Hvad er meningen med livet egentlig?

Det er noget jeg går rundt og spørger mig selv om lige for tiden. Åh så dyb, I know… Men sagen er, at jeg går rundt med sådan en følelse af, at det hele er lidt komisk og fjollet. Lad mig uddybe:

Mit seneste indlæg handlede om vrede og om hvordan man håndterer den. Og tak for de søde og omsorgsfulde kommentarer herinde i øvrigt, de er alle taget til efterretning!
Men det der slog mig, da jeg lå under dynen om aftenen og for gud ved hvilken gang ikke kunne falde til ro, var at det hele jo i virkeligheden handler om følelsen af ikke at slå til. Hvorfor bliver jeg så vred over min datters vrede og “utaknemmelighed”? Det er til dels fordi jeg bliver frustreret over ikke at kunne hjælpe hende og opfylde hendes behov (jeg kan ikke fjerne hendes angst og jeg kan jo heller ikke så godt melde hende ud af skolen), men mest af alt er det fordi der hele tiden er det dér arbejde, der prikker mig på skulderen og vil have opmærksomhed. Jeg bliver vred, fordi jeg allerede ikke kan overskue morgendagen i hamsterhjulet med et barn, der modarbejder rutinen. Jeg bliver vred, fordi barnets forventninger og arbejdets forventninger clasher. Jeg bliver vred, fordi jeg er presset.

Det hele blev så tydeligt for mig i den periode, hvor jeg var sygemeldt og brugte al tiden, mens Filosoffen var i skole, på at glo op i skyerne. Når jeg så hentede hende havde jeg vildt meget overskud! Jeg kunne hente hende tidligt og jeg kunne bage boller og lege gemmeleg og jeg skal komme efter dig. Men det bedste af det hele var, at der bare var ro. Vi var slet ikke uvenner på noget tidspunkt! Var det så fordi jeg gav hende lov til alt? Nej på ingen måde! Reglerne var nøjagtig de samme som de plejer – måske stillede jeg endda flere krav end normalt! Og hvorfor så det? Fordi jeg havde tid og overskud til at tage kampene! Jeg lod mig ikke stresse om morgenen, når hun ikke ville tage tøj på, for jeg skulle ikke selv af sted og på arbejde og tænke over madpakke og transport og forberedelse og alt muligt. Jeg blev ikke stresset om eftermiddagen over lektierne, der skulle laves eller bøgerne, der skulle læses – for vi havde jo masser af tid til at nå det hele. Og om aftenen stressede jeg heller ikke, når hun ikke ville tage nattøj på eller sove, for jeg hungrede ikke efter frihed og voksentid, sådan som jeg gør når jeg har været på arbejde hele dagen.

Hverdagen i hamsterhjulet med et job, der presser mig hele tiden, gør mig til sure, trætte underskudsmor, der bliver vred, når barnet ikke bare jubler af glæde over alting, udfører sine pligter uden at kny og i øvrigt tier stille når de voksne taler (findes sådan et barn egentlig??). Jeg bliver hende, der giver lov til ekstra iPad-tid, fordi jeg ikke orker konflikten. Jeg bliver hende, der selv tager ud af bordet og smider vasketøjet i vasketøjskurven, fordi det går hurtigere at gøre det selv end at tage kampen med barnet. Jeg bliver hende, der hvæser: “Hvad NU?!” når barnet står ud af sin seng for at få en krammer og jeg bliver hende, der skriver vrede indlæg over, hvorfor barnet ikke bare kan være lidt taknemmelig for alt det jeg gør for hende, altså! #martyrietsglæder

Er det så meningen med livet monstro? At kæmpe sig igennem ugen kun holdt oppe af udsigten til weekend? At stå op hver dag og gøre noget, der gør én vred og ked af det? Eller er det bare en smule fjollet og meningsløst, det hele?

Alternativet til hamsterhjulet må sgu da findes derude. Fx et mere fleksibelt arbejde, hvor jeg selv bestemmer. Men konsekvensen af et mere fleksibelt arbejde vil naturligvis være en noget anden økonomi end den, jeg er vant til. Men som min veninde og jeg i går snakkede om: Hvad er egentlig vigtigst? Er det at have en god økonomi, der gør det muligt at flygte til varme lande 6 uger om året, eller er det vigtigst at have en hverdag, hvor man har det rart og ikke har behov for flugt? Det er der jo nok ikke ét svar på, men for mig er hverdagen altså vigtigere. Jeg vil da bestemt gerne rejse og drikke latte og spise sushi hele tiden, men ikke hvis det skal være på bekostning af min hverdag. For når alt kommer til alt, er dét de allerfleste dage. 6 uger i de varme lande om året er dejligt, men jeg vil hellere have det rart i de resterende 46 uger herhjemme i kolde Danmark. Men hvordan jeg så opnår det, må tiden vise. Nu skal vi lige flytte først, hvilket sluger både ferie og penge til sushi, så foreløbig må det blive ved tanken. Men den er der, hele tiden under overfladen, drømmen om en hverdag, hvor jeg ikke er stresset og træt og passivt aggressive underskudsmor. Måske en dag!

funny-hamster-meme-i-finally-discovered-the-real-purpose-of-this-damn-wheel-picture

2017, din tæve!

Den jubeloptimisme, jeg gav udtryk for i sidste indlæg angående 2017’s herligheder er nu forduftet som dug for solen. 2017 har været lidt af en kælling allerede, synes jeg… Altså vi snakker ikke dødelig sygdom eller kærestesorger eller økonomisk ruin – bare sådan helt almindelig livstræthed.

Vi lagde lige hårdt ud med at få et stenslag i forruden på den bil, min veninde så gavmildt har lånt til mig. Stenslag kan man jo ikke gøre for, men synes alligevel det er lidt pinligt at aflevere en bil til hende med en revne på 40 cm henover forruden. Så jeg har brugt størstedelen af denne uge på at ringe til værksteder og forsikringsselskaber med den ene hånd, mens jeg har passet mit arbejde og koordineret håndværkere med den anden. Resultatet er blevet en aftale på tirsdag i næste uge, hvor jeg skal sidde på et værksted i Brøndby og blomstre i to timer, mens de skifter ruden. Nå ja, og så koster det lige hvad der svarer til måske ikke økonomisk ruin, så da økonomisk faldefærdig rønne… Svin.

Men hvad værre er, så er Filosoffens angst blomstret op i fuld flor! Det er jo ikke så underligt med alle de skift hun skal forholde sig til lige nu: Ny skole, snarlig flytning fra hendes barndomshjem og så er der også lige far, der er flyttet til Nordjylland, aka Nordpolen. Hun er så så ked af, at far bor så langt væk nu. Og over at der nu igen bliver skåret i samværet med far på grund af en beslutning han har taget for sit eget liv. Nu hedder ordningen 12-2, den startede som 9-5, så klart at hun føler et stort savn og tomrum.
Oven i dette reagerer hun så også nu på skoleskiftet. Jeg vidste godt det ville komme, men pyh hvor er det alligevel hårdt at stå i det. Hun er ked af det hver morgen og klager over ondt i maven og siger hun ikke vil i skole. Men til forskel fra den anden skole, er den nye virkelig god. De voksne er super pædagogiske og der er en rar stemning, Filosoffen har fået nye venner og skal allerede på sin anden legeaftale på tirsdag, så jeg ved at det nok skal blive fint. Lige nu er det hele bare nyt og stort og skræmmende.

Heldigvis er hun er virkelig sej pige, der kan klare lidt af hvert. Meget sejere end sin mor, der render rundt som i trance over manglende søvn og bekymringer. Min morfar plejede at kalde min mormor for Frau Sorge, fordi hun altid bekymrede sig om alt i hele verden. Det er så mig nu! Jeg ved, at jeg skal rumme Filosoffens følelser, men samtidig stå fast og være hundrede procent konsekvent over for hende, for det sidste et barn med angst har brug for, er at mærke usikkerhed hos sine forældre! Jeg skal på ingen måde bekræfte hende i, at der er noget at være bange for, og derfor skal skal skal jeg holde fast i, at hun skal i skole uanset hvor meget hun klager over ondt i maven og græder. Men shit, hvor er det pisse hårdt! Jeg har bare lyst til at tage hende i mine arme og løbe min vej! Væk fra det dumme liv i hamsterhjulet, ud på en ødegård et eller andet sted, hvor vi kan være selvforsynende og selvundervisende og selvtilstrækkelige.

Men det kan jeg jo ikke. Eller hvad? Jeg må indrømme, at jeg begynder at tænke den slags tanker, når jeg for hundredesyttende gang forsøger at forklare min chef, hvorfor jeg ikke bare kan smide alt hvad jeg har i hænderne for mit arbejdes skyld. Det kan og vil jeg simpelthen ikke! Så jeg begynder igen at tænke i alternativer. Måske er ødegården lige i overkanten, men hvis man nu skar ned på sine omkostninger, sådan gevaldigt ned, så kunne man måske…måske…springe ud i det, det dér med at være selvstændig, sin egen herre, uafhængig, selvtilstrækkelig. Måske en dag, snart…

Tilbageblik og nytårsforsætter

Sådan her på årets allerførste dag må det være tid til at se tilbage på 2016 og evaluere lidt. Og så skal der et par nytårsforsætter på bordet!

2016 var et skodår. Det ved alle. Tjek selv Facebook, det skorter ikke på videoer og memes, der harcelerer over 2016’s rædsomhed: Alle de store kunstnere døde, amerikanerne valgte en sindssyg reality-stjerne til præsident, polerne smelter og jeg skal komme efter dig. For mig var 2016 da også på mange måder et lorteår. 2016 var året hvor:

  • Filosoffen fik angst for første gang
  • Jeg var sygemeldt med depression/stress
  • Optimisten fik afslag på at få 37 timers tolkebevilling, hvilket indskrænkede hans jobmuligheder gevaldigt
  • Jeg fik afslag på at komme ind på kandidatuddannelsen i dansk
  • Jeg på det nærmeste blev vanvittig i sommervarmen i Hamsterburet i NV over vejarbejdet udenfor og i desperation gik i gang med at søge efter boliger uden for byen
  • Jeg skulle gå ned i løn
  • Jeg opdagede, at Filosoffen ikke trivedes på sin gamle skole
  • Min far blev så syg, at alle troede han skulle dø
  • Antagonisten flyttede til Nordjylland

Men 2016 var også året hvor:

  • Vi fik Filosoffens angst behandlet
  • Optimisten fik et vikariat, der så blev forlænget – og forlænget igen
  • Jeg fandt ud af, hvorfor jeg selv gik rundt og havde angst hele tiden
  • Vi havde en fantastisk sommerferie på Castberggård familiehøjskole
  • Vi købte en lejlighed i Espergærde
  • Jeg startede en blog!
  • Jeg startede på kandidatuddannelsen i lingvistik
  • Jeg genopdagede glæden ved mit arbejde
  • Filosoffen skiftede skole
  • Min far overlevede

Så i virkeligheden ville det være uretfærdigt at kalde hele året for et lorteår. For når det hele opstilles på denne måde, kan man pludselig se nogle mønstre, man ellers ikke ville have set! (Bær over med mig, jeg har tilbragt 5 dage begravet i opgaveskrivning og er nu blevet virkelig ferm til at opstille ting i punktform og derudfra opdage mønstre…).
For hvis ikke Filosoffen havde haft angst ville jeg aldrig have lært hende så meget bedre at kende, som jeg har gjort igennem dette år. Vi er blevet meget tættere knyttet end vi før har været og det har været en hård men virkelig tilfredsstillende kamp at få hende på fode igen. Og hvis ikke jeg havde kendt hende så godt som jeg gør nu, havde jeg ikke opdaget hvor svært hun havde det på sin gamle skole. Og hvis ikke jeg selv havde haft angst, ville jeg ikke have fundet ud af, at jeg i virkeligheden havde det virkelig skidt på mit arbejde. Og hvis ikke jeg var blevet sygemeldt, ville jeg ikke have erkendt, at det jeg havde brug for, var at læse videre og dermed tage styring over min jobsituation. Og hvis jeg ikke var blevet afvist på kandidatuddannelsen i dansk ville jeg ikke have startet på kandidaten i lingvistik, hvilket jeg nu er virkelig glad for. #lingolove. Og hvis jeg ikke var startet på lingvistik ville jeg ikke have genfundet glæden ved mit arbejde, for nu hvor jeg ikke har alle mine æg i én kurv kan jeg meget bedre håndtere, når arbejdet nogle gange er svært. Og sådan kunne jeg blive ved.

For her på årets først dag er jeg sgu egentlig ret opfyldt af optimisme. Der er intet der er så skidt at det ikke er godt for noget. Eller måske er Preben bare gået kold for i dag. Og måske er jeg bare virkelig glad for at være blevet færdig med min opgave (15 sider på 5 dage, jeg gjorde det sgu!)… Men uanset hvad: 2017 bliver et fedt år, jeg kan mærke det! Lige om lidt får vi nøglerne til vores egen lejlighed i skønne, grønne Espergærde, hvor jeg skal sidde i min flotte, men ergonomisk uhensigtsmæssige, stol med benene oppe og kigge ud på fuglene og træerne og drikke kaffe. Jeg skal forhåbentlig starte på faget Makro-sociolingvistik til februar og lære en masse nye spændende ting. Jeg skal kysse min kæreste hver dag og føle taknemmelighed over, at han er min. Og jeg skal kramme mit barn og sætte pris på den korte tid, der er tilbage inden hun ikke gider at blive krammet hele tiden mere. Og jeg skal ae vores nye kanin, der lige er flyttet ind hos os i dag. Hun hedder Nini og er den nutteste kanin jeg nogensinde har mødt. Det kan sgu ikke gå helt galt.

15801719_10208278984995730_393759803_n

Filosoffen og Nini

Siden sidst

Her kommer et lille punkt-opstillet indlæg, om hvad der er sket siden sidst. Jeg ved godt, at Miriam siger noget med, at punktopstilling kun er til når bloggere ikke ellers ved hvad de skal skrive om, men i dette tilfælde er det mere fordi jeg simpelthen er for træt til at producere en sammenhængende prosatekst. Så here we go, siden sidst:

  • Er Filosoffen startet på sin nye skole i Espergærde. Og hun er glad! Hun har allerede haft sin første legeaftale og hun snakker som et vandfald på vej hjem i bilen om alle de dejlige ting hun har oplevet i løbet af dagen.
  • Har jeg oplevet megen menneskelig godhed, fra meget uventede kanter! Min gamle folkeskoleveninde, som jeg ikke har haft et tæt forhold til i årevis, tilbød os, at vi kunne bruge hendes bil til at køre Filosoffen til og fra skole hver dag. Jeg fik en klump i halsen, da hun skrev det til mig. Søde, søde Jannie med de smilende øjne og den tørre humor. Og så gudhjælpemig om ikke Optimistens forældre ringede et par dage efter for at sige, at de gerne ville hente Filosoffen nogle dage om ugen for at aflaste os lidt i kørslen frem og tilbage. Så mange gode mennesker, der pludselig stiller op for os. Jeg føler mig meget heldig!
  • Er jeg virkelig træt. Vi står op 5.45 hver dag for at kunne nå at køre 80 km inden arbejdsdagen begynder. Sådan er vi jo nogle, der godt kan lide at starte dagen for tiden.
  • Har jeg fundet ud af, at det er awesome at køre mod myldretidstrafikken, men pænt nederen at køre med den… Især når alle mennesker nord for København med bil ikke kender reglerne for sammenfletning. Og når motorvejen er kvajet opbygget. Nogen tænkte engang: “Hey, jeg har det! Hvad med, at vi lægger et motorvejskryds lige dér, hvor der også kommer en tilkørsel fra en virkelig tæt befolket forstad? Det er da mega smart! Og hyggeligt! Så kan de allesammen få lov til at holde i kø sammen” Han var vist en lidt hippie-agtig type, ham motorvejsingeniøren… Og det er da også smadder hyggeligt at holde dér sammen med alle mine lemminge-homies hver morgen. Vi hygger maks!
  • Har jeg konstant de samme sange på hjernen, fordi P3 har et repertoire på omkring 7-10 sange, tops, der så kører i loop. Så kunne jeg jo skifte kanal, ville nogle sikkert mene… Men jeg magter ikke noget med reklamer. Er alt for morgensur til at høre på car glass repair, car glass replace-jinglen så tidligt på dagen. Og P1 er virkelig intellektuelt og totalt meget Prebens stil og det hele, men altsåzzzzzzzzzz. Og P4 er jeg simpelthen ikke gammel nok til at høre. Så jeg hører de samme 7-10 sange på repeat på 3. uge nu. Min hjerne er især glad for at genopfriske dem lige når jeg har lagt mig til at sove.
  • Skriver jeg eksamensopgave om komplementsætninger ud fra kognitive og funktionelle tilgange til lingvistik. Forleden fandt jeg en artikel om komplementsætninger i Indo-Pakistansk tegnsprog og blev virkelig glad! #hvemsagdenørd? Jeg skal bare skrive 12-15 sider mellem jul og nytår. Det kan jeg da sagtens, ik?
  • Har min far været virkelig, virkelig syg. Så jeg nåede lige en tur til Falster for at tage afsked. Fik på én og samme weekend sagt farvel til min far og været mor for min mor og med toget direkte hjem for at tage til julemarked på Filosoffens rædsomme, gamle skole. Det var alt i alt en ret træls weekend.
  • Er min far blevet rask igen. Og har med vanlig omhu nægtet at følge sundhedspersonalets anvisninger, bare fordi han hader, når folk bestemmer over ham. Men så ved man da, at han er rask igen. Ville først blive rigtigt bekymret, hvis han blev blid som et lam.
  • Har Optimisten fået forlænget sit vikariat som fysioterapeut frem til 1/5! Heureka, så er der en chance for, at vi ikke går fallit lige foreløbig!
  • Har Filosoffen igen angstsymptomer. Ikke fordi det kan komme bag på nogen. Hun har aldrig været vildt god til det med store forandringer, sjovt nok ligesom jeg heller ikke er. Æblet og stammen, I ved… Så et skoleskift – uanset hvor positivt det er – er bare en kæmpe stor ting for hende. Men den skal vi nok klare sammen! Det er det gode ved æbler og stammer – de holder sammen!
  • Har vi bestemt os for at holde jul herhjemme og har så inviteret Optimistens forældre og bror til at komme her. Har lidt præstationsangst over sådan at skulle ryste en juleaften ud af ærmet. På en eller anden måde er jeg mere tryg ved at skulle forfatte 12-15 sider om komplementsætninger i Indo-Pakistansk tegnsprog på 5 dage end jeg er ved at skulle være vært for en juleaften… Men for første gang siden jeg blev mor, har jeg reelt lyst til at skabe egne familiejuletraditioner – og ikke mindst en reel tro på, at det nok skal blive rigtig godt.
  • Glæder jeg mig nu endnu mere sindssygt til at flytte! Hver dag, når jeg afleverer og henter Filosoffen, kigger jeg længselsfuldt over mod boligblokken, med den grimme blå stribe, der sikkert var vildt moderne i 70’erne, og som meget snart bliver vores nye hjem! Jeg vil bare gerne bo der nuuuu! Jeg kan jo for hulan SE ind i vores kommende køkken, hvis jeg går tæt nok på! #narrefisse
  • Glædes jeg så meget over den nye skole! Over lærerne og de andre børn og omgivelserne, der bare er helt som de skal være! Som Antagonisten sagde, da han havde været der første gang: “Næææ, hvor er der bare hyggeligt! Det er jo sådan en rigtig folkeskole!” Og det har han ret i. På godt og ondt er det sådan en rigtig folkeskole. Med et mylder af børn og en kæmpe stor fodboldbane og en gymnastiksal og en skolegård med optegnede hinkeruder. Jeg føler mig straks henført til anno 1992-ish, husker tydeligt, hvordan der føltes og lugtede, lidt af spegepølse og vådt overtøj, lidt af tryksværte og sure tæer. Åh ja, det var tider. Og nu er det Filosoffens tider, og det er helt som det skal være.

Nu er det jul igen…

Hvert år bliver jeg overrasket, når det pludselig er 1. søndag i advent. Lidt ligesom når DSB hvert år bliver overrasket over, at det bliver vinter – det er jo komplet force majeure! Julen er altså for mig, hvad kolde skinner er for DSB – fuldkommen uforudsigeligt! Jeg havde seriøst slet ikke set det komme, er drønsikker på hver gang, at november måned vil være rigeligt tid til at forberede det hele… Men det er lige som om december måned lige så stille sniger sig ind på mig, kommer listende bagfra og overhaler mig indenom med en hånlatter og et “see ya bitches!

Hvert år lover jeg ellers mig selv, at i år vil jeg give Filosoffen den dér perfekte jul med pynt og julekager og hjemmelavet julekalender og alt muligt fedt. Sådan en jul, som Fruen tydeligvis har gang i. Jeg er simpelthen så misundelig! Over overskuddet og overblikket og tiden. Jeg har ingen af delene. Det mit barn får ud af julen hvert år, er en totalt stresset mor, der slet ikke forstår, hvordan man kan presse alle de julerier ind i en i forvejen virkelig presset hverdag. Der er julekalenderen i tv, der SKAL ses på et bestemt tidspunkt, og der er kalenderlyset, der er totalt pushy med at blive tændt, så det brænder ned til den rigtige dag, og der er advents- og pakkekalendere, der også skal passes, alt imens man med den ene hånd forsøger at forme en marcipangris og med den anden drejer en klejne. #Ihhvorvihygger

Derudover er der hele delebarnsproblematikken. Den bidrager heller ikke ligefrem til overblik over måneden. Det er svært at gennemføre et kontinuerligt projekt, som en december måned er, når det hele tiden bliver afbrudt af samvær hos den anden forælder. Det er noget af et hyr at holde styr på julekalender og pakkekalender, når de skal transporteres frem og tilbage mellem mor og far hver anden weekend. Og i det hele taget er det svært, at lave ægte traditioner for et barn, som ikke er hjemme altid. December måned vil uvægerligt blive delt op i lige og ulige uger – ligesom alle de andre måneder, når man har et delebarn. Og det er bare ikke så pisse hyggeligt at lave traditioner, der skal være afhængige af, hvad ugenummer det er.

I år har jeg faktisk overvejet, om jeg ikke bare skulle foreslå Antagonisten, at han har Filosoffen til jul, selv om det egentlig ikke er “hans år”. For jeg føler ærligt talt ikke, at jeg kan tilbyde hende noget særligt. De år, hvor hun er hos sin far, tager de op til Farmor, der har et væld af traditioner og en syndflod af overskud til at bage og lave pakkekalender og jeg ved ikke hvad. Og juleaften samles hele familien (hvor der også er andre børn) til den helt store fest med et kæmpemæssigt juletræ og hjemmelavet konfekt i lange baner og så mange pakker, at man knapt kan nå at pakke dem alle op inden man går kold med en vaniljekrans i mundvigen.
Hjemme hos mig er der ingen traditioner. Jo det skulle da lige være, at Morfar er fuld, den plejer at være rimeligt gennemgående hvert år. Men derudover er der ikke meget juleidyl over min familie. Hos os har julen mest af alt handlet om at vente til den var forbi. Derfor har jeg ikke meget inspiration at gå efter, når jeg skal jule om mit barn.

Men Optimisten var ikke helt enig i den ide med at “forære” julen til Antagonisten. Han mente, at vi sagtens vil kunne stable en god jul på benene. På trods af mine OCD-tics over alle de forventninger, der er forbundet med at afholde en juleaften og Prebens forbehold over for det hele sådan i al almindelighed, december måned med alt sit overforbrug og fråseri huer ham bestemt ikke. Mage til smagløst pamperi skal man lede længe efter, hvis I spørger ham. Han var faktisk en overgang kraftig fortaler for, at vi bare flyttede hele familien ned i en varmestue og brugte juleaften på at servere suppe for hjemløse, det ville da i det mindste være mere i julens ånd end at forære hinanden en ny fladskærm eller sweater, man alligevel ikke har brug for og så skal have et hyr med at bytte mellem jul og nytår sammen med resten af den danske befolkning.

Men Preben og jeg blev alligevel overbevist. Af Optimisten og hans gode argumenter og varme øjne. Han kommer også fra sådan en slags sund familie, hvor man har forstand på at have det rart. Så mon ikke vi sammen kan få arrangeret en udmærket jul trods alt. Indtil videre har Filosoffen i hvert fald med succes fået overlæsset pyntet vores pistne juletræ med alt godt fra julekassen og vi har ved fælles hjælp fået modelleret en form for adventskrans, måske ikke lige til første søndag i advent, men i hvert fald til tirsdag i den første lige uge i december. Så langt så godt.

15326404_10154767425944872_1414827421663512664_n

Filosoffen insisterede på lilla lys.

15285083_10154767425939872_3555605142393863898_n

Det flot pyntede minitræ

Hvis man vil have flotte billeder at smukke juletræer og hippe mennesker, skal man nok smutte over på Instagram eller lede på en anden blog. Men hvis I vil se grynede billeder med genskær og halve tommelfingre, er I kommet til det helt rette sted. Glædelig jul allesammen!