En evighed, en sommer og en beslutning siden

Er utaknemmelighed en moders løn?

Jeg har det stramt med utaknemmelige børn. Ikke fordi jeg forventer af min datter at hun skal falde på knæ for mig eller bygge en æresport fordi jeg har født hende, bevares jeg har selv valgt at få hende. Men det kan bare godt gøre lidt ondt, når jeg bruger størstedelen af min energi på at gøre alting godt for hendes skyld og hun så belønner det med at give mig fingeren – følelsesmæssigt i hvert fald.

Måske er det en skilsmisseting? Hun savner sin far, og det kan jeg bestemt ikke fortænke hende i. Han bor meget langt væk og hun ser ham ret sjældent og kun i kort tid af gangen. Og hendes savn synes jeg egentlig selv at jeg rummer rimelig godt. Hvad jeg så rummer mindre godt er hendes forgudelse af alt ved FAR (sagt med rumklang): alt hos far er bedre, sjovere, flottere, vildere – bare sådan ca. 20% bedre. Som fx svømmehallen. Hun havde haft en rigtig god tur i svømmehallen med sin far, så hun ville også gerne i svømmehallen med os. Men da vi så kom, var det jo bare ikke liiiiige den hvide t-shirt, altså det var bare 20% bedre hos far, skulle vi tænke på: vandet var varmere, rutsjebanerne vildere, vipperne højere og selskabet bedre. Og i går aftes sagde hun så til mig, at hun meget hellere vil bo i Jylland hos far, for det er på en gård og det er meget bedre end at bo i lejlighed. Altså ikke fordi hun ikke var glad for mig eller noget, hun var bare lidt gladere for far. Av.

Mit intellekt siger mig, at det er savn i en 8-årig udgave, strippet for hensyn og nuancer og konsekvensberegninger og analyser. Og det er jo kun godt og sundt og sikkert en hel del behageligere bare at sige lige ud hvad man tænker og føler lige her og nu. Men det ændrer ikke på at det sårer mig så uendeligt meget. Én ting er at føle sig valgt fra af sit barn, det gør ondt nok. Noget andet er at få at vide at de livsvalg jeg har truffet, primært for hendes skyld, ikke er gode nok. Det gør ondt OG føles samtidig virkelig uretfærdigt.

Jeg ved godt at det hele kan koges ned til: “Jeg savner far virkelig meget”, men hvor ville jeg dog ønske at det var det hun sagde i stedet for. Og hvor ville jeg ønske at jeg kunne finde ud af at håndtere det på en hensigtsmæssig måde. Det kan jeg ikke. Jeg føler det som om jeg altid gør mit aller allerbedste, anstrenger mig til mit alleryderste, men det er bare aldrig godt nok. Far er altid bedre. Jeg ved jo godt, at det ikke er en konkurrence (hader i øvrigt også konkurrencer, så hvis det rent faktisk var en konkurrence, ville jeg aldrig melde mig til den alligevel…). Og jeg kan og skal aldrig være (ligesom) hendes far. Og hvor er det dog dejligt hun har så godt et forhold ham! Men jeg synes simpelthen det er så svært at håndtere den slags udsagn fra hende på en god måde, der ikke bare sårer hende tilbage eller gør vold på mig selv. I går håndterede jeg det i hvert fald ikke særligt yndefuldt. Fik sagt noget med at hun da var velkommen til at bo hos sin far i stedet for, hvis det var det hun ville. Det var nok ikke lige det hun havde brug for at høre.

Det gav mig bare ubehagelige tilbageblik på min egen barndom, der var en perlerække af hensyntagen til de voksne. “Lad nu være med at gøre din far ked af det” eller “Nu blev han virkelig såret over hvad du sagde, nu begynder han sikkert at drikke igen”. Og jeg husker så tydeligt åget på mine skuldre af at have gjort mine forældre kede af det. Det åg skal min datter ikke bære! Så jeg skal i hvert fald ikke reagere som jeg gjorde i går!

Men hvis jeg skulle have reageret på den “voksne” måde, hvad skulle jeg så have gjort? Hvis jeg bare havde sagt: “Jeg forstår godt du virkelig savner far, det er også en svær situation at være skilsmissebarn” og hvad jeg ellers kunne have kogt suppe på over temaet “dit liv er hårdt”, havde det så været respektfuldt over for mine egne følelser? Lige i øjeblikket er jeg måske også lige lovligt opmærksom på at føle og udtrykke hvad jeg føler – en del af det dér Tuba-terapi. Så måske er jeg den eneste der bruger tid og energi og hjertekvaler på at tænke over den slags ting, men her er lige et par spørgsmål til jer, der måske er mere følelsesmæssigt kloge end mig: Må man overhovedet vise sine børn hvis de sårer én? Eller skal man være klippen, der bare altid tager imod uanset hvad de disker op med? Hvordan er man sårbar over for børn uden at give dem dårlig samvittighed og lægge ansvaret for ens følelser over på dem? Skal man bare suck it up og acceptere at der altid vil være et skævt forhold mellem forælder og barn? Eller er der en god måde at sige: “Skat, jeg blev rigtig ked af det du lige sagde” uden at fucke med deres hoved?

   

2 kommentarer

  • Anne

    Jeg aner det ikke. Jeg er selv virkeligt dårlig til det, og jeg er i gang med at frembringe et socialt inkompetent barn lige som mig selv.

    Min psykolog anbefalede: mentaliseringsbogen af Wallroth, som bla handler om lære, at mine følelser er mine og dine følelser er dine. Og hvordan man håndterer forskellen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Skilsmissemor

      Tak for tippet! Jeg vil låne den og se om jeg kan blive klogere…

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

En evighed, en sommer og en beslutning siden