PhD or not PhD? That is the question…

Det er noget jeg går og tumler lidt med for tiden. Jeg er blevet tilbudt at lave en phd når jeg er færdig med min kandidat. Det er et virkelig godt, spændende og unikt tilbud. Og så er det et tilbud med en udløbsdato. Af forskellige årsager skal jeg helst være færdig med PhD’en (hvis jeg siger ja) inden for de næste fem år. Så der er ikke så meget betænkningstid og det ville være direkte fra speciale til PhD.

Samtidig er der en anden del af mig, der måske gerne vil have nogle flere børn. Hvis altså vi kan og har økonomisk mulighed og Saturn står i den rette position og hvad man nu ellers skal tænke over her i 30’erne.
Men på en eller anden måde er det oppe i mit hoved blevet til nærmest et enten-eller spørgsmål. For en ting er i hvert fald sikker: I don’t do familiehamsterhjulet. Jeg vil ikke springe på det hjul og knokle 37+ timer om ugen, samtidig med at jeg har små børn. Det er egentlig ikke fordi jeg er spelt-øko-mortypen, der synes at det er synd for børnene hvis deres mor ikke er hjemme. Nej det er simpelthen fordi jeg synes det er en rædselsfuld måde at leve sit liv på. At have travlt hele tiden, at leve så den ene dag afløser den anden i en endeløs række af ligegyldigheder. Det magter jeg simpelthen ikke. At leve livet sådan, ville sgu være synd for mig! Så det er ikke en mulighed.

En anden mulighed er så at Optimisten bliver hjemmegående, så der altid er én der kan handle, vaske tøj, gøre rent og lave mad. På den måde kan tiden om eftermiddagen rent faktisk bruges på at være sammen med de dér børn og samtidig kan man undgå hamsterhjulsfølelsen. Men det kræver jo så lige at Optimisten er indstillet på at være hjemmegående. Det har han ikke helt taget stilling til endnu, han har gerne en latenstid på et par måneder når den slags beslutninger skal tages. Men det er også helt ok. Mens han tænker, spekulerer jeg så videre:

For vil jeg overhovedet have børn? Vil jeg overhovedet have en PhD?? Det afhænger vist lidt af hvilken tid på dagen man spørger… Jeg synes det er nogle alt for svære og livsafgørende beslutninger at skulle tage og det gider jeg altså ikke rigtigt.

Jeg kunne sagtens se mig selv som forsker med en forskerkarriere. Rejser, frihed, spændende faglige udfordringer, stolthed over at have produceret noget, som eftertiden kan citere i deres opgaver og artikler. Stolthed over at have en titel. Tolkemarkedet på katastrofekurs trækker ved gud heller ikke i mig, så det ville jo være en oplagt mulighed for at skifte karriere. Jeg trives glimrende med forskerarbejdet, føles lidt som detektivarbejde. Det var Professor Blomme i biblioteket med lysestagen. Skrev hun i et sofistikeret akademisk sprog naturligvis…

På den anden side vil jeg måske gerne have en større familie. Nogle flere at fejre jul med, nogle flere til at udfylde mit ”familietomrum”. Uanset hvad er jeg i hvert fald nødt til at finde noget at fylde min tid ud med, så længe størstedelen af mine venskaber er ikke-eksisterende pga. babyboom og andre livsbegivenheder. Venskaberne taler for børnene, da vi da så i det mindste ville kunne mødes om nogle børn og have lige vilkår i forhold til (mangel på) tid. Det er dog måske en anelse voldsomt at få børn fordi man savner sine venner. Eller også bliver ensomheden i at være barn af en dysfunktionel familie bare endnu mere tydelig i denne her slags situationer: For hvem taler man med om de store livsvalg, når man ikke har brugbar familie og vennerne er fraværende?

Måske er der nogle kloge læsere derude, der har nogle inputs? Og ellers har jeg jo heldigvis også mit Tuba-panel. Lidt endnu.

cluedo

 

Prebens novemberfrustrationer

Preben synes at november er op ad bakke. Som Henrik Nordbrandt siger: “Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.” November synes uendelig. Og fyldt med frustrationer:

  • Vintertid.
    Preben begriber ikke hvorfor de morgenfriske typer skal have en halv times ekstra lys om morgenen i to uger eller hvor meget det nu kan blive til inden jorden officielt er udenfor solens rækkevidde, mens os, der ikke går i seng med fuglene derimod skal sidde med sammenknebne øjne i stearinlysets skær i vores prime time!
  • Juleting.
    Preben mener, at der er en detailhandel og en del andre juleliderlige mennesker, der skulle tage et ekstra kig i kalenderen. Den skriver NOVEMBER! Hvorfor skal der altid tages forskud? Alle juletingene er jo nærmest udsolgt eller sat ned i pris før første søndag i advent! For at gøre plads til påskepynten, vel sagtens! Og så undrer man sig over at stress er blevet en folksygdom… Og beder os alle om at være mere mindful’e, være til stede i nuet, ikke altid tænke på fremtiden…ja det er sgu lidt svært når julepynten på gågaden allerede er hængt op 1/11!
  • Valgplakater.
    Én ting er, at de er til fare for trafiksikkerheden! Noget andet er, at de fleste af dem ligner dårlige pasfotos, og er flankeret med det ene tåbelige valgslogan efter det andet. ”Flere varme hænder”. Pft! Jamen så tag da et par vanter på hvis du fryser, det er da ikke noget at køre en valgkampagne på! Næ, hvis nogen ville stille op med løftet om at få Kystbanen til at køre til tiden og få ham ovre i nr. 16 til fjerne sin campingvogn, så man rent faktisk har udsyn når man skal ud af indkørslen, så ville han få Prebens stemme med det samme!
  • Black Friday.
    En dag, hvor alle styrter frådende ud i horder for at købe noget, der sandsynligvis var billigere i går. Butikkerne må have en fest med at fuppe alle de mennesker, der tror de kan spare hundrede kroner på julegaverne bare fordi der står ”Black Friday-kup” på skiltet. Det er sikkert de samme mennesker, der tager færgen over for at købe billige øl i Tyskland, hvor herre bevares.
  • Kulde.
    Preben troede at vi var blevet enige om at have en mild vinter i år. Han venter faktisk stadig på den dér sommer der skulle komme… Så han nægter at tage varmt tøj på. Selv om der er rim på græsset om morgenen.
  • Forkølelse.
    Muligvis et resultat af punktet før. Men det gider Preben ikke at tale om lige nu.
  • Kål. Og rodfrugter.
    November måned er højsæson for alle de væmmelige grøntsager, ifølge Preben. Det var sikkert fint i middelalderen som tilbehør til den tørsaltede fisk eller hvad man nu ellers spiste af uhyrligheder dengang, af mangel på bedre. Men hvorfor man i 2017 stadig skal trækkes med den slags, begriber han ikke. Bare fordi de er der, behøver man jo ikke at spise dem! Man spiser jo heller ikke fluer og hvepse bare fordi de er over det hele om sommeren, vel?
  • Juleøl.
    Den smager jo objektivt set dårligt, mener Preben. At den har en nuttet reklame fra 70’erne, en fin etiket og først må drikkes kl.23.59 på den første fredag efter Trinitatis eller hvad fanden det nu er, ændrer altså ikke på at den smager af rævepis.
  • Movember.
    Stop det. Find en anden og mere klædelig måde at støtte kampen mod kræft på. Overskæg hører til i 70’erne og der må det gerne blive. Det klæder jo ingen! Hvis man kommer til uforvarende at gå en tur i byen i november, bliver man straks konfronteret med dette rædsomme fænomen. Øjeblikkeligt hører man ”YMCA” for sit indre øre – og minder én om at man skal have undersøgt, hvordan man får bugt med dræbersnegle. Det gør på ingen måde november til en mere æstetisk eller behagelig måned ifølge Preben.
  • Deadlines.
    Preben synes, at den krop han er fanget i har alt for travlt. Hele tiden. Med alle mulige deadlines. ”Artikler mig her og eksamensopgaver mig dér.” Hvornår får vi et øjebliks ro?? Til at pleje forkølelsen og spise en blomme i madeira under en plaid på sofaen for eksempel! Ja, Preben spørger bare.
    Stakkels Preben, det holder hårdt for tiden.

    cale