Martyriet

Hvad er meningen med livet egentlig?

Det er noget jeg går rundt og spørger mig selv om lige for tiden. Åh så dyb, I know… Men sagen er, at jeg går rundt med sådan en følelse af, at det hele er lidt komisk og fjollet. Lad mig uddybe:

Mit seneste indlæg handlede om vrede og om hvordan man håndterer den. Og tak for de søde og omsorgsfulde kommentarer herinde i øvrigt, de er alle taget til efterretning!
Men det der slog mig, da jeg lå under dynen om aftenen og for gud ved hvilken gang ikke kunne falde til ro, var at det hele jo i virkeligheden handler om følelsen af ikke at slå til. Hvorfor bliver jeg så vred over min datters vrede og “utaknemmelighed”? Det er til dels fordi jeg bliver frustreret over ikke at kunne hjælpe hende og opfylde hendes behov (jeg kan ikke fjerne hendes angst og jeg kan jo heller ikke så godt melde hende ud af skolen), men mest af alt er det fordi der hele tiden er det dér arbejde, der prikker mig på skulderen og vil have opmærksomhed. Jeg bliver vred, fordi jeg allerede ikke kan overskue morgendagen i hamsterhjulet med et barn, der modarbejder rutinen. Jeg bliver vred, fordi barnets forventninger og arbejdets forventninger clasher. Jeg bliver vred, fordi jeg er presset.

Det hele blev så tydeligt for mig i den periode, hvor jeg var sygemeldt og brugte al tiden, mens Filosoffen var i skole, på at glo op i skyerne. Når jeg så hentede hende havde jeg vildt meget overskud! Jeg kunne hente hende tidligt og jeg kunne bage boller og lege gemmeleg og jeg skal komme efter dig. Men det bedste af det hele var, at der bare var ro. Vi var slet ikke uvenner på noget tidspunkt! Var det så fordi jeg gav hende lov til alt? Nej på ingen måde! Reglerne var nøjagtig de samme som de plejer – måske stillede jeg endda flere krav end normalt! Og hvorfor så det? Fordi jeg havde tid og overskud til at tage kampene! Jeg lod mig ikke stresse om morgenen, når hun ikke ville tage tøj på, for jeg skulle ikke selv af sted og på arbejde og tænke over madpakke og transport og forberedelse og alt muligt. Jeg blev ikke stresset om eftermiddagen over lektierne, der skulle laves eller bøgerne, der skulle læses – for vi havde jo masser af tid til at nå det hele. Og om aftenen stressede jeg heller ikke, når hun ikke ville tage nattøj på eller sove, for jeg hungrede ikke efter frihed og voksentid, sådan som jeg gør når jeg har været på arbejde hele dagen.

Hverdagen i hamsterhjulet med et job, der presser mig hele tiden, gør mig til sure, trætte underskudsmor, der bliver vred, når barnet ikke bare jubler af glæde over alting, udfører sine pligter uden at kny og i øvrigt tier stille når de voksne taler (findes sådan et barn egentlig??). Jeg bliver hende, der giver lov til ekstra iPad-tid, fordi jeg ikke orker konflikten. Jeg bliver hende, der selv tager ud af bordet og smider vasketøjet i vasketøjskurven, fordi det går hurtigere at gøre det selv end at tage kampen med barnet. Jeg bliver hende, der hvæser: “Hvad NU?!” når barnet står ud af sin seng for at få en krammer og jeg bliver hende, der skriver vrede indlæg over, hvorfor barnet ikke bare kan være lidt taknemmelig for alt det jeg gør for hende, altså! #martyrietsglæder

Er det så meningen med livet monstro? At kæmpe sig igennem ugen kun holdt oppe af udsigten til weekend? At stå op hver dag og gøre noget, der gør én vred og ked af det? Eller er det bare en smule fjollet og meningsløst, det hele?

Alternativet til hamsterhjulet må sgu da findes derude. Fx et mere fleksibelt arbejde, hvor jeg selv bestemmer. Men konsekvensen af et mere fleksibelt arbejde vil naturligvis være en noget anden økonomi end den, jeg er vant til. Men som min veninde og jeg i går snakkede om: Hvad er egentlig vigtigst? Er det at have en god økonomi, der gør det muligt at flygte til varme lande 6 uger om året, eller er det vigtigst at have en hverdag, hvor man har det rart og ikke har behov for flugt? Det er der jo nok ikke ét svar på, men for mig er hverdagen altså vigtigere. Jeg vil da bestemt gerne rejse og drikke latte og spise sushi hele tiden, men ikke hvis det skal være på bekostning af min hverdag. For når alt kommer til alt, er dét de allerfleste dage. 6 uger i de varme lande om året er dejligt, men jeg vil hellere have det rart i de resterende 46 uger herhjemme i kolde Danmark. Men hvordan jeg så opnår det, må tiden vise. Nu skal vi lige flytte først, hvilket sluger både ferie og penge til sushi, så foreløbig må det blive ved tanken. Men den er der, hele tiden under overfladen, drømmen om en hverdag, hvor jeg ikke er stresset og træt og passivt aggressive underskudsmor. Måske en dag!

funny-hamster-meme-i-finally-discovered-the-real-purpose-of-this-damn-wheel-picture

   

3 kommentarer

  • Stine

    Kender du gruppe familie politisk netværk på Facebook eller på fampol. DK

    Der diskuteres work /life balance I forhold til børn. Godt nok meget børn som et yngre end tilfældet er his jer. Men det r flere ideer st hente og fakrisk er der også en del politikere i netværket.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Skilsmissemor

      Nej den kender jeg ikke, men den må jeg da tjekke ud! Tak for tippet! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Martyriet