Mit fulde potentiale

I foråret var jeg sygemeldt en måned med stress/depression/indsæt selv psykisk nedtursord. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg slet ikke kunne tænke klart. Min søde chef forsøgte at give mig en lang liste over måder at løse min hamsterhjulstristesse, men jeg kunne ikke engang koncentrere mig om at tage stilling til, hvilken af alle hans gode forslag, der ville være bedst for mig. Inde i mit hoved var der kun en stor pærevælling af tanker og følelser. Så jeg blev sygemeldt.

I de første par uger sad jeg bare i sofaen og gloede ud af vinduet fra Filosoffen var afleveret til hun skulle hentes. Jeg sad og kiggede på skyerne passere forbi og tænkte over livet og lykken – og lidt på chokolade.

Jeg har altid været en fagligt stærk person og trives ved intellektuelle udfordringer. Jeg identificerer mig kraftigt med mit arbejde og finder utroligt meget energi og anerkendelse i at være en dygtig tolk. Da jeg lige var blevet færdiguddannet, kunne jeg derfor næsten ikke få nok af vildere og sværere tolkeopgaver, hvor jeg konstant lå lige i min ‘zone for nærmeste udvikling’. Hele tiden med følelsen af at være ved at nå mit fulde potentiale (- sagt med rumklang og fanfare) #harsetformegetLegoNinjago
Især i perioderne hvor Filosoffen har været hos sin far, har jeg nået et højere stadie af arbejdsrus med overarbejde og udlandsopgaver og møder og jeg skal komme efter dig. Det har virkelig føltes godt og velkendt og rigtigt. Det har ikke bare været fedt, det har været stadiet over.

Når barnet så er kommet hjem igen har jeg hver gang med frustration vendt tilbage til stadiet under. At jonglere både job og barn samtidig er jo ganske umuligt. Ergo blev min konklusion, at problemet måtte være, at jeg var alene med hende. Alt (læs:mit arbejde) ville blive meget nemmere, hvis bare jeg ikke altid var alene om at passe barnet. Så jeg så med stor begejstring frem til at Optimisten skulle flytte ind og lige så stille begynde at hjælpe til med Filosoffen, så jeg uden hæmninger igen kunne kaste mig over mit fantastiske arbejde og nå mit fulde potentiale!
Men det blev bare ikke rigtigt nemmere. Optimisten er en fantastisk bonusfar, der er gået til opgaven med en beundringsværdig tålmodighed og ro. Men på trods af hans store indsats måtte jeg sande, at selv om jeg fik mere mulighed for at arbejde, kunne jeg alligevel ikke lægge lige så meget energi i det, som jeg ønskede. En del af min energi blev hele tiden slugt af alle de gøremål, der er forbundet med at have barn og den grad af nærvær ethvert barn med respekt for sig selv forlanger af sine forældre. Til sidst var de allersidste resurser brugt op og jeg blev sygemeldt.

Og mens jeg så sad dér og tænkte på livet og lykken og chokolade skete der noget interessant. Jeg havde indtil da haft jævnlige perioder uden barn, hvor jeg kunne hellige mig mit arbejde hundrede procent. Men jeg havde aldrig før haft en periode med omvendt fortegn. Intet arbejde, men til gengæld mor for fuld skrue! Nu da jeg var sygemeldt, var det pludselig ingen sag at have et barn! Jeg fik bagt boller og leget gemmeleg og lavet pædagogiske aktiviteter til den helt store guldmedalje. Jeg kastede mig ud i opgaven med liv og sjæl, for muligvis ville jeg kunne opnå mit fulde… Hov vent lige… Og der gik det så lige op for mig, hvad mit problem var: Alt hvad jeg giver mig i kast med, forventer jeg at gøre PERFEKT! #anstrengttype. Det vil sige, at jeg havde rendt rundt med en forventning om at jeg da sagtens kunne passe både barn og arbejde til perfektion. Men det kan man jo så ikke, og så må man låne. Hvis jeg gerne vil gøre noget til perfektion, må jeg prioritere. Sikke noget svin.

Men i virkeligheden er den øvelse ikke så svær når det kommer til stykket. For hvis jeg vælger at fokusere på mit arbejde for at forfølge min Lego-drøm, så er det på bekostning af dyrebar tid og nærvær med min datter. Og hvad skal jeg egentlig bruge mine superkræfter til, når Filosoffen om føje år ikke har tid til at udøse alle sine fine tanker over mig mere? Forhåbentlig har jeg mange gode år tilbage af mit liv til at finde min indre nindroid, når først Filosoffen er blevet teenager og kun beriger os med sit selskab, når hun en gang om ugen dukker op for at få vasket sit tøj.

Så jeg har altså taget et aktivt valg. Om at nedprioritere mit arbejde og opprioritere mit moderskab. Når nu jeg altså skal vælge. Men pyh det er svært. For der er edermame ikke meget nindroid over mine moderevner. Og nogle gange falder jeg alligevel i og går all in på arbejdet. Så må jeg skynde mig at kompensere for det i weekenden. Så i dag har vi samlet kastanjer. Og lagt puslespil. Og lavet æblecrumble-kage. Mens jeg med velbehag på ingen måde er kommet i nærheden af noget potentiale.