Hvad jeg gerne ville have vidst inden jeg fik barn

Det, der får min sovs til at skille

Som tegnsprogstolk fungerer man gerne også som ven, psykolog, læge, coach, ernæringsekspert eller hvad nu brugeren ellers har behov for at man er den dag. Forleden fungerede jeg så som skulder, fordi min stakkels bruger havde kærestesorger. Og det var naturligvis virkelig træls og synd for ham, men det gav også mig en mulighed for at være lidt taknemmelig for mit ellers til tider noget kaotiske liv.

Det lyder muligvis utroligt irriterende og positiv psykologi-agtigt, men jeg er simpelthen så taknemmelig for alt det lort jeg har været igennem! For uden alle disse ting, havde jeg aldrig været her, hvor jeg er i dag.

Der var et tidspunkt, lige efter det helt store opgør havde stået mellem Antagonisten og jeg, hvor jeg følte at alt var håbløst og ligegyldigt. Jeg havde mest lyst til bare at lægge mig til at sove og aldrig vågne igen. Alt var så uoverskueligt. At skulle leve med så meget modstand og vrede fra en mand, jeg havde elsket i mange år og som er far til mit barn. At skulle håndtere barnets sorg. At skulle håndtere min egen sorg. At skulle starte helt forfra.

Men nu, hvor jeg er kommet næsten helskindet om på den anden side, ville jeg ikke have været alt det lort foruden! For hold da op, hvor har jeg lært meget. Om mig selv og mine egne grænser, om parforhold og hvad jeg egentlig ønsker at få ud af det her liv.

Og så er der kommet et helt nyt og respektfuldt forhold mellem Antagonisten og mig ud af det. Hvem skulle have troet det? Jeg har da godt nok måttet sluge indtil flere kameler gennem tiden, faktisk begyndte jeg i en periode at identificere mig kraftigt med pytonslangen, som jeg har hørt kan få sin kæbe til at gå af led for at kunne sluge et bytte der er mange gange større end den selv… Men efterhånden som jeg har fået automatiseret kamelslugningsteknikken og tillært mig girafsprog, så er alt faktisk gået hen og blevet ok. Jeg finder mig selv nu i hyggelige samtaler med Antagonisten og vi har udviklet et venskab og forældreskab, som vi aldrig havde, da vi var sammen. Det er ret utroligt, så dårlige vi var til at være kærester og så gode vi nu er til ikke at være det. Til efterårsfest på Filosoffens skole i torsdags hyggede vi os vældigt midt i mylderet af børn og forældre og suppe og græskarlamper – en komplet utænkelig situation, hvis vi havde været der som par! Sært.

Men ud over at være taknemmelig over det nye forhold Antagonisten og jeg har fået til hinanden, er jeg også meget glad for det parforhold jeg er i nu. Man kan sige, at et dysfunktionelt parforhold har gjort mig i stand til at definere, hvad jeg vil og ikke vil. Hvad der gør mig glad, og hvad der bestemt ikke gør. Og derfor kan jeg også med hundrede procent ro i maven sige, at jeg er lykkelig i mit parforhold. Ikke periodevis glad eller med håbet om, at det nok skal gå hvis bare vi lige… Nej, simpelthen bare lykkelig.

Sidst men ikke mindst har min skilsmisse haft en dejlig groundende effekt på mig. Jeg har mange gode ting kørende for mig, men skilsmissen er ridsen i pladen. Eller som min kollega siger, så er skilsmissen det, der får min sovs til at skille (høhø).  Det er træls at have en sovs, der skiller, men det er til gengæld også det, der altid sætter tingene i perspektiv. Man føder sit barn i de vildeste smerter, et smart trick fra naturens side, så man altid kan tænke tilbage på fødslen og tænke: “Ok, det kan umuligt blive værre end det!”, når man sidder kl.3 om natten med en skrigende baby. Således ser jeg også min skilsmisse: Den var vendepunktet i mit liv, der hvor bunden var nået. Så i al min tristesse over delebarn og sammenbragt familie og alt hvad der dertil hører, er der alligevel altid en lille optimistisk jubelidiot inden i mig, der siger, at det umuligt kan blive lige så rædsomt, som dengang.

Og når jeg så sidder dér med min bruger og hans kæresteproblemer, kan jeg lytte og trøste og støtte og samtidig tænke for mig selv, at hvor er det dog skønt, at jeg ikke er dér i mit liv mere. At jeg er kommet igennem, videre, – harder, better, faster, stronger.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad jeg gerne ville have vidst inden jeg fik barn