige den fest, hvor klassekammeraterne kommer. Ja. God ide. Bortset fra at han bor 100km væk fra hendes skole… Jo men han har jo have, som han siger. Ja, 100km væk. Sandsynligheden for, at ingen af de inviterede kommer, er ret stor, når festen holdes 100km væk.

Så hvad har jeg, Moder f*ing Teresa, så tilbudt? At stå klar på Hovedbanen kl.11 og ledsage alle børnene med toget til Langbortistan, hvor Edens Have tilsyneladende ligger. Awesome. Can’t wait! Kan allerede nu se det for mig: Smilla Sofia tuder, fordi hendes hårbøjle strammer, både Emma-Luna og Urt vil sidde ved siden af Stjerne og kommer derfor op at skændes inden vi overhovedet er trillet ud fra Hovedbanen og Sofus Erasmus insisterer på at svinge sig i hattehylden for at vise de andre drenge fra klassen, hvad han har lært til parkur. #vildbasser #påvejtilfest #7åridag #vihyggermax

Hvis man skal se det fra den lyse side, så er invitationerne blevet sendt så sent ud, at der sikkert ikke kommer nogen det da rart, at jeg ikke skal stå for al madlavningen. Men lur mig om ikke Antagonisten alligevel får smuglet 40 pølsehorn ind i 11.time. Det er dog klart et kæmpe fremskridt, at vi overhovedet kan holde en fødselsdagsfest sådan tilnærmelsesvist fælles. Efter skilsmissen har vi troligt kørt dobbeltfester hvert år uden nogen form for koordinering, så dette års kamikaze- koordinerede projekt er da en klar forbedring.

Men træerne vokser selvfølgelig ikke ind i himlen. For når man er skilsmisseramt, så er der jo altid fænomenet Mors Kæreste og Fars Kæreste, som skal deales med. Og jeg dealer sådan set glimrende med Fars Kæreste, men Antagonisten er ikke udpræget fan af Mors Kæreste, for at sige det mildt. Så Filosoffen føler sig jo presset til at undlade at invitere Optimisten, da hun ved at far vil blive vred hvis hun gør. Stakkels lille menneske, der skal tage så store hensyn. Optimisten blev da også lidt såret, da han fik at vide, at han ikke var inviteret med til hendes fødselsdag, men på den anden side kan man ikke rigtigt klandre hende. Tænk på hvor meget energi hun ville skulle bruge på at holde øje med om far var ok, og om bonusfar var ok og om far var ok med at bonusfar var ok og pyha altså. Så den byrde har hun sparret sig selv for ved ikke at invitere sin elskede bonusfar, og sådan er så Filosoffens liv. Lort.

Til gengæld har hun så både inviteret Mormor og Morfar og Farmor og Farfar. Så det skal nok også blive skønno. Farmor og Farfar hader mig indædt og Mormor hader Farmor og Morfar er alkoholiker og hader alle, så allerede dér er grunden jo lagt til en fantastisk fest. Der vil være så mange hashtag-moments, at jeg næsten ikke kan rumme det.