Siden sidst

Her kommer et lille punkt-opstillet indlæg, om hvad der er sket siden sidst. Jeg ved godt, at Miriam siger noget med, at punktopstilling kun er til når bloggere ikke ellers ved hvad de skal skrive om, men i dette tilfælde er det mere fordi jeg simpelthen er for træt til at producere en sammenhængende prosatekst. Så here we go, siden sidst:

• Er Filosoffen startet på sin nye skole i Espergærde. Og hun er glad! Hun har allerede haft sin første legeaftale og hun snakker som et vandfald på vej hjem i bilen om alle de dejlige ting hun har oplevet i løbet af dagen.
• Har jeg oplevet megen menneskelig godhed, fra meget uventede kanter! Min gamle folkeskoleveninde, som jeg ikke har haft et tæt forhold til i årevis, tilbød os, at vi kunne bruge hendes bil til at køre Filosoffen til og fra skole hver dag. Jeg fik en klump i halsen, da hun skrev det til mig. Søde, søde Jannie med de smilende øjne og den tørre humor. Og så gudhjælpemig om ikke Optimistens forældre ringede et par dage efter for at sige, at de gerne ville hente Filosoffen nogle dage om ugen for at aflaste os lidt i kørslen frem og tilbage. Så mange gode mennesker, der pludselig stiller op for os. Jeg føler mig meget heldig!
• Er jeg virkelig træt. Vi står op 5.45 hver dag for at kunne nå at køre 80 km inden arbejdsdagen begynder. Sådan er vi jo nogle, der godt kan lide at starte dagen for tiden.
• Har jeg fundet ud af, at det er awesome at køre mod myldretidstrafikken, men pænt nederen at køre med den… Især når alle mennesker nord for København med bil ikke kender reglerne for sammenfletning. Og når motorvejen er kvajet opbygget. Nogen tænkte engang: “Hey, jeg har det! Hvad med, at vi lægger et motorvejskryds lige dér, hvor der også kommer en tilkørsel fra en virkelig tæt befolket forstad? Det er da mega smart! Og hyggeligt! Så kan de allesammen få lov til at holde i kø sammen” Han var vist en lidt hippie-agtig type, ham motorvejsingeniøren… Og det er da også smadder hyggeligt at holde dér sammen med alle mine lemminge-homies hver morgen. Vi hygger maks!
• Har jeg konstant de samme sange på hjernen, fordi P3 har et repertoire på omkring 7-10 sange, tops, der så kører i loop. Så kunne jeg jo skifte kanal, ville nogle sikkert mene… Men jeg magter ikke noget med reklamer. Er alt for morgensur til at høre på car glass repair, car glass replace-jinglen så tidligt på dagen. Og P1 er virkelig intellektuelt og totalt meget Prebens stil og det hele, men altsåzzzzzzzzzz. Og P4 er jeg simpelthen ikke gammel nok til at høre. Så jeg hører de samme 7-10 sange på repeat på 3. uge nu. Min hjerne er især glad for at genopfriske dem lige når jeg har lagt mig til at sove.
• Skriver jeg eksamensopgave om komplementsætninger ud fra kognitive og funktionelle tilgange til lingvistik. Forleden fandt jeg en artikel om komplementsætninger i Indo-Pakistansk tegnsprog og blev virkelig glad! #hvemsagdenørd? Jeg skal bare skrive 12-15 sider mellem jul og nytår. Det kan jeg da sagtens, ik?
• Har min far været virkelig, virkelig syg. Så jeg nåede lige en tur til Falster for at tage afsked. Fik på én og samme weekend sagt farvel til min far og været mor for min mor og med toget direkte hjem for at tage til julemarked på Filosoffens rædsomme, gamle skole. Det var alt i alt en ret træls weekend.
• Er min far blevet rask igen. Og har med vanlig omhu nægtet at følge sundhedspersonalets anvisninger, bare fordi han hader, når folk bestemmer over ham. Men så ved man da, at han er rask igen. Ville først blive rigtigt bekymret, hvis han blev blid som et lam.
• Har Optimisten fået forlænget sit vikariat som fysioterapeut frem til 1/5! Heureka, så er der en chance for, at vi ikke går fallit lige foreløbig!
• Har Filosoffen igen angstsymptomer. Ikke fordi det kan komme bag på nogen. Hun har aldrig været vildt god til det med store forandringer, sjovt nok ligesom jeg heller ikke er. Æblet og stammen, I ved… Så et skoleskift – uanset hvor positivt det er – er bare en kæmpe stor ting for hende. Men den skal vi nok klare sammen! Det er det gode ved æbler og stammer – de holder sammen!
• Har vi bestemt os for at holde jul herhjemme og har så inviteret Optimistens forældre og bror til at komme her. Har lidt præstationsangst over sådan at skulle ryste en juleaften ud af ærmet. På en eller anden måde er jeg mere tryg ved at skulle forfatte 12-15 sider om komplementsætninger i Indo-Pakistansk tegnsprog på 5 dage end jeg er ved at skulle være vært for en juleaften… Men for første gang siden jeg blev mor, har jeg reelt lyst til at skabe egne familiejuletraditioner – og ikke mindst en reel tro på, at det nok skal blive rigtig godt.
• Glæder jeg mig nu endnu mere sindssygt til at flytte! Hver dag, når jeg afleverer og henter Filosoffen, kigger jeg længselsfuldt over mod boligblokken, med den grimme blå stribe, der sikkert var vildt moderne i 70’erne, og som meget snart bliver vores nye hjem! Jeg vil bare gerne bo der nuuuu! Jeg kan jo for hulan SE ind i vores kommende køkken, hvis jeg går tæt nok på! #narrefisse
• Glædes jeg så meget over den nye skole! Over lærerne og de andre børn og omgivelserne, der bare er helt som de skal være! Som Antagonisten sagde, da han havde været der første gang: “Næææ, hvor er der bare hyggeligt! Det er jo sådan en rigtig folkeskole!” Og det har han ret i. På godt og ondt er det sådan en rigtig folkeskole. Med et mylder af børn og en kæmpe stor fodboldbane og en gymnastiksal og en skolegård med optegnede hinkeruder. Jeg føler mig straks henført til anno 1992-ish, husker tydeligt, hvordan der føltes og lugtede, lidt af spegepølse og vådt overtøj, lidt af tryksværte og sure tæer. Åh ja, det var tider. Og nu er det Filosoffens tider, og det er helt som det skal være.