Må sørge over en skilsmisse, man selv har ønsket?

Et emne jeg for nyligt har talt med min kære svigerfar om. Optimistens far er en klog mand. Han har selv været igennem en skilsmisse, hvor det var ham, der valgte at gå. Ligesom jeg også gjorde. Og forelskede sig hovedkuls i en døv kvinde. Ligesom jeg gjorde. Altså i en døv, ikke en kvinde. (Men hey, jeg skal ikke udelukke noget, havde heller ikke planlagt at forelske mig i en døv… Og hurra for Priden i øvrigt!)

Nå, men samtalen med min svigerfar udsprang egentlig af, at vi talte om at være lykkelige. At være så heldig at have fået en chance til. Men nedenunder lykken over at have fundet en ny kærlighed, ligger der stadig en sorg over det forhold, der ikke gik. Og må man så overhovedet sørge, når nu det var en selv, der valgte at gå?

En kær veninde fortalte mig i dag, at hun og hendes kæreste har valgt at gå fra hinanden. De har en søn på Filosoffens alder og én på vej. Det gjorde mig så ondt, for både dem og for børnene.

Samtidig fik jeg også virkelig dårlig samvittighed! For bare et halvt år siden fortalte hun mig, at hun ventede sig, og da hun var gået, græd jeg. Af misundelse. Bitre tårer over, at mit liv ikke var som hendes. At min familie aldrig bliver hel igen, at jeg aldrig vil kunne opleve den form for kernefamilieforøgelse igen. Selv om det var mig der gik.

Nogle vil måske mene, at det er virkelig navlepillende og ego at tænke sådan – og det er det sgu på mange måder virkelig også! Jeg kunne jo bare have ladet være med at gå, hvis ikke jeg ønskede en brudt familie. Jeg kunne have kæmpet lidt mere, lidt længere, lidt hårdere.

En anden del af mig siger, at det er ok at føle sorg. En sorg over håbet og drømmene og forventningerne til fremtiden, som ikke blev indfriet. At mit barn nu er tvunget ud i en rodløs tilværelse. At vennerne er blevet delt op i “hans” og “mine”.

Og så er der hele den sociale stigmatisering, der ligger i at blive skilt, som mildest talt heller ikke gør hele øvelsen nemmere. Jeg læste en meget interessant artikel her der handler om, at der er en indbygget brist i den måde vi opfatter ægteskabet på i den vestlige verden. Indgåelse af ægteskab skal i det moderne samfund indgås af kærlighed. Arrangerede ægteskaber er et fy-ord! Det er kun for dem med “anden etnisk baggrund” eller andre folk, der bor i huler og slås hele dagen. Næ, ægteskab skal være noget smukt og romantisk, som to voksne mennesker vælger til, baseret på kærlighed. Men hvis de selv samme voksne mennesker holder op med at elske hinanden, er det socialt uacceptabelt at blive skilt – what’s up with that?? Hvis kærligheden er fundamentet for ægteskabet, hvorfor ses der så skævt til forhold, der slutter, når dette fundament skrider?

Jeg tror det er en form for fornægtelse. Lidt lige som når enkelte mødre indimellem pipper lidt om, hvor hårdt det er at være mor – så går der japanske aber i den (- I ved, dem der også findes som Emojiis)! Det gider folk sgu ikke at høre om, det er et faux pas! Det samme er skilsmisser. Det minder folk om, at kærlighed kan forsvinde, at ens nærmeste kan svigte og forråde, løfter kan blive brudt. Og det er der ingen, der har lyst til at vide. De har ikke lyst til at indse, at det er noget der kan ske for alle. Ingen går ind i et ægteskab med den forventning, at de nok bliver skilt en dag – alle tænker: “Det sker ikke for mig”.

Men det gør det altså. For 48,7 % af os i følge statistikkerne. Det er jo næsten halvdelen af alle ægteskaber! Og nu er min veninde så snart også medlem af klubben. Selv om jeg dengang græd misundelsens tårer, ville jeg nu brændende ønske for hende, at hun kunne gå tilbage og få det misundelsesværdige liv igen. Jeg misunder hende i hvert fald på ingen måde det hun nu skal igennem de næste mange mange år. Det er benhårdt og ikke noget jeg ville ønske for min værste fjende. Uanset om man er den, der selv er gået, eller den, der er blevet forladt, er sorgen til stede. Hele tiden, lige under overfladen, lige til at finde frem, når nogen sider: “Åh, så I er…?”

Happy f*ing birthday, min skat

Fødselsdage er en bitch. Når man er skilt altså.

Filosoffen har fødselsdag lige om snart. Og fødselsdagsfest skal der til. Men hvert år når tiden sig nærmer, skal jeg lige tage en dyb indånding og finde mit sødeste smil frem. For nu skal det store slag stå: Hvem skal holde fødselsdagen? Og hvem har hende på DAGEN?

Filosoffen er hos sin far i weekender i de lige uger, og dette år falder hendes fødselsdag så på en mandag efter en lige weekend. Pis. Så Antagonisten får morgenen, hvor der skal synges sang og spises boller med flag i. Men jeg kan da sætte et lille flag i min skyr og spæde min kaffe op med Gammeldansk og så bliver min morgen også super fin da…

I år har Antagonisten så proklameret, at han vil holde fødselsdagEN. Det vil sige den fest, hvor klassekammeraterne kommer. Ja. God ide. Bortset fra at han bor 100km væk fra hendes skole… Jo men han har jo have, som han siger. Ja, 100km væk. Sandsynligheden for, at ingen af de inviterede kommer, er ret stor, når festen holdes 100km væk.

Så hvad har jeg, Moder f*ing Teresa, så tilbudt? At stå klar på Hovedbanen kl.11 og ledsage alle børnene med toget til Langbortistan, hvor Edens Have tilsyneladende ligger. Awesome. Can’t wait! Kan allerede nu se det for mig: Smilla Sofia tuder, fordi hendes hårbøjle strammer, både Emma-Luna og Urt vil sidde ved siden af Stjerne og kommer derfor op at skændes inden vi overhovedet er trillet ud fra Hovedbanen og Sofus Erasmus insisterer på at svinge sig i hattehylden for at vise de andre drenge fra klassen, hvad han har lært til parkur. #vildbasser #påvejtilfest #7åridag #vihyggermax

Hvis man skal se det fra den lyse side, så er invitationerne blevet sendt så sent ud, at der sikkert ikke kommer nogen det da rart, at jeg ikke skal stå for al madlavningen. Men lur mig om ikke Antagonisten alligevel får smuglet 40 pølsehorn ind i 11.time. Det er dog klart et kæmpe fremskridt, at vi overhovedet kan holde en fødselsdagsfest sådan tilnærmelsesvist fælles. Efter skilsmissen har vi troligt kørt dobbeltfester hvert år uden nogen form for koordinering, så dette års kamikaze- koordinerede projekt er da en klar forbedring.

Men træerne vokser selvfølgelig ikke ind i himlen. For når man er skilsmisseramt, så er der jo altid fænomenet Mors Kæreste og Fars Kæreste, som skal deales med. Og jeg dealer sådan set glimrende med Fars Kæreste, men Antagonisten er ikke udpræget fan af Mors Kæreste, for at sige det mildt. Så Filosoffen føler sig jo presset til at undlade at invitere Optimisten, da hun ved at far vil blive vred hvis hun gør. Stakkels lille menneske, der skal tage så store hensyn. Optimisten blev da også lidt såret, da han fik at vide, at han ikke var inviteret med til hendes fødselsdag, men på den anden side kan man ikke rigtigt klandre hende. Tænk på hvor meget energi hun ville skulle bruge på at holde øje med om far var ok, og om bonusfar var ok og om far var ok med at bonusfar var ok og pyha altså. Så den byrde har hun sparret sig selv for ved ikke at invitere sin elskede bonusfar, og sådan er så Filosoffens liv. Lort.

Til gengæld har hun så både inviteret Mormor og Morfar og Farmor og Farfar. Så det skal nok også blive skønno. Farmor og Farfar hader mig indædt og Mormor hader Farmor og Morfar er alkoholiker og hader alle, så allerede dér er grunden jo lagt til en fantastisk fest. Der vil være så mange hashtag-moments, at jeg næsten ikke kan rumme det.

Rubrikken “fraskilt”

Jeg er fraskilt. Åh gud, hvor er jeg fraskilt! Hvis ordet fandtes i superlativ form, ville jeg være dét – den fraskilteste af alle. Det er først rigtigt gået op for mig inden for de sidste par måneder, HVOR fraskilt jeg egentlig er. Ikke bare i egne øjne, men værst af alt i andres.

Det bliver især tydeligt, når ingen af ens venner er skilt. Tværtimod er de allesammen virkelig meget gift og kernefamilieidylslykkelige, så det er jo lige til at tude over bare helt fantastisk! Min familie er derimod en såkaldt “sammenbragt familie”. Hvori det sammenbragte element består i Optimisten, der er flyttet ind til os. Hvor kernefamilier slås med hårde emner som: “Hvem skal smøre speltmadpakken til Sofus Erasmus?” eller “Hvem skal køre Smilla Sofia til klarinet?” er det mere emner som: “Hvorfor har far ikke betalt bidrag i denne måned?” eller “Hvem skal trøste barnet, når hun græder over at ferien med far er slut? (For jeg magter det virkelig dårligt)” der præger billedet hjemme hos os.

Selvfølgelig handler meget af min skilsmisseblues også om den måde, vores forhold var og er og sluttede (I må få historien en anden god gang – jeg ville virkelig synes den var god, hvis ikke det var min egen). Det kunne klart have været et mere optimalt brud med et derpå følgende mere optimalt samarbejde. Men jeg tror sgu ikke på, at der er noget der hedder en lykkelig skilsmisse! Jo måske for mor og far, men fandeme aldrig for barnet! Og det er den evindelige dårlige samvittighed, der altid nager og fortsat vil nage til mine dages ende – at jeg valgte at tage en beslutning som var god for mig, men dårlig for mit barn, og det skal hun så leve med resten af sit liv. Den er hård. Og det giver mig usigeligt meget lyst til at fodre hende med pandekager til alle måltider og tage hende i Tivoli efter skole dagligt, blot for at kompensere for det kaos jeg har gjort hendes liv til. Men det går jo ikke – den slags har hun jo en far til… (host host). Så jeg er overladt med rollen som sure mor, hende der har sengetider og regler og som siger, at man ikke må spise slik før morgenmaden og den slags kedelige og nederen ting. Gudskelov at min kæreste veninde lige har fået et barn – så kan jeg gå pandekage-amok på ham i stedet (evil laughter)!

Det der har fået mig til at føle mig ekstra fraskilt er nok i virkeligheden bare gassen, der er gået af ballonen. Den første lange tid efter bruddet med Antagonisten var jeg helt høj – af frihedsfølelsen, lettelsen over at have taget en beslutning, forelskelse og håb for fremtiden! Men nu er det efterhånden (4 år senere) blevet hverdag igen. Filosoffen er startet i skole og dermed opstår nye, nederen interessante problemer udfordringer som forælder til et skolebarn. Her bliver det igen meget tydeligt for alle, hvem i klassen der har en “rigtig” familie og hvem der ikke har. Og læreren har lige et ekstra øje på de børn, der kommer fra “brudte familier”. Man ved jo aldrig, om de udvikler ADHD eller spiseforstyrrelser eller andre usunde ting, som kernefamiliebørnene naturligvis ikke er i fare for! Og når der er forældrekaffe på skolen, kommer alle kerne-mødrene med deres store maver, ventende sig nr. 3 i rækken af perfekte børn, og så får man det medlidende blik, når det går op for dem, at man er…ja de kan næsten ikke engang få ordet over deres læber!

Og så er der alle højtiderne. Og det er her man føler sig allermest skilsmisseramt! Jul, fødselsdag, påske, sommerferie, fortsæt selv listen. Når Facebook flyder over med smukke billeder fra kernefamiliens skød (#sikkevihygger #sommerhusmedhelefamilien #vandhundenSmillaSofia #gammeldagsismeddethele), så føler jeg mig åh så fraskilt. For den sammenbragte familie bliver bare aldrig en kernefamilie. Uanset hvor meget vi hygger os og bader og spiser gammeldags is, så vil der aldrig være den samme dynamik og “vi-har-nok-i-os-selv”-agtige følelse som der er i en kernefamilie. Ikke at jeg på nogen måde ville have lyst til at ændre min beslutning! Antagonisten og jeg var på ingen måde meant-to-be. Overhovedet. Og den dynamik, der var mellem os tre dengang er bestemt heller ikke noget jeg savner – så er dynamikken i den nye familie klart at foretrække! Men derfor sutter det stadig røv at være skilt. Uanset hvor lykkelig man er i den nye konstellation. Punktum.

Nu er det så bare sådan mit liv er. Den røv må jeg jo så sutte. Som min mor så charmerende sagde, da jeg en dag ringede til hende for at klage min nød over hvor svært det er at være skilt: “Jamen man ligger som man har redt og nu sidder du i saksen”. Hun har styr på de danske idiomer, det må man give hende.

    Newer posts