Tilbageblik og nytårsforsætter

2017, din tæve!

Den jubeloptimisme, jeg gav udtryk for i sidste indlæg angående 2017’s herligheder er nu forduftet som dug for solen. 2017 har været lidt af en kælling allerede, synes jeg… Altså vi snakker ikke dødelig sygdom eller kærestesorger eller økonomisk ruin – bare sådan helt almindelig livstræthed.

Vi lagde lige hårdt ud med at få et stenslag i forruden på den bil, min veninde så gavmildt har lånt til mig. Stenslag kan man jo ikke gøre for, men synes alligevel det er lidt pinligt at aflevere en bil til hende med en revne på 40 cm henover forruden. Så jeg har brugt størstedelen af denne uge på at ringe til værksteder og forsikringsselskaber med den ene hånd, mens jeg har passet mit arbejde og koordineret håndværkere med den anden. Resultatet er blevet en aftale på tirsdag i næste uge, hvor jeg skal sidde på et værksted i Brøndby og blomstre i to timer, mens de skifter ruden. Nå ja, og så koster det lige hvad der svarer til måske ikke økonomisk ruin, så da økonomisk faldefærdig rønne… Svin.

Men hvad værre er, så er Filosoffens angst blomstret op i fuld flor! Det er jo ikke så underligt med alle de skift hun skal forholde sig til lige nu: Ny skole, snarlig flytning fra hendes barndomshjem og så er der også lige far, der er flyttet til Nordjylland, aka Nordpolen. Hun er så så ked af, at far bor så langt væk nu. Og over at der nu igen bliver skåret i samværet med far på grund af en beslutning han har taget for sit eget liv. Nu hedder ordningen 12-2, den startede som 9-5, så klart at hun føler et stort savn og tomrum.
Oven i dette reagerer hun så også nu på skoleskiftet. Jeg vidste godt det ville komme, men pyh hvor er det alligevel hårdt at stå i det. Hun er ked af det hver morgen og klager over ondt i maven og siger hun ikke vil i skole. Men til forskel fra den anden skole, er den nye virkelig god. De voksne er super pædagogiske og der er en rar stemning, Filosoffen har fået nye venner og skal allerede på sin anden legeaftale på tirsdag, så jeg ved at det nok skal blive fint. Lige nu er det hele bare nyt og stort og skræmmende.

Heldigvis er hun er virkelig sej pige, der kan klare lidt af hvert. Meget sejere end sin mor, der render rundt som i trance over manglende søvn og bekymringer. Min morfar plejede at kalde min mormor for Frau Sorge, fordi hun altid bekymrede sig om alt i hele verden. Det er så mig nu! Jeg ved, at jeg skal rumme Filosoffens følelser, men samtidig stå fast og være hundrede procent konsekvent over for hende, for det sidste et barn med angst har brug for, er at mærke usikkerhed hos sine forældre! Jeg skal på ingen måde bekræfte hende i, at der er noget at være bange for, og derfor skal skal skal jeg holde fast i, at hun skal i skole uanset hvor meget hun klager over ondt i maven og græder. Men shit, hvor er det pisse hårdt! Jeg har bare lyst til at tage hende i mine arme og løbe min vej! Væk fra det dumme liv i hamsterhjulet, ud på en ødegård et eller andet sted, hvor vi kan være selvforsynende og selvundervisende og selvtilstrækkelige.

Men det kan jeg jo ikke. Eller hvad? Jeg må indrømme, at jeg begynder at tænke den slags tanker, når jeg for hundredesyttende gang forsøger at forklare min chef, hvorfor jeg ikke bare kan smide alt hvad jeg har i hænderne for mit arbejdes skyld. Det kan og vil jeg simpelthen ikke! Så jeg begynder igen at tænke i alternativer. Måske er ødegården lige i overkanten, men hvis man nu skar ned på sine omkostninger, sådan gevaldigt ned, så kunne man måske…måske…springe ud i det, det dér med at være selvstændig, sin egen herre, uafhængig, selvtilstrækkelig. Måske en dag, snart…

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tilbageblik og nytårsforsætter