The best of times, the worst of times

Bær lige over med mig et øjeblik, for her kommer et lille uddrag fra Charles Dickens: It was the best of times, it was the worst of times, it was the age of wisdom, it was the age of foolishness, it was the epoch of belief, it was the epoch of incredulity, it was the season of Light, it was the season of Darkness, it was the spring of hope, it was the winter of despair, we had everything before us, we had nothing before us, we were all going direct to Heaven, we were all going direct the other way […]  (fra The Tale of Two Cities, 1859)

Sådan føles de fleste dage af mit moderskab. Enten eller. Sort eller hvidt. De vildeste følelser af kærlighed og lykke, de mørkeste følelser at fortvivlelse og magtesløshed. Det ene øjeblik på toppen af verden, badet i succesoplevelser, det næste øjeblik helt nede i et sort hul uden nogen tro på fremtiden. Hvem sagde bipolær?

Her kommer to eksempler på mit barns opførsel inden for de sidste to uger, der stritter i hver sin retning:

Vi har som bekendt lige impulskøbt en lejlighed til et millionbeløb og har derfor ikke sådan super mange penge til resten af måneden. Efter at have overført pengene til udbetalingen havde vi sådan ca. 137 kr til mad og diverse frem til 1/10 (dvs. 3 ugers madbudget for 137 kr, alligevel en anelse stramt). Så det har været et rent festfyrværkeri af havregryn og tørt rugbrød, kan I tro. (Til gengæld ejer vi en lejlighed! Eller…Om 30 år gør vi… But still!)

Da jeg forleden kom over på skolen for at hente Filosoffen var det 25 grader og sol – i september! I sig selv helt fantastisk! Det mente Filosoffen også – så hun gik straks i gang med at plage om is. Og jeg har selv et ret blødt punkt for is, så jeg var fuld af sympati. Men desværre var sympati så også det eneste mine lommer var fulde af – at bruge nogle af de 137 kr på is ville nok ikke være økonomisk forsvarligt, så jeg måtte sige nej. Det tog Filosoffen ikke så pænt – man er vel 7 år og træt efter en lang dag. Så jeg foreslog hende at hun kunne bruge sine egne lommepenge på is. Det syntes hun var en glimrende ide, så hun fik straks Optimisten med på at gå ned i Netto og købe is for den hundredkroneseddel hun havde fået til sin fødselsdag af oldemor. Da de kom tilbage delte hun stolt ud af isene – og gav så i øvrigt resten af pengene til os. “Det er synd at I ikke har nogen penge, så I må gerne få resten

I det øjeblik følte jeg mig som verdens bedste mor! Jeg var fandeme lykkedes med min opdragelse! Mit moderhjerte svulmede af stolthed over de gode værdier hun har!

Og så var der i går. Hvor jeg blev ringet op af moren til tvillingerne fra Filosoffens klasse, fordi hun havde overværet hvordan tvillingerne og Filosoffen havde mobbet og holdt en anden pige udenfor. Fuck. Shit hvor blev jeg gal! Jeg tror aldrig, jeg har været så vred på hende før! Heldigt for hende at hun sov, da jeg fik opkaldet, for hvis hun havde været vågen, tror jeg sgu jeg havde givet hende en røvfuld! Og heldigt for hende, at hun har en sød og kærlig bonusfar, der fik mig beroliget og kunne udfylde rollen som Good Cop, da vi så i morges skulle tage en snak med hende om det.

Lige så stolt jeg var forleden, lige så forstemt er jeg nu.

Jeg ved godt, at det hele er ganske almindelig børneadfærd. At alt i verden ikke kan tilskrives mig alene (hverken den gode eller den dårlige adfærd). Børn er født med deres egen personlighed og jeg har gennem de sidste 7 år måttet sande, at det sgu ikke er en ren tavle man modtager ved fødslen, som man så kan doodle til med hvad man ønsker. De har deres egen vilje og egne karaktertræk, uagtet mors og fars gode eller dårlige gener og opdragelse. Jeg ved, at det hele er mere nuanceret og at alt ikke skal opfattes som succes eller fiasko, som sort eller hvidt, som direct to Heaven eller direct the other way.

Men det er nu engang sådan moderskabet føles for mig. The best of times, the worst of times.

En af de morgener

I morges var en af de dér morgener hvor det hele bare ramlede. Det er svært at sætte en finger på, hvad der egentlig gik galt. Vi havde egentlig fin tid til at det vi skulle, så det var ikke sådan en panik-agtig morgen. Alt var godt – lige indtil det ikke var.

Filosoffen ville gerne lave sin egen fletning. Og det er jo bare mega dejligt, at hun har mod på den slags, at øve sig i at gøre noget selv. Men det er måske bare ikke lige 5 minutter inden vi skal ud af døren, at man skal begynde med den slags projekter.

Jeg har lige læst en artikel på nordicparanting.dk om, at det er utroligt vigtigt at man som forælder støtter sit barn og bliver ved med at tro på dem, stole på og forvente, at de nok skal lære det – hvad det nu end er de øver sig på. Men jeg må ærligt indrømme, at min tro svigtede mig her til morgen, når det drejede sig om at lære at flette sig eget hår (en færdighed jeg selv først opnåede som 12-årig og kun efter lang tids banden og svovlen foran spejlet) – og så endda på tid! Så jeg prøvede virkelig at få lagt mit ansigt i de rette folder og finde en hensigtsmæssig måde at sige: “Fucking drop det og lad os komme afsted!”

Så jeg sagde i stedet noget i retning af: “Hvor er det sejt, at du gerne vil øve dig i at lave fletninger! Det skal du helt sikkert nok få lært, men det tager altså lidt tid at lære den slags, så skal vi ikke i stedet øve os, når vi kommer hjem i dag? Så kan du vise mig, hvad du har prøvet og så kan du øve dig videre, når vi har god tid?”

Problemet med den slags pædagogiske tricks er, at min skarpe datter ser LIGE igennem dem. Hun forstår udmærket, at det er min måde at få hende til at få fingeren ud på. Så hun smed sig i en flitsbue på sengen og nægtede at foretage sig andet end at surmule over, at hun ikke kunne lære at flette på to sekunder. #opadbakke

Det hele endte i gråd og hævede stemmer, kulminerende med at jeg råbte af hende, da hun anklagede mig for at have krøllet de papirer, der allerede i forvejen lå i en stor fed bunke krøl nede i hendes taske – fordi jeg formastede mig til at hjælpe med at pakke hendes taske, nu hun selv havde valgt at fokusere sin tid på kamikaze-projektet “Lær-at-flette-dit-hår-med-middelmådig-motorik-på-tid”. Så blev jeg gal. Og så blev hun ked af det. Hader de dage, der starter sådan! Og hader, at føle mig utilstrækkelig som mor, for det er det jeg gør hver gang: Vender den indad og bebrejder mig selv for ikke at være mere overskudsagtig og pædagogisk. For ikke at følge alle de kloge mennesker, der siger, at det aldrig er nødvendigt eller hensigtsmæssigt at råbe. Og så bruger jeg ellers resten af dagen på at filosofere over min morrolle og opdragelse og kærligheden og livet og døden og…….. Hader den slags morgener.

Disse to opsummerer egentlig det hele meget godt:

fowl-language-comics-tired-1e2dda5ad3ed8a162fadd16e98cf29b0comic-15-ef1baa32143bda423b831c5428ea3f00

Begge fra upworthy.com

At være mor når man er særligt sensitiv

Jeg bryder mig egentlig ikke så meget om den betegnelse, “særligt sensitiv”. Udtalt med addentalt s og affrikalt t (sssærligt sssensssitsiv). Det er nok bare sådan noget indgroet Jantelov i mig, der siger, at man ikke skal henlede opmærksomheden på det, hvis man er anderledes end de andre.

Men hvorom alting er, så er det det, jeg er. Særligt sensitiv altså. Jeg bryder mig ikke om høje lyde, kraftige lugte (heller ikke de gode), pludselige og hurtige bevægelser i min nærhed, tøj der strammer eller klør, at svede eller fryse og jeg bliver konstant forstyrret af min egen krop, der føler behov for at give mig besked om selv de mindste og mest ligegyldige ting, der foregår inden i den. Får hovedpine af hårbøjler og stramme hestehaler og går sjældent med neglelak, da jeg oplever det som om mine negle bliver tungere af det… Ja, wow – jeg er godt nok en lille, sart trunte, hva? Bare ved at skrive det her, får jeg lyst til at give mig selv en lammer og råbe: “Så slap dog af!”

Men jeg kan desværre ikke vælge at slå det fra. Jeg får sanseindtrykkene hamret ind med 120 i timen uden noget filter til at fjerne de ligegyldige eller uhensigtsmæssige indtryk. Efter en gennemsnitlig dag er jeg helt slidt op og kan næsten være på grådens rand, hvis der er en motorcykel, der gasser op i krydset lige udenfor.

Nogle gange tænker jeg på, om det måske også er derfor jeg trives så glimrende med en døv kæreste – han er nemlig ret så stille. Ikke når han tømmer opvaskemaskine dog… Men ellers. Han har heller ikke behov for at have lyd på hverken computer eller tv. Eller for at høre musik. Det er ret så nice. Da jeg var barn elskede jeg også at komme hjemme hos mine bedsteforældre – fordi der ikke foregik noget som helst. Der var så stille, at man kun kunne høre pendulet på deres bornholmerur svinge og min morfars avis rasle. Det var det bedste i verden.

Til gengæld kan det være noget af en udfordring at have et barn, hvis man er “sssærligt ssssenssitsiv”. Det er ret svært at undgå høje lyde, kraftige lugte eller pludselige bevægelser, når man har med børn at gøre… Især hvis man, som jeg, er blevet velsignet med et meget aktivt og udadvendt barn. Herhjemme står den på MGP-dance-offs med legekammeraterne, hvor-mange-gange-tror-du-jeg-kan-i-træk-sjipning, hulahopringsshow, dukkevognsræs og et konstant vandfald af ord fra den lille, hjerteformede mund: “Moar, hvor mange tror du jeg kan tælle til? 1,2,3,4,5,6,7,8,9…”, “Mor, hvad spiser bævere egentlig?”, “Kender du denne her: Jeg kan en sang, der kan drive dig til vanvid, jeg kan en sang…”, “Så sagde Onkel Reje, at han bedre kunne lide lakridsmønter”, “Jeg gad godt at have en puddel, men ikke sådan en kongepuddel, de er altså lidt store i det, syn’s du ik’ mor? Jeg kan bedre lide de små, men jeg kan også godt lide en Chihuahua…”.

Det er så mega dejligt, at hun gerne vil snakke med mig! Og jeg ved godt, at jeg bare skal sætte pris på, at hun stadig er i en alder, hvor hun gider at være sammen med sin mor. Men nogle dage er jeg bare så træt. Udmattet efter en lang dag med alverdens indtryk, der bare er fræset ind i hjernebarken uden nogen form for sortering. Så er min eneste tanke bare: Please-Just-Shut-The-Fuck-Up

1st World Problems

I går så jeg et par afsnit af det DR-program, der hedder “Skru tiden tilbage til 1950’erne”. Det var fandeme sjovt – og virkelig tankevækkende! For åh hvor kan jeg dog have ondt af mig selv, når jeg skal have hverdagen i hamsterhjulet til at fungere. Så hårdt og uoverskueligt det hele er, når man skal hente barn og lave mad og rydde op efter aftensmaden – indtil jeg lige erkendte, at jeg ikke står og skal rulle min egen rullepølse eller hente vand i brønden for at kunne lave kaffe… Så blev jeg pludselig helt taknemmelig over mit nutids-liv med opvaskemaskine og vand i hanen og pålæg, jeg ikke selv har rullet… Derfor kom jeg også til at tænke over de små ting i hverdagen, som plejer at pisse mig af – men som måske ikke er de vildeste problemer sådan set i det store billede… Her er nogle af dem:

  • Når man lige har fået sat sig godt tilrette i sofaen med dyne og kaffe og computeren på skødet og så opdager, at nøglekortet til Nem-id ligger i den anden ende af lokalet.
  • Når man har fået nyt dankort og derfor skal ind og ændre betalingsoplysninger f*ing alle steder!
  • Når man først opdager, at der ikke er mere mælk, EFTER man har lavet kaffen.
  • De dér håndtørre-dimser på offentlige toiletter, der giver én tinnitus mens den blæser alt vandet op i ens ærme.
  • Når der står “2 minutter tilbage” på vaskemaskinens display, men det i menneskeminutter i virkeligheden betyder 25.
  • Når selvscanningskasserne ikke har fattet, at man har sin egen pose med, så den begynder på katastrofeblinket og den 16-årige Føtex-medarbejder er nødt til at komme og låse den op.
  • Når man ser en serie og streaming-tjenesten ikke automatisk går videre til næste afsnit.
  • Når indkøbsvognen har en forkærlighed for at køre mod højre.
  • Når musikskolen på den anden side af gården øver klarinet.
  • Når folk på Christiania-cykler kører ind foran én ved et lyskryds, mens man holder for rødt.
  • Forældreintra.
  • Når nogen har lagt et æbleskrog i ens cykelkurv.
  • Når lynlåsen på ens jakke sidder fast halvvejs nede.
  • Når underteksterne er forsinkede eller foran.
  • Når det gode vejr stopper den dag, man har fået vokset ben.

Jeg tror min mormor ville give mig en lussing, hvis hun hørte mig bitche over de her ting…

1b1wzb

Mor, (bonus)far og delebarn #2

Da jeg blev skilt tænkte jeg primært på, hvor hårdt det ville blive for mig, for Optimisten og for Antagonisten – for os, der var en familie og nu skulle stoppe med at være det. Men jeg havde ikke tænkt så meget over, hvordan det en dag ville være at starte en ny familie op.

Da Optimisten og jeg så blev kærester, forsøgte vi at gøre det hele på den “rigtige” måde, sådan som bøgerne sagde vi skulle gøre – for naturligvis havde jeg lige læst et par bøger eller 6 om det, det skulle da nødigt hedde sig… Ligesom jeg gjorde, da jeg fik hund – bare lige for at skimme de mest kendte teorier på området, man er vel akademiker… Nå, men akademikeren her havde altså sat sig grundigt ind i hvordan “man” gør, når “man” vil lykkes med en sammenbragt familie! Jeg havde læst, at det er vigtigt at introducere det nye element (her: Optimisten) langsomt og forsigtigt og respektere barnets grænser. Så Optimisten og Filosoffen mødte hinanden, da vi havde været kærester i 10 måneder. Nogle få timer første gang, og så trappede vi lige så stille op frem til vi nåede til overnatningsstadiet og et år og 5 måneder senere flyttede han så ind.

Vi var sgu rimeligt godt tilfredse med den proces, hvis vi selv skulle sige det! Lige efter bogen! Men det viste sig så også at være den nemmeste del af hele processen.

Der er altså ret så stor forskel på at flytte sammen som par uden barn og så på at starte en sammenbragt familie. Der er ikke meget romantik og kiggen hinanden dybt i øjnene i stearinlysets skær over det skulle jeg hilse at sige. Det er mere en form for militærøvelse, hvor man træner udholdenhed og styrke i ti graders frost med våde støvler og til lyden af hundeglam.

Heldigvis var det også pænt uromantisk, da Antagonisten og jeg i sin tid flyttede sammen. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg sad klar i vores nye fælles lejlighed iklædt silkekimono og intet andet, mens jeg ventede på, at han kom tilbage efter at have afleveret flyttebilen. Jeg havde været kreativ og lavet lysestager af sølvpapir og smurt os nogle madder, som jeg havde rettet an på en flyttekasse sammen med de tændte stearinlys – ret så romantisk, hvis jeg selv skal sige det. Men da han kom tilbage var han så træt, at han gik direkte i seng. Jeg spiste begge madder og fik stearin ned af mit nøgne lår. Velkommen til livet som samboende…

Nå, men så det var altså ikke dette sammenligningsgrundlag, der gjorde Optimistens og min sammenflytning lidet romantisk. Det var mere at det af hensyn til barnet måtte foregå sådan lidt hurtigt og effektivt med knapt så meget kiggen hinanden i øjnene og en del mere applaus, når barnet pakkede en julemandslysestage ned.

Da selve flytningen så var overstået tænkte vi, at nu skulle vi “bare” lære at bo sammen allesammen. Når et par uden børn flytter sammen, skal man lige lære hinanden rigtigt at kende, opdage hinandens dårlige vaner og nye irriterende sider, man ikke kendte til før. Alt det skal man naturligvis også i den sammenbragte familie – bare nu akkompagneret af et barn i krise, der klynger sig hysterisk til sin biologiske forælder og ønsker den nye familie ud hvor peberet gror.

Så tænkte vi jo, at det måtte være noget med at respektere hinandens grænser og kommunikere og sådan nogle ting, så skulle det hele nok gå. Hun skulle bare lige have lidt tid til at fordøje det hele og vænne sig til den nye situation. Jo. Any day now. Nu er der snart gået to år, og det begynder så småt at blive nemmere. Men det er stadig en balancegang. Intet kommer af sig selv, det hele er hårdt arbejde.

Ofte føler jeg mig som en lus mellem to negle – neglene being Optimisten og Filosoffen. Jeg ser det oftest som min opgave at forsvare den ene over for den anden. Jeg føler mig lidt ligesom de dér cirkusartister, der skal holde to tallerkener i gang, mens de roterer på pinde. Små fjollede hændelser i hverdagen, hvor jeg pludselig befinder mig i midten som en slags mægler – eller tolk, for det gør jo heller ikke sagen nemmere, at Filosoffen og Optimisten heller ikke taler samme sprog. Og indimellem brokker de sig over hinanden til mig, hvis de synes den anden er urimelig eller irriterende. Det kan være virkelig hårdt at skulle lægge øre til kritik af den ene elskede fra den anden elskede. Men samtidig er det jo også virkelig vigtigt at give plads – til alle følelserne, også de mindre pæne. Nogle gange ville jeg bare ønske, at det ikke var mig, der var i midten, lusen, den der får tallerkenerne til at spinne. For det slider, både på mig og forholdet og familien. Der er dage, hvor jeg er træt og følelsesmæssigt udmattet, hvor jeg tænker på, hvad fanden jeg dog har rodet mig ud i.

Andre gange, som forleden eftermiddag, går Filosoffen ud i køkkenet og hælder nogle nødder op i en lille skål – “Jeg tænkte, at I også gerne ville have” og siger derefter, på tegnsprog, at vi skal sætte os ind i sofaen, hvor hun resolut maser sig ned imellem os, så hun kan have hovedet i Optimistens armhule og benene på mit skød. Så tænker jeg, at det hele nok skal gå alligevel.