Det, der får min sovs til at skille

Angst

skriget

Angst er et tabu. Men hvis I spørger mig, er tabuer til for at blive brudt! Derfor vil jeg nu gerne sige: Hej, jeg hedder Tinne og jeg har angst.

Jeg føler mig faktisk ret heldig. Jep, I læste rigtigt, jeg føler mig heldig, fordi jeg har angst. Den er nemlig mit eget lille private alarmsystem, der fortæller mig, hvornår noget er kørt af sporet eller er dårligt for mig. Sådan en slags 24 timers Securitas installeret i min krop.

Jeg oplevede angsten første gang, da jeg var 19 år. Mit liv drønede derudaf! Jeg læste jura (yes, der har jeg også været) og var lige flyttet til Aarhus sammen med Antagonisten. Og alt var egentlig godt – lige bortset fra, at jeg var svimmel, havde trykken for brystet og uregelmæssig hjerterytme, ondt i min venstre arm, kvalme, søvnbesvær og så til tider prikker for øjnene. Jeg var pisse bange! Så jeg gik til læge efter læge for at finde ud af, hvad fanden der var galt med min krop og endte endda med en hjertescanning på Kommunehospitalet, der viste…absolut ingenting. Jeg var blevet tjekket i hoved og mås, men jeg var fit as a fiddle.

Åbenbaringen kom først, da jeg ved en tilfældighed kom ind til at lægestuderende, der kiggede mig i øjnene og sagde: “Er der noget i dit liv, der er svært i øjeblikket?” Så brød jeg sammen så tårer og snot stod ud i kaskader. God øvelse for den lægestuderende, hun har sikkert haft en del at notere ned i sin logbog…

Derfra gik jeg så i gang med at granske mit liv – for noget måtte der jo være galt, siden min krop i den grad sagde fra! Blikket faldt på mit studie. Jeg havde egentlig aldrig følt mig tilpas på det studie og jeg havde ingen motivation for at læse de 1000 sider, vi havde for til hver gang. Men bare tanken om at droppe ud var uudholdelig! Jeg har fandeme aldrig været en quitter! …siger pigen, der gik til blokfløjte i f*ing 9 år og hadede det hele vejen igennem! #tigerparents. Men Securitas råbte STOP FOR FANDEN! Så jeg stoppede. Og fik det nærmest godt igen fra den ene dag til den anden. Der kan man bare se.

Siden da er alarmen gået indimellem, gerne forbundet med store forandringer i mit liv: flytninger, barn, skilsmisse – ja der var en del hurlemhej omkring skilsmissen, der var Securitas virkelig fremme i skoene.

Men den vildeste alarm gik sidste år. Jeg er stadig på efterdønningerne og venter faktisk bare på anden halvleg.
Det hele startede sidste sommer. Mit alarmsystem minder lidt om influenza – den skifter ham hver gang, så der går lige lidt tid med at få identificeret, at det er angst og ikke SARS eller H1N1 eller en anden reel sygdom, der er i gang. Så denne gang var symptomerne igen helt anderledes end den forrige gang. Men alverdens spændende fysiske reaktioner var ikke nok, nej denne gang toppede svinet den lige med tvangstanker og -handlinger også.

Så pludselig fandt jeg mig selv i situationer med tredobbelt håndvaskning, hysterisk aftørring af bordplader og vask af grøntsager i 8 hold vand – indtil min elskede Optimist kom ud til mig i køkkenet en dag og kiggede på mig, lagde en kærlig hånd på min skulder og sagde: “Træd væk fra grøntsagerne…” Der måtte jeg alligevel erkende, at jeg havde et problem… Mine tanker kørte i loop – konstant tilbageskuende for at tjekke, om jeg nu havde gjort det hele ordentligt, om alt nu var uden for kontamineringsfare. Og hvis ikke jeg havde gjort det hele rigtigt, brugte jeg så bagefter tid på at være vred på mig selv over det. Jeg var så bange. Det var totalt udmattende!

Så jeg startede i terapi. Her gik jeg i samarbejde med min psykolog i gang med at undersøge mit liv for at finde ud af, hvad mit alarmsystem forsøgte at fortælle mig denne gang. Vi fik gennemgået både morrolle, parforhold, skilsmissen og forholdet til Antagonisten, opvækst med alkoholiseret far, venner – ALT blev endevendt og jeg fik da også styr på alle mulige ting. Føltes lidt som at få ryddet op på loftet, om man så må sige… Men alarmsystemet fortsatte alligevel ufortrødent. Tilbage stod jeg så med én ting: mit arbejde. Mit elskede, elskede arbejde, som jeg lægger liv og sjæl i, som jeg er pisse god til og som jeg identificerer mig kraftigt med. Pis!

Jeg tog derfor en beslutning om at læse videre. Så jeg læser nu på deltid, men arbejder stadig ved siden af. Jeg er virkelig glad for den beslutning, det er mega fedt at have lingvistikken tilbage i mit liv og jeg nyder at sidde på skolebænken. Men samtidig sørger jeg også over tabet af min arbejdsidentitet som tolk. Og jeg er slet ikke færdig med at være i alarmberedskab, for jeg tror desværre, at alarmen prøver at fortælle mig noget mere: at jeg ikke er bygget til at være tolk på den måde, jeg er det lige nu. Jeg har brug for mere ro og stabilitet. Både på tolkemarkedet og min arbejdsplads.

Men jeg er ikke klar til at lytte til alarmen. Jeg er ikke klar til at tage det fulde spring. Så jeg trækker den lige lidt endnu, beslutningen, der får alarmen til at tie. Så hav tålmodighed, Securitas, min ven, min fjende.

   

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det, der får min sovs til at skille