Jeg tror på et liv før døden

Så er jeg i mit filosofiske hjørne igen. Måske fordi jeg er stresset for øjeblikket med opgaveskrivning og renovering (så mega smart at bruge tiden på at skrive blogindlæg i stedet…), måske fordi det dér Tuba-forløb sætter vildt mange tanker i gang om alt muligt, måske bare fordi…

Jeg sidder her og tænker. Hvad er egentlig meningen med det hele? Jeg ved det ikke. Men jeg ved hvad der gør mig glad! Det gør tid med dem jeg holder af, sol, is, øl, gode bøger, sex, at gå i seng og stå op når jeg vil, at lave kreative ting, at spise god mad, at høre fuglene synge og vinden i træerne, at se på havet. Heldigvis er der mange af disse ting i mit liv. Men ikke nok! Og så hørte jeg denne her sang i radioen forleden (aner naturligvis ikke hvem der sang den eller om den var ny eller gammel), men teksten ramte mig lige i solar plexus: “Jeg tror på et liv før døden”. Først grinede jeg lidt over ordspillet. Så fik jeg det helt dårligt. Shit mand, hvad er det jeg laver? Hvad er det VI laver?? Pisker rundt for at udnytte hvert eneste øjeblik optimalt, multitasker for ikke at lade noget tid gå til spilde, tager mig selv i at blive irriteret, hvis jeg ikke har noget at lave mens pastaen koger! Jeg blev smadder sur i morges over at toget var forsinket ti minutter, for “så kunne jeg jo have nået at redde sengen og gå ned med skraldet i stedet for at stå her og spilde tiden på stationen!” Seriøst?! Hvad laver jeg?

Jeg råber af mit barn, fordi hun ikke er hurtig nok til at tage tøj på og jeg skælder min kæreste ud, fordi han ikke udnytter sin dag hundrede procent optimalt! Hvad laver han på Facebook, når han kunne have malet et panel?! Jeg planlægger min dag ned til mindste detalje, helt ned på minuttet! Spørg mig hvad jeg skal mellem 14 og 14.30 i dag, og jeg kan fortælle dig det! Jeg køber tyggegummi i lange baner for at modvirke kæbespændinger, i stedet for at tænke over hvorfor jeg mon har kæbespændinger hele tiden! Hvad laver jeg??

Jeg vil også tro på et liv før døden! Men tvivlen nager, hvor er beviset da for det liv? Er det et liv, når jeg 90% af tiden laver noget, jeg ikke har lyst til? Når jeg det meste af tiden bare går og venter på at tiden skal gå, venter på…hvad det nu end er jeg venter på, er det et liv? Eller er jeg bare mega ego-tripper, forkælet Millennial-enebarns-møgunge der forventer at livet skal være sjovt hele tiden? Skal jeg bare holde min fede kæft med al det brok og være glad for at jeg overhovedet har et arbejde, et barn, en kæreste, en lejlighed at renovere?? Eller kan jeg tillade mig at tro på et liv før døden?

Jeg er egentlig stor fan af hele den dér Scarlett O’Hara-ting med at tænke over tingene i morgen. Men lige her og nu føler jeg at der burde blive tænkt over det NU! Min veninde sagde noget klogt til mig forleden. Jeg sagde noget med at jeg ikke havde tid lige nu til at starte min egen virksomhed op, jeg vil gerne have ordentligt tid til det, til at sætte mig ned og tænke over hvordan det eventuelt skulle gøres og hvordan der skulle reklameres og networkes. Men som hun så sagde helt køligt: “Jamen så længe du render rundt i hamsterhjulet får du jo aldrig tid – og var hele pointen med det ikke at få mere tid?” Øhh, jo… Kan godt se paradokset: Jeg har for travlt og ville ønske jeg havde mere tid, så når jeg får tid vil jeg sætte mig ned og tænke over hvordan jeg får mere tid…Ha!

Så jeg tror ikke der skal tænkes i morgen, jeg tror der skal tænkes NU. For tiden er sgu da forpulet dyrebar! Ikke fordi man skal nå at redde seng eller gå ned med skrald, men fordi man skal LEVE! NU! Ikke i morgen eller når man har tid, NU!

Så kunne man sige alt muligt om at være vokset op i en dysfunktionel familie og derfor have et sygeligt kontrolbehov, man kunne sige noget med forsvarsmekanismer, der sørger for at fylde tiden ud med arbejde, så man ikke kan mærke hvordan man har det. Men man kunne også sige noget om mod. Om ikke at turde at tage springet, ikke at turde at tænke uden for boksen, uden for hamsterhjulet. Hvad er der mon uden for hjulet, uden for buret? Hvad vil der ske, hvis man springer af?

Jeg ved det ikke. Men det er nu der skal tænkes over det, NU, ikke i morgen!

#Taskeindholdsparadoks

Hvad der burde være i min taske:

  • Håndcreme
  • Læbepomade
  • Bind
  • Kuglepen
  • Paraply
  • Vandflaske
  • Tyggegummi
  • Müslibar eller andet hurtig energi
  • Plaster
  • Håndsprit
  • Ekstra kontaktlinser

Hvad der i virkeligheden er i min taske:

  • Kvitteringer fra Netto
  • Plastikposer fra mine madpakker de sidste par uger
  • 5-6 poselukkere
  • Papirer fra ting jeg har tolket, gerne krøllet sammen til ukendelighed
  • Et navneskilt fra den seneste konference jeg har tolket
  • Rådden frugt
  • Min bærbare, dog gerne løbet tør for strøm
  • Dele af noget hækletøj, der engang er faldet ud af hækletøjsposen
  • Et af Filosoffens viskelædere
  • Løse Gajoler
  • Rigelige mængder sand

Siden sidst #4

Nu sidder jeg her, på en eller anden cafe, fordi jeg har mellemtimer. Og hvilken glimrende lejlighed til at opsummere de sidste par uger, mens jeg nedsvælger min skinny-latte med dobbeltshot (mellemtimer er dyre).  Egentlig burde jeg skrive opgave eller noget andet fornuftigt, men kan ikke samle mine tanker og der er kun en halv time til jeg skal afsted til næste opgave, så here goes, siden sidst:

  • er vi blevet (næsten) færdige med renovering! Nu mangler der kun paneler, fodlister og den slags skønhedsting. Og så lige det lille værelse/kontoret, men det tæller jeg ikke rigtigt med i mine egne beregninger, fordi Optimisten mere eller mindre har annekteret det og proklameret det som “sit område” (selv om han hårdnakket påstår at det skal bruges af alle, men han har lissom allerede skræmt mig væk ved at sige ting som “hæve-sænke-bord” og “kontorstol med armlæn”. Men det er også helt fint, han kan bare slå sig løs med at justere borde og andet godt, så sidder jeg bare på nogle af alle de andre kvadratmeter vi pludselig har, muhaha!)
  • har jeg haft dejligt dame-besøg af hele Kusseklubben, med overnatning og det hele!
  • er jeg startet på projekt “panik-skrivning af eksamensopgave”. Indtil videre har jeg totalt styr på panikken og lidt mindre på opgaven, men så er jeg da nærmest halvvejs!
  • har jeg købt sådan en hænge-stols-ting til altanen! Glæder mig mega meget til at skulle sidde (#gynge) i den hele sommeren!
  • er jeg blevet optaget på kandidatuddannelsen i lingvistik! Og det ville jeg ellers være mega mega glad for, hvis ikke det var fordi jeg
  • har fået tilbudt at varetage et forskningsprojekt for Danske Døves Landsforbund. Mega fed mulighed, men efter en hurtig beregning af timer i døgnet sammenholdt med tidsforbrug på forskningsprojekt, arbejde, studie og familie gik det ikke helt op, så derfor
  • har snakket med min chef om at gå ned i tid efter sommerferien og han gav grønt lys! Og det er jo også mega fedt, men så er der lige det med studiet… Fremdriftsreformen, eller fremdrifts-svinet, som jeg kalder den, betyder jo at man ikke længere bare sådan lige kan sammensætte sit studie som man vil eller tage halve semestre og den slags gøgl. Nej, nu har jakkesættene på Christiansborg, der selv gik direkte fra gymnasiet til universitetet og aldrig har skullet jonglere både job, barn og studie samtidig, besluttet at alle de døgenigte, der ikke kan bo hjemme hos mor og studere 24 timer i døgnet, skal tage sig sammen og gennemføre studiet efter reglerne og helst på to minutter, tak! Så derfor
  • har jeg snakket med studievejledningen om måske at søge om dispensation til at bruge projektet som erstatning for et fag, så timerne i døgnet bedre kan gå op med arbejdsmængden. Men det er tilsyneladende ikke bare lige noget man gør, det er so last decade at tage ansvar for sit eget studie, åbenbart… Preben var allerede irriteret, da vi kom ind til studievejledningen og mødte Studievejleder-Barbie, der med sine store plirrende øjne sagde at “hun lissom blev helt stresset over at jeg stod op mens vi snakkede og at hun altså ikke lige havde så godt styr på den nye studieordning, også fordi hun jo lissom læste dansk, så hun vidste ikke lige så meget om lingvistik lissom”. Ok, lissom. Jamen så never mind.
  • har jeg ringet til en anden studievejleder, der heller ikke vidste noget og derfor henviste mig videre, så derfor
  • har jeg sendt en mail til studielederen (seriøst?! vi skal op på det plan for at få et svar?), der viste sig at være Studieleder-Ken – hans første bud var at kigge i studieordningen… Nej, en god ide altså! Det havde jeg ikke tænkt på selv! Preben fik ham sat på plads og det endte med at Ken henviste mig til at sende en ansøgning til studienævnet (vi skulle åbenbart endnu højere op)…
  • …så det har jeg gjort. Jesus altså. Preben og jeg er da bestemt glade for systemer, bevares. Nogle gange endda systemer bare for systemernes skyld. Men det her er altså lidt for meget af det gode, selv for Preben. Nu står det hele så og falder på om jeg får dispensation. Gør jeg ikke det, må jeg svare nej. Hvilket er virkelig fjollet og virkelig irriterende. Kryds alt hvis I kan for mig!
  • havde jeg på en eller anden måde fået påtaget mig opgaven at køre en mini-bus 300km gennem de finske skove sammen med mine (gravide!) kolleger. Men det gik super fint og jeg kan nu tilføje habil mini-buschauffør til mit cv.
  • har jeg, som man måske kunne regne ud fra forrige punkt, været på firmaudflugt til Mumis hjemland.
  • har jeg været i palju (finsk form for hottub, red.), iført filthat. Det gør man åbenbart i Finland…
  • har jeg spist både rensdyr og smagt miintu, der er en finsk form for mentol-shot. Den smagte lidt af mundskyl.
  • har jeg spist så meget sushi fra den lokale sushi-restaurant, at de åbenbart fik ondt af os og gav os et permanent rabatkort… Ved ikke helt om det er fedt eller bekymrende…

Nyt med nyt på

Tingene er så småt ved at falde på plads i vores nye rede i smukke dejlige Espergærde. Vi har nu både bordplade og håndvask og opvaskemaskine og jeg skal komme efter dig, det er det rene luksus! Så skulle man jo tro, at hun var tilfreds, hende Fru “Jeg-vil-bo-i-Espergærde-og-have-en-kæmpe-lejlighed-og-det-kan-kun-gå-for-langsomt”, men naturligvis er det hele ikke rosenrødt af den grund, nej nej, det skulle jo nødig blive for nemt, det liv.

Nu hvor byggestøvet har lagt sig, er der nemlig plads og tid til at mærke efter hvordan vi har det. Og vi har det nyt. Hverken dårligt eller godt, bare nyt. Og ingen i husstanden takler forandringer brandgodt.

Optimisten er, surpise surprise, den mest rolige af os. Men han begynder at være træt. Træt af at renovere og træt af at skulle bære os andre igennem hysteriske anfald og hvad vi ellers byder ham. Og det kan man vel ikke rigtigt klandre ham for.

Filosoffen er også ved siden af sig selv. Fredag aften havde hun et mindre sammenbrud, fordi alting var mærkeligt. Vi havde glemt at købe slik til Disneysjov og vi spiste først aftensmad kl. 19.30, fordi vi havde haft håndværkere og i øvrigt var i fuld sving med renovering af badeværelse. Så det i sig selv var ret nyt og anderledes. Da hun så nægtede at lægge sig til at sove med mindre hun måtte sove inde hos os, blev jeg irriteret på hende og det hele endte i den velkendte hårdknude, hvor hun sad og snøftede på mit skød og jeg gned mig i ansigtet i resigneret frustration. Så er det godt jeg har min Optimist. Han kom og satte sig ved siden af os og gav os et kram og spurgte hvad der var galt. Så fik han den offensive version fra mig og den defensive fra hende. Han afslog også kærligt hendes krav om at sove inde hos os, men sagde at vi i stedet kunne ligge inde i sengen sammen allesammen i morgen tidlig og spise morgenmad sammen? Og så brød hun helt sammen og hulkede at Optimisten “jo aldrig er hjemme om morgenen længereeeeeeeeeee!” (han tager tidligere afsted om morgenen til hverdag nu end han gjorde, da vi boede i Nordvest, red.)
Da faldt tiøren! Det gik op for mig, at hun har det svært fordi det hele er nyt. Det er jo ikke bare lejligheden, men hele vores tilværelse, der er under genopbygning! Ikke nok med at vi er flyttet og hun har skiftet skole og alle rutinerne er blevet brudt op, så er hendes far også flyttet til Nordjylland, først hos farmor og nu i eget hus og samværet er blevet forkortet med en dag. Og så for at det ikke skal være løgn er far og bonusmor gået fra hinanden og Filosoffen er derfor usikker på om hun nogensinde ser bonusmor og lillebror igen. Av. Det er godt nok også mange forandringer at skulle klare, når man kun er 7 år! Pludselig giver det hele meget mere mening. Det giver også mening, hvorfor hun pludselig er helt vildt Optimist-pattet – hun krammer ham hele tiden og vil have ham inddraget i alt hvad vi laver. Det totalt hyggeligt, men også virkelig klart, hun er jo bange for at han også pludselig forsvinder, ligesom bonusmor.

Og så er der mig. Jeg har det heller ikke for smart i øjeblikket. Jeg føler også at hele mit liv er under rekonstruktion! Nyt hjem, ny by, nye mennesker at forholde sig til, nye rutiner, der skal opbygges. Derudover er der mit arbejde, som der skal ske noget med inden længe. Hvad, kan jeg ikke fortælle om endnu, men der er også en forandring på vej. Og så er der oven i hatten også lige Tuba, der forrykker hele min livshistorie, så min barndom pludselig bliver sat i et helt nyt lys. Det er nyt med nyt på, og på trods af at (næsten) alle forandringerne er til det bedre, er Preben og jeg som bekendt bare ikke lige mestre i at tilpasse os forandringer. Så vi afslår fnysende, når Optimisten foreslår en hyggelig aktivitet, bare af princip! For det skulle jo nødigt hedde sig at man gik og hyggede sig her midt i alt det nye, det har vi virkelig ikke overskud til! #han-burde-få-en-præmie

Men det går jo ikke, det her. Så jeg har besluttet mig for at lade være. Med at hidse mig op, med at gå i panik, med at prøve at kontrollere alting. Det skal stoppe nu. Inden jeg skræmmer Optimisten væk og gør Filosoffen endnu mere usikker på alting ved at piske en stemning op. Så jeg tager det heeeeeelt roligt #tic, og tager mig en kop te #tic. Det hele skal nok gå. Det SKAL det.