Mit fulde potentiale

I foråret var jeg sygemeldt en måned med stress/depression/indsæt selv psykisk nedtursord. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg slet ikke kunne tænke klart. Min søde chef forsøgte at give mig en lang liste over måder at løse min hamsterhjulstristesse, men jeg kunne ikke engang koncentrere mig om at tage stilling til, hvilken af alle hans gode forslag, der ville være bedst for mig. Inde i mit hoved var der kun en stor pærevælling af tanker og følelser. Så jeg blev sygemeldt.

I de første par uger sad jeg bare i sofaen og gloede ud af vinduet fra Filosoffen var afleveret til hun skulle hentes. Jeg sad og kiggede på skyerne passere forbi og tænkte over livet og lykken – og lidt på chokolade.

Jeg har altid været en fagligt stærk person og trives ved intellektuelle udfordringer. Jeg identificerer mig kraftigt med mit arbejde og finder utroligt meget energi og anerkendelse i at være en dygtig tolk. Da jeg lige var blevet færdiguddannet, kunne jeg derfor næsten ikke få nok af vildere og sværere tolkeopgaver, hvor jeg konstant lå lige i min ‘zone for nærmeste udvikling’. Hele tiden med følelsen af at være ved at nå mit fulde potentiale (- sagt med rumklang og fanfare) #harsetformegetLegoNinjago
Især i perioderne hvor Filosoffen har været hos sin far, har jeg nået et højere stadie af arbejdsrus med overarbejde og udlandsopgaver og møder og jeg skal komme efter dig. Det har virkelig føltes godt og velkendt og rigtigt. Det har ikke bare været fedt, det har været stadiet over.

Når barnet så er kommet hjem igen har jeg hver gang med frustration vendt tilbage til stadiet under. At jonglere både job og barn samtidig er jo ganske umuligt. Ergo blev min konklusion, at problemet måtte være, at jeg var alene med hende. Alt (læs:mit arbejde) ville blive meget nemmere, hvis bare jeg ikke altid var alene om at passe barnet. Så jeg så med stor begejstring frem til at Optimisten skulle flytte ind og lige så stille begynde at hjælpe til med Filosoffen, så jeg uden hæmninger igen kunne kaste mig over mit fantastiske arbejde og nå mit fulde potentiale!
Men det blev bare ikke rigtigt nemmere. Optimisten er en fantastisk bonusfar, der er gået til opgaven med en beundringsværdig tålmodighed og ro. Men på trods af hans store indsats måtte jeg sande, at selv om jeg fik mere mulighed for at arbejde, kunne jeg alligevel ikke lægge lige så meget energi i det, som jeg ønskede. En del af min energi blev hele tiden slugt af alle de gøremål, der er forbundet med at have barn og den grad af nærvær ethvert barn med respekt for sig selv forlanger af sine forældre. Til sidst var de allersidste resurser brugt op og jeg blev sygemeldt.

Og mens jeg så sad dér og tænkte på livet og lykken og chokolade skete der noget interessant. Jeg havde indtil da haft jævnlige perioder uden barn, hvor jeg kunne hellige mig mit arbejde hundrede procent. Men jeg havde aldrig før haft en periode med omvendt fortegn. Intet arbejde, men til gengæld mor for fuld skrue! Nu da jeg var sygemeldt, var det pludselig ingen sag at have et barn! Jeg fik bagt boller og leget gemmeleg og lavet pædagogiske aktiviteter til den helt store guldmedalje. Jeg kastede mig ud i opgaven med liv og sjæl, for muligvis ville jeg kunne opnå mit fulde… Hov vent lige… Og der gik det så lige op for mig, hvad mit problem var: Alt hvad jeg giver mig i kast med, forventer jeg at gøre PERFEKT! #anstrengttype. Det vil sige, at jeg havde rendt rundt med en forventning om at jeg da sagtens kunne passe både barn og arbejde til perfektion. Men det kan man jo så ikke, og så må man låne. Hvis jeg gerne vil gøre noget til perfektion, må jeg prioritere. Sikke noget svin.

Men i virkeligheden er den øvelse ikke så svær når det kommer til stykket. For hvis jeg vælger at fokusere på mit arbejde for at forfølge min Lego-drøm, så er det på bekostning af dyrebar tid og nærvær med min datter. Og hvad skal jeg egentlig bruge mine superkræfter til, når Filosoffen om føje år ikke har tid til at udøse alle sine fine tanker over mig mere? Forhåbentlig har jeg mange gode år tilbage af mit liv til at finde min indre nindroid, når først Filosoffen er blevet teenager og kun beriger os med sit selskab, når hun en gang om ugen dukker op for at få vasket sit tøj.

Så jeg har altså taget et aktivt valg. Om at nedprioritere mit arbejde og opprioritere mit moderskab. Når nu jeg altså skal vælge. Men pyh det er svært. For der er edermame ikke meget nindroid over mine moderevner. Og nogle gange falder jeg alligevel i og går all in på arbejdet. Så må jeg skynde mig at kompensere for det i weekenden. Så i dag har vi samlet kastanjer. Og lagt puslespil. Og lavet æblecrumble-kage. Mens jeg med velbehag på ingen måde er kommet i nærheden af noget potentiale.

collage-2016-10-30

Tid er det nye sort

Nå men øh, jeg gider så ikke rigtigt at arbejde. Altså ikke fordi jeg på det her punkt er vanvittigt unik, går ud fra at mange mennesker deler min følelse. Men det er sådan en lidt dybereliggende problematik, der ligger til grund for min arbejdslede for tiden.

Jeg har nemlig fundet ud af, at tid er det nye sort. Eller rettere, tid er den nye kapital. Det er ikke længere prestige-skabende at have penge, hvem har ikke det nu til dags? Næ, der hvor man virkelig kan måle forskellen på overskud og underskud er i TID! Faktisk er tid det, der skal til, hvis man vil opfylde alle samfundets forventninger til én som forælder og menneske (måske lige bortset fra den forventning, der handler om at bidrage til skatten…). Her er et udpluk af forventninger til det moderne menneskes liv, som kræver tid for at kunne opfylde:

  • Man skal tjekke forældreintra gerne en gang om dagen, minimum et par gange om ugen.
  • Man skal motionere minimum en halv time hver dag ved moderat til høj intensitet for at forblive sund.
  • Man skal helst lave maden fra bunden, hvis man vil være sikker på ikke at få for meget salt, for mange tilsætningsstoffer og for meget tilsat sukker OG hvis man gerne vil være en god rollemodel for børnene, skal man naturligvis også helst inddrage dem i madlavningen.
  • Man skal gerne have selvindsigt og indre ro, så det vil være optimalt at bruge lidt tid på at læse nogle selvhjælpsbøger og lave noget mindfulness og/eller yoga hver dag.
  • Man må for guds skyld ikke bruge iPaden som babysitter! I stedet skal man bruge tid sammen med børnene, minimum en time om dagen, på at fremelske deres kreative sider, så de får brugt deres fantasi og generelt føler sig set og anerkendt.
  • Man skal gerne læse med sine børn hver dag, så de får trænet de 120 mest hyppige danske ord og dermed bliver mere stærke i læsning. Som vi alle ved er læsning fundamentet for at blive en succes som voksen.
  • Herudover kommer lektier, der skal laves med voksenstøtte.
  • Hvis der er forældrekaffe/forældremøde/forældre-whatever på børnenes skole, skal man helst stille med en kage eller andet hjemmelavet. For himlens skyld ikke købekage! Det er prolle.
  • Huslige gøremål laver ikke sig selv (- med mindre man har en au pair, i så fald kan man springe denne forventning over og gå direkte til den næste…). Det er vigtigt at have et godt indeklima, så hyppig rengøring og udluftning er et must for at undgå astma og allergi.
  • Man skal i øvrigt også inddrage børnene i alle huslige gøremål, så de lærer at prioritere fællesskabet.
  • Som voksen i det moderne samfund skal man også helst have en hobby. Gerne en sportsgren, man går til en gang eller to om ugen, men ellers er anden hobby også accepteret. Især en form for kunsthåndværk eller håndarbejde, det er så palæo og autentisk! Desuden skal man jo også kunne skrive på sit cv, at man foretager sig noget i sin fritid og ikke bare ligger og stener Netflix hver aften!
  • Børnene skal i øvrigt også helst gå til en fritidsaktivitet et par gange om ugen. Det er vigtigt, at de har fællesskaber uden for skolen.
  • Men der skal også lige presses en legeaftale ind minimum én gang om ugen, da det forebygger mobning, hvis forældrene gør en aktiv indsats ved at støtte de sociale relationer.
  • Og hvor de 7-9 timers søvn, man som voksen skal have hver nat for at kunne fungere, skal presses ind henne, ved jeg virkelig ikke…

Hvis man skal gøre alt det her, er der jo nærmest ikke rigtigt tid til at arbejde, kan I nok se. Disse ting (og så at tolkemarkedet opfører sig som et svin for tiden) gør, at jeg tror jeg bør revurdere min arbejdsindsats. Den eneste vej frem jeg umiddelbart kan se, er at sige op, så jeg har bedre tid til at holde fri og være et moderne menneske. Så jeg må i gang med at spare op til forsørgelsen af resten af mit liv. Det, eller at vinde i lotto. Hvor sandsynligheden for at vinde er 1:98.000.000 (uden pis, jeg har undersøgt det). Ellers skulle jeg skifte Optimisten ud med en virkelig rig mand. Men jeg er nu ret glad for min Optimist og han bidrager også temmelig positivt til min mentale sundhed, så det dur nok ikke at skille mig af med ham…

Måske skulle jeg bare springe på hamsterhjulet igen og vente med at sige op til jeg har en lidt bedre løsning på problemet. Indtil da må jeg bare affinde mig med at være tidsforarmet. #underskudstype

wallsticker_ur_livet_har_saa_stor_vaerdi_version1_450-p

Wallsticker til ur fra dimaria.dk

Min indre sure gamle mand

Jeg må nok efterhånden erkende, at der bor en sur gammel mand inden i mig. Han stikker hovedet frem indimellem for at brokke sig over dit og dat, eller for lige at få sig en blomme i madeira. Vi kan kalde ham for Preben. Her er han:

  • Han synes, at Halloween og Valentins dag er noget pjat. Hvorfor skal vi partout importere amerikanske højtider? Som om vi ikke havde nok af vores egne højtider. Vi havde faktisk så mange, at man på et tidspunkt lagde nogle af dem sammen til Store Bededag, for hulen! Preben mener, at vi så passende kunne slå alle de amerikanske sammen til Store Materialismedag. Så kunne vi gå på date i spøgelseskostumer. Det ville straks være mere festligt at se på!
  • Han ser primært DR2. Synes resten er pop.
  • Han synes folk er sindssyge i trafikken.
  • Han er hverken på Twitter eller Instagram, forstår ikke helt behovet, når man også har Facebook, hvor man både kan skrive statusopdateringer og lægge billeder ud. Men han synes egentlig også, at Facebook er irriterende. Alt for rodet og alt for mange videoer af søde dyr eller folk, der kommer til skade. Næ, et rigtigt medie er en avis! Et abonnement på Information, det ved man hvad er!
  • Han er heller ikke glad for Snapchat. Hvis ens billede er så uinteressant, at det ikke er et tab for nogen når det bliver slettet efter 10 sekunder, så var der måske ingen grund til at tage billedet i det hele taget… Han mener primært det medie er opfundet, for at fyre kan sende dick pics uden repressalier…
  • Han synes unge mennesker nu til dags bruger alt for meget tid og for mange penge på elektronisk udstyr.
  • Og kan i øvrigt slet ikke se formålet med et Smartwatch… Altså har man nu også brug for et ur til at modtage de samme informationer, som man allerede har modtaget på både mobil, computer og tablet? Det er da den direkte vej til stress! Næ, løs en krydsogtværs eller en sudoku og tjek ellers kun alle de devices en gang om dagen. Hvis nogen vil dig noget vigtigt, skal de nok få fat i dig.
  • Han hader når folk ikke kan kende forskel på ligge og lægge – eller hans og sin!
  • Han foretrækker at sidde hjemme i sofaen og se Barnaby en lørdag aften frem for at gå ud.
  • Han synes sky er mega lækkert. Og sylte. Og sennep.
  • Han kunne bedre lide 13-skalaen. Og det gamle gymnasiesystem med matematisk og sproglig linje. Det nye er noget pop.
  • Han går med hjemmesko.
  • Han spiser kippers med velbehag. På sigtebrød.
  • Han foragter alle reality programmer. Måske med undtagelse af De Unge Mødre. Men det er nok af sympati for den krop han bebor. Og så På røven i Nakskov. Men det er nok fordi han selv kommer dernede fra…

Preben er en fest, kan I nok høre. Men prøv at bære over med ham, når han indimellem stikker hovedet frem. Han er nu god nok på bunden, ham Prebsi <3

imagegen-ashx

Mmmm, kippers…

Angst

skriget

Angst er et tabu. Men hvis I spørger mig, er tabuer til for at blive brudt! Derfor vil jeg nu gerne sige: Hej, jeg hedder Tinne og jeg har angst.

Jeg føler mig faktisk ret heldig. Jep, I læste rigtigt, jeg føler mig heldig, fordi jeg har angst. Den er nemlig mit eget lille private alarmsystem, der fortæller mig, hvornår noget er kørt af sporet eller er dårligt for mig. Sådan en slags 24 timers Securitas installeret i min krop.

Jeg oplevede angsten første gang, da jeg var 19 år. Mit liv drønede derudaf! Jeg læste jura (yes, der har jeg også været) og var lige flyttet til Aarhus sammen med Antagonisten. Og alt var egentlig godt – lige bortset fra, at jeg var svimmel, havde trykken for brystet og uregelmæssig hjerterytme, ondt i min venstre arm, kvalme, søvnbesvær og så til tider prikker for øjnene. Jeg var pisse bange! Så jeg gik til læge efter læge for at finde ud af, hvad fanden der var galt med min krop og endte endda med en hjertescanning på Kommunehospitalet, der viste…absolut ingenting. Jeg var blevet tjekket i hoved og mås, men jeg var fit as a fiddle.

Åbenbaringen kom først, da jeg ved en tilfældighed kom ind til at lægestuderende, der kiggede mig i øjnene og sagde: “Er der noget i dit liv, der er svært i øjeblikket?” Så brød jeg sammen så tårer og snot stod ud i kaskader. God øvelse for den lægestuderende, hun har sikkert haft en del at notere ned i sin logbog…

Derfra gik jeg så i gang med at granske mit liv – for noget måtte der jo være galt, siden min krop i den grad sagde fra! Blikket faldt på mit studie. Jeg havde egentlig aldrig følt mig tilpas på det studie og jeg havde ingen motivation for at læse de 1000 sider, vi havde for til hver gang. Men bare tanken om at droppe ud var uudholdelig! Jeg har fandeme aldrig været en quitter! …siger pigen, der gik til blokfløjte i f*ing 9 år og hadede det hele vejen igennem! #tigerparents. Men Securitas råbte STOP FOR FANDEN! Så jeg stoppede. Og fik det nærmest godt igen fra den ene dag til den anden. Der kan man bare se.

Siden da er alarmen gået indimellem, gerne forbundet med store forandringer i mit liv: flytninger, barn, skilsmisse – ja der var en del hurlemhej omkring skilsmissen, der var Securitas virkelig fremme i skoene.

Men den vildeste alarm gik sidste år. Jeg er stadig på efterdønningerne og venter faktisk bare på anden halvleg.
Det hele startede sidste sommer. Mit alarmsystem minder lidt om influenza – den skifter ham hver gang, så der går lige lidt tid med at få identificeret, at det er angst og ikke SARS eller H1N1 eller en anden reel sygdom, der er i gang. Så denne gang var symptomerne igen helt anderledes end den forrige gang. Men alverdens spændende fysiske reaktioner var ikke nok, nej denne gang toppede svinet den lige med tvangstanker og -handlinger også.

Så pludselig fandt jeg mig selv i situationer med tredobbelt håndvaskning, hysterisk aftørring af bordplader og vask af grøntsager i 8 hold vand – indtil min elskede Optimist kom ud til mig i køkkenet en dag og kiggede på mig, lagde en kærlig hånd på min skulder og sagde: “Træd væk fra grøntsagerne…” Der måtte jeg alligevel erkende, at jeg havde et problem… Mine tanker kørte i loop – konstant tilbageskuende for at tjekke, om jeg nu havde gjort det hele ordentligt, om alt nu var uden for kontamineringsfare. Og hvis ikke jeg havde gjort det hele rigtigt, brugte jeg så bagefter tid på at være vred på mig selv over det. Jeg var så bange. Det var totalt udmattende!

Så jeg startede i terapi. Her gik jeg i samarbejde med min psykolog i gang med at undersøge mit liv for at finde ud af, hvad mit alarmsystem forsøgte at fortælle mig denne gang. Vi fik gennemgået både morrolle, parforhold, skilsmissen og forholdet til Antagonisten, opvækst med alkoholiseret far, venner – ALT blev endevendt og jeg fik da også styr på alle mulige ting. Føltes lidt som at få ryddet op på loftet, om man så må sige… Men alarmsystemet fortsatte alligevel ufortrødent. Tilbage stod jeg så med én ting: mit arbejde. Mit elskede, elskede arbejde, som jeg lægger liv og sjæl i, som jeg er pisse god til og som jeg identificerer mig kraftigt med. Pis!

Jeg tog derfor en beslutning om at læse videre. Så jeg læser nu på deltid, men arbejder stadig ved siden af. Jeg er virkelig glad for den beslutning, det er mega fedt at have lingvistikken tilbage i mit liv og jeg nyder at sidde på skolebænken. Men samtidig sørger jeg også over tabet af min arbejdsidentitet som tolk. Og jeg er slet ikke færdig med at være i alarmberedskab, for jeg tror desværre, at alarmen prøver at fortælle mig noget mere: at jeg ikke er bygget til at være tolk på den måde, jeg er det lige nu. Jeg har brug for mere ro og stabilitet. Både på tolkemarkedet og min arbejdsplads.

Men jeg er ikke klar til at lytte til alarmen. Jeg er ikke klar til at tage det fulde spring. Så jeg trækker den lige lidt endnu, beslutningen, der får alarmen til at tie. Så hav tålmodighed, Securitas, min ven, min fjende.

Det, der får min sovs til at skille

Som tegnsprogstolk fungerer man gerne også som ven, psykolog, læge, coach, ernæringsekspert eller hvad nu brugeren ellers har behov for at man er den dag. Forleden fungerede jeg så som skulder, fordi min stakkels bruger havde kærestesorger. Og det var naturligvis virkelig træls og synd for ham, men det gav også mig en mulighed for at være lidt taknemmelig for mit ellers til tider noget kaotiske liv.

Det lyder muligvis utroligt irriterende og positiv psykologi-agtigt, men jeg er simpelthen så taknemmelig for alt det lort jeg har været igennem! For uden alle disse ting, havde jeg aldrig været her, hvor jeg er i dag.

Der var et tidspunkt, lige efter det helt store opgør havde stået mellem Antagonisten og jeg, hvor jeg følte at alt var håbløst og ligegyldigt. Jeg havde mest lyst til bare at lægge mig til at sove og aldrig vågne igen. Alt var så uoverskueligt. At skulle leve med så meget modstand og vrede fra en mand, jeg havde elsket i mange år og som er far til mit barn. At skulle håndtere barnets sorg. At skulle håndtere min egen sorg. At skulle starte helt forfra.

Men nu, hvor jeg er kommet næsten helskindet om på den anden side, ville jeg ikke have været alt det lort foruden! For hold da op, hvor har jeg lært meget. Om mig selv og mine egne grænser, om parforhold og hvad jeg egentlig ønsker at få ud af det her liv.

Og så er der kommet et helt nyt og respektfuldt forhold mellem Antagonisten og mig ud af det. Hvem skulle have troet det? Jeg har da godt nok måttet sluge indtil flere kameler gennem tiden, faktisk begyndte jeg i en periode at identificere mig kraftigt med pytonslangen, som jeg har hørt kan få sin kæbe til at gå af led for at kunne sluge et bytte der er mange gange større end den selv… Men efterhånden som jeg har fået automatiseret kamelslugningsteknikken og tillært mig girafsprog, så er alt faktisk gået hen og blevet ok. Jeg finder mig selv nu i hyggelige samtaler med Antagonisten og vi har udviklet et venskab og forældreskab, som vi aldrig havde, da vi var sammen. Det er ret utroligt, så dårlige vi var til at være kærester og så gode vi nu er til ikke at være det. Til efterårsfest på Filosoffens skole i torsdags hyggede vi os vældigt midt i mylderet af børn og forældre og suppe og græskarlamper – en komplet utænkelig situation, hvis vi havde været der som par! Sært.

Men ud over at være taknemmelig over det nye forhold Antagonisten og jeg har fået til hinanden, er jeg også meget glad for det parforhold jeg er i nu. Man kan sige, at et dysfunktionelt parforhold har gjort mig i stand til at definere, hvad jeg vil og ikke vil. Hvad der gør mig glad, og hvad der bestemt ikke gør. Og derfor kan jeg også med hundrede procent ro i maven sige, at jeg er lykkelig i mit parforhold. Ikke periodevis glad eller med håbet om, at det nok skal gå hvis bare vi lige… Nej, simpelthen bare lykkelig.

Sidst men ikke mindst har min skilsmisse haft en dejlig groundende effekt på mig. Jeg har mange gode ting kørende for mig, men skilsmissen er ridsen i pladen. Eller som min kollega siger, så er skilsmissen det, der får min sovs til at skille (høhø).  Det er træls at have en sovs, der skiller, men det er til gengæld også det, der altid sætter tingene i perspektiv. Man føder sit barn i de vildeste smerter, et smart trick fra naturens side, så man altid kan tænke tilbage på fødslen og tænke: “Ok, det kan umuligt blive værre end det!”, når man sidder kl.3 om natten med en skrigende baby. Således ser jeg også min skilsmisse: Den var vendepunktet i mit liv, der hvor bunden var nået. Så i al min tristesse over delebarn og sammenbragt familie og alt hvad der dertil hører, er der alligevel altid en lille optimistisk jubelidiot inden i mig, der siger, at det umuligt kan blive lige så rædsomt, som dengang.

Og når jeg så sidder dér med min bruger og hans kæresteproblemer, kan jeg lytte og trøste og støtte og samtidig tænke for mig selv, at hvor er det dog skønt, at jeg ikke er dér i mit liv mere. At jeg er kommet igennem, videre, – harder, better, faster, stronger.

Older posts