Jeg har så meget på hjerte at det måske i virkeligheden burde udkomme i flere indlæg, men lige nu ligger det hele ovenpå hinanden i lag, eller nærmere i et stort net, filtret ind i hinanden, så jeg ikke ved hvor det ene ender og det andet begynder. Så her kommer det hele, på én gang.Jeg arbejder på min (arbejds)identitet i øjeblikket.

Beslutningen om at sige ja tak til phd’en har naturligvis en betydning for hvordan jeg opfatter mit arbejde som tolk. Og selvfølgelig har uroen på tolkemarkedet også en effekt.  Det ene øjeblik begræder jeg dybt at skulle omstille mig fra tolke-identitet til akademiker-identitet og det næste øjeblik kan jeg slet ikke vente med at kaste mig over mit nye arbejdsliv.

Jeg befinder mig på nogle punkter virkelig godt i rollen som tolk: Jeg elsker selve puslespillet i oversættelsen fra det ene sprog til det andet, jeg elsker at komme ud og opleve ting jeg ellers aldrig ville have oplevet, jeg elsker at få ny og overraskende viden om og indsigt i andre menneskers liv på en måde jeg ellers aldrig ville have fået. Men samtidig er det så benhårdt at arbejde med mennesker. Der er ikke plads til at have en dårlig dag. Der er ingen stabilitet eller forudsigelighed; jeg ved sjældent hvordan den næste uge eller endda dag eller time kommer til at se ud – aflysninger, ændringer, nye bestillinger gør det hele til et stort kaos af uforudsigelighed. Og så er der hele relationsarbejdet: Det kræver en helt særlig balance mellem at investere nok af sig selv i arbejdet så brugeren føler sig tryg, men ikke at investere så meget at man mister sig selv. Og jeg må ærligt indrømme at jeg ikke styrer den balancegang særligt godt. Jeg gør nærmest vold på mig selv hver gang jeg på ny omstiller mig til en ny bruger med et nyt behov. Hvis jeg har en dårlig dag er der ingen kære mor: På med smilet og indlevelsen. Og jeg er pisse god til det! Men jeg hader det. Når jeg kommer hjem føler jeg mig indimellem beskidt, brugt, udkørt. Jeg har investeret hele mig og så lige 10% ekstra i opgaven – og nu er der så ingenting tilbage til familien. Eller mig selv!

Så jeg glæder mig til at blive kontormus, der mest bare skal sidde bag en skærm, have en fast arbejdsplads, som ligger det samme sted altid, hvor jeg ved hvor kaffen står og hvor mit næste måltid skal komme fra. Hvor det er tilladt at have en dårlig dag, hvor man ikke behøver at smile og konversere, hvor mit arbejde ikke er 100% styret af et andet menneskes behov. Det bliver nice. Nu er der kun et år og nogle måneder til.

Men selv om jeg efterhånden er ok afklaret med det kommende jobskifte, er det hårdt. Det første man bliver spurgt om, når man møder nye mennesker er “Nå, hvad laver du så?”. Ens arbejde er så stor en del af ens identitet, at man ikke engang siger: “Jeg arbejder med [tegnsprogstolkning]”, man siger: “Jeg er [tegnsprogstolk]”. Man er i høj grad sit arbejde. Så at skifte arbejdsområde er noget af en forandring! Det er ikke bare et spørgsmål om hvad jeg udfylder mine dagtimer med, det er et spørgsmål om hvem jeg er. Det er et hamskifte. Og min tegnsprogstolke-ham sidder ret stramt, så det er ikke bare lige sådan at vrikke den af mig.

Al denne (arbejds)identitetskrise resulterer naturligvis i en god omgang angst. Så den arbejder jeg også lige lidt med i øjeblikket, med varierende succes. Gider egentlig ikke rigtigt at gøre et stort nummer ud af det, men nu er det da i hvert fald nævnt.

Og så er der Filosoffen, der er blevet tween over night. Hendes udstråling har ændret sig, hendes manerer, måde at tale på, selv hendes bevægelser er anderledes og mere voksne. Lige indtil de ikke er og hun kravler op på mit skød og maser næsen ned i min hals. Eller smider sig i en flitsbue på gulvet fordi hun ikke må se mere tv. Jeg ser til med stor forundring. Hvad sker der dog med min lille pige?? Hun er nok bare i gang med at udvikle sig fra lille til stor pige, og hendes ham er måske, ligesom min, også ret svær at få af. Men du godeste, et cirkus. Hendes reaktion på livets store forandringer er jo (surprise, surprise) angst, ligesom hendes mødrene ophav. Så det har vi også arbejdet en del med på det sidste. Det er sådan en hønen eller ægget-situation. Får hun mon angst, fordi jeg har det, eller får jeg angst fordi hun har det? Eller er der ingen sammenhæng?
Jeg ved det ikke, men i hvert fald er hendes angst nu på et niveau hvor Optimisten og jeg ikke længere kan tackle det alene. Så vi er i gang med at undersøge behandlingstilbud til børn med angst – og samtidig i gang med at omlægge madbudgettet for at finde ud af hvordan vi lige mønstrer 15-20.000 kr. til et behandlingsforløb. Det ustabile tolkemarked og det svingende udbud af opgaver hjælper ikke just på det. Begynder at overveje det dér sugardating, det skulle efter sigende give meget godt…

Men bortset fra det har jeg det egentlig meget godt. Er glad for mit praktikforløb hos Dansk Sprognævn. Tager et spændende fag på uni (kriminallingvistik – næsten som at være detektiv, bare nu med sprog). Vi har fået lavet nogle forbedringer i lejligheden, der fungerer virkelig godt – det er som om man altid lige skal bo et sted et stykke tid før man helt kan se og mærke hvad der fungerer og hvad der ikke gør. Ser en  hel del til min veninde, der også lige er gået selvstændig som tolk, så det er virkelig rart at have én at sparre, filosofere og drikke kaffe med – i disse tider med babyboom i omgangskredsen, hvor voksenkontakt med andre end Optimisten har været en mangelvare.

Så konkluderende kan man sige at der da vist er nok at se til i det her liv. Jeg kunne også snildt have skrevet om Sprognævnets udflytning til Bogense, min holdning til OK18, mit arbejde i tolkeforeningen Skopos med at formulere inputs til den kommende omstrukturering af tolkemarkedet, at jeg har afleveret den endelige artikel til DDL og nu skal i gang med at forberede den tilhørende konference i Hamborg til maj. Jeg går ikke ned på ting at tage mig til i hver fald. Jeg har også læst en masse skønlitterære bøger de sidste par måneder, men den største oplevelse er klart Leonora Christina Skovs “Den der lever stille”. Læs den!

Og med denne anbefaling var det vist det hele. Så god Påske til jer! Over and out.