Er utaknemmelighed en moders løn?

Jeg har det stramt med utaknemmelige børn. Ikke fordi jeg forventer af min datter at hun skal falde på knæ for mig eller bygge en æresport fordi jeg har født hende, bevares jeg har selv valgt at få hende. Men det kan bare godt gøre lidt ondt, når jeg bruger størstedelen af min energi på at gøre alting godt for hendes skyld og hun så belønner det med at give mig fingeren – følelsesmæssigt i hvert fald.

Måske er det en skilsmisseting? Hun savner sin far, og det kan jeg bestemt ikke fortænke hende i. Han bor meget langt væk og hun ser ham ret sjældent og kun i kort tid af gangen. Og hendes savn synes jeg egentlig selv at jeg rummer rimelig godt. Hvad jeg så rummer mindre godt er hendes forgudelse af alt ved FAR (sagt med rumklang): alt hos far er bedre, sjovere, flottere, vildere – bare sådan ca. 20% bedre. Som fx svømmehallen. Hun havde haft en rigtig god tur i svømmehallen med sin far, så hun ville også gerne i svømmehallen med os. Men da vi så kom, var det jo bare ikke liiiiige den hvide t-shirt, altså det var bare 20% bedre hos far, skulle vi tænke på: vandet var varmere, rutsjebanerne vildere, vipperne højere og selskabet bedre. Og i går aftes sagde hun så til mig, at hun meget hellere vil bo i Jylland hos far, for det er på en gård og det er meget bedre end at bo i lejlighed. Altså ikke fordi hun ikke var glad for mig eller noget, hun var bare lidt gladere for far. Av.

Mit intellekt siger mig, at det er savn i en 8-årig udgave, strippet for hensyn og nuancer og konsekvensberegninger og analyser. Og det er jo kun godt og sundt og sikkert en hel del behageligere bare at sige lige ud hvad man tænker og føler lige her og nu. Men det ændrer ikke på at det sårer mig så uendeligt meget. Én ting er at føle sig valgt fra af sit barn, det gør ondt nok. Noget andet er at få at vide at de livsvalg jeg har truffet, primært for hendes skyld, ikke er gode nok. Det gør ondt OG føles samtidig virkelig uretfærdigt.

Jeg ved godt at det hele kan koges ned til: “Jeg savner far virkelig meget”, men hvor ville jeg dog ønske at det var det hun sagde i stedet for. Og hvor ville jeg ønske at jeg kunne finde ud af at håndtere det på en hensigtsmæssig måde. Det kan jeg ikke. Jeg føler det som om jeg altid gør mit aller allerbedste, anstrenger mig til mit alleryderste, men det er bare aldrig godt nok. Far er altid bedre. Jeg ved jo godt, at det ikke er en konkurrence (hader i øvrigt også konkurrencer, så hvis det rent faktisk var en konkurrence, ville jeg aldrig melde mig til den alligevel…). Og jeg kan og skal aldrig være (ligesom) hendes far. Og hvor er det dog dejligt hun har så godt et forhold ham! Men jeg synes simpelthen det er så svært at håndtere den slags udsagn fra hende på en god måde, der ikke bare sårer hende tilbage eller gør vold på mig selv. I går håndterede jeg det i hvert fald ikke særligt yndefuldt. Fik sagt noget med at hun da var velkommen til at bo hos sin far i stedet for, hvis det var det hun ville. Det var nok ikke lige det hun havde brug for at høre.

Det gav mig bare ubehagelige tilbageblik på min egen barndom, der var en perlerække af hensyntagen til de voksne. “Lad nu være med at gøre din far ked af det” eller “Nu blev han virkelig såret over hvad du sagde, nu begynder han sikkert at drikke igen”. Og jeg husker så tydeligt åget på mine skuldre af at have gjort mine forældre kede af det. Det åg skal min datter ikke bære! Så jeg skal i hvert fald ikke reagere som jeg gjorde i går!

Men hvis jeg skulle have reageret på den “voksne” måde, hvad skulle jeg så have gjort? Hvis jeg bare havde sagt: “Jeg forstår godt du virkelig savner far, det er også en svær situation at være skilsmissebarn” og hvad jeg ellers kunne have kogt suppe på over temaet “dit liv er hårdt”, havde det så været respektfuldt over for mine egne følelser? Lige i øjeblikket er jeg måske også lige lovligt opmærksom på at føle og udtrykke hvad jeg føler – en del af det dér Tuba-terapi. Så måske er jeg den eneste der bruger tid og energi og hjertekvaler på at tænke over den slags ting, men her er lige et par spørgsmål til jer, der måske er mere følelsesmæssigt kloge end mig: Må man overhovedet vise sine børn hvis de sårer én? Eller skal man være klippen, der bare altid tager imod uanset hvad de disker op med? Hvordan er man sårbar over for børn uden at give dem dårlig samvittighed og lægge ansvaret for ens følelser over på dem? Skal man bare suck it up og acceptere at der altid vil være et skævt forhold mellem forælder og barn? Eller er der en god måde at sige: “Skat, jeg blev rigtig ked af det du lige sagde” uden at fucke med deres hoved?

En evighed, en sommer og en beslutning siden

Jeg lever faktisk stadig. Mere end nogensinde vil jeg næsten sige! Jeg ved det er en evighed siden, men sommeren har ikke som forventet budt på tid til skriverier. Faktisk er dette indlæg en slags dementi af mit forrige indlæg. Flere ting er nemlig gået ganske anderledes end forventet. Fx fik jeg 12 for den opgave, jeg troede jeg ville dumpe. Og har jeg på ingen måde været på jordbær-ærte-kur. Det har jo været et lorte-jordbær-år. Plus at jeg hellere ville drikke øl og spise is, da det kom til stykket.

Det har bare i det hele taget været en underlig sommer. Den er blevet brugt primært på at renovere. Så jeg har ikke engang rigtigt opdaget hvor dårligt vejr de allesammen siger det har været. Men jeg kan nu med stolthed annoncere, at vi er…trommehvirvel…FÆRDIGE!! Det eneste der mangler nu, er en ny altandør og fliser på væggen i køkkenet, som mureren kommer og sætter op på mandag. Det er simpelthen sådan en fantastisk følelse! I morges da jeg stod op var jeg lige et øjeblik forvirret over hvad jeg egentlig skulle bruge min dag på, når det ikke indebar noget med malertøj og akrylfuge. Men nu kan vi endelig begynde at nyde bare at være og bo her! Sidder i skrivende stund på kontoret (!!) – for sådan et har vi nu, med ergonomisk stol og det hele (ja, han fik sin ergonomiske stol, hvad kan man gøre…). Det hele føles meget voksent og behageligt. Faktisk lige præcis hvad jeg drømte om for et år siden, da jeg kom hjem fra sommerferie og fik galopperende klaustrofobi af at sidde i hamsterburet på 4.sal. Og nu sidder jeg her så, fandeme!

Vores nye residens har budt os på helt nye muligheder hen over sommeren. Fx har vi været i vandet hele 4 gange! Selv om vejret ikke har været så fantastisk, er det immervæk en del nemmere, når solen en sjælden gang imellem titter frem, lige at hoppe på cyklen de 5 minutter ned til stranden og tage sig en dukkert, end det var da vi boede på stenbroen og det nærmest indebar en heldagsudflugt hvis man ville ud og dyppe tåspidserne. Desuden har jeg nydt udearealerne her til fulde! Har haft min hænge-stols-tingest hængt op i et træ (dog med en del banden og svovlen hver gang jeg fik rebet tilbage ned i hovedet – og så med hele ejendommen som publikum) og har malet diverse møbler udendørs (også med alle naboerne som underholdning på skift – man kommer jo hinanden ved herude i provinsen). Det giver en helt anden følelse af frihed bare lige at kunne gå udenfor!

I det hele taget er det jo nærmest et helt andet liv vi lever nu. Filosoffen har løbet rundt udenfor og fundet legekammerater selv, så vi har stort set ikke set hende i de tre uger vi holdt ferie sammen – udover om aftenen, hvor vi på Filosoffens opfordring har set “voksenfjernsyn” sammen. Det bestod af en times DR2-dokumentar, fx om hvordan man laver slik eller sælger huse i udkants-Danmark. Alle var glade, selv Preben!

Den frygt jeg havde før ferien for at føle mig helt uden netværk, var helt ubegrundet! Det er nemlig næsten umuligt at føle sig uden netværk, når man bor i en lille by. Sommeren har derfor budt på adskillige spontane møder, der har resulteret i en eller anden form for socialt samvær – og hvor har det bare været skønt!

På den negative side døde min farmor i løbet af sommeren. Hun var dog meget gammel og havde så rigeligt udtjent sin værnepligt, så det var både forudsigeligt og ønskværdigt. Men mine forældres reaktion var til gengæld ingen af delene. De var taget til Frankrig i deres sommerhus en uges tid inden hun døde. Da de fik beskeden, proklamerede de, at de ikke ville deltage i hendes begravelse, for det var så langt at køre og klimaanlægget i bilen var også gået i stykker, så det ville jo ikke blive en særligt behagelig tur dernedefra, det kunne folk da vel nok forstå. Jo jo, bevares. For mig er tanken om ikke at komme til min egen mors begravelse godt nok fuldkommen ubegribelig, men det er så åbenbart bare mig. På en måde satte det lissom tingene lidt i perspektiv for mig – hvem det egentlig er, der er afstumpet i vores relation her.

Sommeren har faktisk generelt stået i bearbejdningens tegn. Jeg har fået styr på nogle tanker mens jeg har gået og malet, og det har gjort godt. Hvilken relation jeg ønsker at have til mine forældre. Hvad min barndom har budt på. Hvad der er vigtigt for mig og hvad der ikke er. Hvad jeg har lyst til at bruge min energi på og hvad jeg ikke har. Hvad jeg egentlig er værd. Og derfor har jeg taget en beslutning, der også har optaget mig en del på det seneste: Jeg har sagt mit job op og går selvstændig fra 1/9. Hopla. Der var dog ikke så meget hopla over det sådan IRL. Det var rigtig svært at skulle sige op, sidde og fortælle min chef at jeg ikke ville arbejde for ham mere. For jeg holder egentlig utroligt meget af ham. Da jeg havde fået det sagt, gav vi hinanden et kram og så tumlede jeg ellers ud på Strøget og stod foran Tiger og græd lidt for mig selv. Det føltes som at slå op med en kæreste, man ikke længere har de rigtige følelser for. Man ved at det er det eneste rigtige at gøre, men man er stadig i sorg over alt det gode der har været, men som nu ikke er mere.

Nu har jeg så fået sundet mig og er i gang med genopbygningen af min tolkeidentitet på nye vilkår. Det føles rigtig godt! Som at tage kontrollen over mit liv tilbage eller noget. Da jeg modtog mit nye, selvdesignede tolkeskilt (til jer, der ikke lige kender til tegnsprogstolkning, så har vi alle et navneskilt på, lidt ligesom i sundhedsvæsnet) var min stolthed næsten ikke til at rumme. Det føltes lidt som da man var lille og havde lavet en virkelig flot skål af ler i billedkunst: “Se mor, den har JEG lavet!”. (At bogstaverne så var lige i overkanten store, så det nærmest ser ud som om jeg RÅBER mit navn ud til folk, er en mindre detalje. Rookie mistake, jeg har bestilt et nyt, ahem.) Men godt føles det altså, at skulle være min egen lykkes smed lige om lidt. Jeg skal stadig forske på deltid frem til nytår, og fra september skal jeg begynde at studere igen også. Men jeg håber på at jeg med denne beslutning får mere overskud og luft. Og frem for alt ro i maven.

Så opsummerende har sommeren været varm og kold, hård og nem, sjov og frustrerende, dejlig og trist, fantastisk og mærkelig. Men egentlig lige som den skulle være.