At være ny blogger

Rubrikken “fraskilt”

Jeg er fraskilt. Åh gud, hvor er jeg fraskilt! Hvis ordet fandtes i superlativ form, ville jeg være dét – den fraskilteste af alle. Det er først rigtigt gået op for mig inden for de sidste par måneder, HVOR fraskilt jeg egentlig er. Ikke bare i egne øjne, men værst af alt i andres.

Det bliver især tydeligt, når ingen af ens venner er skilt. Tværtimod er de allesammen virkelig meget gift og kernefamilieidylslykkelige, så det er jo lige til at tude over bare helt fantastisk! Min familie er derimod en såkaldt “sammenbragt familie”. Hvori det sammenbragte element består i Optimisten, der er flyttet ind til os. Hvor kernefamilier slås med hårde emner som: “Hvem skal smøre speltmadpakken til Sofus Erasmus?” eller “Hvem skal køre Smilla Sofia til klarinet?” er det mere emner som: “Hvorfor har far ikke betalt bidrag i denne måned?” eller “Hvem skal trøste barnet, når hun græder over at ferien med far er slut? (For jeg magter det virkelig dårligt)” der præger billedet hjemme hos os.

Selvfølgelig handler meget af min skilsmisseblues også om den måde, vores forhold var og er og sluttede (I må få historien en anden god gang – jeg ville virkelig synes den var god, hvis ikke det var min egen). Det kunne klart have været et mere optimalt brud med et derpå følgende mere optimalt samarbejde. Men jeg tror sgu ikke på, at der er noget der hedder en lykkelig skilsmisse! Jo måske for mor og far, men fandeme aldrig for barnet! Og det er den evindelige dårlige samvittighed, der altid nager og fortsat vil nage til mine dages ende – at jeg valgte at tage en beslutning som var god for mig, men dårlig for mit barn, og det skal hun så leve med resten af sit liv. Den er hård. Og det giver mig usigeligt meget lyst til at fodre hende med pandekager til alle måltider og tage hende i Tivoli efter skole dagligt, blot for at kompensere for det kaos jeg har gjort hendes liv til. Men det går jo ikke – den slags har hun jo en far til… (host host). Så jeg er overladt med rollen som sure mor, hende der har sengetider og regler og som siger, at man ikke må spise slik før morgenmaden og den slags kedelige og nederen ting. Gudskelov at min kæreste veninde lige har fået et barn – så kan jeg gå pandekage-amok på ham i stedet (evil laughter)!

Det der har fået mig til at føle mig ekstra fraskilt er nok i virkeligheden bare gassen, der er gået af ballonen. Den første lange tid efter bruddet med Antagonisten var jeg helt høj – af frihedsfølelsen, lettelsen over at have taget en beslutning, forelskelse og håb for fremtiden! Men nu er det efterhånden (4 år senere) blevet hverdag igen. Filosoffen er startet i skole og dermed opstår nye, nederen interessante problemer udfordringer som forælder til et skolebarn. Her bliver det igen meget tydeligt for alle, hvem i klassen der har en “rigtig” familie og hvem der ikke har. Og læreren har lige et ekstra øje på de børn, der kommer fra “brudte familier”. Man ved jo aldrig, om de udvikler ADHD eller spiseforstyrrelser eller andre usunde ting, som kernefamiliebørnene naturligvis ikke er i fare for! Og når der er forældrekaffe på skolen, kommer alle kerne-mødrene med deres store maver, ventende sig nr. 3 i rækken af perfekte børn, og så får man det medlidende blik, når det går op for dem, at man er…ja de kan næsten ikke engang få ordet over deres læber!

Og så er der alle højtiderne. Og det er her man føler sig allermest skilsmisseramt! Jul, fødselsdag, påske, sommerferie, fortsæt selv listen. Når Facebook flyder over med smukke billeder fra kernefamiliens skød (#sikkevihygger #sommerhusmedhelefamilien #vandhundenSmillaSofia #gammeldagsismeddethele), så føler jeg mig åh så fraskilt. For den sammenbragte familie bliver bare aldrig en kernefamilie. Uanset hvor meget vi hygger os og bader og spiser gammeldags is, så vil der aldrig være den samme dynamik og “vi-har-nok-i-os-selv”-agtige følelse som der er i en kernefamilie. Ikke at jeg på nogen måde ville have lyst til at ændre min beslutning! Antagonisten og jeg var på ingen måde meant-to-be. Overhovedet. Og den dynamik, der var mellem os tre dengang er bestemt heller ikke noget jeg savner – så er dynamikken i den nye familie klart at foretrække! Men derfor sutter det stadig røv at være skilt. Uanset hvor lykkelig man er i den nye konstellation. Punktum.

Nu er det så bare sådan mit liv er. Den røv må jeg jo så sutte. Som min mor så charmerende sagde, da jeg en dag ringede til hende for at klage min nød over hvor svært det er at være skilt: “Jamen man ligger som man har redt og nu sidder du i saksen”. Hun har styr på de danske idiomer, det må man give hende.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At være ny blogger