Mest af alt holder jeg af hverdagen

Så er julen forbi. Og det har været den bedste jul i 30 år, så er det sagt!
Jeg havde jo ellers ikke stor tiltro til mine evner som vært for en juleaften, men så har jeg heldigvis min elskede Optimist. Sammen fik vi ordnet alt, hvad der skulle ordnes, og gæsterne bidrog med godt humør og varme smil og ris a la mande. Maden var god, barnet var glad og Disneys Juleshow var som det plejer, så alt var godt. Ingen var fulde eller vrede eller kede af det, alt var bare rart. Muligvis er det sådan jul føles altid for alle dem, der ikke er vokset op i dysfunktionelle familier?

Jeg har ellers altid været skeptisk over for al den idyl andre mennesker har givet udtryk for i forbindelse med julen. Har ikke rigtigt stolet på, at nogen i virkeligheden havde det hyggeligt. Der er alt for meget, der skal ordnes og alt for mange ligegyldige gaver, der skal købes – det kan umuligt sådan for alvor være hyggeligt for nogen, har jeg tænkt.
Preben har især været om sig med brok over det hele – gaveræs og Vestens klamme overforbrug af både penge, mad og ikke mindst strøm til alle de overlæssede juleudstillinger. En højtid, der egentlig i fordums tid handlede om at fejre, at lyset snart vender tilbage, men senere blev til en kristen fejring af Jesu fødsel – hvor belejligt, at han lige valgte at blive født dér, hvor hedningene i forvejen plejede at holde fest – og nu nærmere har udviklet sig til en forbrugsfest, der handler om at rage til sig af mad og materielle goder. Og julemanden er i øvrigt opfundet af Coca Cola. Føj, siger Preben.
Jeg har altid forsøgt at tale ham lidt ned, har sagt til ham at julen jo også handler om det nære, at være sammen med familien og sådan nogle ting. Men når folk så har lagt billeder ud på de sociale medier af hvor forpulet dejligt de alle har det i deres flotte juletøj og med det perfekt pyntede træ med Georg Jensen-kuglerne i baggrunden, har både Preben og jeg kastet lidt op i munden på os selv.

Men i år har (lakrids)piben fået en anden lyd. Både Preben og jeg har hygget os og haft en virkelig dejlig jul. På vores egen måde. Vi havde lige et mindre dyk i humøret i løbet af eftermiddagen, da barnet begyndte at udvise almindelig utålmodighed over ventetiden inden gaverne skulle åbnes. Det havde vi det lige lidt stramt med, fik lyst til at råbe noget om de fattige og forældreløse, men Optimisten fik beroliget os. Han mener, at det er meget normalt at børn glæder sig til juleaften og gaverne. Det ved jeg jo ikke så meget om, jeg plejede mest at have ondt i maven indtil det var overstået. Det er godt at jeg har ham til at fortælle mig om normalværdierne. Så jeg faldt ned og prøvede i stedet at nyde Filosoffens glæde og iver. Og så sænkede julefreden sig og jeg fik lov til at opleve en rigtig juleaften, sådan én som de alle har talt om. Og jeg kan mærke, at det var begyndelsen på noget godt. Jeg tror nu på, at Filosoffen nok skal vokse op med mere rare minder om juleaften end jeg gjorde og det er nok den allerbedste julegave, jeg overhovedet kunne ønske mig.

Helligdagene efter var også dejlige. Vi lavede æbleskiver og så film og havde nattøj på hele dagen og spiste rester fra juleaften. Anden juledag lå vi i sengen alle tre og kiggede på plantegningen over vores nye lejlighed og kom lidt for sent til julefrokosten hos Optimistens søster, men det gjorde ingenting, for alle var glade.

Nu er det så hverdag igen, og det er nu også meget rart. Det er lidt ligesom at komme hjem under dynen kl.4 om morgenen efter en bytur, kvalm og svimmel og med hylen for ørerne. Jul er dejligt, men det er også rart at vende tilbage til hverdagen. Julepynten er pillet ned og grannålene støvsuget op, vaskemaskinen kører og køleskabet er fyldt med grønsager. Barnet er sur, fordi hun ikke må spille på iPaden og Optimisten og jeg skændes over noget ligegyldigt. Det er så deprimerende og dog så velkendt. Mest af alt holder jeg af hverdagen.

Siden sidst

Her kommer et lille punkt-opstillet indlæg, om hvad der er sket siden sidst. Jeg ved godt, at Miriam siger noget med, at punktopstilling kun er til når bloggere ikke ellers ved hvad de skal skrive om, men i dette tilfælde er det mere fordi jeg simpelthen er for træt til at producere en sammenhængende prosatekst. Så here we go, siden sidst:

  • Er Filosoffen startet på sin nye skole i Espergærde. Og hun er glad! Hun har allerede haft sin første legeaftale og hun snakker som et vandfald på vej hjem i bilen om alle de dejlige ting hun har oplevet i løbet af dagen.
  • Har jeg oplevet megen menneskelig godhed, fra meget uventede kanter! Min gamle folkeskoleveninde, som jeg ikke har haft et tæt forhold til i årevis, tilbød os, at vi kunne bruge hendes bil til at køre Filosoffen til og fra skole hver dag. Jeg fik en klump i halsen, da hun skrev det til mig. Søde, søde Jannie med de smilende øjne og den tørre humor. Og så gudhjælpemig om ikke Optimistens forældre ringede et par dage efter for at sige, at de gerne ville hente Filosoffen nogle dage om ugen for at aflaste os lidt i kørslen frem og tilbage. Så mange gode mennesker, der pludselig stiller op for os. Jeg føler mig meget heldig!
  • Er jeg virkelig træt. Vi står op 5.45 hver dag for at kunne nå at køre 80 km inden arbejdsdagen begynder. Sådan er vi jo nogle, der godt kan lide at starte dagen for tiden.
  • Har jeg fundet ud af, at det er awesome at køre mod myldretidstrafikken, men pænt nederen at køre med den… Især når alle mennesker nord for København med bil ikke kender reglerne for sammenfletning. Og når motorvejen er kvajet opbygget. Nogen tænkte engang: “Hey, jeg har det! Hvad med, at vi lægger et motorvejskryds lige dér, hvor der også kommer en tilkørsel fra en virkelig tæt befolket forstad? Det er da mega smart! Og hyggeligt! Så kan de allesammen få lov til at holde i kø sammen” Han var vist en lidt hippie-agtig type, ham motorvejsingeniøren… Og det er da også smadder hyggeligt at holde dér sammen med alle mine lemminge-homies hver morgen. Vi hygger maks!
  • Har jeg konstant de samme sange på hjernen, fordi P3 har et repertoire på omkring 7-10 sange, tops, der så kører i loop. Så kunne jeg jo skifte kanal, ville nogle sikkert mene… Men jeg magter ikke noget med reklamer. Er alt for morgensur til at høre på car glass repair, car glass replace-jinglen så tidligt på dagen. Og P1 er virkelig intellektuelt og totalt meget Prebens stil og det hele, men altsåzzzzzzzzzz. Og P4 er jeg simpelthen ikke gammel nok til at høre. Så jeg hører de samme 7-10 sange på repeat på 3. uge nu. Min hjerne er især glad for at genopfriske dem lige når jeg har lagt mig til at sove.
  • Skriver jeg eksamensopgave om komplementsætninger ud fra kognitive og funktionelle tilgange til lingvistik. Forleden fandt jeg en artikel om komplementsætninger i Indo-Pakistansk tegnsprog og blev virkelig glad! #hvemsagdenørd? Jeg skal bare skrive 12-15 sider mellem jul og nytår. Det kan jeg da sagtens, ik?
  • Har min far været virkelig, virkelig syg. Så jeg nåede lige en tur til Falster for at tage afsked. Fik på én og samme weekend sagt farvel til min far og været mor for min mor og med toget direkte hjem for at tage til julemarked på Filosoffens rædsomme, gamle skole. Det var alt i alt en ret træls weekend.
  • Er min far blevet rask igen. Og har med vanlig omhu nægtet at følge sundhedspersonalets anvisninger, bare fordi han hader, når folk bestemmer over ham. Men så ved man da, at han er rask igen. Ville først blive rigtigt bekymret, hvis han blev blid som et lam.
  • Har Optimisten fået forlænget sit vikariat som fysioterapeut frem til 1/5! Heureka, så er der en chance for, at vi ikke går fallit lige foreløbig!
  • Har Filosoffen igen angstsymptomer. Ikke fordi det kan komme bag på nogen. Hun har aldrig været vildt god til det med store forandringer, sjovt nok ligesom jeg heller ikke er. Æblet og stammen, I ved… Så et skoleskift – uanset hvor positivt det er – er bare en kæmpe stor ting for hende. Men den skal vi nok klare sammen! Det er det gode ved æbler og stammer – de holder sammen!
  • Har vi bestemt os for at holde jul herhjemme og har så inviteret Optimistens forældre og bror til at komme her. Har lidt præstationsangst over sådan at skulle ryste en juleaften ud af ærmet. På en eller anden måde er jeg mere tryg ved at skulle forfatte 12-15 sider om komplementsætninger i Indo-Pakistansk tegnsprog på 5 dage end jeg er ved at skulle være vært for en juleaften… Men for første gang siden jeg blev mor, har jeg reelt lyst til at skabe egne familiejuletraditioner – og ikke mindst en reel tro på, at det nok skal blive rigtig godt.
  • Glæder jeg mig nu endnu mere sindssygt til at flytte! Hver dag, når jeg afleverer og henter Filosoffen, kigger jeg længselsfuldt over mod boligblokken, med den grimme blå stribe, der sikkert var vildt moderne i 70’erne, og som meget snart bliver vores nye hjem! Jeg vil bare gerne bo der nuuuu! Jeg kan jo for hulan SE ind i vores kommende køkken, hvis jeg går tæt nok på! #narrefisse
  • Glædes jeg så meget over den nye skole! Over lærerne og de andre børn og omgivelserne, der bare er helt som de skal være! Som Antagonisten sagde, da han havde været der første gang: “Næææ, hvor er der bare hyggeligt! Det er jo sådan en rigtig folkeskole!” Og det har han ret i. På godt og ondt er det sådan en rigtig folkeskole. Med et mylder af børn og en kæmpe stor fodboldbane og en gymnastiksal og en skolegård med optegnede hinkeruder. Jeg føler mig straks henført til anno 1992-ish, husker tydeligt, hvordan der føltes og lugtede, lidt af spegepølse og vådt overtøj, lidt af tryksværte og sure tæer. Åh ja, det var tider. Og nu er det Filosoffens tider, og det er helt som det skal være.

Om at være blevet et bedre menneske af at blive mor

Nu hvor det er hjerternes fest og alt det, tænkte jeg at det var på tide med en positiv vinkel på det med moderskabet. Som indlægget sidst mere end antydede, har jeg haft det meget stramt med at blive mor og alt hvad det dermed indebærer. Det har bragt mig mange sorger og frustrationer og det vedbliver med at være mit livs sværeste opgave.

Men, for der er et men, nu vil jeg gerne også fortælle lidt om den positive side af medaljen. Altså ikke så meget om hvor meget jeg elsker mit barn. Den slags har jeg aldrig ment var i offentlighedens interesse, så det vil jeg hellere gemme til rare stunder med hovedpersonen selv. I stedet vil jeg her fortælle, hvordan moderskabet har gjort mig til et bedre menneske.

Før jeg blev mor, var jeg nemlig en lille egoistisk, navlepillende finke. Så er det sagt. Jeg havde utroligt travlt med mig selv og mine egne behov og jeg kunne bryde sammen over presset, hvis vasketøjskurven var fuld eller jeg skulle tidligt op om morgenen. Men efter jeg har fået barn, er der kommet andre boller på suppen. Det at skulle drage omsorg for et andet menneske, er et kæmpemæssigt ansvar. Og det er så utroligt dannende samtidig! Her er nogle ting, der har forbedret mig som menneske, efter jeg er blevet mor:

  • Kan (næsten) stå op om morgenen uden at være ved at kaste op af medlidenhed med mig selv.
  • Kan (næsten) udsætte mine egne behov. I hvert fald i en time!
  • Kan nå at gennemtænke en situation på et splitsekund og fx nå at gribe mælkeglasset inden det tilter eller lave en lynhurtig konsekvensanalyse af Filosoffens vejrmøller, der ganget med antallet af møbler i stuen og divideret med radiussen af hendes benlængde² er lig med katastrofe og en tur på skadestuen.
  • Har (næsten) lært at omgås andre mennesker. Fx er jeg efterhånden ved at have lært, hvordan man smalltalker med de andre børns forældre og kan næsten huske børnenes navne også. #tjekkettype
  • Har fået en gevaldig selvindsigt. Der er intet, der fordrer selvanalyse, som et skænderi med en 7-årig.
  • Er blevet mere tålmodig. Har simpelthen lært mig selv at tælle til ti inden jeg gør noget, jeg fortryder senere.
  • Er blevet mere mild og betænksom over for andre.
  • Har lært at tale girafsprog – det lykkes ca.60% af tiden. Resten af tiden tæller jeg…
  • Har fået mere forståelse for andre (voksne) mennesker – især dem, der opfører sig som en 3-årig, der ikke må få en is.
  • Har fået et helt andet forhold til min krop. Efter en fødsel, kan andre smerter godt gå hjem og vugge – intet gør mere ondt end at presse et lille menneske ud af sin tissekone. Og forkølelse er heller ikke længere en sygdom, det har jeg virkelig ikke tid til. Nej næsespray og Strepsils er mine venner. I det hele taget er min selvmedlidenhed blevet minimeret. #hårdførtype
  • Har lært at udnytte min tid optimalt! Og med optimalt mener jeg, at jeg har lært at prioritere min tid. En time på sofaen uden afbrydelser skal prioriteres højest, da man aldrig aner, hvornår det sker igen!
  • Jeg er blevet mere tilgivende i diskussioner med ignorante og snævertsynede mennesker. Det kan umuligt blive dummere end at diskutere med en 3-årig, om det er smart at have sandaler på i snevejr.
  • Jeg har (næsten) lært at slippe min perfektionisme. Perfektionisme og madlavning med et barn er to helt uforenelige størrelser. Champignonerne bliver skåret ud i Picasso-lignende figurer og jødekagerne bliver stukket ud med en tog-form og overhældt med så meget kanelsukker, at kagen ender i 3D. Der er en grund til, at jeg ikke er på Instagram. #grimmad#grimmekager#rodetkøkken#tværmor. Men hey, barnet er stolt og har stadig alle ti fingre. Se hvor u-perfektionistisk og afslappet jeg er!
  • Jeg tager ikke mig selv så højtideligt længere. Det kan man jo ikke så godt, når man skal få et barn til at grine. De griner sjældent af Holbergcitater. Så må man ty til fjollede stemmer og pruttelyde. Det clasher lidt med selvhøjtideligheden.
  • Min OCD bliver konstant udfordret af at have barn. Alt er kaos, rodet og beskidt. Og hun lever stadig. Så måske er alt ikke så farligt, som min angst vil have mig til at tro.
  • Moderskabet har også fået mig til at sætte meget mere pris på ting. Når man har været frarøvet noget i en periode, bliver det så meget desto federe at få det tilbage. Varm kaffe, fx. Søvn. Stilhed. Sex.
  • Filosoffens syn på livet har fået mig til at se ting på en anden måde. Altså rigtigt SE dem. Det fantastiske i en vandpyt. En regnorm, der bælter sig afsted. Når månen er synlig om dagen eller når en kage smager virkelig godt. Eller som da hun helt poetisk en dag sagde, mens hun vendte ansigtet op mod den første forårssol det år: “Mmm, det er ligesom kakao”.
  • Hun har fået mig til at tænke dybere over livet. Alle de myriader af spørgsmål, der vælter ud af den lille hjerteformede mund hver dag. Om livet og døden og kærligheden og vreden og sorgen og glæden. Så mange store tanker i sådan en lille krop. Hun overrasker mig næsten hver dag med nye, dybe tanker om alt muligt.
  • At få barn har givet mig lejlighed til at tænke over min egen barndom. Og tilgive mine forældre for nogle af de ting, de gjorde. De kæmpede og de gjorde deres bedste. Det ved jeg nu.

Ja, det er ikke så lidt moderskabet har givet mig, kan I nok se! Og jeg ville sagtens kunne finde på flere ting! Men nu begynder Preben at røre på sig derinde. For der er grænser for, hvor meget sødsuppe han vil finde sig i på én gang. Så jeg stopper for nu. Nok er jeg mor, men jeg er også Preben, og han skal også have lov at være her. Det er jo trods alt jul.

164327

En boganmeldelse!

Jeg har hermed lige udnævnt mig selv til at være boganmelder. Primært fordi jeg ikke kan lade være! Fordi jeg lige har læst en bog, der virkelig rørte mig. Jeg læser egentlig bøger hele tiden og alle rører mig på en eller anden måde, men det er sjældent at de kommer rigtigt ind under huden på mig. Men det gjorde denne her:

timthumb-php

Den handler sjovt nok om en, ja, mor. Om en kvinde, der har det svært med morrollen og som har et mildest talt ambivalent forhold til sit barn. Den er skrevet ud fra morens perspektiv og ud over hende er de øvrige karakterer i bogen kun pigen og faren. Man følger moren fra hun er i fødsel til hun til allersidst selvdestruerer.

Bogen er på mange måder virkelig dyster og det er interessant i sig selv, bogens tema taget i betragtning. Men det, der fangede mig var, at de tanker og følelser, moren har om sig selv, sit barn og sit eget moderskab, nærmest i skræmmende grad ligner mine. Frem til moren tager en helt fatal beslutning, the point of no return (som jeg naturligvis ikke kan afsløre mere om her), ligner det fuldkommen det jeg selv følte, da jeg lige var blevet mor. Det er barskt, grimt og rørende på samme tid. Den skildrer så fint en mors kamp for at finde sig selv i en rolle, hvor hun ikke føler hun passer ind. Hun kæmper med og mod sit intellekt og sin fornuft og forsøger at vinde over de irrationelle, negative følelser. Hele tiden har hun en indre dialog, i konflikt med sig selv, i konflikt med sine egne principper.

Jeg læste bogen på under to timer – den er ret tynd og er let læst. Men jeg slugte den råt, fordi den var så ærlig og så barsk. Jeg har altid ment, at man ikke skal lægge fingrene imellem, når man udtaler sig om noget. Derfor siger jeg også gerne højt, at jeg synes moderskabet i det moderne samfund er noget opreklameret og sukkersødt pis. There you have it. Ikke alle mødre føler naturlig symbiose og spontan samhørighed med barnet. Ikke alle kan identificere sig med at være mor. Nogle kvinder kæmper bare lidt mere med det hele. Denne bog udtrykker det hele råt for usødet og det er så vidunderligt forfriskende! Endelig er der én, der tør at sige det moderne moder- og kvindeideal imod! Der tør at sige, at ikke alle mødre eeeeeeelsker at være mødre eller finder det naturligt eller føler sig kompetente i rollen. At nogle mødre ville ønske, at de i stedet var fædre.

I en tid, hvor de kulturelle køn ellers er under forandring og hvor man frit kan vælge mellem 71 forskellige køn, når man opretter en Facebookprofil, er det besynderligt, at den kulturelle morrolle stadig er fastlåst i et 1950’er ideal om den selvopofrende kvinde, der med glæde og medfødt kompetence tager sig af sit afkom og intet i verden ønsker sig mere. Jeg har selv siddet i mange selskaber og ytret mig om mit ambivalente moderskab og er derefter blevet enten skoset eller – endnu værre – ynket, fordi jeg ikke omfavner morrollen med savlende hengivenhed.
Mange, uden tvivl omsorgsfulde og venligt stemte, veninder har forsøgt at bortforklare mine følelser på mine vegne. Det var nok også fordi jeg var i et dysfunktionelt parforhold, når bare man har fundet den rette er det helt anderledes, sagde de. Eller det var også fordi jeg var meget alene med hende, så bliver det hele meget hårdere. Eller det var også fordi jeg fik barn så tidligt, det hele er meget nemmere, når man er ældre og mere erfaren.
Ja, eller også synes jeg bare ikke det er så fedt? Og det er vel egentlig også helt ok, er det ik?

Nej, det er overhovedet ikke ok for langt de fleste. Ligesom med skilsmisser er mødre, der ikke er ellevilde med at være det, et stort fedt tabu. Ingen har lyst til at erkende, at nogle kvinder ikke bryder sig om moderskabet, for hvis man først erkender det, vil det logiske spørgsmål uvægerligt snige sig ind: “Brød min egen mor sig så heller ikke om at være mor? Og betyder det så, at hun ikke elskede mig?” Men kærlighed til barnet og kærlighed til morrollen bør ingenlunde sidestilles. Man kan sagtens elske sit barn uden at elske sin morrolle! Og det er netop, når folk sætter lighedstegn mellem kærlighed og morrolle, at tabuet opstår og dermed marginaliseringen af de kvinder, der ikke føler sig spejlet i samfundets morideal.

Min eneste anke over for den ellers fantastiske bog er (uden at afsløre for meget), at jeg synes slutningen er lidt abrupt og en kende banal. Jeg synes desværre forfatteren sygeliggør denne mor, der ellers er så befriende rå i sine tanker og følelser. Alt det smukke og grimme, der ligger i skildringen af morens ucensurerede følelser, bliver nærmest nulstillet via denne slutning. Det kammer over og i stedet for at handle om en almindelig kvindes kamp for at finde sig til rette i morrollen, bliver det nærmere til et portræt af en psykisk syg kvinde. Og det er bestemt super spændende og skal også have plads, men jeg synes netop, at der er brug for at fortælle om helt gennemsnitlige kvinders kamp. Det er nemlig ikke kun de, der er psykisk syge eller lider af fødselsdepressioner eller er i et dårligt parforhold osv.osv., der har det svært. Det er også mange, mange andre helt gennemsnitlige mødre, der ikke har bedre eller dårlige vilkår end resten, de har det bare svært med at leve op til samfundets forventninger til en mor. Og det behøver ikke at ende virkelig tragisk og galt, for heri ligger så en indirekte morale eller advarsel om, hvor slemt det kan gå, hvis man ikke elsker at være mor. Og det er en virkelig gammeldags og skidt morale for en ellers virkelig nytænkende og god bog. Jeg ville gerne have haft en alternativ slutning på bogen, der fortalte om, hvordan moren fortsatte og fortsatte sin kamp og måske en dag lærte at omfavne og stå ved sig selv i sin helt perfekte uperfekte, umoderne morrolle.

Når det så er sagt, vil jeg stadig varmt anbefale bogen, til jer der kan tåle mosten. Fordi den er anderledes og interessant og barsk og får én til at tænke og lige mærke efter en gang, om man nu kan være i sin egen morkrop. Køb den! Lån den! Eller læg den under juletræet til en mor-veninde, der egentlig skulle have haft Bogen om barnet. Men denne her vil klart gøre et større indtryk, det garanterer jeg!

Nu er det jul igen…

Hvert år bliver jeg overrasket, når det pludselig er 1. søndag i advent. Lidt ligesom når DSB hvert år bliver overrasket over, at det bliver vinter – det er jo komplet force majeure! Julen er altså for mig, hvad kolde skinner er for DSB – fuldkommen uforudsigeligt! Jeg havde seriøst slet ikke set det komme, er drønsikker på hver gang, at november måned vil være rigeligt tid til at forberede det hele… Men det er lige som om december måned lige så stille sniger sig ind på mig, kommer listende bagfra og overhaler mig indenom med en hånlatter og et “see ya bitches!

Hvert år lover jeg ellers mig selv, at i år vil jeg give Filosoffen den dér perfekte jul med pynt og julekager og hjemmelavet julekalender og alt muligt fedt. Sådan en jul, som Fruen tydeligvis har gang i. Jeg er simpelthen så misundelig! Over overskuddet og overblikket og tiden. Jeg har ingen af delene. Det mit barn får ud af julen hvert år, er en totalt stresset mor, der slet ikke forstår, hvordan man kan presse alle de julerier ind i en i forvejen virkelig presset hverdag. Der er julekalenderen i tv, der SKAL ses på et bestemt tidspunkt, og der er kalenderlyset, der er totalt pushy med at blive tændt, så det brænder ned til den rigtige dag, og der er advents- og pakkekalendere, der også skal passes, alt imens man med den ene hånd forsøger at forme en marcipangris og med den anden drejer en klejne. #Ihhvorvihygger

Derudover er der hele delebarnsproblematikken. Den bidrager heller ikke ligefrem til overblik over måneden. Det er svært at gennemføre et kontinuerligt projekt, som en december måned er, når det hele tiden bliver afbrudt af samvær hos den anden forælder. Det er noget af et hyr at holde styr på julekalender og pakkekalender, når de skal transporteres frem og tilbage mellem mor og far hver anden weekend. Og i det hele taget er det svært, at lave ægte traditioner for et barn, som ikke er hjemme altid. December måned vil uvægerligt blive delt op i lige og ulige uger – ligesom alle de andre måneder, når man har et delebarn. Og det er bare ikke så pisse hyggeligt at lave traditioner, der skal være afhængige af, hvad ugenummer det er.

I år har jeg faktisk overvejet, om jeg ikke bare skulle foreslå Antagonisten, at han har Filosoffen til jul, selv om det egentlig ikke er “hans år”. For jeg føler ærligt talt ikke, at jeg kan tilbyde hende noget særligt. De år, hvor hun er hos sin far, tager de op til Farmor, der har et væld af traditioner og en syndflod af overskud til at bage og lave pakkekalender og jeg ved ikke hvad. Og juleaften samles hele familien (hvor der også er andre børn) til den helt store fest med et kæmpemæssigt juletræ og hjemmelavet konfekt i lange baner og så mange pakker, at man knapt kan nå at pakke dem alle op inden man går kold med en vaniljekrans i mundvigen.
Hjemme hos mig er der ingen traditioner. Jo det skulle da lige være, at Morfar er fuld, den plejer at være rimeligt gennemgående hvert år. Men derudover er der ikke meget juleidyl over min familie. Hos os har julen mest af alt handlet om at vente til den var forbi. Derfor har jeg ikke meget inspiration at gå efter, når jeg skal jule om mit barn.

Men Optimisten var ikke helt enig i den ide med at “forære” julen til Antagonisten. Han mente, at vi sagtens vil kunne stable en god jul på benene. På trods af mine OCD-tics over alle de forventninger, der er forbundet med at afholde en juleaften og Prebens forbehold over for det hele sådan i al almindelighed, december måned med alt sit overforbrug og fråseri huer ham bestemt ikke. Mage til smagløst pamperi skal man lede længe efter, hvis I spørger ham. Han var faktisk en overgang kraftig fortaler for, at vi bare flyttede hele familien ned i en varmestue og brugte juleaften på at servere suppe for hjemløse, det ville da i det mindste være mere i julens ånd end at forære hinanden en ny fladskærm eller sweater, man alligevel ikke har brug for og så skal have et hyr med at bytte mellem jul og nytår sammen med resten af den danske befolkning.

Men Preben og jeg blev alligevel overbevist. Af Optimisten og hans gode argumenter og varme øjne. Han kommer også fra sådan en slags sund familie, hvor man har forstand på at have det rart. Så mon ikke vi sammen kan få arrangeret en udmærket jul trods alt. Indtil videre har Filosoffen i hvert fald med succes fået overlæsset pyntet vores pistne juletræ med alt godt fra julekassen og vi har ved fælles hjælp fået modelleret en form for adventskrans, måske ikke lige til første søndag i advent, men i hvert fald til tirsdag i den første lige uge i december. Så langt så godt.

15326404_10154767425944872_1414827421663512664_n

Filosoffen insisterede på lilla lys.

15285083_10154767425939872_3555605142393863898_n

Det flot pyntede minitræ

Hvis man vil have flotte billeder at smukke juletræer og hippe mennesker, skal man nok smutte over på Instagram eller lede på en anden blog. Men hvis I vil se grynede billeder med genskær og halve tommelfingre, er I kommet til det helt rette sted. Glædelig jul allesammen!