Mest af alt holder jeg af hverdagen

Så er julen forbi. Og det har været den bedste jul i 30 år, så er det sagt!
Jeg havde jo ellers ikke stor tiltro til mine evner som vært for en juleaften, men så har jeg heldigvis min elskede Optimist. Sammen fik vi ordnet alt, hvad der skulle ordnes, og gæsterne bidrog med godt humør og varme smil og ris a la mande. Maden var god, barnet var glad og Disneys Juleshow var som det plejer, så alt var godt. Ingen var fulde eller vrede eller kede af det, alt var bare rart. Muligvis er det sådan jul føles altid for alle dem, der ikke er vokset op i dysfunktionelle familier?

Jeg har ellers altid været skeptisk over for al den idyl andre mennesker har givet udtryk for i forbindelse med julen. Har ikke rigtigt stolet på, at nogen i virkeligheden havde det hyggeligt. Der er alt for meget, der skal ordnes og alt for mange ligegyldige gaver, der skal købes – det kan umuligt sådan for alvor være hyggeligt for nogen, har jeg tænkt.
Preben har især været om sig med brok over det hele – gaveræs og Vestens klamme overforbrug af både penge, mad og ikke mindst strøm til alle de overlæssede juleudstillinger. En højtid, der egentlig i fordums tid handlede om at fejre, at lyset snart vender tilbage, men senere blev til en kristen fejring af Jesu fødsel – hvor belejligt, at han lige valgte at blive født dér, hvor hedningene i forvejen plejede at holde fest – og nu nærmere har udviklet sig til en forbrugsfest, der handler om at rage til sig af mad og materielle goder. Og julemanden er i øvrigt opfundet af Coca Cola. Føj, siger Preben.
Jeg har altid forsøgt at tale ham lidt ned, har sagt til ham at julen jo også handler om det nære, at være sammen med familien og sådan nogle ting. Men når folk så har lagt billeder ud på de sociale medier af hvor forpulet dejligt de alle har det i deres flotte juletøj og med det perfekt pyntede træ med Georg Jensen-kuglerne i baggrunden, har både Preben og jeg kastet lidt op i munden på os selv.

Men i år har (lakrids)piben fået en anden lyd. Både Preben og jeg har hygget os og haft en virkelig dejlig jul. På vores egen måde. Vi havde lige et mindre dyk i humøret i løbet af eftermiddagen, da barnet begyndte at udvise almindelig utålmodighed over ventetiden inden gaverne skulle åbnes. Det havde vi det lige lidt stramt med, fik lyst til at råbe noget om de fattige og forældreløse, men Optimisten fik beroliget os. Han mener, at det er meget normalt at børn glæder sig til juleaften og gaverne. Det ved jeg jo ikke så meget om, jeg plejede mest at have ondt i maven indtil det var overstået. Det er godt at jeg har ham til at fortælle mig om normalværdierne. Så jeg faldt ned og prøvede i stedet at nyde Filosoffens glæde og iver. Og så sænkede julefreden sig og jeg fik lov til at opleve en rigtig juleaften, sådan én som de alle har talt om. Og jeg kan mærke, at det var begyndelsen på noget godt. Jeg tror nu på, at Filosoffen nok skal vokse op med mere rare minder om juleaften end jeg gjorde og det er nok den allerbedste julegave, jeg overhovedet kunne ønske mig.

Helligdagene efter var også dejlige. Vi lavede æbleskiver og så film og havde nattøj på hele dagen og spiste rester fra juleaften. Anden juledag lå vi i sengen alle tre og kiggede på plantegningen over vores nye lejlighed og kom lidt for sent til julefrokosten hos Optimistens søster, men det gjorde ingenting, for alle var glade.

Nu er det så hverdag igen, og det er nu også meget rart. Det er lidt ligesom at komme hjem under dynen kl.4 om morgenen efter en bytur, kvalm og svimmel og med hylen for ørerne. Jul er dejligt, men det er også rart at vende tilbage til hverdagen. Julepynten er pillet ned og grannålene støvsuget op, vaskemaskinen kører og køleskabet er fyldt med grønsager. Barnet er sur, fordi hun ikke må spille på iPaden og Optimisten og jeg skændes over noget ligegyldigt. Det er så deprimerende og dog så velkendt. Mest af alt holder jeg af hverdagen.